Attila plyndrede romersk by
I 443 e.Kr. blev den romerske by Naissus skæbne beseglet af Attila, hunnernes konge.
Byen, der i dag hedder Nis og ligger i Serbien, var et militært og administrativt centrum i Illyricum og havde været romersk i 500 år. De mange tusinde indbyggere havde således en lang og stolt fortid, men i sommeren 443 var det forbi med storheden. Fra byens mure kunne Naissus' soldater og indbyggere se, hvordan tusinder af blodtørstige krigere krydsede floden Nisava nær byen.
Krigerne var hunnere, de kom fra sletterne nord for Donau-floden. Deres anfører var den berygtede Attila, som romerne anså for at være verdens værste barbar.
Ryttere, fodfolk og kuske på hestevogne omringede Naissus. Foran bymuren byggede de kæmpestore rambukke af træstammer med metalhoveder. Rambukkene blev hængt op i kraftige rammer af træ med hjul under. Flettede grene blev spændt ud over trærammerne, så mændene, der skubbede dem frem, var beskyttet mod fjendtlige pile og spyd.
Igen og igen hamrede rambukkene mod Naissus' mure. Oppefra væltede romerske soldater store sten ned på hunnernes rambukke. Nogle gange brasede en rambuk sammen, men hurtigt bragte hunnerne en ny frem, og til sidst løb romerne tør for sten.
Efterhånden gav murene efter, og hele sektioner af murværk styrtede i grus. Hunnerne stormede over brokkerne og dræbte stort set alle mænd og voldtog kvinderne. Alt af værdi blev plyndret – herunder lysestager, fade og andre religiøse genstande fra byens kirker og klostre. Herefter stak hunnerne Naissus i brand, og kort efter var byen ikke andet end en rygende ruinhob.
Overalt i oplandet blev gårde, godser og landsbyer også raseret, og blandt indbyggerne i Europa fortalte man, at “hvor Attilas hest træder, vokser der aldrig mere græs”.
Attila og broderen arver Hunnerriget
Attila havde arvet magten over det mægtige Hunnerrige sammen med sin bror Bleda, da deres onkel, kong Roa, døde i sin teltlejr på den ungarske slette, pusztaen. Fra år 434 e.Kr. regerede de to brødre over et landområde, der strakte sig fra Det Kaspiske Hav i øst til Donau i vest.
Imperiet bestod af mange forskellige stammefolk og folkeslag, som hunnerne havde undertvunget med vold eller list. De undertvungne stammer leverede krigere og penge til hunnerne, der til gengæld sikrede dem fred. Ved hjælp af ægteskaber mellem de undertvungne stammehøvdinges døtre og hunner-lederne blev der smedet stærke forbund i Hunnerimperiet.
Romerriget bliver kristent
Syd og vest for Donau lå Romerriget, som år 330 var blevet delt i to – Det Østromerske Rige med Konstantinopel som hovedstad og Det Vestromerske Rige med Rom som hovedstad.
Delingen skyldtes kristendommen.Da Konstantinopel blev kristent, brød den østlige del af Romerriget med Rom, som i nogle årtier endnu holdt fast i de gamle hedenske guder. Men i længden overgik begge romerrigerne til kristendommen, og på Attilas tid levede munke, biskopper og en overvejende kristen befolkning i alle større byer i de to romerriger.
Rammerne var sat for en kamp mellem det primitive barbar-imperium og de civiliserede romerriger. Det skulle blive en kamp om intet mindre end Europas skæbne.
Hunnerne bliver fordrevet fra Kina
Oprindeligt kom hunnerne fra Asiens vidtstrakte stepper ved grænsen til Kina. De var nomader, som drev deres husdyr fra vinter- til sommergræsgange, samtidig røvede og plyndrede de i Nordkina. Men omkring år 35 f.Kr. sendte den kinesiske kejser en stor hær mod hunnerne for at stoppe plyndringerne og drive dem bort fra deres græsgange.
Hunnerstammerne blev tvunget ud på en årelang vandring mod vest i deres søgen efter nyt land. I 376 e.Kr. – efter 400 år – nåede de frem til stepperne nord for Sortehavet, hvor de stødte på østgermanske, tyrkiske og persiske stammefolk. Hunnerne overfaldt og undertvang dem. Mange østgermanere nåede dog at flygte mod vest, og en uendelig flygtningestrøm af mænd, kvinder og børn vandrede ind i Det Østromerske Rige med deres husdyr og kærrer.
Den østromerske kejser sendte en hær ud for at stoppe flygtningene, men østgermanerne var hårdføre krigere. De slog romerhæren tilbage og tvang kejseren til at give dem land i Romerriget syd og vest for Donau.
Bueskytter til hest vinder slagene
Imens fortsatte hunnerne deres fremmarch mod vest. De nåede over bjergkæden Karpaterne og trængte ind på den ungarske puszta, hvor de bosatte sig langs Donau, nord for grænsen til Det Østromerske Rige. Det var her, Attila blev født i år 406.
Hunnerne var i stand til at skabe deres imperium, fordi de var overlegne bueskytter til hest. Kunsten at affyre pile fra en hest i fuld galop er uhyre svær. Men hunnerne lærte allerede at ride og skyde med bue som helt små. Den flittige træning kom dem til gode i kamp, hvor de kunne meje en fjendtlig hær ned med en sværm af pile.
Ingen andre stammefolk mestrede denne kunst, og når hunnerne viste sig, måtte fjenderne enten flygte ind i Det Østromerske Rige eller underkaste sig. Blandt de stammefolk, som hunnerne kom til at herske over, var østgermanere samt tyrkisk- og persisktalende steppestammer.
Den romerske kejser bliver afpresset af Attila
Efter kong Roas død i 434 udvidede brødrene Attila og Bleda imperiet yderligere mod vest, ind i det nuværende Tyskland og mod nord til Østersøen og Baltikum. Imperiet var nu lige så stort som de to romerriger tilsammen og kunne mønstre titusinder af krigere fra de underkastede stammer.
Romerne forsøgte at bremse hunnernes ekspansion. Hvert år betalte den østromerske kejser Theodosius hunnerne 300 kg guld, for at de skulle holde sig på den nordlige side af Donau.
Et år undlod kejseren at betale tribut, og straffen faldt prompte. Det første angreb kom i 441, hvor Attila og Bleda plyndrede en række romerske byer lige syd for Donau. To år efter hærgede de igen – de ødelagde byer og slog enhver hær, romerne sendte mod dem, og nåede helt frem til Konstantinopel (det nuværende Istanbul).
Den østromerske hovedstad måtte hunnerne dog opgive at indtage, fordi dens fæstningsværker var for stærke. Byen var omgivet af to mure; den yderste var ti meter høj, den inderste 20 meter høj og forsynet med tårne for hver 50 meter. Kejser Theodosius slap med skrækken, men måtte indse, hvor sårbar han var, og forhandlede en ny fred. Nu forlangte hunnerkongerne 1000 kg guld om året i tribut. Det var pengeafpresning på højt plan.
Kejseren bøjede sig for kravene. Hans hære havde – ligesom alle andre hære – intet kunnet stille op mod hunnernes beredne bueskytter. Kun de høje mure og dybe voldgrave omkring Konstantinopel forhindrede et totalt sammenbrud i Det Østromerske Rige.
Fredsaftalen holdt frem til 447, hvor Attila endnu en gang raserede Balkan helt ned til Grækenland, denne gang som enehersker over Hunnerriget og hæren. Det skyldtes, at Attila i mellemtiden havde myrdet sin bror Bleda, sandsynligvis pga. interne stridigheder om magten i det fælles imperium.
Endnu en gang forhandlede Attila fred på sine præmisser, og denne gang måtte romerkejseren afstå store landområder syd for Donau i det nuværende Rumænien og Bulgarien.
Munken Kallinkos beskrev hunnernes fremfærd på denne måde: “Det barbariske folk hunnerne var blevet så stærke, at de erobrede mere end 100 byer i Thrakien (det østlige Balkan, red.) og næsten bragte Konstantinopel i fare. Der var så mange myrderier og blodsudgydelser, at ingen kunne sætte tal på, hvor stort et antal der blev slået ihjel. Hunnerne plyndrede kirker og klostre, slagtede munke og jomfruer.
De har ødelagt Thrakien i en sådan grad, at området aldrig mere vil kunne genrejses. Mange indbyggere flygtede fra Konstantinopel. Selv munkene ville flygte helt til Jerusalem.”
Kejserens søster gør kur til Attila
Plyndringstogtet gennem Det Østromerske Rige stillede for en tid hunnernes blodtørst og begær. De forstod, at Konstantinopel var uindtagelig, og i nogle få år holdt de sig i ro. Men en hersker som Attila havde plyndring og drab i blodet, og hans mænd blev hurtigt rastløse. Attila vendte derfor blikket mod Det Vestromerske Rige, og han begyndte at tænke storpolitisk.
I Rom sad den vestromerske kejser Valentinian på tronen. Hans søster Honoria var blevet gravid med en palads-funktionær, hvilket var en skandale for kejseren. Han lod funktionæren henrette og satte Honoria i husarrest, indtil hun kunne indgå i et arrangeret ægteskab. Honoria nægtede, og i raseri over sin brors overgreb sendte hun i al hemmelighed sin ring til Attila. Samtidig bad hun om hjælp til at slippe fri af husarresten og det forestående, tvungne ægteskab.
Attila anså ringen fra kejserens søster som et ægteskabstilbud, og som medgift forlangte han Gallien (det nuværende Frankrig) – af Valentinian. Den vestromerske kejser afslog al tale om et ægteskab, og Attila brugte afslaget som en politisk undskyldning for at tage Gallien med magt.
I 451 drog han med titusindvis af hunnere og deres germanske allierede vestpå. Nu strakte Attilas magt og indflydelse sig helt til Holland i vest og – ifølge mange historikere – til Danmark og Sydsverige i nord.
Præcis hvor stor Attilas hær var, vides ikke. Ifølge romerske kilder var den på 300.000 mand, men datidens skribenter overdrev gerne fjendens styrke for at gøre deres beretninger mere dramatiske. Beregninger af befolkningstætheden tyder snarere på, at hunnerhæren talte 30.000-40.000 mand. En hær på felttog skulle brødfødes ved at plyndre gårde, og i 400-tallet har der ganske enkelt ikke været afgrøder og husdyr nok til hundrede tusinder af mænd på den 1000 kilometer lange march fra Ungarn til Gallien.
Den sidste romer tager kampen op
Gallien blev på denne tid styret af den romerske hærfører og statsmand Flavius Aetius. Han var så magtfuld i Det Vestromerske Rige, at mange statslige breve blev sendt til ham i stedet for til kejser Valentinian i Rom, som blev anset for uduelig. På mange måder var Aetius rigets virkelige leder, mens Valentinian fornøjede sig med jagt og fester.
Blandt historikere kaldes Flavius Aetius for “den sidste romer”, fordi han var den sidste i rækken af romere, som havde succes både på slagmarken og i politik. I Gallien havde Aetius slået de germanske stammer, vestgoterne og burgunderne, der var trængt ind på romersk område. Efter sejrene indgik han fredsaftaler med dem, så romerne kunne bevare overherredømmet over Gallien.
Attila og Aetius voksede op sammen
Aetius og den jævnaldrende Attila kendte hinanden – ifølge nogle historikere særdeles godt. Aetius var som dreng blevet sendt til hunnernes hovedsæde ved det nuværende Szeged i Ungarn som et udvekslingsgidsel.
På denne tid var det sædvane, at fjendtligt indstillede riger udvekslede sønner af højtstående ledere som en forsikring for fred. Gidslerne blev behandlet med respekt, hyppigt voksede de op som plejesønner ved magthaverens hof.
Nogle historikere mener, at også Attila en tid opholdt sig i Rom som gidsel, og at romerne brugte mange kræfter på at vinde ham for deres sag. Hvis det stemmer, har Aetius' og Attilas veje krydsedes som unge, men som voksne stod de på hver sin side i konflikten mellem civilisation og barbari:
I 451 krydsede Attila Rhinen og befandt sig med sin hær i Flavius Aetius' Gallien, som havde været romersk et halvt årtusinde.
Sort økonomi breder sig i Rom
Romerriget var ikke så stærkt, som det engang havde været. Folkevandringer som vestgoternes og østgoternes betød, at en tredjedel af riget nu bestod af germanske folkestammer. De havde fået eller taget land og oprettet mere eller mindre selvstændige kongedømmer. Især Det Vestromerske Rige med kejser Valentinian var ved at gå opløsning.
Ingen historiker har kunnet give en fyldestgørende forklaring på, hvorfor det førhen så uovervindelige Romerrige var blevet svagt. Men svagheden afslørede sig bl.a. i omfattende korruption – de romerske embedsmænd var blevet grådige, især skatteopkræverne. Bønderne reagerede ved at snyde i skat, og store dele af økonomien blev “sort”.
Desuden løsnedes grebet om hæren, fordi soldaterne ikke længere fik løn til tiden, og de kunne heller ikke regne med en pension i form af en lille gård i nyerobret land. Mange kommandører blev derfor upålidelige – nogle af dem udråbte sig selv til guvernør eller ligefrem kejser – og lovede deres mænd store belønninger for troskaben.
Når løfterne ikke blev opfyldt, slog soldaterne deres kommandør ihjel og udnævnte selv en ny kommandør.
Og eftersom romerhærene ikke havde kunnet stoppe germanernes indvandring i riget, udeblev skattebetalingerne fra de landområder, som de germanske stammer havde bosat sig i.
Det var i dette kaos, Flavius Aetius opererede. Han holdt sammen på Gallien dels med krig, dels med forhandlinger, fredsaftaler og rænkespil. Men nu stod han over for Attila, som ikke alene havde sin egen stamme bag sig – hunnerkongen havde kontrol med alle stammer fra Rusland i øst til Holland i vest. Hunnerne var derfor ikke blot endnu en folkestamme på vandring; de udgjorde et imperium med ambitioner om at erobre Gallien og derefter – måtte romerne gå ud fra – resten af Det Vestromerske Rige.
Hvis nogen kunne stoppe Attila, var det Aetius. Han var den eneste mand i Det Vestromerske Rige med flair for både krigsførelse og statsmandskab. Desuden havde han indsigt i hunnernes måde at tænke på, fordi han som ung havde levet blandt dem.
To gamle fjender går sammen mod Attila
Mens Attila rykkede frem gennem Germanien, samlede Aetius en hær i Gallien. Han allierede sig med sine gamle fjender, vestgoterne i Sydgallien.
Alliancen opstod, fordi den vestgotiske konge Theoderic hellere så romerne ved magten end hunnerne.
Theoderic var også klar over, at hvis Attila vandt over Aetius i Nordgallien, ville turen bagefter komme til hans kongedømme i Sydgallien. Og desuden havde mange vestgotere tidligere boet ved Sortehavet, hvor Attilas forfædre engang havde jaget dem bort. Flugten bragte mange vestgotere helt til Gallien, hvor deres efterkommere holdt liv i hadet til hunnerne.
Frem til 453 spredte Attila og hans hunner-hær rædsel i det meste af Europa. Nogle historikere mener, at hans indflydelse rakte helt til Danmark og Sydsverige.
Attila får tilnavnet “Guds straf”
Da Attila kom ud af de germanske skove og krydsede Rhinen, trådte han ind i det civiliserede og kristne Gallien med veje, marker, handelsbyer og store godser. Rutinemæssigt begyndte hunnerne at plyndre, ødelægge og voldtage.
Attila spredte rædsel blandt de kristne, romersk-galliske indbyggere, der betragtede ham som en mand med overmenneskelig styrke. De kaldte ham “flagellum Dei” – Guds pisk – som straf for deres synder.
Dét tilnavn tog Attila straks til sig: Hvis han var et instrument for de kristnes gud, var hans erobring af Gallien ikke blot retfærdiggjort politisk med kravet om Honorias medgift, den var fuldbyrdelsen af deres guds hensigt.
Slaget på De Katalauniske Marker
Mens Attila belejrede fæstningsbyen Aureliani (Orléans), fik han nys om, at Aetius og Theoderic var på vej med deres hære. Hunnerhæren og den romersk-gotiske hær mødtes på De Katalauniske Marker nord for byen Troyes.
De stridende parter så, at en bakkekam på markerne var en afgørende position at holde. Romerne og vestgoterne kom først op på bakkerne, og Attila kastede både ryttere og fodfolk mod dem. Men op ad bakke mistede hans ryttere og fodfolk fart, og hunnerne blev slået tilbage med store tab.
Hjemme i lejren lod Attila sine spåmænd – shamanerne – komme med forudsigelser. De spåede, at en stor hærfører ville dø under slaget. Attila håbede, at det blev Aetius, der var en bedre hærfører end Theoderic.
Men Attila regnede også sig selv som en mulig taber og forberedte et stort bål, som han ville kaste sig på, hvis hunnerne tabte. Døden på bålet var langt mere ærefuld end et ydmygende fangenskab og en senere henrettelse.
Goternes konge falder af hesten
Under kampene næste dag blev kong Theoderic ramt af et spyd og faldt af sin hest. Uheldigvis red hans egne ryttere hen over ham og dræbte ham. Hans søn Thorismund begravede ham nær slagmarken.
Næste dag stod det klart, at Attila ikke kunne indtage bakkekammen. Han forberedte sig på en forsvarskamp og forskansede sig bag lange rækker af hestevogne og kærrer, som hans hær havde med sig på felttoget.
Thorismund var ivrig efter at angribe. Han ville hævne sin fader og gøre det af med Attila en gang for alle, men Aetius havde andre planer. Romernes hærfører vidste, at hunnerne allerede var slået, og han begyndte at tænke mere langsigtet:
Vestgoterne var en magtfaktor i Gallien – og dermed stadig hans fjender. Efter en sejr over Attila kunne de få så meget magt, at de muligvis ville overtage magten i hele Gallien. Aetius tyede derfor til en list for at svække vestgoterne.
Han gjorde kongesønnen Thorismund opmærksom på, at hans brødre snart ville høre nyheden om deres faders død. Han rådede derfor Thorismund til at rejse hjem og kræve sin arveret til kongetronen. Den ærgerrige kongesøn drog straks af sted med sin hær, og Aetius lod så Attila trække sig tilbage, ud af Gallien og hjem til Ungarn med resterne af sin hær.
Med sit rænkespil lykkedes det Aetius at opretholde magtbalancen i Gallien, for vestgoterne ville stadig være afhængige af ham, hvis hunnerne en dag vendte tilbage, og dermed bevarede Aetius sin overhøjhed i Gallien.
Men hvad der gavnede Aetius i Gallien, kom året efter til at gå hårdt ud over romere på en anden front.
Det sidste felttog for Attila
Attila havde for første gang tabt et stort slag. Ydmyget vendte han tilbage til Ungarn og begyndte at planlægge en invasion af Italien for at genoprette sit ry som hærfører. Kampen mellem hunnerne og Romerriget var ikke forbi.
Sommeren efter, i år 452, buldrede Attilas horder gennem det nuværende Slovenien og Norditalien. På sin vej mod Rom lagde Attila store handelsbyer øde helt ned til det nuværende Milano. Men det år var høsten slået fejl i Norditalien, og der var hungersnød og sygdomsepidemier i området. Hunnerhæren fik derfor svært ved at skaffe føde til sine tusinder af krigere.
Paven drog til Attilas lejr for at forhandle en fred med ham. På grund af hungersnøden kunne Attila let overtales til at trække sig tilbage til Ungarn, for en vigtig sejr havde han allerede vundet: Hans ry som hærfører var genoprettet blandt hans mænd. Endnu en gang kunne romerne ikke stille noget op mod de fremstormende hunnere. Og de var klar over, hvor let Italien kunne erobres – efter næste høst.
Hjemme i Ungarn valgte Attila at gifte sig endnu en gang. Han havde allerede adskillige koner. Denne gang indgik han ægteskab med den germanske høvdingedatter Ildico. Hun var en ung skønhed og endnu et politisk giftermål, der skulle sikre germanernes loyalitet over for ham.
Den 15. marts 453 blev brylluppet fejret med en stor fest i Attilas træ-palads. Han drak tæt til langt ud på natten, hvorefter han trak sig tilbage til brudesengen, hvor han faldt i en tung søvn liggende på ryggen.
Mens han sov, fik han næseblod – muligvis en blodstyrtning som følge af hans årelange og voldsomme alkoholforbrug. Næseblod havde han ofte, men modsat tidligere vågnede han ikke denne gang, og derfor løb blodet uhindret ned i hans hals og lunger.
Næste morgen blev barbarernes konge fundet i sin seng, den paniske brud sad ved siden af. De tililende mænd mistænkte straks Ildico for at have snigmyrdet deres konge, men da stammens vismænd først havde studeret omstændighederne omkring dødsfaldet, var de overbeviste om, at Ildico var uskyldig. Deres leder var druknet i sit eget blod.
Europa i opløsning efter Attila
Attilas mange sønner kunne ikke enes om at regere det store imperium, som hunnerne havde samlet. De undertvungne germanske stammer mærkede hurtigt hunnernes svaghed og rev sig løs. Herefter trak hunnerne sig tilbage mod øst uden at efterlade sig mange spor i historien.
Heller ikke Det Vestromerske Rige overlevede mange år, bl.a. fordi rigets største militære og politiske begavelse, Flavius Aetius, blev myrdet. Aetius planlagde at gifte sin søn med kejser Valentinians datter Placidia og dermed bringe sig i position til at overtage kejsertronen. Men Valentinian satte en stopper for planen ved – sammen med sine vagter – at dolke Aetius.
Det fortælles, at en digter efter mordet sagde til kejseren: “Min herre, du har netop skåret din højre hånd af.”
Med tabet af hærføreren begyndte Det Vestromerske Riges undergang. Riget var magtesløst over for de germanske konger, der grundlagde en lang række selvstændige og evigt stridende kongedømmer.
Kun Det Østromerske Rige fortsatte med at eksistere under navnet Byzantium. Riget gik til grunde i 1400-tallet.
I 443 trængte Attila frem til Konstantinopel, hovedstaden i Det Østromerske Rige. Fæstningsmuren holdt stand mod angrebet, men kejser Theodosius var tvunget til at betale beskyttelsespenge for at få fred for Attila.