Backgammonspillere i 1600-tallet.

© Cornelius de Vos/Bridgeman/IBL

Brætspil gennem historien

Brætspil har eksisteret i over 5.000 år. Helt fra starten var det en enkel fornøjelse, som ikke krævede mere end et bræt, nogle brikker og nogle regler. Her er historien bag vores mest elskede former for tidsfordriv.

22. marts 2018 af Sara Hjalmarsson

Backgammon har rødder i antikken 

Oprindelse: Romerriget i 400-tallet eller tidligere

Mange af de tidligste spil er ældre slægtninge til backgammon. Derfor kalder man det gerne for et af verdens ældste spil. Både det egyptiske senet og det kongelige spil fra Ur er udpeget som forgængere. Men endnu større lighed med backgammon har det græsk-romerske spil tabula, som for første gang omtales i et digt om den byzantinske kejser Zenon, som i 400-tallet tabte i tabula på grund af et uheldigt terningslag.

Ligesom i backgammon går det antikke spil ud på at flytte 15 brikker i modsat retning mod et "hjem." Den største forskel er, at man i tabula anvender tre i stedet for to terninger. I Grækenland kaldes backgammon fortsat tabula. Eftersom spillebrættet er fundet i forskellige materialer, har det formodentligt været spillet af såvel rig som fattig.

Det var dog først i 1600-tallets England at navnet backgammon blev brugt efter saksisk baeck, til­bage og gammon, spil. Kort derefter formulerede englænderen Edmund Hoyle de nuværende regler.

I 1900-tallet blev spillet mere og mere populært, blandt andet takket være selskabsløven prins Alex Obolensky, der åbnede backgammonklubber i New York.

Spillet er fortsat meget udbredt, blandt andet på caféer, skønt dets velmagtsdage nok er ovre. 

Dominospillere i Tyskland.

© Friedrich Sturm

Domino slog igennem i 1700-tallets Europa

Oprindelse: Kina 

Der findes forskellige forklaringer på spillet Dominos oprindelse. Ifølge en kinesisk legende var det soldaten Hung Ming (181–234 e.v.t.), som skabte spillet for at holde soldaterne vågne under nattevagten. Det siges også, at dominobrikker solgtes af omrejsende handlende i kejser Xiasongs regeringstid (1162–89). Uanset oprindelsen er de tidligste kendte dominospil fra Kina år 1120.

I 1700-talet blev domino et hit i Italien, Frankrig og England. I Frankrig blev der fremstillet de såkaldte domino­puslespil, hvor man skulle indpasse de rektangulære klodser i et mønster.

Spillet går ud på, at brikker med det samme antal prikker kan lægges op mod hinanden, og den, som først kommer af med alle sine brikker, har vundet. Navnet kommer fra det latinske ord dominus som betyder husherre.

I 2005 afholdt man det første VM i domino og efterhånden spilles spillet i hele verden, men særligt i Sydamerika og Caribien.

Mønter, sværd, bægere og stave tilhørte den tidligste form for kortspil.

Kortspillet tog form i 1480

Oprindelse: Kina i 800-tallet

Den første som nævner spillekort på skrift, er den kinesiske forfatter Su E, som levede under Tangdynastiet i 800-tallet. Han beskriver hvordan kejser Yizongs datter, prinsesse Tongchang, spiller kort med sin mands slægt­ninge. Disse kort skal have lignet flade og bøjelige dominobrikker, og derfor mener nogle, at kortspil er en videreudvikling af domino. 

Der findes også teorier om, at kortspillet stammer fra de pinde og pile, som blev brugt til spådomme i Korea. De var malet med emblemer, som angav deres rang, og blev senere kopieret over på lange smalle papirstrimler.

I begyndelsen fandtes en række forskellige kulørvarianter. Da spillekortene først kom til Europa i 1300-tallet, bestod kulørerne af mønt, bæger, sværd og stav. Men der har også været spil med nøgler, våbenskjolde, roser, agern og vindrueklaser. 

Først i 1480 fik spillekortene det nuværende udseende med 52 kort inddelt i hjerter, ruder, klør og spar. Denne form var enkel at trykke og sprede, da kortene kun bestod af to farver og havde ens symbol på nummer­kortene. 

Kortspil var ikke længere kun dyrebare håndmalede kunstværker for overklassen, men underholdning for alle. Gennem årene er der udviklet en lang række forskellige spil. Poker og bridge har opnået størst udbredelse.

Britisk militærpersonale spiller Matador i 1942.

Matador var for politisk

Oprindelse: USA i 1903

Matador er ikke en dansk opfindelse. Den amerikanske journalist Elizabeth Magie ville oplyse folk om, at udlejere tog alt for høj husleje. I 1903 udformede hun noget, hun kaldte udlejernes spil, som skulle forklare beskatningen af fast ejendom. Da Magie kontaktede spilforlaget Parker Brothers, takkede de dog nej. De syntes det lød for politisk.

Rygterne om spillet fortsatte og nåe­de den arbejdsløse varmemontør Charles Darrow. Efter at have forenklet reglerne, fik han i 1934 Parker Brothers til at ændre mening og takke ja.

Den første version af spillet Monopoly hentede sine gadenavne fra Atlantic City, fornøjelsesbyen på USA’s østkyst. Det kom ud under lavkonjunkturen i USA, hvor mange drømte om luksus og rigdom. Spillet blev en succes, da det gav deltagerne en chance for at tjene en hurtig formue – selvom det var i legetøjspenge. 

I dag er det verdens mest solgte spil og det findes i et utal af varianter. I Danmark udkom det i 1936 med københavnske gadenavne. Navnet var Matador.

Kalaha blev til med inspiration fra vasen, hvor Ajax og Achilleus spiller spil.

Kalaha – USA antikt spil blev opfundet i USA

Oprindelse: USA i 1940

 I 1940 lancerede den amerikanske forretningsmand William Julius Champion Junior spillet Kalaha sammen med en stribe tvivlsomme påstande. Han påstod at han havde genopdaget et 7 000 år gammelt brætspil, og at han havde fundet en antik vase, hvorpå det var afbildet, hvordan Kalaha blev spillet under belejringen af Troja, samt at afrikanske høvdinge spillede om kvindelige slaver.

Ingen af disse påstande har dog kunnet bevises, og det var antagelig alene et kneb fra Champions side, som arbejdede indædt med markedsføringen. Der findes godt nok en vasedekoration fra omkring 520 f.v.t., hvor de mytologiske græske helte Ajax og Akilleus spiller et spil, men det kan i profil ikke ses, om det netop er Kalaha de spiller.

Derimod er der fundet lignende spil i Etiopien og Eritrea fra 500- og 600-tallet. Dette spil kaldes for mancala og går ud på at samle og tælle enheder, oftest kugler. Derfor kan man til nød sige, at Kalaha tilhører denne gruppe af spil.

I 1960’erne blev Kalaha i øvrigt det første fjernkontrollerede computerspil, hvilket indebar, at man kunne spille mod hinanden uden at befinde sig på det samme sted.

To arabere spiller skak på en illustration fra et spansk tidsskrift om middelalderen.

© Bridgeman/IBL

Skak gav plads til omtanke og dygtighed

Oprindelse: Indien

 Ifølge en indisk legende blev skak opfundet i 500-tallet af den hinduiske præst og filosof Sissa ved kong Balhaits hof. Balhait beklagede sig over, at der kun fandtes terningspil og ikke noget spil, som var baseret på omtanke og dygtighed. Derfor lavede Sissa et strategispil med sorte og hvide felter og brikker i form af elefanter, heste, stridsvogne og soldater. Spillet blev kaldt chaturanga og anses som en forgænger til skak. Historien om chaturanga er usikker, men man ved, at araberne spredte spillet til Europa i middelalderen, og at det var i det muslimske Spanien, at det moderne skak fandt sin nuværende form.

En af de første internationale mestre man kender til var franskmanden André Philidor, som i 1700-tallet brillerede med sine evner ved blandt andet at spille med bind for øjnene. På hans tid rådede den såkaldte romantiske spillestil, som var kendetegnet ved vovede angreb, overraskende træk og dynamisk spil. Den blev senere erstattet af en spillestil med fokus på teknik og strategi.

I 1800-tallet dukkede der skakklubber op i mange byer, og der blev organiseret konkurrencer på lokalt, nationalt og globalt niveau. I 1970’erne blev de første skakprogrammer til computere lavet, og i 1997 besejrede skakcomputeren Deep Blue den daværende verdensmester, russeren Garry Kasparov.

Mahjong minder om kortspillet poker.

Mahjong blev forbudt i Maos Kina

Oprindelse: Kina

Der råder stor uenighed om, hvornår mahjong blev opfundet. Nogle tilskriver spillet den kinesiske filosof Kong Fuzi, som levede i 500-tallet, andre hævder, at spillet blev skabt i 1800-tallet af en kinesisk offi­cer. Mange tror også, at det er baseret på det kinesiske kortspil Hængende hest, som blev spillet under det tidlige Mingdynasti i Kina (1358–1644).

Mahjong er et hasardspil, hvor man skifter tur, og det går ud på at opbygge kombinationer ved at tage brikker op med forskellige valører og skille sig af med dem, man ikke har brug for.

Spillet blev forbudt i Kina i 1949, eftersom de kommunistiske myndigheder mente, at mahjong og andre hasardspil førte til kapitalistisk korruption. Forbuddet blev først ophævet i 1985, og i dag er spillet populært både i Kina og i resten af verden.

Engelsk ludo­spil fra 1930'erne.

Ludo - slaver var brikker

Oprindelse: Indien

I 1500-tallet sad den indiske kejser Akbar 1. på en ophøjet marmortrone og spillede spillet pachisi med 16 slavepiger som spillebrikker på et enormt rødt og hvidt spillebræt formet som et kors. Kejseren brugte skaller som terninger for at afgøre, hvor mange skridt den enkelte slave måtte tage. Pigerne var delt i to hold, som dystede om hvem af dem, der først nåede hjem.

Reglerne mindede om ludo, også selvom vi i dag i stedet bruger terninger og spillebrikker i for­skellige farver. Pachisi har sine rødder i Indien, mens ludo blev lanceret af den tyske spilproducent Josef Friedrich Schmidt i begyndelsen af 1900-tallet. Spillet blev et almindeligt tidsfordriv i de mudrede skyttegrave under de to verdenskrige, da Schmidt forærede spillet til tyske krigslazaretter. Det hed dog ikke ludo dengang. Schmidt døbte spillet "Mensch ärgere Dich nicht", hvilket betyder "Menneske, bliv ikke vred." I dag er spillet populært, især blandt børn, da det er meget enkelt at spille.