4 000 polske officerer blev henrettet i Katynskoven. Foto fra filmen Katyn.

© Everett

Tusinder blev myrdet i Katynmassakren

Få uger efter det tyske angreb på Polen i september 1939 blev landet også angrebet østfra af Den Røde Hær. I deres fodspor fulgte den sovjetiske sikkerhedstjeneste, der gik i gang med at forhøre tilfangetagne polske officerer. Det blev starten på en af 2. verdenskrigs værste massakrer.

13. februar 2018 af Artur Szulc

Den 1. oktober 1939 blev den polske major Adam Solski og hans officerskolleger vækket klokken seks om morgenen. De sovjetiske funktionærer ville endnu en gang tjekke deres identitetspapirer. Først ved frokosttid fik de en kop sort kaffe og lidt gryn. Fire dage tidligere var de blevet taget til fange af Den Røde Hær, og lige siden havde de fået for lidt mad. Der var kun sort kaffe at drikke. Major Solski følte sig afkræftet, ikke kun af sult, men også af den psykiske anspændelse. Han var nu sovjetisk fange. Om aftenen blev han og hundredvis af andre officerer skubbet ind i et godstog, der kørte dem østpå. 

Den Røde Hær invaderede Polen

Den 17. september invaderede Den Røde Hær Østpolen. Polske tropper havde da kæmpet mod den tyske invasion fra vest i over to uger. Hvad de ikke vidste var, at Hitler og Stalin havde delt landet op imellem sig i den hemmelige del af den såkaldte Molotov–Ribbentrop-pagt.

Polakkerne kunne ikke stille noget op over for Den Røde Hær. Landets østlige grænse var kun beskyttet af nogle få grænseværnstropper. De sovjetiske tropper rykkede hurtigt frem og erobrede flere byer. Allerede den 22. september blev der organiseret en fælles tysk-sovjetisk sejrsparade i Brest-Litovsk. Et par dage senere delte Berlin og Moskva officielt Polen op imellem sig. Men landets ledelse kapitulerede aldrig til besættelseshærene.

Polsk eksilregering

I slutningen af september var Polens civile og militære lederskab blevet evakueret til Rumænien. Der var gået en ordre ud til militære enheder om ikke at kæmpe forgæves mod de to indtrængende hære. I stedet skulle soldaterne forsøge at komme til Frankrig via Rumænien. For polakkerne gjaldt det om hurtigt at danne en eksilregering og oprette nye tropper til befrielsen af Polen. 

Mange reserveofficerer fandtes blandt ofrene for Katynmassakren.

© Getty

Eksilregeringen etablerede sig i Frankrig, og frie polske styrker blev opbygget. Inden Frankrig kapitulerede efter den tyske blitzkrig i 1940, blev eksilregeringen og nogle af de polske tropper reddet over til Storbritannien. Polske jagerpiloter gjorde samme år en vigtig indsats under slaget om Storbritannien. Senere kæmpede polakker også i den britiske hær i Nordafrika og Europa. 

Officerer blev interneret

For de polske militærfolk, der var havnet i sovjetisk fangenskab, blev fremtiden en ganske anden. Den Røde Hær tog lidt over 18 000 officerer til fange samt højtstående gendarmer og politifolk. Størsteparten af underofficererne blev løsladt, men resten blev interneret i tre speciallejre: Kozielsk, Ostasjkov og Starobielsk.

Tilværelsen i disse lejre var til at holde ud. Polakkerne sultede og skulle kun gøre rent i fangebarakkerne. Det værste var tristessen og længslen efter familien, som de havde fået tilladelse til at skrive til. En officer skrev til sin kone i februar 1940: ”Jeg længes så forfærdelig meget efter dig, og jeg har det elendigt, min elskede.” Uvisheden om fremtiden gjorde dem også urolige. Måske skulle de overgives til tyskerne, måske løslades. Ingen vidste noget. Forhørene med polakkerne fandt sted hen over flere timer, og fangerne blev spurgt ud om deres baggrund og politiske synspunkter, og om de havde deltaget i krigen mod Rusland i 1920. Alle oplysninger blev gransket af den sovjetiske efterretningstjeneste NKVD, der sendte rapporter til lederne i Kreml. 

Berija underskrev dødsdommen

De sovjetiske ledere var uenige om polakkernes skæbne. Frigivelse blev foreslået, men nedstemt, fordi polakkerne havde vist sig at være overbeviste antikommunister. Et andet forslag gik ud på deportering til Sibirien. Den 5. marts 1940 blev polakkernes skæbne beseglet. Efter anbefaling fra NVKD-chefen Berija skrev Sovjetunionens øverste ledelse under på en ordre om, at polakkerne skulle henrettes ved skydning. Hvorfor blev der truffet så grusom en beslutning? Det var der formentlig flere grunde til. Mange af de polske fanger havde deltaget i det polsk-russiske krig i 1920, som var endt med en polsk sejr. Desuden havde forhørene vist, at størstedelen af officererne var ubrydeligt loyale over for Polen, hvorfor de blev opfattet som en potentiel trussel mod Sovjetunionen, hvis de blev løsladt. Henrettelserne begyndte tidligt i april 1940. Familierne hjemme i Polen modtog ikke flere breve.

Russisk soldat slår en polsk officer på samtidig propagandaplakat.

Henrettet i Katynskoven

Den 7. april blev major Solski og hundredvis af andre ført bort fra lejren i Kozielsk i særlige godsvogne. To dage senere skrev han i sin dagbog: ”Nogle minutter før fem om morgenen – vækning i togcellen og forberedelser til at gå ud. Vi skal køres et sted hen i bil. Hvad så bagefter?” Major Solski anede uråd.

Han blev i en fangevogn transporteret til en lysning i en skov fem km fra jernbanestationen i Smolensk. Inde i skoven afleverede polakkerne ure, bælter, foldeknive og vielsesringe. Derefter blev mændene ført bort af NKVD-vagter til et område med nyopgravede huller. Alle de polske officerer blev bagbundet, beordret til at gå ned på knæ og sænke hovedet. I samme øjeblik fik de en pistol i nakken. Bødlen affyrede pistolen, kuglen trængte ind i baghovedet, skar gennem hjernen og gik ud gennem panden. De døde på stedet.

Myrderierne fortsatte i ca. seks uger. Over 14 000 polske officerer og hærchefer blev dræbt med nakkeskud. Deres lig blev smidt i massegrave forskellige steder, heraf ca. 4 000 i Katynskoven. Blandt dem var major Adam Solski. For at kamuflere stedet plantede NKVD små træer over gravene.

Tyskere i Katyn efter Barbarossa

I sommeren 1941 rykkede den tyske krigsmaskine hurtigt ind i Sovjet og besatte store dele af landet. Sent på efteråret samme år slog et tysk kommunikationsregiments stab deres telte op i Katynskoven. Snart fortalte lokalbefolkningen, at NKVD havde myrdet folk
i skoven. Der blev gjort flere fund, bl.a. gravede hunde menneskeknogler op. Takket være en avisartikel forstod man også, at den polske eksilregering i London ledte efter 10 000 savnede officerer. 

Massegrave med polske officerer

Chefen for regimentet rapporterede opad, og en første udgravning blev foretaget i februar 1943. Da de fandt flere rester, forstod de tyske ledere, at Katynskoven bar på en hemmelighed, som de kunne udnytte. Man gjorde forberedelser til en massiv propagandakampagne og et omfattende udgravningsarbejde. 

Udgravningerne blev påbegyndt i slutningen af marts 1943. Indtil den 11. april havde man fundet 11 massegrave. I syv af dem lå ligene af polske officerer. I en af de største grave var ligene stablet i 12 lag. Overalt fandt man hylstre efter tysk ammunition, identitetspapirer, dagbogsoptegnelser (bl.a. major Solskis), avisudklip og polske penge. Ved siden af arbejdet med massegravene indsamlede man vidneforklaringer fra lokalbefolkningen. Tyskerne dokumenterede det hele, men propagandaarbejdet stillede endnu større krav. Derfor indkaldte man udenlandske intellektuelle, journalister og retslæger. 

De udgravede kroppe blev obduceret af tyske militærlæger.

© PhotoQuest/Getty

Propagandakrigen om Katyn

Polske forfattere og journalister blev transporteret til Katyn sammen med journalister fra bl.a. Sverige, Norge og Spanien. Retslæger kom fra fx Bulgarien, Holland, Schweiz og Danmark, men også fra det besatte Polen. Også det polske Røde Kors, der i første omgang nægtede at deltage, sendte en repræsentant.

Den 13. april 1943 gik det løs. I en radiomeddelelse blev Europa informeret om, at tyske myndigheder havde fundet en massegrav uden for Smolensk, som indeholdt tusindvis af myrdede polske officerer. To dage efter det tyske kommuniké svarede Moskvas radio. De beskyldte tyskerne for forbrydelsen og hævdede, at polakkerne var blevet taget til fange og henrettet under offensiven. Propagandakrigen var i fuld gang.

Sprækker i alliancen

General Wladyslaw Sikorski, polsk øverstkommanderende og premierminister for eksil-regeringen, vidste, at han var nødt til at handle, men stod over for et dilemma. Polen og Sovjetunionen havde været allieret siden sommeren 1941. Samtidig kunne Sikorski ikke ignorere det faktum, at Moskva havde undladt at svare på spørgsmål om de forsvundne polske officerer. Alle forespørgsler var enten blevet mødt med udflugter eller med ren og skær fantasi. Ifølge Stalin var polakkerne flygtet til det nordøstlige Kina!

Polens eksilregering henvendte sig til det internationale Røde Kors og bad om en udredning. Dette tiltag blev betragtet som antisovjetisk i den allierede lejr, for tyskerne havde af propagandahensyn gjort det samme. De ville bruge deres opdagelse til at svække de allieredes fælles front. Stalin, der afskyede Polens eksilregering, øjnede en chance for at anklage polakkerne for samkvem med fjenden.
I et strengt formuleret telegram til Churchill og Roosevelt beskrev han polakkernes handlinger som totalt ”unormale”. 

Churchill irettesatte Sikorski

Churchill indså, at konflikten forværredes. Han indbød Sikorski til frokost og irettesatte ham: ”Hvis de er døde, kan vi intet gøre for at give dem livet igen,” sagde Churchill irriteret. Efter mødet telegraferede han til Stalin og forsikrede ham om, at polakkerne havde handlet, helt uden at briterne havde kendt til det. Polakkerne stod alene. 

Udenlandske journalister, retslæger og Røde Kors ved udgravningen. 

Stalin brød med eksilregeringen

Den 23. april 1943 meddelte det internationale Røde Kors, at man ikke kunne undersøge massegravene uden tilladelse fra alle de involverede lande. Stalin havde selvfølgelig ingen planer om at sige ja. Og han fik stor hjælp fra den britiske og amerikanske presse, der havde fået instruktioner om at beskrive Katyn som en tysk misgerning.

I mellemtiden fandt undersøgelser sted i Katyn. Men før de polske og internationale arbejdsgrupper nåede at afslutte deres arbejde, afbrød Stalin forbindelsen til Polens eksilregering natten mellem den 25. og 26. april. Han havde banet vejen for en kommunistisk magtovertagelse i Polen.

Alle beviser pegede på Sovjetunionen

Fire dage senere meddelte den tyske efterforskningsgruppe, at forbrydelsen var begået før sommeren 1941, formentlig i foråret 1940. Det var bl.a. baseret på fundne dagbøger. Den danske retslæge Helge Tramsen skrev senere: ”Alle daterede optegnelser var fra før den 22. april, og jo længere ned man kom i lagene af lig, jo ældre blev datoerne.” Dette udpegede indirekte Sovjet som ansvarlig. Churchill og Roosevelt fik også rapporter fra deres egne, der angav russerne som de mest sandsynlige gerningsmænd.

Da Katyn blev generobret af Sovjet i sommeren 1943, nedsatte de en kommission, der fastslog, at polakkerne blev myrdet af tyskerne to år tidligere. Churchill og Roosevelt lod, som om de troede på den sovjetiske version for ikke at sætte alliancen med Stalin over styr. Først i 1951 lavede USA's kongres en efterforskning. Konklusionen var entydig: Massakren var begået af de sovjetiske myndigheder.

Gorbatjov udpegede NKVD skylden

Sovjetunionen tilstod den 13. april 1990 på et møde mellem Polens præsident Wojciech Jaruzelski og Michail Gorbatjov. Gorbatjov udpegede NKVD som de ansvarlige, men nævnte ikke kommunistpartiets ansvar. Han afslørede heller ikke, hvor de andre massegrave befandt sig. Den oplysning fik polakkerne to år senere, da kopier af Stalins henrettelsesordre og andre dokumenter blev sendt til Polens nye præsident, Lech Walesa.

Polske familier kunne nu sørge over deres døde. I det kommunistiske Polen havde det været forbudt officielt at drage den sovjetiske version i tvivl, så tilståelsen kom som en befrielse for mange. Major Adam Solski og tusindvis af hans våbenbrødre havde fået genoprejsning.