Mayariget - en krigsscene fra 800 f.Kr.

Krigsscenen på en fresko fra 800 f.Kr. Mayafolkets bystater lå stadig i krig med hinanden blandt andet for at skaffe fanger til at ofre til guderne.

© Istock

Mayariget: Blodofre til guderne holdt krigen igang

I hundredvis af år dominerede mayakulturen Centralamerika. Men området forblev politisk splittet med konstante krige mellem forskellige bystater. En årsag hertil var behovet for krigsfanger til at ofre til guderne.

21. september 2018 af Bo Eriksson

Kongen af Calakmul, Yuknoom Ch’een 2., havde længe haft øjne-ne rettet mod byen Dos Pilas. Siden den blev grundlagt i 629 e.v.t. havde denne befæstede militære udpost været en torn i øjet på herskeren af Calakmul. Nu stod han foran dens høje mure og volde for at erobre byen og dræbe dens indbyggere.

Krigerne gik til angreb på den jungleomkransede by, og selvom de var bevæbnet med spyd og buer, kom det ikke på tale at dræbe fjenden på lang afstand. Nej, som andre mayansktalende folk søgte Calakmuls fjerprydede slangekrigere nærkampen. Med knive samt sværd af træ kantet med skarpe obsidianflager, huggede de sig ind på fjenden. Kampen blev meget blodig, og krævede hurtigt mange ofre på beg-ge sider. 

Fanger blev ofret til guderne

De fjendekrigere, der ikke blev dræbt på stedet, blev ført bagbundne bort for siden at blive ofret til guderne ved det store tempel i Calakmul. Men en person blev dog benådet af Yuknoom Ch’een – Dos Pilas’ høvding, B’alaj Chan K’awli. 

Han var nemlig ikke kun herre over garnisonen, men også bror til kongen af Tikal, Nuun Ujol Chaak. Ved at lade Los Pilas' ledende mand slippe for at blive lemlæstet og få hjertet skåret ud, tvang Yuknoom Ch’een sin besejrede fjende til at styre byen i Calakmuls navn – og føre krig mod sin egen bror.

Tikals hersker grundlagde Dos Pilas som en militær garnison for at kunne kontrollere handelen på floden og holde øje med den konkurrerende bystat Calakmul. I byen fandtes der tempelpyramider, paladser og en boldbane. Boldspil udfyldte en vigtig religiøs funktion i mayakulturen. 

Maya i Guatemala og Syd-Mexico

Som andre ruinbyer i Centralamerikas jungler og højplateauer fortæller Dos Pilas’ mindesmærker og indskrifter om voldsomme kampe i området, der af eftertiden er blevet kaldt for Mayariget. Mayakulturens storhedstid var dog langt fra en fredelig periode. Befolkningen i ›riget› befandt sig i konstante interne fejder eller krige med forskellige nabofolk.

Tempelpyramiden i Calakmul, bystaten som var en vigtig magtfaktor i mayakulturen.

© Istock

Mayaer er en samlebetegnelse for en række folkeslag i Centralamerika. På de spanske erobringers tid i 1500-tallet boede mayaerne i næsten hele det område, der i dag udgør Guatemala og det sydlige Mexico. Under mayakulturens blomstringstid i 700–800-tallet boede her op mod 14 mio mennesker. Miljøet var afvekslende; fra højplateauer med bjergterræn til uigennemtrængelig jungle med tropi-ske mangrovesumpe i de lavtliggende dale.

Tre faser i mayafolkets historie 

Man plejer at opdele mayafolkets historie i tre perioder: Førklassisk tid (500 f.v.t.–325 e.v.t.), blomstringstiden (325–925) og den mexicanske æra (925–1540). Mayariget bestod af en mængde bystater og stammer, som fx Calakmul (også kaldet Slangeriget) og Tikal. 

Det, som folkene havde til fælles, var sproget og kulturen. Selvom mayaerne regnes for en af de tre store civilisationer i Central- og Sydamerika – de andre var aztekerne og Inkariget – var de ikke den første højkultur i området. 

Olmekerne (1200–300 f.v.t.) regnes som en tidlig forgænger til mayaerne. Meget af olmekernes kultur, kunst, arkitektur og teknologiske viden blev overtaget og videreført af mayaerne. Også mayakulturens mytologi byggede på olmekernes forestillingsverden.

Mayacivilisationen var højtstående og udmærkede sig ved intellektuel kreativitet på flere områder, særligt inden for a-stronomi, matematik og tidsregning. Set ud fra kompleksitet og anvendelsesområde var mayaernes kalender på højde med den gregorianske.

Mayas skriftsprog

Det, vi ved om mayacivilisationen, kommer ikke kun fra arkæologiske fund i form af værktøjer og rester af huse, men også fra skriftlige og billedmæssige kilder, der udtrykte idéer, verdensbilleder og ideologier. 

Mayaerne havde deres eget skriftsystem, der bestod af komplicerede hieroglyffer, der forenede billeder med fonetiske tegn. Det kom i brug allerede omkring år 100 e.v.t. og blev ristet ind i sten eller malet på keramik. Fordi sproget blev brugt i stenindskrifter, er meget af det bevaret. Forskere mener, at der blev brugt ca. 800 forskellige tegn.

Præcis som de andre to store præcolumbianske amerikanske civilisationer, kan mayakulturen fremvise eksempler på storslået arkitektur og kunst. 

På billeder af forskellig art fremvises ofte scener fra mytologien eller historien, men også hverdagsmotiver forekommer. Herskerdynastier og deres krige med andre stammer og bystater blev dokumenteret på mindesmærker og officielle monumenter.

Røgelseskar fra 500 f.v.t. med en gudelignende figur, der kigger op fra underverdenen.

© Walters museum

Krig, tempel og kommunikation med guderne

Mayaernes herskere havde tre ansvarsområder: Krig, kommunikation med guderne og de døde, samt bygningen og vedligeholdelsen af ceremonielle templer. I de kongelige ceremonier indgik blandt andet blodofre til guderne. 

Den som ville ofre sit eget blod, kunne stikke sig med en bennål eller træstift i penis eller hånden. En dronning kunne trække en tråd med pigge gennem tungen for således at vise guderne sin hengivenhed.

Der blev ført krig af mange årsager – for at udvide riget, skaffe mad i perioder med hungersnød eller som led i magtkampe mellem konkurerende dynastier og stammer – men det primære formål var at skaffe krigsfanger.

Tortur før blodoffer

Tilfangetagne krigere blev ofret, oftest under langvarig tortur og lemlæstelse. Trapperne op ad tempelpyramiderne kunne være gennemsølede af blod i de dage, hvor ceremonierne stod på.

At give sit eget blod og ofre krigsfanger til guderne var i mayafolkets religion en måde at tilbagebetale det blodoffer, som guderne selv havde givet, da de skabte mennesket. 

På denne måde viste mayaindianerne deres taknemmelighed for livet ved at lemlæste sig selv og dræbe andre. De fanger, der skulle ofres, blev behandlet med en vis respekt og fik både god mad og drikke, inden de gik deres kvalfulde død på altret i møde.

Tørke knækkede mayariget

En årsag til mayakulturens nedgang i 900-tallet kan have været klimatisk. Gentagende tørkeperioder påvirkede den livsvigtige dyrkning af bønner, squash og majs og fik økonomien til at bryde sammen.

Men selvom bystaterne kollapsede, gik kulturen og sproget dog ikke i glemmebogen. Den levede videre særlig i det mexicanske højland og blev videreført af toltekerne og senere også aztekerne. Begge disse folkeslag overtog meget af den teknologi og det religiøse verdensbillede, som havde tilhørt mayakulturen.

Men da spanierne ankom i 1500-tallet havde de tilbageblevne mayaere ingen evne til at koncentrere deres kræfter om en fælles modstand.