Belägringen av Wien 1683, polska husarer anfaller in i osmanernas läger.

De polska husarer angreb osmannern i deres lejre.

Polens husarer reddede Wien

Lige siden osmannerne knuste Det Byzantinske Rige og indtog Konstantinopel i 1453, havde de ekspanderet deres imperium mod vest. I 1529 foretog de et mislykket forsøg på at erobre Wien. 154 år senere stod sultanens hær igen udenfor den østrigske hovedstads mure.

16. marts 2018 af Börje Isakson

Sent om eftermiddagen den 12. september 1683 forberedte de polske husarer sig på et angreb udenfor det sønderbombede Wien. Foran dem stillede osmannerne op til forsvar. De var overlegne i antal, men havde ingen forskansninger og var dårligt organiserede. Da den polske konge, Jan Sobieski, gav ordre til angrebet, vidste han, at det slag som ventede, ville afgøre både Wiens og Europas skæbne.

Husarerne i det forreste geled sænkede lanserne, sporede hestene og fyldte luften med kampråb.

Det Osmanniske Rige var en stormagt

Lige siden Osmannerrigets grundlæggelse omkring år 1300 i Anatolien (nutidens Tyrkiet), havde de muslimske osmanner konstant udvidet deres rige, så det var vokset til et imperium som omfattede hele Mellemøsten og dele af Nordafrika og det sydøstlige Europa.

Hvad der drev dem, er uklart. En forklaring er, at de ville sprede islam, en anden, at de så sig selv som de sande arvtagere til det romerske imperium.

I 1683 herskede de over store dele af Mellemøsten og Østeuropa. Befolkningen talte 30 mio. Men de havde ikke haft held til at erobre Wien, deres "gyldne æble," hjertet i det tysk-romerske rige og porten til Vesteuropa. 

Forsøgte at indtage Wien i 1529

Allerede i 1529 havde sultanen Süleyman den Prægtige forsøgt at indtage byen, men var blevet tvunget til at opgive belejringen. Dengang stod
Osmannerriget på toppen af sin økonomiske og militære magt. Men hen imod slut- ningen af Süleymans regeringstid, i midten af 1500-tallet, fik osmannerne problemer. Befolkningen voksede, mens indtægterne faldt. De fleste sultaner, som fulgte Süleyman, var svage og imperiet haltede efter Euro-pa i udviklingen.

Den østrigske hærs sejr ved Sankt Gotthard, 150 km syd for Wien, i august 1664 viste også, at osmannernes hær altså ikke var uovervindelig. Efter dette slag underskrev Det Tysk-romerske Rige (hvortil Østrig hørte) og osmannerne en 20-årig fredsaftale.

Den tyskromerske kejser Leopold I var tilfreds med fredsaftalen med osmannerne, som ophørte i 1664.

© Lessing / IBL

Mehmed IV brød fredsaftalen

Aftalen var velkommen for den tysk-romerske kejser Leopold 1. Hans rige havde omkring 16 mio indbyggere og omfattede store dele af nutidens Nord- og Østeuropa. Men det var splittet af religiøse modsætninger og truet af et aggressivt Frankrig. Med fredsaftalen fra 1664 troede kejseren, at han kunne glemme alt om osmannerne.

Men sådan blev det ikke. I 1682 ville den osmanniske sultan, Mehmed 4., ikke forny aftalen. Sammen med sin storvesir, Kara Mustafa, planlagde han et angreb på Wien.

Timingen var god. I 1681 gjorde den ungarske adel oprør mod kejseren og lovede at støtte osmannerne.

Den osmanniske hær samledes i Beograd

I marts 1683 samledes en osmannisk hær på 170 000 mand ved sultanens palads i Adrianopel. Samtidig var sultanens kurerer på vej med mobiliseringsordrer til andre dele af imperiet. I maj skulle de forskellige styrker samles uden for Beograd.

Den 30. marts 1683 indledte sultanen, storvesiren og den osmanniske hær sin march mod nord. Den kilometerlange karavane indeholdt også 80 vogne med haremsdamer. En måned senere kunne de rejse teltene udenfor Beograd. Og i de følgende uger sluttede tropper fra imperiets forskellige dele sig til dem.

Den 24. maj brød hæren op, men sultanen blev i Beograd. På den måde kunne han hyldes som sejrherre, hvis storvesiren besejrede Wien, og han kunne kaste skylden på den samme mand, hvis angrebet mislykkedes.

En uges tid senere, den 2. juni, nåede osmannerne Osijek, hvor floden Drava udgjorde grænsen til Ungarn. Storvesiren Kara Mustafa var ved godt mod. Ifølge spionerne i Wien blev der ikke rørt en finger for at forstærke byens forsvar.

Både paven og Polen var på Leopold 1.'s side

Men kejseren sad dog ikke blot med hænderne i skødet. Han havde sluttet et forsvarsforbund med Bayern og var lovet økonomisk støtte af pave Innocens 11. Denne strikkede også en aftale sammen med den polske konge Jan Sobieski 3. Han skulle stille op med 40 000 mand for at forsvare Wien. 

Osmanniske tromme­slagere slår takten inden et slag. Fra 1500-tallet.

© Bridgeman / IBL

Disse aftaler kendte Kara Mustafa ikke noget til. Men han vidste, at den østrigske hær, som var ledet af Karl af Lothringen, kun bestod af cirka 30 000 mand. Den osmanniske hær var seks-syv gange så stor. Og østrigerne kendte hverken til deres størrelse eller deres marchrute.

I Wien gættede hærledelsen på, at osmannerne ville krydse Donau og gå mod Wien nord om floden. Men den 1. juli sås osmannerne i stedet ved floden Raab, 150 km sydøst for Wien. Ugen efter kom der rapporter om, at de nærmede sig Bratislava, kun 60 km fra Wien.

Der havde Karl von Lothringen opstillet sin hær. Men han blev tvunget til at trække sig tilbage for ikke at blive omringet.

Panikken spredte sig i Wien

IInde i Wien spredte panikken sig. Den 7. juli forlod kejserfamilien byen. Kejseren ville ikke dø i sin rede. Efter dem fulgte omkring 80 000 indbyggere. Udenfor byen afbrændtes huse mens forsvarets kanoner blev bakset på plads. Wien havde godt nok omfattende forsvarsværker, men mange af dem var gamle og misligholdte. Og forsvarerne inde i selve byen var få, omkring 13 000 mand.

Snart kunne Wiens indbyggere selv se støvet, som den osmanniske hær hvirvlede op. Og den 14. juli stod den største hær, som nogensinde var samlet i Europa, udenfor byens mure. Allerede samme nat begyndte deres kanoner at beskyde byen. Samtidig indledte 5 000 erfarne minører arbejdet med at grave løbegrave mod befæstningen. Løbe-gravene blev dækkede af tømmer og jord. 

Janitsharerne gik til angreb

Befolkningen i Wien var naturligvis skrækslagne. Som de fleste europæere havde de hørt om osmannernes grusomhed. Nu modtog de også nyheden om, at osmannerne havde indtaget byen Hainburg. Derfra var flere hundrede afhuggede hoveder blevet afleveret til storvesiren i hans telt, der var rejst på en høj vest for Wien.

Allerede efter to dage nåede løbegravene Wiens ydre befæstningsmur, som var forsynet med en palisade. Nogle dage senere gik de osmanniske elitetropper, janitsharerne, til angreb. Fra løbegravene stormede de op ad skråningen mod palisaden.

Janitsjarer under belägringen av Wien 1683.

Janitsharer, osmanniske elitetropper, skulle storme murene. 

© Bridgeman/IBL

Angrebet mislykkedes. Minørerne gravede sig i stedet igennem skråningen og sprængte miner under palisaden. Men tre uger senere stod den dog stadig.

Storvesiren havde imidlertid ingen grund til at tvivle på, at Wien ville falde. Han så heller ingen grund til, at hans hær skulle beskytte eller befæste sig. 

Brød gennem Wiens bymur

Udenfor murene fortsatte osmannernes kanoner med at beskyde Wien. Den 1. august ramte de Stefansdomen midt under messen. Samme dag indførtes madrationering i byen. Ugen efter sprængte de osmanniske kanonkugler et hul i palisaden, janitsharerne stormede igennem og slog sig ned i voldgraven.

Her blev de mødt af intens ild fra forsvarerne. Men allerede dagen efter lykkedes det janitsharer at nå helt frem til bymuren. Stemningen i Wien var desperat og fortvivlet. Den 9. august sprængte osmannerne hul i bymuren, men blev slået tilbage.

Redningsstyrken samledes i Passau

Angrebene blev voldsommere. Osmanniske minører sprængte bomber under de ydre befæstninger og bastionerne. Mens kanonerne drønede omkring Wien, forsøgte kejser Leopold at få de tysk-romerske riges lande til at komme til undsætning.

Og hjælpen kom. I slutningen af august havde omkring 30 000 mand fra Bayern, Sachsen, Franken og Schwaben marcheret ind i Passau, hvor kejseren opholdt sig. Han havde også modtaget besked om, at kong Jan Sobieski var på vej med næsten 40 000 mand.

Inde i Wien sultede befolkningen. Alle katte var spist, og man var begyndt at jage rotter. I gaderne voksede de stinkende skraldebunker og sygdomme bredte sig.

Sultanen Mehmed IV med belejringen af Wien i baggrunden.

Bastioner blev sprængt i stykker

I begyndelsen af september styrtede store dele af Burgbastionen efter en sprængning. Tusinder af janitsharer stormede frem for at komme igennem. Bag skytterne, som stod skulder ved skulder og skød mod angriberne, byggede forsvarerne barrierer. Det lykkedes også at mobilisere nogle mindre kanoner og angrebet blev slået tilbage. Nogle dage senere sprængtes Löblbastionen, hvilket forårsagede et bredt hul i bymuren. På ny gik janitsharerne til angreb. Først efter en hel dags kamp kunne forsvarerne slå dem tilbage. I Wien var der efterhånden kun omkring 5 000 kampduelige forsvarere tilbage.

To dage tidligere havde en østrigsk kurer afsløret for storvesiren, at undsætningshæren var på vej mod Wien. Kara Mustafa lod de ungarske tropper, indkalde som lå i reserve i Buda. Slutkampen nærmede sig.

Undsætningshæren omringede osmannerne

Den 8. september stillede den næsten 85 000 mand stærke undsætningshær op ved Tulln. Hærledelsen besluttede at begive sig ind i Wienerwald nordvest og vest for Wien. Derfra kunne de angribe osmannernes lejre og stillinger. Ved morgengry dagen efter satte hæren sig bevægelse for at indtage sine pladser.

Først i løbet af den 11. september kom tropperne på plads. De østrigske og sachsiske tropper grupperede sig længst mod nord, ved Kahlenberg. Ved deres side stod tropperne fra Franken og Bayern. Men polakkerne, som nærmede sig byen sydfra, nåede ikke deres

position før sent på natten. Storvesiren modtog rapporter om undsætningshærens bevægelser. Men han troede ikke på et angreb fra højderne i Wienerwald. Det mest sandsynlige var, at angrebet ville komme fra Kahlenberg og fortsætte mod syd, langs Donau.

Osmanniske tropper blev sendt ud for at bygge forsvarsanlæg på forskellige, strategiske steder. Det nordligste lå ved Nussdorf, nogle kilometer syd for Kahlenberg, det sydligste ved Währing. 

Den polske kong Jan Sobieski III's bevingede husarer stod bag en afgørende indsats, da den osmanniske belejring af Wien blev brudt.

Det afgørende slag om Wien

Det afgørende slag blev indledt tidligt om morgenen den 12. september, længe inden angrebsordren kom. Osmanniske spejdere begyndte at beskyde østrigerne ved Kahlenberg. Østrigerne besvarede ilden, og to bataljoner gik mod osmannerne og drev dem på flugt mod Nussdorf, hvor voldsomme kampe blev udkæmpet hele morgenen. Men da sachserne nåede frem med kanoner, blev osmannerne tvunget til at vige. Storvesiren fulgte udviklingen fra en nyopført forskansning nær Währing og beordrede forstærkninger frem.

Samtidigt sluttede undsætningshærens tropper fra Franken og Bayern sig til. Sammen med styrkerne fra Kahlenberg skubbede de under hårde kampe osmannerne foran sig.

De polske tropper stod fortsat oppe i det vestlige Wienerwald. Nedenfor dem forsøgte osmannerne at holde forsvarsstillingerne. Kampene fandt sted under en stegende sol, og midt på dagen beordrede Karl von Lothringen hvile. 

Polske husarer jog storvisiren bort

Da larmen aftog, sås en kæmpe støvsky over Wienerwald. Polakkerne var på vej. I tre kolonner kom 20 000 kavalerister og 17 000 infanterister ned fra højderne.

Ved totiden om eftermiddagen stod de første polske tropper få kilometer fra osmannernes skanse. Dermed risikerede storvesiren og hans nærmeste mænd at blive helt afskåret fra Wien. Han måtte organisere en ny forsvarslinje, men der var ikke tid.

Omkring halv fire angreb von Lothringens styrker langs hele den osmanniske forsvarslinje. Straks derefter foretog det polske kavaleri et første angreb mod osmannernes lejr.

De blev mødt af et samlet osmannisk kavaleri og intens kanonild. Da angrebet mod den osmanniske skanse blev intensiveret, forlod storvesiren den og red tilbage mod sit telt. De soldater, som så deres øverstbefalende drage væk, fulgte efter. 

Kara Mustafa var storvesir, sultanens nærmeste rådgiver, men blev dræbte på Mehmet IV's ordrer efter et mislykket forsøg på at indtage Wien.

Men andre steder fortsatte kampene. Det polske kavaleri gjorde sig klar til et afgørende angreb. Eftersom lejren manglede værn, havde osmannerne ingen steder at søge beskyttelse. De måtte modtage polakkerne dér mellem deres telte. "Prins Alexanders husarer angreb storvesirens tropper, spredte dem, og øjeblikket efter retirerede fjendehæren sig uden at gøre modstand", skriver et øjenvidne.

Osmannerne flygter fra Wien

Da Kara Mustafa så det afgørende angreb, gav han ordre om at belejringen skulle ophøre. De 30 000 fanger skulle dræbes. Omgivet af en lille gruppe kavalerister galopperede han af sted mod den ungarske grænse. Slaget var ovre, undsætningshæren havde sejret og Wien var reddet.

Dagen derpå red kong Jan Sobieski ind i byen og blev hyldet af folket. Men sejrsmiddagen blev kort. Stanken fik den polske konge til at trække sig tilbage til storvesirens pragtfulde telt. Wien havde overlevet en belejring som i intensitet og voldsomhed havde overgået alt andet, Europa havde kendt til. 

Begyndelsen på enden for Det Osmanniske Rige

Den 17. september indledte Jan Sobieski og Karl von Lothringen jagten på den flygtende osmanniske hær. I slutningen af oktober erobrede de den osmanniske by Esztergom i Ungarn.

Da var Kara Mustafa på vej til Beograd. Sultan Mehmed 4. havde forladt byen og var vendt tilbage til Adrianopel. Den 14. december fik han besked om Esztergoms fald. Da beordrede sultanen to mænd til at begive sig til Beograd og henrette storvesiren. Den 25. december, mens de kristne kirker holdt julemesse, blev storvesiren Kara Mustafa kvalt.

Den mislykkede aggression mod Wien blev starten på enden for Osmannerriget. Ved freden i Karlowitz i 1699, blev osmannerne tvunget til at forlade Ungarn, Kroatien, Slovenien samt dele af Grækenland og Moldavien. Derefter udgjorde Osmannerriget aldrig nogen reel trussel mod Europa

Fakta: De bevingede husarer

De bevingede husarer var Polens mest skræmmende og spektakulære krigere. Navnet fik de fra de fjerprydede og 1½ meter lange trærammer, som var fæstnet bag på sadlen eller på rustningens ryg. Vingerne havde kun psykologisk og ingen praktisk funktion, men forstærkede rytternes bevægelser og fik dem til at virke større og mere truende.