Belgiens kong Leopold 2. plyndrede sin private koloni Congo.

© Shutterstock

Leopold plyndrede Congo

Gennem meget omfattende bedrageri snød kong Leopold 2. sig til kontrollen over Congo i år 1885. Under hans regime blev landet anvendt som en arbejdslejr, hvor indbyggerne blev pisket, lemlæstet og dræbt, hvis de ikke høstede nok gummi.

19. januar 2019 af Pelle Stampe

Rygterne var vedholdende, og der kom stadig nye uhyggelige rapporter fra Congo. Kristne missionærer og udsendte købmænd kunne berette, at de indfødte systematisk blev mishandlet af kolonihæren Force Publique – blandt andre indbyggerne i en lille by ved Lake Tumba, som blev overfaldet i 1901:

Force Publiques brutalitet

”Soldater sparkede døren op til det første og bedste hus. De smed en dreng, som var for syg til at samle gummi, ud på den åbne plads midt i byen.

Drengens mor og mormor forsøgte fortvivlet at vriste drengen fri af soldaternes greb. Den gamle fik et slag i ansigtet med en geværkolbe og faldt til jorden. Tre andre soldater tog fat i drengens mor, slæbte hende ind i huset og voldtog hende foran hendes andre børn. Den 16-årige dreng blev bundet, så han omfavnede det store træ midt på pladsen. En soldat knuste derefter hans hænder med sin geværkolbe.

En 11-årig dreng, som soldaterne fandt i et af de andre huse, fik højre hånd hugget af med en machete. Byens ældste blev bundet fast ved træet ved siden af den nu bevidstløse 16-årige dreng. En soldat begyndte at piske ham med sin brede flodhestepisk. Resten af soldaterne samlede 11 kvinder fra byen og tog dem til fange. De ville ikke blive frigivet, før byen have samlet tilstrækkeligt gummi og elfenben.”

Leopold 2.s private koloni

Skildringen ovenfor findes i diplomaten Roger Casements rapport til den britiske regering efter et besøg i Congo i 1904. Casement kunne konstatere, at sandheden var værre end rygterne. I sin redegørelse rapporterede han, at mindst tre millioner congolesere var døde af sygdom, hungersnød eller blevet dræbt siden 1885 – det år hvor Belgiens kong Leopold indtog Congo som sin private koloni. 

Mænd fra Leopolds private hær og deres congolesiske medhjælpere viser afhuggede hænder frem.

Inden Casements rapport blev offentliggjort, var det bare et fåtal, som havde troet, at rygterne var sande. Leopold selv havde gjort alt for at dysse øjenvidnerne ned. Han kaldte missionærer, som berettede om overgrebene i Congo, for ”protestantiske kættere,” hvis eneste mål var at til-sværte det katolske Belgien.

Kun nogle udvalgte udlændinge fik lov til at rejse til Congo som forretningsmænd eller som ansatte på flodbådene. Hvis de senere beskrev den frygtelige behandling af de indfødte, beskyldte kongen dem for at være ”lakajer” for fremmede magter, som selv ville have kontrollen over området. 

"Lær dem arbejdets hellige pligt"

Kongen gav store summer i form af bestikkelser til aviserne, for at de ikke skulle skrive kritiske artikler om landet, og gang på gang betonede han, at han blot stræbte efter at bringe civilisationens velsignelser til de vilde congolesere: ”Når man har at gøre med en race, som har været kannibaler i årtusinder, må man anvende de metoder, som bedst rusker dem ud af deres dovenskab, og lærer dem arbejdets hellige pligt. Fra at have været en vild, afrikansk skov beboet af kannibaler, har Congo udviklet sig meget. Landets indtægter er steget fra ingenting til 10 millioner dollars om året,” forklarede Leopold til en avis.

Modstand mod kolonipolitiken

Da Leopold besteg tronen i år 1865, havde han store ambitioner for sig selv og for Belgien. Han ønskede at landet skulle blive en europæisk stormagt, og han var overbevist om, at det kun kunne lykkes med hjælp af kolonier. Men til Leopolds store ærgrelse, var parlamentet imod idéen. De følte, at det var fuldt tilstrækkeligt at opbygge den unge nation, som bare 34 år tidligere havde frigjort sig fra Holland.

Den politiske magt lå hos parlamentet, men kong Leopold gav ikke op. I årevis forsøgte han at overtale politikerne til at godtage hans vision, og i 1870’erne var han klar til at bruge sin private formue til at købe områder i hele Asien. Men uden succes. I stedet grundlagde han i 1876 organisationen Association Internationale Africaine, AIA, hvor en række berømte internationale videnskabsmænd, opdagelsesrejsende og filantroper blev medlemmer.

Henry M. Stanley narrede 450 høvdinger til at afstå deres land ved Congo­floden.

© Scanpix/AKG-images

Henry Stanley i Leopolds tjeneste

Selskabets officielle formål var at kortlægge den store, uudforsket jungle langs med Congofloden og at forbedre de indfødtes levevilkår. Men Leopold var slet ikke interesseret i at hjælpe afrikanerne. Han ville bruge foreningen som et påskud til at rage det enorme landområde til sig.

Med det videnskabelige og humanitære selskab som dække, kunne Leopold låne en stor sum penge af den belgiske stat for at udforske Centralafrika. Siden lavede han en PR-mæssig genistreg: Han ansatte den berømte amerikanske journalist og opdagelsesrejsende Henry Morton Stanley, folkehelten som i 1871 havde fundet den forsvundne missionær David Livingstone, som var rejst dybt ind i den afrikanske jungle for at finde Nildens kilde.

Stanley snød høvdingerne

I år 1879 begyndte Stanley at rejse rundt for Leopold. Han havde en ”venskabskontrakt” med sig, som de lokale høvdinger glad skrev under på. Hvad høvdingerne, som var analfabeter, ikke forstod, var, at de gennem deres underskrift erkendte Leopold som hersker. Desuden gav de tilladelse til, at deres folk skulle udføre tvangsarbejde for den belgiske konge. Ifølge europæisk lov tilhørte Congo nu Leopold.

Kapløbet om de sidste afrikanske kolonier kulminerede i år 1884 ved en international konference i Berlin. Såvel Storbritannien som Portugal, Frankrig og Tyskland gjorde krav på området. Men Stanley var kendt, og det gav Leopold en vigtig fordel i forhandlingerne.

Desuden havde de øvrige delegationer grund til at lade kongen få Congo; tyskerne havde ikke ressourcer til at grundlægge en ny koloni, men ville ikke overlade noget til Storbritannien eller Frankrig. Storbritannien og Portugal var enige om, at Congo ikke måtte falde i franske hænder. Belgien kunne alle acceptere.

I år 1885 blev det 2 344 000 kvadratkilometer store område overgivet til organisationen AIA. Fristaten Congo, som Leopold kaldte landet, var nu hans personlige koloni.

Hårde gummikvoter

Fristaten Congo skulle give gevinst så hurtigt så muligt. Leopold delte landet op i 14 distrikter, som hver især var opdelt i zoner og sektorer. Hvert område blev stillet under en belgisk tilsynsmand, og området fik kvoter for, hvor meget gummi, elfenben og kobber de skulle levere til kongen. Opfyldte congoleserne ikke deres kvoter, fik tilsynsmanden ingen løn. På den anden side havde de frihed til at anvende alle tænkelige midler for at tvinge congoleserne til at arbejde. 

Europæernes romantiske forestillinger om gummiudvinding veg snart for den brutale sandhed.

© Getty

Force publique kongens private hær

For at hjælpe tilsynsmændene med den opgave, grundlagde Leopold Force Publique – i praksis hans egen, private hær. Officererne var hvide og arbejderne var stammefolk fra den dybeste jungle. Når en sektor ikke kunne opfylde de næsten uopnåelige kvoter, tog Force Publique fat – for som Henry M. Stanley udtrykte det: ”Den vilde respekterer kun styrke, magt, mod og handlekraft.”

Præcis som tilsynsmændene fik soldaterne løn efter resultater. Som bevis for, at de havde straffet ”en doven arbejder,” skulle de levere den højre hånd til sektorens tilsynsmand. 

Soldaterne fik siden betaling per hånd. De blev dog trukket i løn, hvis soldaten havde brugt flere kugler end de antal hænder, han indleverede, og for at spare på ammunitionen blev mange arbejdere pisket eller banket ihjel.

Hæren benyttede sig også af kidnapninger for at presse de indfødte, som gradvist kom til at arbejde så meget for kongen, at de ikke havde tid til at skaffe mad. Sult og sygdom hærgede i den stadigt svagere befolkning.

Gummi-terroren slog halvdelen af befolkningen ihjel

Systemet var en katastrofe for Congo. Hundredtusindvis blev lemlæstet eller slået ihjel, og det gjorde det naturligvis endnu sværere for resten af befolkning at opfylde kvoterne, hvilket ledte til nye straffeaktioner. Desuden blev det besværligere for congoleserne at indsamle gummi, eftersom man kun kan udvinde gummi én gang fra hver lian. Diplomaten Roger Casement anslog, at tre millioner congolesere blev dræbt.

I dag regner forskere med, at omkring halvdelen af Congos 20-25 millioner indbyggere døde under Leopolds ”gummi-terror.” 

Leopold 2. alment afskyet

Inden Casements rapport blev offentliggjort, var Leopold en populær regent i Belgien. Han havde tjent mange millioner på sin private koloni, og en del af pengene investerede han på offentlige bygninger og på en fond, som skulle hjælpe den belgiske nation. Men efter afsløringen vendte befolkningens følelser for deres regent.

Den tidligere så populære konge blev nu alment afskyet, og det internationale samfund krævede handling. Med en vis modvilje accepterede det belgiske parlament at overtage kontrollen med området. Den 15. november 1908 var Leopolds regime endeligt ovre, og Congo blev omdøbt til Belgisk Congo. Først 52 år senere blev landet selvstændigt.