Lenin framför Sovjetunionens flagga.

Vladimir Iljitj Lenin.

Lenins vej til magten

Vladimir Lenin havde været i eksil i flere år, da zar Nikolaj 2. blev tvunget til at gå af efter Februarrevolutionen i 1917. Da han vendte hjem til Rusland, forsøgte han straks at føre sine planer ud i livet: Oprettelsen af et kommunistisk diktatur, der arbejdede for folkets interesser.

18. april 2018 af Sara Griberg

På anden påskedag, ifølge den russisk-ortodokse kalender, ruller et tog ind på Finlandsbanegården i Petrograd. Stationen er udsmykket i røde og gule farver, musikere spiller og en forventningsfuld folkemængde står på perronen. Festlighederne er organiseret af bolsjevikpartiet for at byde partiformand Vladimir Lenin velkommen hjem efter mange års eksil.

Knap en måned tidligere havde et voldsomt folkeligt oprør tvunget zaren til at abdicere, og en provisorisk (midlertidig) regering blev dannet. Februarrevolutionen blev gennemført af flere socialistiske grupperinger, men også af reformvenlige liberale, som var trætte af den forældede enevælde.

Mange af de revolutionære var villige til at samarbejde på tværs af partigrænserne for at skabe et moderne og retfærdigt samfund i Rusland.

Lenin imod samarbejde

Men den lille mand i frakken, der sti-ger af toget, værdsætter ikke den overdådige modtagelse. Han betragter blomsterdekorationerne og triumfbuerne som borgerligt pynt og mener ikke, at folket endnu har noget at juble over. Allerede på perronen gør han det klart for de fremmødte, at han bestemt ikke har tænkt sig at samarbejde med andre politiske grupper.

Da en af velkomsttalerne taler om, at ”slutte op om den demokratiske ledelse for at forsvare revolutionen,” bliver han rasende. ”Den provisoriske regering vil forråde jer,” råber han ud til folkemængden.

Lenin gør det klart for dem, at han bestemt ikke er vendt hjem til Rusland for at samarbejde med småborgerlige tyve og forsigtige socialdemokrater. Ifølge ham er Februarrevolutionen startskuddet til en verdensomfattende omvæltning, en blodig klassekrig, hvor arbejdere og bønder en gang for alle skal tage magten fra konger, adelige og kapitalistiske blodsugere.

Februar-revolutionen

Vladimir Lenins tilbagevenden til Rusland blev starten på en intens magtkamp, hvis resultat kom til at påvirke Ruslands – og hele verdens – fremtid mange år fremover. Det var kvindelige arbejdere fra tekstilindustriens strejker og demonstrationer, som udløste Februarrevolutionen. De marcherede i Petrograds gader under paroler som ”Slut med krig!,” ”Ned med zaren!” og ”Brød til arbejderne!”

Den unge Vladimir Iljitj Uljanov sidder længst til højre på dette familiebillede. Lenin voksede op i en velhavende familie i Simbirsk ved Volga. Byen skiftede i 1924 navn til Uljanovsk til ære for Lenin. 

© Rue des Archives/IBL

Kerenskij fortsatte første verdenskrig

1. verdenskrig, der havde raset siden 1914, havde forårsaget mangel på alle former for livsfornødenheder over hele landet, men særligt i storbyerne. Omkring 1 700 000 russiske soldater var allerede døde, og utilfredsheden med zarens håndtering af krigsindsatsen var blandt de vigtigste årsager til, at oprøret fik så stor en opbakning. Snart sluttede flere af zarens soldater sig til oprøret, og den 15. marts 1917, blev zar Nikolaj 2. tvunget til at abdicere.

En provisorisk regering blev dannet i Pet--rograd samtidigt med de såkaldte sovjetter, dvs revolutionære arbejder-, bonde- og soldaterråd overalt.

Regeringen blev først ledet af fyrst Geor-gij Lvov, der snart blev erstattet af advokaten Aleksandr Kerenskij fra partiet De Socialrevolutionære. Trods folkelig modstand mod krigen, valgte Aleksandr Kerenskij at indlede en offen-siv mod Tyskland. Da denne mislykkedes, mistede den krigstrætte befolkningen helt tilliden til den provisoriske regering, hvilket i stedet gav medvind til Lenins Bolsjevikparti, som var det eneste parti, der lovede en hurtig fred.

Bolsjevikker mod mensjevikker

Lenins parti blev dannet i 1903, da Ruslands socialdemokratiske arbejderparti blev splittet i to fraktioner. Overfor bolsjevikkerne (flertalsfolk) stod mensjevikkerne (mindretalsfolk), der, som de vesteuropæiske socialdemokrater, ønskede at gennemføre socialismen indenfor de parlamentariske spilleregler. Bolsjevikkerne derimod ønskede at skabe en helt ny socialistisk samfundsorden, hvor arbejderklassens interesser blev varetaget af en styrende, intellektuel elite.

Kort tid efter sin ankomst til Rusland, publicerede Lenin sine ”aprilteser,” hvor han forkastede den provisoriske regering og agiterede for, at al magt skulle overgives til sovjetterne. Med slagordene ”Fred, jord og brød!” voksede bolsjevikpartiet fra at være en lille og nærmest ukendt gruppering til at blive et af Ruslands største partier. Det var ikke alene folket på gaderne, som støttede op om bolsjevikkerne, men også flertallet af soldaterne, der udgjorde Petrograds garnison.

Kerenskij undervurderede længe Lenins indflydelse og troede i lang tid, at den største trussel mod revolutionen var de konservative kræfter, der ønskede at afsætte regeringen og genindføre zarvældet.

Bolsjevikkerne stormer Vinterpaladset i Petrograd under Oktoberrevolutionen.

© Ullstein/IBL

Lenin flygtede til Finland

Først efter at bolsjevikkerne i juli forsøgte at udføre deres første kup – de såkaldte Juli-dage – udsendte myndighederne arrestordre på partiets ledende medlemmer. Derfor søgte Lenin og hans nærmeste medarbejder, Grigorij Zinovjev, tilflugt i Finland.

De flygtede i forklædning med falske pas. Den skægge-de og skaldede Lenin var uigenkendelig med sit glatbarberede ansigt og en tætsiddende blond paryk, mens Zinovjev i stedet havde klippet håret af og ladet skægget gro.

Fra sit eksil i Finland fulgte Lenin begivenhedernes gang i Petrograd. Samtidig med at folket på gaderne krævede fred, var byen truet af en tysk invasion og af kupforsøg fra royalister. For hver krise viste den provisoriske regering sin mangel på styrke, og den måtte udskiftes flere gange.

Oktoberrevolutionen

De fængslede bolsjevikker blev til sidst frigivet og deres magt voksede hele tiden. Mensjevikken Nikolaj Sukhanov, som har skrevet en krønike over den russiske revolution, har beskrevet begivenhederne således:

”Faren for bolsjevikkerne, som i starten blot var et påfund, var blevet virkelig. Hovedstadens sovjet, andre sovjetters ledelse, hæren ved fronten og garnisonen bag fronten – alt faldt i Lenins hænder. Landets øverste autoriteter personificeres af disse bolsjevikker, som er tæt forbundet med masserne.”

I Finland udtænkte Lenin en plan for et nyt statskup, og da hen mente, at tiden var moden, vendte han i hemmelighed tilbage til Petrograd, hvor hans kollega Lev Trotskij stod for den praktiske administration af magtovertagelsen. Den 7. november affyrede de revolutionære soldater på krydseren Aurora et kanonskud, som signalerede at revolutionen var begyndt. Den eneste modstand kom fra en lille gruppe officerer og en kvindebataljon, som ihærdigt forsvarede regeringen i Vinterpaladset. Men de måtte snart give op, og alle regeringsmedlemmer blev fængslet.

Maleri af Lenins hjemkomst til Petrograd (i dag Sankt Petersborg). Bag Lenin står Stalin.

© Science Source/IBL Bildbyrå

Lenin - Ruslands ledere

Lenin trådte nu frem som det nye Ruslands leder. Igennem hele sit liv havde han været besat af tanken om at komme til magten. Nu fik han noget nyt at tænke over: Hvordan skulle han beholde den?

Allerede i juli udgav han en tekst med titlen ”Om de konstitutionelle illusioner,” hvor han fremførte det synspunkt, at man under den revo-lutionære periode ikke kunne tage hensyn til flertallets vilje. ”Det væsentlige er, at der findes et mindretal, som er bedre organiseret, mere vidende og bedre bevæbnet, og som kan påtvinge flertallet sin vilje og sejre.”

Ifølge denne devise var han nu klar til at udmanøvrere – og i visse tilfælde fængsle – medlemmer fra de øvrige socialistiske partier, som mente, at en demokratisk forfatning burde udformes.

Tjekan – Lenins hemmelige politi

Han oprettede ”den ekstraordinære al-russiske kommission til bekæmpelse af kontrarevolution, spekulationer og sabotage.” Bedre kendt som tjekaen, blev denne hemmelige politiorganisation ansvarlig for at opspore og fængsle ”proletariatets fjender,” som uden retssag blev fængslet, henrettet eller sendt til Sibirien.

For at blive offer for udrensningen behøvede man ikke at have begået ulovligheder. Det rakte, at man tilhørte ”udsugerklassen,” og blandt dem fandtes alt fra revolutionens egentlige modstandere til munke, nonner, boligejere og industriejere.

Oktoberrevolutionen blev gennemført næsten uden at spilde blod. Men for befolkningen, som håbede, at bolsjevikkernes magtovertagelse ville skabe fred og give mad på bordet, ventede der blot hårdere tider. 

Freden i Brest-Litovsk

I de efterfølgende år blev det store land hærget af terror, sult og en kaotisk borgerkrig, som krævede millioner af dødsofre, både militære og civile.

Bolsjevikkerne holdt dog løftet om at trække Rusland ud af 1. verdenskrig, men prisen blev høj. Den bestod af enorme landafståelser. Freden i Brest-Litovsk, den 3. marts 1918, indebar, at Rusland måtte afgive Finland, Ukraine, Polen og de baltiske stater, der alle havde været en del af det russiske imperium. Tabet af det frodige Ukraine, der fungerede som Ruslands kornkammer, forværrede den allerede presserende hungersnød. 

Vladimir Lenin under eksilen før den russiske revolution.

© Interfoto/IBL

Russisk borgerkrig bryder ud

Situationen blev heller ikke bedre af, at flere millioner soldater og krigsfanger nu vendte hjem til det civile liv, hvor de blev mødt af sult og arbejdsløshed. I det kaos, som hærgede landet, voksede vreden, og bolsjevikkernes regime blev angrebet fra flere sider.

Den Russiske Borgerkrig, som varede fra 1918 til 1922, var primært en strid mellem ”de røde,” som forsvarede revolutionen og ”de hvide,” der bestod af fragmenter af zarens hær, forstærket af frivillige, der ønsket monarkiet genindført. En række etniske grupper i det russiske rige bevæbnede også sig selv for at varetage deres egne nationale interesser. I Sibirien skabtes Den Tjekkiske Legion, der bestod af tidligere krigsfanger, som sammen med militære ekspe-ditionskorps fra Frankrig, Storbritannien, Japan og USA, kæmpede på de hvides side. Desuden drog flere krigsherrer og militser rundt på plyndringstogter og erobrede vig-tige storbyer.

Bolsjevikkerne fandt hurtigt ud af, at de hvide ville befri den afsatte zarfamilie, der sad fængslet i Jekaterinburg. For at forhindre det, skød man 19. juli 1918, på Lenins direkte ordrer, hele familien, som bestod af zar Nikolaj 2., hans hustru Aleksandra, kronprins Aleksej og hans fire søstre.

Fanny Kaplan skød Lenin

Den 30. august 1918 udsattes Lenin for et attentat efter et besøg på en fabrik i Moskva, der nu havde erstattet Petrograd som hovedstad. En ung kvinde, ved navn Fanny Kaplan, skød ham tre gange, hvoraf et skud traf ham i skulderen, et andet i lungen. Lenin overlevede, men det gik hårdt ud over hans helbred, og det anses for muligt, at skaderne kan have bidraget til, at han senere døde af et slagtilfælde.

Kaplan – der var en hengiven socialist – fortalte i et forhør, at hun skød Lenin fordi hun mente, at han havde forrådt revolutionen og ført landet i en forkert retning. Hun blev henrettet kort efter, og attentatet optrappede yderligere jagten på ”anderledes tænkende.”

Josef Stalin vandt magtkampen efter Lenins død og styrede Sovjetunionen diktatorisk indtil sin død i 1953. 

© Heritage images/IBL

Gorkij var kritisk over for Lenin og Trotskij

I oktober 1918 skrev den socialistiske forfatter Maksim Gorkij:

”Lenin, Trotskij og deres partikammerater er allerede blevet inficeret af magtens gift; det viser deres skændige holdning til den personlige frihed og ytringsfriheden og til alle de rettigheder, som demokratiet har kæmpet for at skulle føre til en sejr…”

Umiddelbart efter magtovertagelsen havde Lenin påbegyndt arbejdet med at lade staten overtage banker og industrier. Bønderne fik lov at styre landets store godsejendomme, hvilket de i praksis havde gjort på egen hånd under den turbulente tid siden Februarrevolutionen.

Problemet var, at bønderne drog fordel af fødevaremanglen i storbyerne ved at sælge deres varer til overpriser på det sorte marked. For at håndtere forsyningsmanglen til byerne og Den Røde Hær, begyndte bolsjevikkerne at tvangsinddrive korn fra bønderne.

NØP – "Nye Økonomiske Politik"

Da borgerkrigen var vundet, revurderede Lenin den hårde ”krigskommunisme,” som han havde set som nødvendig under krigen, og indførte en ny kurs med et markedsøkonomisk islæt, kaldet ”Nye Økonomiske Politik.” Det bidrog til at opbygge Ruslands industri efter mange år med krig.

I december 1922 grundlagdes Sovjetunionen, da Rusland blev slået sammen med Transkaukasien, Ukraine og
Hviderusland. Men allerede i maj samme år blev Lenin ramt af et slagtilfælde, som tvang ham til at trække sig tilbage til sin datja, hans landsted syd for Moskva. Han kom sig aldrig rigtigt, og efter endnu et slagtilfælde året efter, mistede han evnen til at tale.

Magtkampen efter Lenin

Under sin sygdomsperiode advarede Lenin mod Josef Stalins voksende indflydelse. ”Efter at være blevet generalsekretær (i kommunistpartiet), har kammerat Stalin fået koncentreret en grænseløs magt i sine hænder, og jeg er ikke sikker på, at han kommer til at bruge denne magt tilstrækkeligt forsigtigt,” skrev Lenin i et brev fra sengen.

Men trods advarslerne endte Josef Stalin alligevel med at vinde magtkampen efter Lenins død og blev Sovjetunionens skånselsløse diktator de næste 30 år.

Vladimir Lenin døde den 21. januar 1924 i en alder af 53 år.

Hans krop blev balsameret og ligger fortsat til offentligt skue i Leninmausolæet, som er placeret på Den Røde Plads i Moskva