Belägringen av Rhodos 1522–23. Osmanska janitsjarer anfaller, johanniterorden försvarar.

Johanniter stopper tyrkere, der forsøger at trænge gennem muren.

© Pat Nicolle/Bridgeman/IBL

Riddernes sidste kamp på Rhodos

I 1522 kæmpede Johanniterordenen mod datidens førende supermagt – Osmannerriget, som blev styret af tyrkerne. Riddernes fæstning på Rhodos havde blot 7 500 forsvarere, mens belejringshæren omfattede 100 000 mand.

14. april 2018 af Morten Rendsmark

Det føltes som om Rhodos by blev ramt af et jordskælv, da en kraftig eksplosion pul-veriserede halvdelen af den 12 meter brede- ringmur omkring fæstningen. De tyrkiske- tropper stormede frem mod hullet i muren. Tyrkere i tusindvis kastede sig ud i en nærkamp med de ventende johanniter.

Bag de panser-klædte riddere stod bueskytter og musketérer, som skød pile og kugler ind i de tyrkiske angribere, mens soldater med lanser også spiddede tyrkerne. Efter flere timers hårde kampe, jagtede forsvarerne tyrkerne ned fra muren
– tilbage til deres belejringsstillinger på den anden side af den 20 meter brede voldgrav. Hundredvis af tyrkere lå tibage, døde, mens kun få af forsvarerne var faldet. Nogle dage senere angreb tyrkerne det samme sted igen. En ny eksplosion udvidede hullet med yderligere to meter, men endnu en gang blev angrebet slået tilbage.

Korsriddernes sidste stamme

Rhodos by var en af de bedst befæstede i hele 1500-tallets Europa. Her holdt 7 500 riddere, væbnere og lejesoldater stand mod en tyrkisk belejringsstyrke på 100 000 mand fra det osmanniske rige – datidens supermagt i Europa og Mellemøsten. Riget havde fået sit navn efter Osman 1., som grundlagde det i år 1299. I 1522 styrede sultan Süleyman 1. et imperium, som dominerede Mellemøsten og det sydøstlige Europa. Trods alle erobringer havde osmannerne ikke fået bugt med de kristne johanniter på øen Rhodos, blot 20 km fra den tyrkiske kystby Marmaris. Et angreb i 1480 på ridderne havde de slået tilbage. Men i 1522 planlagde Süleyman at drive dem væk én gang for alle.

Johanniterne var en rest fra korstogsepoken, hvor riddere erobrede Jerusalem og de næste to århundreder kontrollerede dele af Det Hellige Land. Da de blev drevet væk, indtog de Rhodos og fortsatte kampen mod ”de vantro.” Der opbyggede de det østlige Middelhavs største flåde for at angribe muslimske krigs- og handelsskibe. 

Sultan Sulëyman ville drive johanniterne væk fra Rhodos.

© Erich Lessing/IBL

Kampen mellem kris-ten--dommen og islam udspillede sig i 1500-tallet så langt nordpå som Ungarn og Østrig. Europæer-ne var trængte, og den lille ridderstat var ikke mere end en udpost i det østlige Middelhav. Den havde kun symbolsk betydning for paven, kongerne og folk i Europa.

Osmannisk invasionsstyrke til Rhodos

I juli 1522 gik en stor osmannisk inva-sionsstyrke i land på Rhodos. De havde med sig cirka 80 tunge og middelstore bombarder, dvs. primitive kanoner, som blev stillet op i batterier på tre-fire styks rundt om johanniternes fæstning. Store træ-palissader beskyttede de tyrkiske artille-rister mod kuglerne fra de kristnes kano-ner på mure og bastioner.

Osmannernes slaver blev sat til at grave løbe- og skyttegrave. De påbegyndtes udenfor rækkevidde af musketter og armbrøste. Da de var færdige, begyndte de at beskyde byen. I gennemsnit faldt der to kanonkugler i timen under belejringens første måned. Men kuglerne dræbte kun få uheldige indbyggere. En spion i byen skød en pil med et brev til tyrkernes lejr. Det afslørede, at bombardementet var spild af krudt og kugler. Derefter koncentrerede de sig om at ødelægge murene.

Sappører underminuerede ringmuren

Betydeligt farligere for de kristne var de tyrkiske tunnelgravere – sappørerne. Med spader og hakker gravede de tunneler under voldgraven og ind under fæstningens 12 meter tykke ringmur. Tunnelerne blev støttet af træbjælker, og jorden kørt væk på kærrer eller båret væk i spande, mens store blæsebælge pustede frisk luft ind til graverne.

Når sappørerne var kommet ind under muren, gravede de videre langs den for at få den til at styrte sammen, eller de placerede krudttønder i tunnelen for at sprænge muren. 

Samtidig tyrkisk skildring af belejringen af Rhodos findes i Topkapi-paladset i Istanbul.

© Topkapi museum//Bridgeman/IBL

Stort hul ved Mariatårnet

Dusinvis af tunneler blev gravet i august. De kristne kunne se nedgangene, hvor hejsemaskiner rejste sig over jorden. De første eksplosioner fra underjordiske krudttønder fik sektioner af muren til at styrte sammen i begyndelsen af september. Den 9. september sprængtes en 10 meter bred åbning i muren foran Mariatårnet. Den del blev forsvaret af engel-ske riddere, som slog det følgende stormforsøg tilbage. Men også de spanske, provencalske og italienske dele blev ramt hårdt.

Efterhånden lykkedes det tyrkerne at sprænge et hul direkte gennem muren i den spanske sektion.

De tyrkiske stormtropper var frivillige, som deltog i håb om at kunne tage slaver og røve værdisager. De var bevæbnet med spyd, økse og sværd, men bar sjældent rustning eller hjelm. En del var kristne fra de tyrkiske provinser på Balkan, resten var en blanding af lejesoldater og lykkeriddere. 

Janitsharer i første led

Stormtropperne blev kaldt basi-bozuk, hvilket betød ”hovedskade.” De blev betragtet som kanonføde og led enorme tab under en storm. Gang på gang blev de tvunget fremad, især når tyrkernes professionelle soldater, janit-sharerne, del-tog. Janitsharerne blev som regel sendt frem lige bag storm-tropperne for at pres--
se dem frem og hindre dem i at flygte.

Men den 24. september angreb janit-shar-korpset først. Tyrkerne stormede frem over stendyngerne og ind i byen. Her havde de kristne bygget barrikader og brystværn og opstillet kanoner. Janitsharerne blev beskudt fra tage og barrikader, og den hårde modstand stoppede angrebet.

De tyrkiske stillinger blev flyttet helt frem til hullet i ringmuren. Tyrkerne lavede improviserede barrikader og skyttegrave for at beskytte sig mod skarpskytter, som lå på lur få meter derfra ved hullet i den tykke mur. 

Stor­mester Philippe Villiers de L'Isle-Adam ledede johanniterne i forsvaret af Rhodos.

© Museum of the Order of St John/Bridgeman/IBL

Kardæsker fra kasematterne

Langs ringmuren var tyrkerne nu også nået helt frem til de skydeskår og kasematter, som var indbygget i mandshøjde i muren. Kasematterne var små hvælvede rum i muren og de forreste bastioner, hvorfra johanniternes artillerister kunne skyde direkte ud i voldgraven. Særligt effektivt var det at anvende kardæsker – beholdere med hundredvis af små jernstykker eller lignende, som blev affyret fra kanonerne og majede soldaterne i voldgraven ned. Tyrkerne var så tæt på, at deres skytter kunne skyde ind gennem skydeskårene. 

Muldvarpekrig i tunnelerne

Samtidig var graverne nået langt ind under byen. Efter kun to måneders belejring havde de næsten gravet 50 km. De kristne var dog langt fra forsvarsløse mod tunnelerne. Johanniterne gravede faktisk modtunnler under ledelse af deres italienske krigsingeniør Tadino. Han spændte små klokker op på tynde tråde i kældre og tunneler. Når tyrkiske sappører så hakkede i jorden i nærheden, vibrerede snorene og klokkerne klimtede. Tadinos mænd gravede sig derefter frem i nærheden og sprængte en krudttønde, hvilket fik tyrkernes tunnel til at kollapse. På den måde blev tusindvis af tyrkere levende begravet.

Men de havde betydeligt flere mænd til rådighed end de kristne, som blot kunne afse få hundrede til ”mulvarpekrigen.” De tyrkiske tunneler var så mange, at de i nogle tilfælde lå mindre end en meter fra hinanden.

Tadino hindrede også de underjordiske bomber i at opnå deres fulde virkning. Han lod ventilationshuller bore i ringmuren og ventilationsskakter grave bag den. Når en bombe sprang under jorden, blev lufttrykket fra eksplosionen presset ud gennem hullerne som store skyer af damp. Nogle af bomberne mistede af den grund meget af deres ødelæggende kraft.

Süleyman fortsatte belejringen

Overraskende nok gav Süleyman ordre til, at belejringen skulle fortsætte ind i vintermånederne. Efter flere dages regn i okto--ber blev tyrkernes tunneler, løbe- og skyttegrave fyldt med vand. Vandet førte sygdomme med sig, da latrinerne svømmede over. 

Johanniternes borg på Rhodos står endnu i dag.

© Hercules Milas/Alamy/IBL

Den osmanniske hær var dog så stor, at tabene ikke fik nogen betydning på længere sigt. Desuden fik hæren hele tiden frisk proviant og nye folk fra fastlandet 20 km borte. Ifølge kristne øjenvidner døde titusindvis af tyrkere, mens de kristne havde mistet omkring 2 000 mand. Den slags tal blev dog ofte skruet op eller ned af begge parter for at stille deres egne bedrifter i et godt lys. 

Det sidste slag om Rhodos

I et brev skriver den engelske ridder sir Nicholas Roberts senere: ”På sankt Andreas' aften stod det sidste slag mellem os og tyrkerne. 11 000 af dem blev dræbt, men på vor side faldt 104. Der-efter holdt de op med at angribe, men gravede sig i stedet længere ind under byen, så de nåede centrum på en måned. Hver nat lå der tusindvis af tyrkere lige neden under os.”

Süleyman, som ofte udviste nåde over for sine fjender, tilbød i december de kristne af forhandle om en kapitulation. Johanniternes stormester L'isle-Adam afviste forslaget. Men byboerne ville acceptere tilbuddet, da de vidste, at sultanen ville skåne dem fra henrettelser og slaveri, hvis de overgav sig. De vidste omvendt også, at Süleyman ville lade sine mænd plyndre, myrde og tage slaver, hvis byen blev stormet. Til slut gav stormesteren efter. En årsag var, at johanniterne blev tilbudt frit lejde med alle deres skibe og alt hvad de ejede.

Frit lejde til johanniterne

Så om aftenen den 1. januar 1523 sejlede L'Isle-Adam og hans mænd væk fra Rhodos, som de havde styret i mere end 200 år. På galeonen Santa Maria satte de kurs mod Kreta. Andre skibe med i alt 3 000 soldater og civile forlod også Rhodos.

Trods nederlaget beundrede den kristne verden de frygtløse johannitere, som havde påført den uovervindelige osmanniske hær store tab og modstået belejringen i over et halvt år. Da nyheden om kapitulationen og tabet af Rhodos nåede fastlandet, skal den tysk-romerske kejser Karl 5. have sagt: ”Aldrig har nogen i denne verden tabt så vel.” 

Ridderne tager Malta i besiddelse.

© René Théodore Berthon

Fakta: Johanniterne fik Malta Malta

I 1530 – syv år efter fordrivelsen fra Rhodos – gav den tysk-romer­ske kejser Karl 5. øen Malta til de hjemløse riddere, som derefter blev kaldt "malte­serriddere." Karl 5. frygtede, at osman­nerne ellers ville anvende Malta som base for et angreb på selveste Rom – og kongen fik ret. I 1565 angreb den aldrende Süley­man­ Malta. Nu skulle johanniterne udraderes. Tyrkerne belejrede riddernes fæstning i fire måne­der, men til slut blev sultanens hær tvunget til rejse bort. Det siges, at sultanen bittert fortrød, at han i sin ungdom så storsindet havde ladet johanniterne sejle fra Rhodos.

Johanniterne blev på Malta, men uden presset fra tyrkerne forsvandt ordenens strenge militære disciplin. I 1798 erobrede Napoleon Malta og endte johanni­ternes 268 år lange styre.