Jesuitterne samlede indianere i jordbrukskollektiv. Billede fra filmen The Mission.

© Warner Bros/Everett/IBL

Slavejagt gjorde Brasilien større

Det var jagten på slaver og guld, der i 1600-tallet fik den lille portugisiske koloni ved Sydamerikas østkyst til at vokse sig til kæmpelandet Brasilien. Ekspansionen ledtes af Bandeirantes, brutale eventyrer som udryddede indianere og brændte missionsstationer.

19. maj 2018 af Lars Stahre

I 1628 ledte António Raposo Tavares en hær af slavejægere op i Parana-dalen. Hans styrke bestod af 900 mand med forstærkninger fra yderligere omkring 2 000 krigere fra Tupi-stammen. Officielt var målet at besejre de hedenske indianere, som man vidste stadig boede i indlandet, der endnu ikke var kortlagt. Men i virkeligheden var ekspeditionens formål at fange slaver til de portugisiske sukkerplantager ved kysten. 

Jesuiterordenens reducciónnes

Den indianske befolkning, som de planlagde at angribe, var heller ikke "hedninge« længere. Mange af dem boede i separate områder, som var organiseret af den katolske jesuiterorden.

Jesuitterne havde anlagt missionsstationer, såkaldte reducciónnes, hvor konverterede indianere fik undervisning i jordbrug og kvægavl. De ubevæbnede indianere ved missionsstationerne havde længe udgjort en uimodståelig fristelse for Tavares.

Tavares ledede den første Bandeira

Hans ekspedition, der var en blanding af opdagelsesrejse og erobringstogt, blev kendt som Brasiliens første Bandeira (efter det portugisiske ord for banner eller kompagni), og han selv som de første bandeirante.Under den lange rejse gennem junglen angreb Tavares 21 af indianerbyerne. Tusinder af indianere blev gjort til slaver, oftest igennem brutale overfald på de forsvarsløse missionsstationer, hvor huse og marker sattes i brand. De som blev taget til fange, blev i lang tid holdt indespærret i små kummerlige bure, mens slavejagten fortsatte. Mange af dem døde af pinslerne inden at de overhovedet kunne blive sendt mod kysten for at blive solgt til sukkerplantagerne.

Kaptajnen Pedro Cabral og hans mænd ankom som de første europæere til den brasilianske kyst 22. april 1500.

Slavearbejdere på sukkerplantager

Da den portugisiske kaptajn Pedro Cabral oprettede en lille uanseelig kolo-ni ved den sydamerikanske østkyst i 1500, var der intet der tydede på, at landets store jungler gemte på storslåede civilisationer eller rigdomme. De portugisiske kolonister opdagede dog snart, at betingelserne for landbrug ved kystområderne var helt fantastiske.

Eftersom den europæiske efter-spørgsel på sukker var stor, var det naturligvis denne afgrøde, man satsede på at dyrke. 

De første portugisiske bosættelser lå alle ved kysten, og europæerne behøvede ikke at jage indianerne væk som kolonisterne gjorde i Nordamerika. 

 Da de manglede arbejdskraft tvang portugiserne i stedet indianerne til at arbejde som slaver i den kraftigt ekspanderende sukkerøkonomi. 

Der fandtes dog ikke tilstrækkeligt med indianere ved kysten, så derfor planlagde man togter længere ind i landet for at skaffe flere slaver til de arbejdshungrende sukkerplantager.

Importerede afrikanske slaver

Den oprindelige befolkning talte kun tre mio og boede i et område større end Europa. Slavejagten, der fortsatte i 1600-tallet, tvang dem dybere ind i landet. Europæernes massakrer og medbragte sygdomme fik dødstallene til at eksplodere. Det stod hurtigt klart, at den indianske befolkning ikke var stor nok til at holde hele det koloniale maskineri i gang, hvilket indledte en import af afrikanske slaver i midten af 1500-tallet.

Bandeirantes deltog i ekspeditioner, som i 1600-tallet sendtes ud for at fange slaver i de jungler, der i dag ligger i Brasilien.

Jesuitternes landbrugsfællesskab

Men forud for slavejægerne havde katolske jesuitermunke bevæget sig ind i junglen for at kristne den indianske befolkning. Allerede i midten af 1500-tallet havde de opbygget et hav af små byer, aldeias, kombineret med større bosættelser – reducciónes – en form for landbrugsfælles-skab.

Jesuitterne forsøgte at beskytte indianerne, da slaveekspeditionerne begyndte i 1600-tallet. Men selvom det ikke var deres hensigt, havde de gjort slavejægernes arbejde betydeligt lettere. Jesuitterne havde nemlig vænnet indianerne fra deres nomadiske livsstil og brug af våben. Pacificerede og tætboende i de ubefæstede byer, var de et let bytte for de bevæbnede slavejægere. Næsten alle de katolske missionsstationer i området blev ødelagt af Tavares' bandeira, og de togter, der fulgte i hans fodspor. 

Antonio Vieira beskyttede indianerne

Den mest navnkyndige jesuit hed Antonio Vieira. Han havde en enormt stor politisk og religiøs indflydelse i 1600-tallet og prægede i høj grad kolonien. Vieira forsøgte utrætteligt at beskytte indianerne mod bandeirantes angreb. Han etablerede missionsstationer længere inde i landet, hvor indianerne var bevæbnede for bedre at kunne modstå slavejægernes angreb.

De fleste af de omstrejfende indianerjægere og guldgravere, kaldet bandei-ran-tes, kom fra området omkring vore dages São Paulo. Dengang var det en beskidt forbryderbule i det sydøstlige Brasilien, langt fra plantageøkonomiens hjerte Salvador i nordøst. De havde dér ikke selv råd til de afrikanske slaver, og drog i stedet på slavetogter og solgte indianerne til sukkerplantagerne langs kysten.

Kort over Terra Brasilis fra 1519 med tupinambáhøvdingen Quonambec i forgrunden.

© Bridgeman/IBL

Mamelucos befolkede São Paulo

Bandeirantes levede oftest med kvinder fra tupi-folket, og området blev derfor domineret af mamelucos – det navn portugiserne brugte om den voksende klasse af folk med blandet etnisk baggrund.

Slaveekspeditionerne kunne bestå af alt fra få hundreder mænd til flere tusinder. De var velorganiserede og finansieret af rige entreprenører. Lederne bestod oftest af portugisere, mens størstedelen af mandskabet var mamelucos.

Da guarani- og tupiindianerne blev udryddet, trængte bandeirantes længe-re ind i landet. Enorme landområder blev udforsket i forsøget på at fange flere indianere eller finde guld. Bandeirantes respekterede ingen grænser og grundlagde nye byer i Mato Grosso, Pará og Amazonas. Det var langt væk fra den grænse, som var blevet fastlagt imellem portugisiske og spanske områder i Sydamerika ved Tordesillastraktaten i 1494. Jagten på slaver og guld fik derfor en afgørende betydning for, at Brasilien voksede sig til den størrelse det har i dag.

Tusind mil fra São Paulo til Belem

De hyppige massekidnapninger, som bandeirantes ernærede sig ved, kulminerede i midten af 1600-tallet. António Raposo Tavares ledte den største ekspedition nogensinde i Amerika i 1648. På en eneste rejse tilbagelagde Tavares og hans mænd over 10 000 kilometer, og de udforskede Paranas og Amazonas vældige flodområder og Andesbjergenes dybe skrænter. Rejsen begyndte i Sao Paulo og afsluttedes i Belem ved Amazonflodens munding. Tavares selv og blot 60 af ekspeditionens mænd vendte hjem til Sao Paulo i live.

Efter en rejse på 10 000 kilometer nåede Tavares Amazonflodens munding.

Jesuitterne blev udvist fra Brasilien

I midten af 1700-tallet blev striden imellem bandeirantes og jesuitter afgjort. Jesuitternes områder blev afstået til Portugal i overensstemmelse med den traktat, der endeligt fastlagde grænserne mellem det portugisiske og spanske Amerika.

Jesuitternes optræden i den spanske koloni havde længe været kontroversiel. De selvstyrende missionsstationer udfordrede den portugisiske kolonimagts lederes autoritet, og de ikke brød sig om, at jesuitterne arbejdede uden for myndighedernes kontrol. Der gik endda rygter om at jesuiterordenen stræbte efter at oprette en selvstændig teokratisk stat. Sukkerbaronerne og bandeirantes afskyede jesuitterne, da de modsatte sig den hårde behandling af indianerne. Portugals politiske leder på denne tid, Marquês de Pombal, besluttede i 1759 helt at udvise jesuitterne fra Brasilien.

Guld i Minas Gerais

I 1694 fandt bandeirantes guld i vandløb i den nuværende delstat Minas Gerais. Fundet afsluttede et århundrede med frugtesløse forsøg på at finde guld, og udløste med det samme historiens værste tilfælde af guldfeber. Sukkerpro-duktionen havde længe været i kraftig vækst ved kyststrækningen omkring hovedstaden Salvador, men nu overtog en helt ny vare sukkerets plads i den koloniale økonomi.

Det viste sig, at guldet var let at udvinde, da det ikke krævede store mineskakter som i de spansk-amerikanske områder med sølvforekomster. Hvem som helst kunne vaske og finde guld i floderne. Fra Portugal emigrerede guldgravere i hobetal for at blive rige i en fart, i den store koloni.

Når sygdomme og undertrykkelse udryddede mange af indianerne, importerede plantageejere i stedet afrikanske slaver, som blev behandlet lige så grumt.

© Bridgeman/IBL

Afrikanske slaver vaskede guld

Slaveimporten eksploderede, og endeløse karavaner af afrikanske slaver blev fragtet til Minas Gerais, der var centrum for guldudvindingen. De guld-søgende slaver havde en speciel kontrakt med deres ejere. Kravet var, at de ved floderne skulle vaske en minimumsmængde af guld per dag. Hvad de ellers fandt, kunne de beholde. Dermed opstod der en helt ny samfundsklasse af frie sorte mænd.

Tyve år senere fandtes der store forekomster af diamanter, og nu brød også en diamantfeber ud. Når man fandt nye guld- og diamant forekomster i Bra-siliens fjerne egne – oftest opdaget af omvandrende bandeirantes – grundlagdes nye byer omkring minerne og floderne.

Rio de Janeiro blev hovedstad

Guld- og diamantfeberen rasede i flere årtier, og Brasilien blev verdens største guldeksportør. Guldet blev sejlet ud fra Rio de Janeiro, der blev landets nye hovedstad i 1763, det nye centrum for den voksende koloni. Koloniens tyngdepunkt var blevet flyttet mod sydøst. Områderne omkring Minas Gerais og Rio, som tidligere blev set som fjerne afkroge, blev nu regnet for landets epicentre.

Guldet begyndte at slippe op i slutningen af 1700-tallet. Men byerne der voksede frem ved minerne hjalp til at knytte de vældige landområder i Brasilien sammen til én enhed.

Bandeirantes rolle i koloniseringen af det brasilianske indland var dermed et endt kapitel, ligesom jesuitternes og mange af de oprindelige folkeslags var det. Men i deres fodspor var Brasilien blevet et af verdens største lande, og er takket være dem i dag Sydamerikas mest magtfulde stat.