Shi Huangdi, som samlede Kina i 221 f.v.t.

© Interfoto

Kinas kejsere regerede over verdens mægtigste rige

I over to tusinde år blev Kina regeret af kejsere. Når et dynasti afløste et andet, blev landet midlertidigt ramt af magtkampe eller krige. Men under de lange, fredelige perioder derimellem blev riget gang på gang verdens mægtigste.

6. oktober 2018 af Magnus Västerbro

Den 14. september 1793 kan grev George Macartney, ridder af Bath-ordenen, endelig møde Kinas kejser. Efter lange forhandlinger skal Qianlong-kejseren, der lige er fyldt 83 år, og som har siddet 58 år på tronen, for første gang tage imod et officielt sendebud fra Storbritannien.

I London ses mødet som et stort diplomatisk fremskridt. Ifølge briterne er det et møde mellem to jævnbyrdige stormagter. Storbritanniens konge er jo "den største regent i vest," mens Kinas kejser er "den største regent i øst."

Det viste sig dog, at man fra kinesisk side så helt anderledes på sagerne. I Kina havde man længe set sig, helt bogstaveligt, som verdens absolutte centrum, "Riget i midten." 

Repræsentanter for andre nationer blev til nød taget imod af kejseren med en overbærende mine, så længe de accepterede rollen som den guddommelige herskers underordnede. Derfor fik Storbritanniens ambassadør sin audiens hos kejseren samtidigt med repræsentanter for andre fjerne folkeslag – fra kalmuk-mongolerne i nordvest til burmeserne i syd. 

Kina uinteresseret i britiske varer 

Macartney havde medbragt storslåede gaver for at imponere kejseren. Fine klæder, udsøgte ure, våben i alle former og størrelser, oliemalerier, et komplet planetarium og en varmluftsballon. Alle varer var blevet transporteret til Beijing fra kysten i en lang konvoj be-stående af mere end 100 vogne, trukket af 209 heste.

Men det havde ikke den ønskede effekt på kejseren. I et brev skrevet til Storbritanniens kong George 3. forklarede den kinesiske kejser, at han virkeligt værdsatte denne "oprigtige ydmyghed og lydighed," men at han ikke var særligt imponeret over det, som Storbritannien havde at tilbyde. 

"Som Deres ambassadør selv kan se, har vi alt," står der i kejserens brev. "Jeg sætter ikke pris på mærkelige eller nye ting, og vi kan ikke anvende Deres lands varer."

Kina mødte Europa i 1793. Men kejseren var ikke imponeret over, hvad Europa kunne tilbyde.

Kinas kejser havde dermed set, hvad Europa havde at tilbyde, trukket på skuldrene og sagt nej tak. Sådan havde det forholdt sig længe. På denne tid – i slutningen af 1700-tallet, da oplysningstiden og Den Franske Revolution rystede op i Europa – havde kineserne allerede i omkring 2 000 år ment, at kun en kejser skulle lede Kina, og at denne person var den vigtigste fyrste i verden. 

Kinas første kejser Shi Huangdi

ejsertiden blev indledt i året 221 f.v.t da Ying Zheng tog navnet Shi Huangdi, dvs. "første hersker og kejser." Han havde mange år tidligere arvet magten i kongedømmet Qin, som i de forud-gående århundreder var blevet det mægtigste af Kinas syv store kongeriger. 

Efter sin tronbestigelse besluttede Ying at gøre en ende på de andre seks konge-riger og samle hele Kina under én hersker – ham selv. Ying Zheng gennemførte sin erobring hurtigt, effektivt og med stor brutalitet. På den måde bragte han de evindelige krige til afslutning.

Shi Huangdi tog derefter en ny opgave på sig: At skabe en stærk enhed, der skulle kunne råde bod på den tidligere splittelse. Han gennemførte store administrative reformer, standardiserede mål- og møntenheder blev indført, og man byggede et vidtrækkende vejnet. 

Og måske vigtigst af alt, blev et standardiseret skriftsprog taget i brug, der blev det eneste officielt anerkendte. Således skabtes grundlaget for det fremvoksende Kinas fælles kultur.

Den første kejser af Qindynastiet har fået æren for alt dette, men han er også blevet kritiseret for sin grusomhed. Da Shi Huangdi opførte den første af de store mure, der skulle beskytte riget mod "barbarerne" i nord, lod han efter sigende tusindvis af arbejdere, som døde under arbejdet, blive en del af murens fundament.

Qindynastiet kortvarig

Måske var det brutaliteten, som prægede Qindynastiet, der bidrog til dets korte levetid. Den første kejser havde forestillet sig, at han skulle efterfølges af "den anden kejser," der siden skulle efterfølges af den tredje osv. – og sådan skulle magten overdrages tusindvis af gange indenfor et dynasti. 

Men sådan gik det ikke – Qindynastiet brød sammen kort efter Shi Huangdis død, og herefter fulgte en periode med voldsomme kampe, indtil en ny mand overtog tronen, der kunne videreføre Shi Huangdis visioner.

200-tallet var kaotisk og præget af opgør mellem forskellige krigsherrer. Illustration fra 1430.

Han Gaozu grundlagde Handynastiet

Den nye kejser, Liu Bang, var en stædig og strategisk begavet kriger, der grundlagde Handynastiet, opkaldt efter den provins, han selv kom fra. Han tog kejsernavnet Han Gaozu, der omtrent betyder "den store Han-forfader."

Han Gaozu var den første af en række kompetente regenter, der alle var med til at præge det kinesiske rige og skabe traditioner, som senere regenter lod sig inspirere af. Et veludviklet og organiseret bureaukrati blev opprioriteret, og til de administrative poster valgte man som regel de bedst egnede og uddannede, og ikke blot dem fra fine familier.

Handynastiets kejsere lagde dermed fundamentet for, hvad mange historikere anser for at være den faktor, som bedst forklarer, hvordan Kina gennem tiden kunne fungere som et samlet rige. Den velorganiserede administration menes at have bidraget til, at hele det enorme område ikke blev splittet, som eksempelvis Europa blev det efter Romerrigets fald.

Kejser med himmelsk mandat

Derudover var det i denne periode, at opfattelsen af, at der måtte sidde en kejser på tronen, virkeligt slog rod hos kineserne. Stræben efter stabilitet under et stærkt styre har været en fast politisk tradition i Kina i mere en 2 000 år. 

Kejseren ansås at have "himlens mandat," og tog et nyt dynasti magten, så betød det, at dets ledere havde vundet den guddommelige ret til kejsertitlen og derfor også havde krav på samme folkelige opbakning som deres forgængere.

Handynastiet mødte med tiden de samme udfordringer, som mange andre af landets herskerslægter. I selve Kina fandtes den evige udfordring med at kontrollere rigets forskellige provinser, hvor lokale magthavere gerne ville øge deres selvstændighed. 

Udefra truede steppefolkene, forskellige grupper af nomader, der levede på stepperne vest for Kina. Kineserne havde længe kunnet håndtere disse "barbari-ske folkeslag," men somme tider samlede rytterfolket sig under en stærk leder, hvorefter de begyndte at plyndre eller føre direkte krig mod Kina.

Blodige kampe da kejseren døde

Handynastiets regenter udfordredes ofte af stærke mænd, der ville skabe deres egne kongedømmer eller sætte deres egen kandidat på kejsertronen. Konflikterne blussede især op, når en kejser døde, og en ny skulle træde i hans fodspor. Det var sjældent, at den ældste søn kunne overtage, uden at et stort antal modkandidater stod frem, hvilket forårsagede brutale borgerkrige. 

Festmåltid og koncert i det kejserlige palads på et billede fra 900-tallet. Tangdynastiet var et højdepunkt for Kina, både økonomisk og kulturelt.

© Werner Forman/Universal/IBL

Konflikterne nåede et højdepunkt, da kejseren Lingdi døde den 13. maj 189 e.v.t. På dette tidspunkt var riget blevet hærget af folkelige oprør og kampe mellem forskellige adelsmænd. Herefter skulle der gå næsten fire århundreder inden en ny uomstridt kejser igen kunne regere over hele Kina.

Suidynastiet forende Kina

Det tyder på, at denne kaotiske periode var præget af økonomisk tilbagegang. Men i slutningen af 500-tallet havde den hersker, som grundlagde Suidynastiet, formået at samle store dele af Nordkina. Derefter, i 589, drog han mod syd, nedkæmpede al modstand for derefter at udråbe sig til kejser. Det nye styre var hårdt og brutalt, men ambitiøst.

Bureaukratiet blev reorganiseret og infrastrukturprojekter gennemførtes. Af særlig betydning var byggeriet af den kanal, som bandt Den Gule Flod i nord sammen med byen Hang-zhou i syd. Projektet krævede en enorm arbejdsindsats og mødte stor modstand, men gevinsten var også stor. 

Handelen mellem det sydlige Kina og den nordlige halvdel steg, og den økonomiske udvikling tog fart. Men Suidynastiets greb om magten var kort. Den anden Sui-kejser samlede en enorm hær og lod den drage mod nordøst for at erobre nutidens Korea. Felttoget blev en fiasko, der krævede tusindvis af menneskeliv og som tømte statskassen.

Tangdynastiet var et økonomisk højdepunkt

For at fylde den igen, hævede man de i forvejen høje skatter. Da oversvømmelser hærgede landet, frem-tvang det et oprør, hvilket Li Yuan, en ambitiøs guvernør fra Tang-regionen, udnyttede til at tilkæmpe sig "himlens mandat."

Igennem de næste 300 år, en periode der anses for at være et af Kinas økonomiske og kulturelle højdepunkter, blev landet styret af guvernørens efterkommere. Det var under Tangdynastiet, at Kina blev etableret som Asiens reelle super-magt, med kontrol over store områder.

Den kulturelle indflydelse spredte sig til udlandet, og det var her, japanerne begyndte at importere kinesiske vaner og varer. Men til sidst gik også Tangdynastiet til grunde, som også dets forgængere havde gjort det. 

De interne konflikter voksede, ligesom magtkampen mellem kejsermagten og lokale stormænd. Folkelig utilfredshed spredtes i takt med, at korruptionen voksede og riget blev sværere at styre.

England, Tyskland, Rusland, Frankrig og Japan deler Kina op mellem sig illustration fra 1898.

© Bridgeman/IBL

Songdynastiet købte sig fred

I 878 fejede et blodigt oprør gennem store dele af Kina, hvilket indledte endnu en kaotisk periode. Først i 960 indfandt freden sig atter i landet, efter at den berygtede kriger ved navn Taizu fik tilkæmpet sig magten og grundlagt et nyt kejserdynasti kaldet Song.

Songdynastiet var skrøbeligt fra begyndelsen. Riget var ustandseligt truet af det halvnomadiske Xia-folk. Songherskerne forsøgte at løse udfordringen ved at købe sig til fred. Med overdådige gaver blev "barbarerne" bestukket at holde sig i ro. 

Songdynastiet blev herefter præget af en økonomisk, social og kulturel udvikling. Kunst, musik og litteratur blomstrede, og bureaukratiet og administrationen blev effektiviseret helt frem til 1200-tallet, hvor en ny fjende stormede frem fra stepperne – mongolerne. 

Mongolerne erobrede hele Kina

Djengis Khans efterkommere knuste al modstand, og under den berømte Khubilai Khan blev hele Kina erobret. For eftertiden kom mongolernes styre til at fremstå som en mørk tid i kejserdømmets historie. 

Befolknings-tallet menes på kort tid at være faldet fra ca. 100 til 60 millioner mennesker. De store tabstal skyldtes især byldepestens indtog – samme epidemi som senere hjemsøgte Europa under navnet Den Sorte Død.

Det var også under den turbulente periode som fulgte i epidemiens fodspor at mongolernes styre endeligt blev væltet. En fattig bondesøn ved navn Zhu Yuanzhang, hvis forældre begge døde under pesten, ledte en revolution, der endte med, at han kunne udråbe sig til kejser i 1368, den første kejser af Mingdynastiet.

Da kom der igen fred og økonomisk fremgang i Kina. Men Mingkejsernes styre var lige så brutalt og korrupt som de tidligere herskeres, og efter nogen tid stagnerede økonomien.

Kinas sidste kejserdynasti

Så dukkede der endnu en ekstern trussel op fra nordøst. Manchuerne, et rytterfolk der var blevet betalt for at hjælpe Kinas regenter, greb magten. De etablerede det, der skulle vise sig at blive Kinas sidste kejserslægt – Qingdynasiet.

Det var dette dynasti, som Qianlong-kejseren tilhørte, den mand som uimponeret tog imod Storbritanniens ambassadør i 1700-tallet. Han var den sidste i rækken af tre regenter, der alle levede længe og bidrog til, at man opnåede den eftertragtede stabilitet. 

En oprører er taget til fange af kejserens soldater, ca. år 1900. Bokseroprøret udbrød som en reaktion på den store vestlige indflydelse i Kina.

© Pictures from History/Bridgeman/IBL

Kina var verdens rigeste land

Kina var gennem store dele af 1600- og 1700-tallet verdens rigeste og mægtigste nation. Under Qingdynastiet var landets indbyggertal og territorium vokset. Der boede godt 300 mio mennesker i Kina, betydeligt flere end i hele Europa. Kina blev af mange europæere set som et kulturelt centrum, nærmest et idealrige.

I takt med at interessen for kinesiske varer – porcelæn, møbler, senere hen også tekstiler og te – var vokset, havde oversættelser af gamle kinesiske skrifter spredt sig. Kinesisk historie og filosofi var på mode. Tænkere som Voltaire og Rousseau anså ligefrem Kina som et oplyst styre, som man i den vestlige verden kun kunne drømme om.

Den kinesiske indflydelse blev så stærk, at den dukkede op i det mest besynderlige situationer. Da den svenske konge Gustav 3. i 1772 gennemførte et statskup, fremførtes det kinesiske kejservælde som et forbillede.

Opiumskrig og Taipingoprøret

Qingstyret i virkeligheden var en kolos på lerfødder. De interne problemer hobede sig op sammen med utilfredsheden mod de regerende manchurere. Igen dukkede der en ekstern trussel op, som så mange gange før i Kinas historie. Men denne gang var fjenden ikke nomader fra stepperne, men de industrialiserede europæiske nationer.

Den største trussel kom fra Storbritannien, der under opiumskrigene i 1840’erne og 1850’erne anvendte sin flåde til at fremtvinge en favorabel handelsaftale, blandt andet retten til at sælge det i Kina forbudte narkotikum. Den ustabilitet, som fulgte herefter, banede vejen for flere oprør. Værst var situationen under Taipingoprøret (1850–64), der krævede millioner af menneskeliv.

Puyi blev afsat, da Kina blev en republik i 1912.

© Hulton/Getty

I 1800-tallets sidste årtier blev landets kejsermagt yderligere svækket. Vestlige kolonimagter overtog mere og mere af landets økonomi, samtidigt med at modstanden mod Qingdynastiet voksede blandt de jævne kinesere.

Puyi blev Kinas sidste kejser

Nogle reformer blev dog gennemført, og da den blot toårige Puyi blev kronet til kejser i 1908, var der intentioner om at gøre kejsertitlen symbolsk, som man også havde gjort det i Japan, hvor den reelle politiske magt var blevet flyttet til parlamentet. Men sådan gik det ikke. Endnu en gang fulgte en periode med voldsomme interne kampe.

Den unge Puyi blev Kinas sidste kejser. Den 12. februar 1912 blev han tvunget til at abdicere, og 1924 forlod han Den Forbudte By i Beijing for altid.

Den kaotiske periode varede ikke længe, set i et historisk perspektiv. Allerede i 1949 tog kommunisterne under Mao Zedongs ledelse magten. Ideologien var ny, men idealet om et stærkt centralstyre af det vældige land var stadig det samme – dog uden at der sad en kejser på tronen.