Kartago

Kartago var antikkens vigtigste handelsby, og dens rige købmænd sejlede over hele den dengang kendte verden. Til sidst blev rivaliseringen med Rom den afrikanske bys undergang.

Vinteren år 146 f.v.t... I fem årtier har Kartago været en stormagt i det vestlige Middelhav. Uhørte rigdomme er blevet skabt af den tids største handelsmænd. Men nu er Kartagos sidste hær blevet besejret, og byen er omringet af en romersk hær. Efter hårde kampe findes der nu ikke længere noget værn mod de fremstormende romere.

Legionærerne fra Rom indsamler Kartagos stolte skibe og brænder dem i havnen, mens kampene stadig raser i byens gader.

Den tidligere metropols sidste 50 000 indbyggere bliver solgt som slaver. Derefter brændes hele byen ned til grunden. Ifølge myterne skal erobrerne have ladet pløje salt ned i jorden for at forsikre sig om, at der ikke kommer til at gro noget i jorden igen. Det er formentlig ikke sandt, men myten viser, hvor stærke følelser Kartago vakte blandt romerne. Nu skulle byen ødelægges en gang for alle.

Det var en lang og stolt historie, der nu var afsluttet. Om byens oprindelse ved man ikke meget, eftersom romerne brændte alle arkiver. Men man ved, at Kartago i starten var en fønikisk koloni. Dens fønikiske navn Qrtdhst – muligvis udtalt Qart Hadasht – betyder ”Den nye by”.
Ifølge en antik legende blev Kartago grundlagt i år 814 f.v.t. af prinsessen Elissa (Dido på græsk) som skal være flyttet dertil fra byen Tyros i vore dages Libanon. Det er dog mere sandsynligt, at Kartago var én i rækken af kolonier, som fønikiske handelsmænd og søfarere grundlagde omkring Middelhavet.
Kartago begynder at dukke op i skriftlige kilder i 600-tallet f.v.t., og der tegnes et billede af en succesrig by, der er centrum i et relativt løst sammenholdt, men meget stort rige. Derfra blev der sendt skibe langs Afrikas kyst sydpå, måske hele vejen til vore dages Cameroun, og nordpå til vore dages britiske øer, måske hele vejen op til Skandinavien.

Dominerede handelen

Kartago dominerede fuldstændigt handelen med tin og bronze, hvilket skabte utrolige rigdomme. Med tiden opnåede man også kontrol over store sølvfund på Den Iberiske Halvø.
Kartago var i flere hundrede år centrum for en myldrende handel – der blev solgt fisk fra Atlanten, elfenben og eksotiske dyr fra det sydlige Afrika, skind og rav fra Nordeuropa. Det siges til tider, at Kartagos handelsflåde, da den var allerstørst, havde lige så mange skibe, som de europæiske handelsnationer havde i 1700-tallet.
Men kartagerne var ikke noget fredselskende folk, tværtimod. Dokumenter nævner en ekspansiv koloniseringspolitik. Kartagernes interesseområde dækkede vore dages Spanien, Sardinien og Vestsicilien samt Korsika. De udkæmpede også mere eller mindre konstant krig mod de ekspanderende græske bystater.

Det er ikke let at danne sig et objektivt billede af Kartagos politik og betydning. I princippet er alle bevarede skildringer af byen nemlig skrevet af dens fjender, først grækere og derefter romere.
Disse har fortalt mange dystre historier om Kartago. Frem for alt om påståede blodofre – især af børn. Ifølge historierne skulle Kartagos guder Baal og Tanit have krævet helt op til 200 af indbyggernes egne børn som offer for at komme riget til hjælp.

Disse påstande er længe blevet betragtet som den rene smædekampagne, men nye arkæologiske fund understøtter til en vis grad historierne. I ruinerne af det gamle Kartago har man fundet masser af rester efter brændte børn, som er blevet lagt i en dyb hule i keramik­urner.
Kartagos nedgangsperiode startede sammen med  de såkaldte puniske krige. Det er romernes navn til de tre krige, som de to store nationer udkæmpede i år 264–146 f.v.t. Rom og Kartago havde for en tid været allierede i kampen mod grækerne, men i takt med, at begge riger ekspanderede, blev en styrkeprøve til sidst uundgåelig.

Krigslykke vendte flere gange

Krigslykken vendte flere gange i løbet af årene, inden Rom til sidst sejrede. Det var under den anden puniske krig, at den legendariske Hannibal, Kartagos største hærfører, hærgede i Italien og endog var tæt på at indtage byen Rom.
Siden da ville mange romere gerne se Kartago ødelagt. Mest berømt er Cato den Ældre, som efter sigende afsluttede alle sine taler i senatet med ordene: ”I øvrigt mener jeg, Kartago bør ødelægges”.
Til sidst skete det altså, i år 146 f.v.t. Men et nyt Kartago genopstod nogle generationer senere. Da var det som en betydningsfuld romersk koloni.
Det endelige dødsstød for den fine, gamle by kom med den arabiske invasion i år 698 e.v.t. Atter blev Kartago jævnet med jorden, og denne gang for evigt.