Fønikerne afslørede sjældent, hvor de købte deres varer, og de beskrev deres rejser så vagt, at ingen kunne gætte, hvor de havde været.

© Mary Evans/IBL

Fønikerne - størst i Middelhavet

Flere hundrede år før grækerne og romerne vovede sig ud fra deres hjemlande, beherskede fønikerne – et lille folkeslag i vore dages Libanon – Middelhavet. I deres jagt på nye markeder og råvarer blev de de første til at sejle rundt om Afrika.

12. januar 2019 af Mikkel Larsen och Niels-Peter Granzow Busch

En varm sommerdag omkring år 600 f.v.t. stævner en lille gruppe skibe ud fra en egyptisk havn i Rødehavet og sætte kurs sydpå. Det er den egyptiske farao, Necho 2., der har besluttet at sende en ekspedition afsted for at finde ud af, om man kan sejle rundt om Afrika.

Formålet er at finde en rute, der kan bruges til såvel krig som handel. Til denne farlige opgave har faraoen derfor udset sig en unik besætning af tidens absolut bedste søfarere: Fønikiske sømænd med erfaring fra deres utallige rejser over alle de, på denne tid, kendte verdenshave.

Sejlede Afrika rundt

Skibene fortsætter mod syd, runder Afrikas Horn og fortsætter ned langs kysten over ækvator. På et tidspunkt går de i land for et længere ophold. De planter den såsæd, de har medbragt, og mens de venter, reparerer de deres skibe, så de er sejlklare, når kornet er modent. Så høster de og sætter sejl igen med ny proviant ombord. På den måde følger de kontinentets kystlinje indtil de tre år senere igen er i kendte farvande ud for den nordafrikanske Atlanterhavskyst. Snart passerer de Gibraltar og følger kysten videre tilbage til Egypten.

Herodot troede ikke på fønikerne

Fønikernes rejse rundt om Afrika blev nedskrevet af den græske historiker Herodot godt 150 år senere.

"De fortalte, i sandhed ikke troværdigt i mine ører men for mange andre, at de på rejsen rundt om Libyen [Afrika] havde haft solen på højre side [mod nord]," noterede den skeptiske Herodot.

Men for os er fønikernes beskrivelse af solens stilling det afgørende bevis for, at deres historie er sand; at de faktisk havde været syd for ækvator. På den tid anede ingen af beboerne omkring Middelhavet, at solen på sydlige breddegrader passerer zenit og viser sig på den nordlige himmelhalvkugle.

Fønikerne foretog altså en Afrikaomsejling 2 100 år før Vasco da Gama gentog succesen, men efterlod ingen kilder om den fantastiske rejse.

Fønikerne skrev sjældent om sig selv, men arkæologer har fundet mange
af deres stenrelieffer, der beskriver deres eventyrlige liv på havet.

© Erich Lessing/IBL

Føniken i dagens Libanon 

De tre mest betydningsfulde fønikiske byer – Tyrus, Sidon og Byblos – lå spredt op langs den smalle kyststribe i det, vi i dag kender som Libanon, indeklemt mellem havet og bjergkæderne nogle kilometer inde i landet. De var omgivet af den tids to supermagter: Hittitterne i nord og egypterne i syd.

Det lille område, der kaldes Fønikien, hørte ikke til de mest frugtbare, men her var en hel del eftertragtede råvarer som cedertræ fra de store skove i bjergene samt purpurfarve fra havsnegle. Sammen med en højt udviklet produktion af tekstiler, ornamenterede metalgenstande, glas og keramik, udgjorde de grundlaget for det handelsnetværk, føni-kerne opbyggede

Dygtige skibsbyggere

For at kunne ekspandere deres handel blev fønikerne Middelhavets dygtigste skibsbyggere. De byggede rummelige fragtskibe, der kunne være op til 30 m lange og 6–7 m brede. De største kunne medbringe op til 50 tons og var velegnede til lange sejladser. 

De blev drevet frem af et stort, firkantet sejl og havde en gennemsnitshastighed på 2–3 knob. Med en god vind kunne de tilbagelægge næsten 150 km om dagen. Forstævnen på et fønikisk skib var altid udsmykket med en lille figur, som skulle beskytte skibet mod havuhyrer og monstre.

Købmændene solgte først og fremmest cedertræ og purpur til deres mægtige naboer. I Egypten hentede de guld, elfenben og især papyrus, som kun egypterne kunne fremstille.

Disse varer solgte fønikerne så videre i resten af Nordafrika, Anatolien og Grækenland. 

Byblos gav navn til Bibelen

I begyndelsen var byen Byblos den førende blandt de fønikiske byer indenfor denne handel. Grækerne blev til sidst så vant til, at den dyrebare papyrus kom med skib fra Byblos, at de brugte byens navn som ord for papyrus – biblos. Deraf kommer ordet biblion – bog – som så igen gav navn til Bibelen.

Lidt efter lidt tabte Byblos markedsandele til de to andre fønikiske handelsstæder, Tyrus og Sidon. Begge investerede enorme ressourcer i at øge handelen med den vestlige del af Middelhavet.

Cedertræ fra Libanons skove var en af fønikernes vigtigste eksportvarer.

© Alamy/IBL

Fønisk handel

Ifølge Herodot havde fønikerne for vane at sprede deres varer ud på stranden, når de nåede en fremmed kyst. Så gik de om bord igen, efter at have antændt et bål, der afgav sort røg. Tiltrukket af røgen ankom de indfødte og lagde guld ved siden af de enkelte varer, hvorefter de trak sig tilbage igen. 

Derpå sejlede fønikerne tilbage til stranden og tog guldet i øjesyn. "Hvis de syntes, det var tilstrækkeligt for varerne, tog de det med sig. Hvis ikke, gik de om bord i deres skibe igen og ventede. Så vendte beboerne tilbage og lagde mere guld ved varerne indtil det var nok."

På den måde skabte man den første kontakt. Inden længe færdedes fønikiske kræmmere hjemmevant over hele Middelhavet, og byerne i Fønikien opbyggede enorme formuer.

"Alle havets skibe kom til dig for at bedrive handel som følge af dine store rigdomme; folk fra Persien, Lydien og Put var at finde i din hær og gav dig glans," skrev profeten Ezekiel i Det Gamle Testamente i en tekst til byen Tyrus.

Grunlagde koloni på Cypern

Da handelsruterne til sidst strækte sig fra Fønikien i øst til Spanien i vest, byggede fønikerne faste støttepunkter langs middelhavskysten. Omkring år 820 f.v.t. grundlagde de kolonien Kition på Cypern, som blev en af de første af mere end 300 kolonier og handelsstationer, som fønikerne gennem de følgende århundreder anlagde som en perlekæde omkring Middelhavet.

For at minimere risikoen ved sejlads fulgte fønikiske sømænd så vidt muligt kysten. På den måde var det nemmere at finde vej, og man undgik farerne på det åbne hav. Men nogle gange var der ikke andet valg end at krydse det store dyb, fx når man skulle til Sicilien eller Cypern. Det kunne betyde flere dage og nætter uden land i sigte.

At fortsætte rejsen i nattetimerne krævede viden om stjernehimmelen. Man mener, at fønikerne var de første til at navigere efter Nordstjernen. Antikkens grækere kaldte i hvert fald denne stjerne for "foinike."

Fønikisk mand med offergaver. Persisk relief fra 500-tallet f.v.t.

© Bridgeman/IBL

Kontrollerede sejladsen til Atlanterhavet

I slutningen af 800-tallet f.v.t. havde fønikerne grundlagt faste kolonier hele vejen langs den nordafrikanske kyst, på Sicilien, Sardinien og ikke mindst i Spanien. Her var den vigtigste fønikiske koloni byen Gades, det nuværende Cádiz i det sydvestlige Spanien.

Byens succes beroede på, at den ikke blot var udskibningshavn for Spaniens store mængder af kobber og sølv, men at den med sin placering kontrollerede sejlruterne op langs Atlanterhavskysten, og sammen med byen Lixus på den afrikanske side beherskede indsejlingen til Gibraltarstrædet. På den måde dominerede fønikerne ikke bare store dele af Middelhavet, men også al sejlads til og fra Atlanterhavet.

Grækerne, der siden 700-tallet var fønikernes største konkurrenter, hadede deres dominans. På Sicilien udbrød den ene konflikt efter den anden mellem de græske og fønikiske kolonister, hvilket i år 580 f.v.t. førte til, at grækerne prøvede helt at fordrive dem fra øen.

Karthago tog kampen op mod grækerne

De fønikiske kolonier havde svært ved at modstå denne aggression, da de var beregnet på handel, ikke på krig. Og man kunne heller ikke få hjælp fra hjemlandet, der var blevet invaderet af den nybabyloniske konge Nebukadnesar 2.s kæmpehær.

Men der var én fønikisk by, som kunne tage kampen op – Karthago i vore dages Tunesien. Lige som så mange andre fønikiske byer var det en koloni grundlagt i 800-tallet, og dens navn – "Qart Hadash" – betød ganske enkelt "den nye by." 

Kampen om Sicilien

Karthago havde dog aldrig forladt sig på at kunne få hjælp hjemmefra og i stedet opbygget sine egne styrker af lejesoldater og først og fremmest en mægtig flåde. Karthagerne kom deres landsmænd på Sicilien til undsætning, og i de følgende århundreder bølgede kampen frem og tilbage mellem dem og grækerne uden at nå en endelig afgørelse.

Samtidig med at Karthago kæmpede med grækerne om kontrollen med Middelhavet, forsøgte den at udvide sit handelsimperium yderligere.

Da de øvrige kolonier bukkede under, holdt Karthago sig stærk og blev centrum for fønikisk kultur.

© Gianni Dagli Orti/REX/IBL

Gorillaer eller pygmækvinder

Omkring år 500 f.v.t. forlod to store ekspeditioner Karthago for at finde nye indtægtskilder. Den ene blev anført af byens konge, Hanno, der sejlede ned langs Afrikas vestkyst i jagten på guld. Da han vendte hjem, lod Hanno sine oplevelser nedfælde på en stentavle. Teksten fortæller, hvordan karthagerne gik i land på en ø med en lille sø, omkring hvilken nogle mærkelige vilde mænd gik rundt.

"De havde hår på kroppen, og tolkene kaldte dem for gorillae. Vi fulgte dem, men det lykkedes ikke at fange nogle af dem. Alle mændene slap væk ved at kravle op af stejle skråninger og forsvare sig med sten. Men vi fangede tre kvinder, som bed og kradsede vores vagter og nægtede at følge med os. Derfor dræbte vi dem og flåede dem og tog deres skind med hjem til Karthago."

Forskere i dag ved ikke, om det rent faktisk var det, vi kalder gorillaer, karthagerne stødte på, eller om de i stedet slagtede pygmækvinder. Men da zoologerne skulle indordne de største afrikanske primater i deres systemer, valgte de at bruge det navn, som Hanno havde nævnt i sin dramatiske beretning.

Søuhyrer på de britiske øeröarna

Fra omtrent samme tidsrum stammer den karthagiske kaptajn Himilcos beskrivelse af en rejse til det, forskerne i dag antager var de britiske øer. Han fortæller om søuhyrer og andre rædsler – sikkert for at afskrække græske rivaler fra at vove at gøre ham kunsten efter. Formålet var nemlig at etablere en handelsrute, der gav Karthago adgang til tin.  

Karthago blev slået af Rom

Karthago beherskede havene frem til år 241 f.v.t., da måtte se sig slået af Rom, Middelhavets nye stormagt, under den første puniske Krig. Nederlaget betød, at de måtte afstå Sicilien og Sardinien. I 218 f.v.t. stødte de to rivaler sammen igen, og efter en lang og blodig krig mistede Karthago også Spanien. 

Selvom byen dermed var alvorligt svækket, så blev den romerske senator Cato, da han besøgte Karthago godt 60 år senere, overbevist om, at den stadig udgjorde en trussel mod Rom. Derfor afsluttede han derefter alle sine taler i senatet i Rom med ordene:

”Desuden mener jeg, at Karthago bør ødelægges!”

I 146 f.v.t., efter en tredje punisk krig, fik den nyligt afdøde Cato sin vilje. Da en stor romersk hær efter en lang belejring havde erobret Karthago, jævnede de byen med jorden.