Slaget ved Cannae blev en katastrofe for den romerske hær.

© IBL/Bridgeman

Karthago mod Rom – supermagternes tvekamp

I 200-tallet f.v.t. stødte to stormagter sammen – Rom og Karthago. Derudover blev Romerriget også trukket ind i konflikter i Grækenland. Kampen om magten i Middelhavet blev afgjort på to fronter.

17. november 2018 af Magnus Västerbro

Det er et af de mest berømte øjeblikke i militærhistorien, måske verdenshistorien. Den 2. august 216 f.v.t. ved Cannae, ikke langt fra det moderne San Ferdinando de Puglia i det sydøstlige Italien, står en gigantisk romersk hær opmarcheret overfor en langt mindre modstander, anført af den kartagiske hærfører Hannibal Barkas. Romerne er sejrssikre. Aldrig før er en så stor romersk styrke blevet samlet på ét sted. Kartagerne derimod er langt hjemmefra, dybt i fjendeland, og burde være demoraliserede. Da det romerske infanteri indleder et rasende angreb, varer det da heller ikke længe, før kartagerne begynder at vige. Men retræten foregår under ordnede forhold og kun i centrum af linjen. Langsomt falder de tilbage, mens romerne, der lugter blod, følger lige efter.

Karthagos ryttere omringede romerne

Det skulle snart vise sig, at de romerske hærchefer havde begået en katastrofal fejl. Deres tropper var rykket for langt frem uden beskyttelse på flankerne. Og det er her Hannibal nu sætter sit tunge infanteri ind. Det varer ikke længe, før det kartagiske kavaleri afslutter omringningen af romerne.

Nu er den vældige romerske hær fanget i en kedel med fjender på alle sider. Soldaterne står så tæt, at de knap kan røre sig. Dagen bliver forvandlet til et langt, uophørligt blodbad.

Grusomme scener udspiller sig i takt med, at romerne metodisk bliver hugget i småstumper, ofte helt bogstaveligt. De gør fortvivlet modstand. Bagefter finder man fx en romersk soldat, der med sine sidste kræfter har bidt sin modstanders næse og ører af.

To af de puniske kriges hovedpersoner: til venstre den romerske feltherre Quintus Fabius Maximus, til højre Karthagos hærfører Hannibal.

Slaget ved Cannae var Roms værste nederlag

Slaget ved Cannae kræver i sidste ende 50. 000 romerske soldaters liv, hvis man skal tro de muligvis overdrevne antikke kilder. Blandt ofrerne er flere senatorer og én af Roms to konsuler. Igennem de tre århundreder den romerske republik har eksisteret på dette tidspunkt, har den oplevet utallige tilbageslag uden at blive knækket. Men dette var det største nederlag nogensinde.

Hannibal havde marcheret sin hær fra Spanien, gået over Alperne og trængt ind i hjertet af romersk territorium – og nu tildelt dem et knusende slag.

Hannibal spredte frygt i Rom

Vejen til Rom selv syntes at ligge åben. Det eneste Hannibal så ud til at skulle gøre, var at marchere mod byen, indtage den og udråbe sig selv til krigens sejrherre.

I Rom herskede der panik. Hæren var reelt set udslettet, og der var kun meget få officerer tilbage. Hvor skulle man i al hast få nye soldater fra? Unge mænd, ikke mere end 16–17 år, blev rekrutteret, og samtidig fik ikke mindre end 8 .000 slaver deres frihed mod at gøre tjeneste i hæren.

Der blev tilmed foretaget en menneskeofring. To græske og to galliske slaver blev begravet levende på Forum Boarium. Det var uhørt i Rom, men krisen krævede ekstreme forholdsregler.

Til alles store overraskelse marcherede Hannibal aldrig mod Rom. Byen fik et pusterum til at komme sig. Hvorfor han traf den beslutning, er blevet diskuteret lige siden. Ifølge en romersk historiker skal en af Hannibals generaler allerede da have kritiseret denne tilsyneladende fejltagelse med ordene: "Du, Hannibal, ved hvordan man vinder en sejr, men ikke hvordan man udnytter den."

Den brændte jords taktik

Alligevel er beslutningen måske ikke så ubegribelig endda. Også for Hannibals hær havde slaget ved Cannae været en bekostelig affære. Desuden vidste han, at Rom var omkranset af høje, velbefæstede mure, og han manglede belejringsudstyr.

Desuden skulle hans egne tropper have mad og forsyninger, hvilket var en stor nok udfordring i sig selv. Ikke mindst fordi romerne allerede var begyndt at bruge 'den brændte jords' taktik. Man ville hellere ødelægge sit eget land end lade fjenden drage nytte af det.

Uanset årsagen betød det udeblevne angreb, at Rom endnu en gang kunne overleve en svær krise og lidt efter lidt gå til modangreb.

Hannibal tabte slaget ved Zama 202 f.v.t., og derved mistede Karthago sin status som stormagt.

© Bridgeman/IBL

Tvekampen Karthago mod Rom

Da slaget ved Cannae blev udkæmpet, havde magtkampen mellem Rom, der længe havde været den dominerende magtfaktor på den italienske halvø, og Karthago, som kontrollerede store dele af det vestlige middelhav, stået på i mere end 50 år med varierende intensitet. De to stater var den tids supermagter, og de havde længe forsøgt at undgå en krig, da de var jævnbyrdige. Men til sidst – i 264 f.v.t. – var en konflikt alligevel brudt ud, der skulle ryste begge stater i deres grundvold.

Rom havde fordelen af sin politiske struktur, republikkens institutioner, der havde udvist en fænomenal evne til at udholde selv den sværeste modgang. Romerne kontrollerede også store landområder, hvorfra man konstant kunne hverve nye soldater.

Karthago havde derimod næsten ingen hær, og benyttede sig i stedet af lejetropper hyret i Afrika, den iberiske halvø og blandt kelterne nord for Alperne. Årsagen var Karthagos vældige økonomiske ressourcer. Som en ledende handelsnation og knudepunkt for søruterne i store dele af Middelhavet, havde Karthago en enorm indtægt, som hurtigt kunne omsættes til militær magt.

De puniske krige

Efter mange blodige år stod Rom som sejrherre i Den 1. Puniske Krig ("puner" var romernes ord for fønikierne, som kartagerne nedstammede fra). Det var dog ikke en afgørende sejr, og freden blev indgået på relativt milde vilkår for den besejrede.

Da Den 2. Puniske Krig brød ud, besluttede Karthagos stærkeste hærfører, Hannibal, sig for en overraskende offensiv strategi. Det var den som førte ham ud på sit opsigtsvækkende togt over Alperne med sin hær (inklusive de 37 krigselefanter, der overlevede turen) og dybt ned i den italienske halvø. Men vel ankommen viste det sig vanskeligt at omsætte hans militære styrke til langsigtede politiske gevinster.

Ganske vist vandt han hver gang, romerne mødte ham på åben mark, men grundelementet i hans strategi, at få Roms allierede til at gå over på hans side, mislykkedes for det meste. Romersk dominans havde vist sig at være en tilstrækkelig stor fordel for de øvrige italikere, at de fleste forblev loyale mod deres tidligere fjende.

© Svante Ström

Quintus Fabius Maximus' hårde modstand

Den hårde romerske modstand kunne altså fortsætte. Selv ikke efter Cannae, da Hannibal virkede uovervindelig, ville romerne forhandle fred. Tvært imod blev de romerske ledere blot endnu mere stædige med at fortsætte kampen.

Særlig berømt blev den langsigtede, defensive strategi, kaldet "fabiansk" efter Quintus Fabius Maximus, der blev Roms (midlertidige) diktator efter de første nederlag til Hannibal. Hans metode gik ud på at undgå store feltslag og i stedet rette nålestiksangreb mod kartagernes forsyningslinjer. På den måde ville man forsinke Hannibals fremrykning og på sigt gøre det umuligt for ham at fortsætte felttoget. Denne strategi indbragte Fabius øgenavnet Cunctator, hvilket betyder "nøleren." Mange romere så det som en uværdig måde at føre krig på, men det havde vist sig at virke.

Karthago blev jævnet med jorden

Lidt efter lidt blev de kartagiske styrker i Italien slidt ned. Og med tiden kunne Rom igen tage initiativet. Tolv år efter det katastrofale nederlag ved Cannae, gik generalen Cornelius Scipio i land i Nordafrika med sin hær, ikke langt fra selve Karthago. Hannibal blev derfor tvunget til at forlade Italien for at forsvare sit hjemland. I et afgørende slag i 202 f.v.t. blev han slået eftertrykkeligt af Scipio, der fik hædersnavnet Africanus for sin sejr. Rom havde dermed vundet Den 2. Puniske Krig og én gang for alle knækket Karthagos magt. Alligevel kom der siden en tredje og sidste punisk krig,

I 149 f.v.t. gik Rom til angreb på Karthago på ny, denne gang med det udtalte mål at "Karthago bør ødelægges." Efter en lang og brutal belejring blev byen erobret og lagt i ruiner, jorden sået med salt og alle indbyggere dræbt eller solgt som slaver.

Roms krig i Grækenland

Men den romerske republik fik ikke tid til at hvile på laurbærrene efter sejren over Hannibal. Mens han havde hærget Italien, var Romerriget også blevet trukket ind i nye konflikter i den græske verden. Lige siden Alexander den Stores død var det enorme område, han erobrede, blevet flået i stykker af konstante krige mellem forskellige dele af hans imperium. En perlerække af herskere havde forsøgt at genskabe Alexanders herredømme uden held.

Den romerske hær plyndrer Korinth.

© Getty

Filip 5. ville smide romerne ud af Balkan

Da Alexander kom fra Makedonien, gjorde dette rige fortsat krav på hans besiddelser. Dermed kom man også i konflikt med det konstant voksende romerrige. Filip 5. af Makedonien havde søgt at udnytte 2. Puniske Krig til at fortrænge romerne fra Balkan og var gået i alliance med Hannibal. Så samtidigt med at romerne kæmpede for deres liv i Italien, havde de måttet sende
tropper til Illyrien for at bremse Filip.

Den første krig endte med status quo i 205 f.v.t., men da Filip fortsat ekspanderede østpå, besluttede romerne i år 200 f.v.t., kun to år efter sejren over Hannibal, at indlede 2. Makedonske Krig for at sætte en stopper for hans ambitioner.

Flere makedonske krige

171–168 f.v.t. måtte Romerne udkæmpe 3. Makedonske Krig mod Filips søn, der havde arvet farens ambitioner. Efter en overlegen sejr i Slaget ved Pydna i 168 f.v.t., splittede romerne Makedonien i fire dele for at forhindre fremtidige krige. De plyndrede også systematisk Makedonien og andre oprørske områder (primært Epiros), deporterede et stort antal af indbyggerne, der var blevet angivet som anti-romerske elementer, til slaveri og bosatte romerske kolonister på den beslaglagte jord.

Ikke underligt førte denne brutale fremgangsmåde ikke til permanent fred i området, og efter en fjerde og sidste krig i 150–148 blev Makedonien officelt indlemmet i Romerriget som provins.

Rom kontrollerede Middelhavet

en 4. Makedonske Krig førte også til en krig i Grækenland, da en alliance af bystater vovede at gøre oprør. Igen vandt romerne en knusende sejr, og i 146 f.v.t., samme år som de udslettede Karthago, statuerede de et lignende grusomt eksempel i Grækenland ved at nedbrænde byen Korinth, dræbe eller slavebinde hele befolkningen og føre tusindvis af uvurderlige kunstværker til Rom.

Disse blodige, brutale sejre betød, at der reelt ingen modstandere af betydning var tilbage omkring Middelhavet, der nu var blevet Roms eget hav, Mare Nostrum ("Vort Hav"). Fra den iberiske halvø i vest til og hele vejen til Mesopotamien i øst herskede Rom enten direkte eller gennem føjelige lokale herskere.