Deltagerne i et Hitlerjugendmøde i Nürnberg heiler.

Små drenge blev nazistiske soldater

Hitlerjugend blev grundlagt i 1926 for at opdrage drenge i den nazistiske ideologi. De blev samtidig trænet til kamp, og ved slutningen af 2. verdenskrig blev teenagere sat ind i krigens brændpunkter.

29. november 2016 af Christer Bergström
Nikolaj Dmitrijev, en 19-årige sovjetiske soldat, sad i en kampvogn med et greb om håndtaget på frontmaskingeværet. 


Han kiggede gennem sigtet, mens kampvognen kørte rundt i ruinerne af det sønderbombede Berlin i verdenskrigens sidste dage. Pludseligt udbrød han en række bandeord og slap grebet om maskingeværet. "Et barn!"

Den tyske soldat viste sig først som en skygge da han i al hast løb igennem en port og om bag nogle ruiner, men da han trådte frem bag et hjørne slyngede han noget op på skulderen.


Det var aflangt, med en knold for enden. Soldaten var blot en dreng, højst 14 år, med en hjelm der var alt for stor og en poset uniformsfrakke.

I det øjeblik Dmitrijev trykkede aftrækkeren i bund, så han hvordan ladningen på panserværnsraketten blev affyret af drengen. Efter et voldsomt brag blev

han og resten af besætningen kastet om kuld, da hele den 32 ton tunge kampvogn tog et spring tilbage p.g.a. den kraftige eksplosion. Heldigvis havde panserværnsgranaten ramt stålarmeringen på kampvognens højre side.


Dmitrijev rejste sig derfor jamrende op igen og genoptog sin stilling ved teleskopsigtet. Han så en gruppe på tre eller fire russiske soldater løbe hen mod stedet, hvor drengen i den tyske uniform havde stået.

Han så hvordan husmuren bag drengen var gennemhullet af den salve, han nåede at affyre med maskingeværet, inden granaten ramte.

Tydeligvis chokeret greb en af soldaterne fat i noget, der lå på jorden. Han kiggede over mod Dmitrijev med en mine af hjælpeløs forvirring. 


Nikolaj Dmitrijev lukkede øjnene i rædsel. Hvad soldaten løftede op var nemlig resterne af det, der bare sekunder tidligere havde været et barn i tysk uniform.

Børn forsvarede Berlin

I begyndelsen af 1945 havde Den Røde Hær knust den tyske østfront og var trængt ind i selve Tyskland, med kurs mod Berlin.


I et desperat forsøg på at erstatte de enorme tab, opfordrede Artur Axmann, chefen for den nazistiske ungdomsorganisation Hitlerjugend (HJ), børnene til at begive sig mod frontlinjen for at kæmpe.

Under slaget om Berlin, mellem 20. april og 2. maj 1945, kæmpede fanatiske SS-mænd og hjernevaskede børnesoldater indædt for at forsvare byen. 


I en hel uge lykkedes det 600 Hitlerjugend-børn at forsvare Pichelsdorf-broen ved floden Havel.

Da de til sidst blev overmandet, tilså en sovjetisk sygeplejerske en tiårig såret dreng iklædt en alt for stor uniform.

"Stakkels dreng, se bare hvilken elendighed du er havnet i." sagde sygeplejersken, der kunne tysk. Den tyske dreng svarede ved at spytte hende i ansigtet og udstøde et: "Heil Hitler!"

Hitlers børn

Hvad var det, der fik børn til at reagere sådan? Svaret kan sammenfattes i et ord: Hitlerjugend.
Under Hitlers tid ved magten fra 1933-45 blev tyske drenge fra 14 års alderen indskrevet i HJ, mens piger blev organiseret i BDM (Bund Deutscher Mädel – Tyske pigers forbund). 


Her lærte børnene, at de tilhørte en udvalgt generation, som skulle skænke det det tyske folk dets retsmæssige lederposition i verden.

De fik fortalt, at de måtte bryde med deres forældres fejlagtige og gammeldags idéer, og at en enkel person – Adolf Hitler – var deres nye faderfigur, og at han blindt skulle adlydes.

Det var en uhyre effektiv form for propaganda. Den talte til ungdommens brændende ønske om at frigøre sig fra forældrene, samtidig med at den ekstremt autoritære ideologi skænkede dem en falsk følelse af tryghed.

Adolf Hitler hilses af drenge fra Hitlerjugend under partidagene i Nürnberg 1938.

© Corbis/IBL

Spejderagtig bevægelse

Men det stoppede ikke der. Når de unge ankom til HJ eller BDM havde de oftest været medlemmer af det indledende nazistiske Jungvolk (ungfolk) for drenge eller Jungmädelbund (ungpigernes forbund). 


Kønsopdelingen var en bevidst strategi. Nazismen var vældigt konservativ og stræbte efter at støbe piger og drenge efter de traditionelle kønsroller.

HJ og nazistpartiets øvrige ungdomsorganisationer blev oprettet i 1926 af den dengang lille, men målrettede bevægelse. Hitler og hans tilhængere fik blot 2,8 pct. af stemmerne ved valget i 1928. Derfor antog de to nye strategier:


En nedtoning af den racistiske propaganda og en målsætning om, at HJ skulle være en massebevægelse for den tyske ungdom.

Ved begyndelsen af 1928 overgik HJ fra at være et rent politisk ungdomsforbund, til at arrangere udflugter, aften­møder for unge og lejrture. 


Mange af arrangementerne var inspireret af spejderbevægelsen og andre tyske ungdomsorganisationer, der fandtes på denne tid.

På bare tre år blev medlemstallet i HJ tidoblet, fra 2 000 til 20 000. Et af højdepunkterne var under HJ’s deltagelse i rigsungdomsdagene i Postdam den 1.–2. oktober 1932, hvor mere end 100 000 unge fra hele landet deltog.

Hitlerjugends leder, Baldur von Schirach, havde held til at mobilisere titusinder af unge til ihærdigt at arbejde for at gøre nazistpartiet til det største i Tyskland. Dette lykkedes i november 1932, da de fik 33 pct. af stemmerne. To måneder senere blev Hitler udråbt til rigskansler.

Med nazisterne ved magten undergik HJ en eksplosiv udvikling.


Alle andre ungdomsorganisationer blev forbudt, og deres medlemmer blev tvunget ind i HJ. Fra og med 1933 fik HJ en ny opgave: At ensrette hele den tyske ungdom efter den nazistiske ideologi.

Det indebar, at drenge skulle oplæres som soldater i den kommende erobringskrig, som Hitler planlagde.

Hitler mente, at tyske børn skulle indoktrineres i den nazistiske ideologi.

Bøller blev hjernevasket

Opgaven med at hjernevaske ungdommen – og på sigt hele det tyske folk – var ikke noget, nazisterne forsøgte at skjule. Under en tale i 1938 udtalte Hitler:

"Ungdommen skal lære at tænke som os. De kommer ind i vores organisation som tiårige, og efter fire år kommer de ind i HJ, hvor vi beholder dem i endnu fire år. Dernæst tager vi dem direkte ind i partiet. Og hvis de fortsat har forestillinger om deres klasse eller lignende, så tager vi det ud af dem efter to år i hæren."

Til drengene sagde Hitler, at de skulle være "hurtige som væddeløbshunde, seje som læder og hårde som Kruppstål." 


Selv march- og skydetræning indgik i drengenes uddannelse, og lærere blev påbudt at opildne deres elever til at tilslutte sig ungdomsorganisationerne.

I begyndelsen af 1938 havde von Schirach rekrutteret næsten alle tyske børn og unge over ti år. Ud af de ni millioner tyskere i alderen 10–18 år var syv millioner medlemmer. Blandt drengene var næsten 90 pct. tilknyttet. Initiativet var en succes.

En af dem, der ikke var en del af disse bevægelser, var Alfred Grislawski, søn af en kommunistisk minearbejder fra Ruhrområdet. Hverken ham eller hans søskende tilsluttede sig en nazistisk ungdomsorganisation.

"Vi afskyede de ledende HJ-gutter," berettede Grislawski under et interview. "For os var de det rene udskud. De fleste brugte organisationen til at fremme deres personlige karriere på andres bekostning. Desuden var de nogle af de værste bøller, man kunne tænke sig. Mine søskendes klassekammerater blev evindeligt udsat for chikane fra lederne i Hitlerjugend. De kaldte det en ›øvelse i disciplin,› men det var ikke andet end mobning. Jeg var vældigt stærk og satte gerne svinehundene på plads, hvis de forsøgte at spille op."

Men at modsætte sig at blive indlemmet i Hitlerjugend krævede både mod og beslutsomhed. Det var nødvendigt at være medlem, hvis man senere ønskede at få en videregående uddannelse eller blive statsansat. 

Når nu disse døre blev lukket i for Grislawski, havde han ikke andet valg end at blive optaget i hæren. Han kom ind i flyvevåbnet, hvor han blev en fremtrædende kamppilot. Men da han ikke havde været medlem af HJ fik han ikke medaljen det tyske kors i guld (der blev givet for mod i kamp) – noget som han i øvrigt aldrig beklagede.

Mobbekultur

Et problem for HJ var det indre forfald. Som Grislawski observerede, ledte det strenge hierarki og ønsket om mandighed til en slem mobbekultur. For at forberede medlemmerne på livet i hæren, indførtes et ledelseshierarki som det i hæren.

HJ-medlemmer, der havde præsteret det godt, kunne blive forfremmet af en "overordnet." Men i realiteten var det oftest loyalitet og blind lydighed, der blev belønnet således. Snart var der overalt i HJ opstået små "pavedømmer."

Her herskede tyranner, der terroriserede deres underordnede gennem en kæde af mindre tyranner, som alle imiterede deres overordnedes bøllelignede adfærd overfor deres underordnede.

Adolf Hitler havde sagt at "de svage måtte sigtes væk. Jeg vil have unge mænd og kvinder, der kan modstå smerte." Her kom den konfuse nazistiske tankeverden på kollisionskurs med virkeligheden. Det lod sig ikke gøre at skabe et "folkefællesskab" og et jernhårdt elitært hierarki på en og samme gang. 
Piger i Deutscher Mädel (BDM) ved et møde i Dresden.

Paramilitære ungdomslejre

HJ var en afspejling af hele det skrøbelige nazistiske projekt. Det så udefra strømlignet ud, men var i virkeligheden plaget af korruption og ineffektivitet. 


Desuden sås, ikke mindst som følge heraf, en faldende aktivitet i HJ-grupperne; selv om mange stadig var medlemmer, var det færre og færre der deltog i aktiviteterne. 

Naziregimet svarede igen ved at gøre medlemskabet af HJ obligatorisk, og dem, der ikke dukkede op til aktiviteterne, kunne blive hentet af politiet.

Da 2. verdenskrig brød ud i 1939, intensiverede man ensretningen og den militære træning i HJ. Nu sendte man de unge i paramilitære lejre. 


Der blev hovedsageligt lagt vægt på at forbedre drengenes fysiske form. De blev trænet i at udstå alverdens strabadser på marker og i skove, samtidig med at de fik skydetræning.

Nazistisk indoktrinering

Den fysiske og politiske ensretning kom også til at præge skolerne i Nazityskland. "Skolen," skrev Hitler, "må ligge uendeligt meget mere vægt på fysisk træning." 


Han fremhævede boksning som den ideelle aktivitet, eftersom den gav hurtige reflekser og et aggressivt sindelag. Dette skete på bekostning af de teoretiske studier. "Vi ønsker ikke at skabe en koloni af fredelige æstetikere og kropslige svæklinge", sagde Hitler.

HJ-medlemmerne udsattes for en evindelig politisk indoktrinering i ste­det for almindelig undervisning. Hver onsdag var de tvunget til at deltage i en to timer lang undervisningssession med emner som "sådan er en rigtig pige," "vor kamp mod kommunismen" og "den jødiske kriminalitet." 


De lærte, at jøderne stod bag al kriminalitet, og blev fortalt vandrerhistorier om jødiske gruppevoldtægter, samt teorier om kommunisternes ekspansionistiske ønsker.

Alfons Heck, der voksede op i Hitlers Tyskland, beretter:

"Fra en tidlig alder udsattes vi for en uophørlig indoktrinering, som vi slugte ligeså naturligt, som var det modermælk. Omgivet af voksne, som enten selv troede på propagandaen eller manglede modet til at sige sandheden, havde vi aldrig den luksus at kunne vælge. Vi blev hjælpeløse modtagere af hvad end de stoppede i os. For os godtroende i Hitlerjugend var det et faktum, at jøderne var ondskabsfulde og forræderiske infiltratorer med det mål, at forurene den ariske race, hvad end det så betød."

Som krigen gik, blev der dog også brug for de unge drenge i egentlige krigssituationer.
Kæmpede i Normandiet

I 1940 overtog Artur Axmann ledelsen af HJ fra Baldur von Schirach, og han drev den militære indoktrinering endnu længere. Han skabte blandt andet SS-panserdivision Hitlerjugend, bestående af 17-årige drenge. 

Divisionen fik tildelt den bedst tilgængelige udrustning og sattes ind i slaget om Normandiet, efter de allieredes landgang i Frankrig i juni 1944.

Af de 16 000 HJ-drenge der var i divisionen, blev mere end halvdelen registreret som faldne, sårede eller savnede, efter blot tre måneder. 


Da amerikanerne trængte ind i Vesttyskland i efteråret 1944, sattes hele HJ-grupper til at udføre guerilla- og sabotageaktioner. Under slaget om den vesttyske by Aachen rapporterede den amerikanske hær om episoder, hvor bevæbnede otteårige var blevet taget til fange, og tolvårige der var faldet ved de kanoner, de betjente.

Hitler klappede Alfred Czech på kinden under en ceremoni ved Førerbunkeren i marts 1945

© CORBIS/IBL

Fortsatte i varulvegrupper

Hjernevaskelsen af børn og unge var så omfattende, at nogle HJ-medlemmer var blandt de sidste, der endnu kæmpede for nazismen. 


Ved krigens afslutning blev såkaldte "varulvegrupper" (Werwolf) dannet med det mål at udføre sabotagekationer i de områder af Tyskland, der var kontrolleret af de allierede. "Varulvene" kom primært fra HJ.

Deres mest kendte aktion var attentatet på Aachens borgmester Franz Oppenhoff 25. marts 1945, efter at han havde samarbejdet med de allierede.


Selvom "varulvenes" aktiviteter ikke blev så omfattende, som nazisterne havde håbet, fortsatte de aktionerne længe efter krigens afslutning i maj 1945. Den 1. juni 1945 skød amerikanske soldater to "varulve," kun 16 og 17 år gamle.

Mellem juni og december 1945 blev 42 amerikanske soldater registreret som "faldne i kamp" i det besatte Tyskland. Werwolfgrupperne mistæn­kes for at have stået bag mange af disse kampe, og deres sidste aktion menes at have fundet sted så sent som 1946.

To HJ-soldater, der har kapituleret til de allierede i 1945.

© CORBIS/IBL

Religionen tog over

Hjernevaskelsen af en hel generation af tyske børn og unge var et af de første problemer, som de allierede adresserede efter krigens afslutning, og det skete med stor succes. 


Først opfordrede de forældrene til igen at tage kontrol over deres børn. Selv Sovjetunionen, der var en ikke-religiøs stat, indså, at denne ideologisk hjernevaskede ungdom havde brug for en modideologi.

Da de unges had til kommunismen, efter mange års indoktrinering, var indædt, gav Nikolaj Berzarin, den sovjetiske kommandant i Berlin, forældrene følgende besked: "Opdrag jeres børn til at respektere Gud!"

Det mest kendte af "Hitlers børn" er Alfred Czech, den uniformerede dreng, der som 12-årige blev fotograferet, mens han blev klappet på kinden af Hitler udenfor rigskancelliet i Berlin 20. marts 1945.

Han overlevede krigen og kunne takke sin mor, der havde været imod hans deltagelse i kampene, for at han kunne vende tilbage til et normalt liv. Alfred Czech fik et langt og roligt liv inden han gik bort i juni 2011.