Yamaguchi-gumis top ankommer til begravelsen af lederen Masahisa Takenaka, som blev myrdet i 1985. 

© Asahi Shimbun /AP/TT

Yakuza – mafia med samurai-rødder

De kaldes yakuza, hvilket betyder taberne på japansk, men hører til verdens mest succes­fulde forbrydersyndikater. Det skyldes at den japanske mafia er blevet støttet af både befolkning og myndigheder.

12. marts 2018 af Kjetil Johansen

Den 26. januar 1985 stod Masahisa Takenaka og ventede på elevatoren i en ejendom i Suita udenfor Osaka. Han skulle besøge sin elskerinde, og eftersom han for nyligt var blevet leder af Japans største yakuzasyndikat, Yama-guchi-gumi, var han ikke alene. Han havde to livvagter med sig. Men denne aften endte ikke med erotiske udskejelser for Masahisa. Da elevatordøren gik op, stod bevæbnede mænd klar og fyldte Masahisa og vagterne med bly.

Attentatmændene kom fra Ichiwa-kai, et rivaliserende syndikat, der var etableret blot et halvt år tidligere. Det er muligt, at Masahisa genkendte gerningsmændenes ansigter. Ichiwa-kai bestod nemlig af udbrydere fra hans egen organisation.

Krig mellem Yakuza-grupper

Mordet udløste en gangsterkrig, der skulle vare helt frem til 1989. Under de cirka 220 skududvekslinger, der fandt sted, døde 36 yakuzamedlemmer og flere hundrede blev såret. Japanske aviser fulgte konflikten nøje og registrerede "regnskabet« for de forskellige ligaer i et makabert opgør. Til sidst vandt Yamaguchi-gumi og beholdt dermed sin titel som en verdens største kriminelle organisationer.

Den japanske yakuza skiller sig på mange måder ud fra den organiserede kriminalitet i andre dele af verden. Syndikaterne er eksempelvis ikke skjulte. Yakuza-grupper kan endda have officielle hovedkvarterer, visitkort, medlemsaviser og hjemmesider. I kontorlokalerne kan der hænge fotografier af vigtige personer i gruppen, eller skemaer over hvorledes ”virksomheden” er organiseret. Medlemmerne kan optræde ved offentlige arrangementer eller årlige festivaler uden at skjule deres kobling til den kriminelle underverden. Der findes ligefrem yakuzamedlemmer, der oplyser deres ind-komst og betaler skat.

Roninlederen Jurozaemon Mizuno (til venstre) dræber Chobei-Banzuiin (til højre), en tidligere samurai der ledede en selvforsvarsmilits i Tokyo i 1600-tallet.

Lav gadekriminalitet

En af årsagerne til dette er, at den japanske mafia igennem det meste af sin historie har haft et nært forhold til landets myndigheder og politiske ledere. Derfor har forbrydersyndikaterne aldrig været ulovlige, men har snarere haft en halvofficiel status. Indtil for nyligt accepteredes yakuzaen også af de fleste japanere som et nødvendigt element i samfundet. En gængs opfattelse har været, at det er bedre med organiseret kriminalitet end uorganiseret. Yakuzaens eksistens er nemlig den vigtigste årsag til, at gadekriminalitet, såsom røverier, overfald og tyverier, næsten ikke forekommer i det, på overfladen, så lovlydige Japan. Dette besynderlige forhold har en historisk forklaring.

Arbejdsløse samuraier blev ronin

akuzaens egen historieskrivning fører deres oprindelse tilbage til 1600-tallet. En lang epoke med konflikter ophørte da Tokugawa Ieyasu blev shogun i 1603. Den følgende fredsperiode medførte dog, at mange samuraier misterede deres position hos krigsherrerne og blev arbejdsløse. For at forsørge sig dannede disse ronin (herreløse samuraier) kriminelle bander, der ernærede sig ved overfald og tyverier. Yakuzaens medlemmer ser sig dog ikke som efterkommere af dem, men tværtimod som arvtagere til de lokale militser, machiyakko, der oprettedes for at beskytte befolkningen mod hærgende roninbander.

Disse selvforsvarsgrupper bestod ikke bare af frivillige civile. Den meste berømte militsleder, der ledte forsvaret af Tokyo, hed Chobei-Banzuiin og havde selv været en ronin. Han blev til sidst dræbt af sin ærkefjende Jurozaemon Mizuno i 1657, der var leder af Tokyos største bande.

Udrensning i Roninbander og militser

Ved hjælp af denne historie betragter yakuzaens medlemmer sig som slags Robin Hood-organisation, men de fleste seriøse historikere mener ikke, at rødderne går så langt tilbage. I slutningen af 1700-tallet lykkedes det nemlig de shogunkontrollerede myndigheder at udvide deres indflydelse til landdistrikterne, og dermed kunne der renses ud i roninbanderne og forsvarsmilitserne.

Terningespil 1880. Bakutobanden regnes for yakuzaens forgænger. Myndighederne fik del i spille­gevinsterne og banden blev ladt i fred.

© Agentur Voller Ernst/Picture-Alliance/DPA/AP/TT

Bakuto og tekya

Yakuza’ens egentlige forgængere kan
i stedet findes i 1800-tallet da to typer af organiseret kriminalitet opstod: bakuto (spillere) og tekya (gadesvindlere). Disse bander blev dannet med statens støtte. Bakutobanden blev fx dannet for at lokke bygningsarbejdere til at spille deres løn væk. Dermed kunne statskassen dække nogle af dets byggeomkostninger. Bakutobanderne bedrev dermed en uofficiel skatteinddrivelse og lod myndighederne få del i overskuddet og kunne derved fortsætte uforstyrret.

Selv disse forbrydere er blevet skildret som "gode« kriminelle i japansk litteratur. Om bakutolederen Kunisada Chuji berettes det, at han ganske vidst lokkede penge ud af arbejderne, men også hjalp en by ramt af hungersnød.

Koblingen imellem disse bander og myndighederne blev yderligere styrket i slutningen af 1800-tallet. Den ændrede endda karakter samtidigt med Japans hastige industrialisering.

Yakuzan knyttet til ultranationalister

Industrialiseringen af landet var stringent og topstyret, og det var vigtigt for myndighederne at bevare kontrollen over folket. Ikke mindst måtte strejker standses og arbejdere og venstreradikale aktivister overvåges. Myndighedernes redskab til dette blev de kriminelle bander.

I starten var deres virke ikke ideologisk motiveret. Banderne så blot en ny mulighed for at tjene penge. I 1880’erne knyttede yakuzaen dog tætte bånd til ultranationalistiske grupperinger. I disse miljøer skabtes hemmelige selskaber, hvor politisk ekstremisme og kriminaliteten fusionerede. En af disse selskaber var Genyosha, der grundlages af Toyama Mitsuri, som kom fra et fattigt samuraimiljø. Hans organisation kom til at spille en vigtig rolle i Japans ekspansionspolitik. Genyoshamedlemmer infiltrerede Kina og Korea som spioner og deltog i både våbenhandel og terroraktioner. De stod blandt andet bag mordet på den koreanske dronning Min i 1895. Selv liberale japanske politikere blev udsat for attentater. 

Dai Jippon Kokusui-kai

I 1919 dannede Mitsuri, sammen med indenrigsministeren Takejiri Tokunama, organisationen Dai Jippon Konsui-kai, hvor over 60 000 kriminelle, politiske ekstremister og kampglade bøller blev optaget. Organisationen var en paramilitær gren af partiet Seiyu-kai. Gennem 1920’erne var det landets største og kom til at udøve samme funktion som Mussolinis sortskjorter i Italien.

Efter 2. verdenskrig gav sotrbørshandlen yakuza en chance for at vokse sig stærk igen. Billedet er fra Tokyo, 1945.

© Galerie Bilderwelt/Getty

Yamaguchi-gumi vokser frem

I skyggen af disse ideologiske mafia-karteller forandredes organisationsstrukturen også blandt almindelige forbrydere. Der opstod små bander, oftest udsprunget af fagforeninger. En af disse grundlagdes i 1915 i havnebyen Kobe af Harukuchi Yamaguchi. I starten indgik kun en snes medlemmer i Yamaguchi-gumi, men den kom til at vokse eksplosivt i efterkrigstidens Japan.

Men under optakten til 2. verdenskrig, og endnu mere efter krigsudbruddet, fik yakuzaen problemer. Den japanske stat blev mere og mere autoritær og forsøgte at kontrollere alt og alle. Dermed svækkedes de kriminelle orga- nisationer, da deres medlemmer enten havnede i fængsel el- ler blev hvervet til den japanske krigsmaskine.

Skulle yakuzaen få mulighed for atter at blomstre, måtte landets militærdiktatur forsvinde. Dette ønske gik til sidst i opfyldelse.

Sortbørs, bordeller og agenter

I efteråret 1945 blev Japan besejret og amerikanske soldater besatte et land, hvis gamle samfundsstruktur lå i ruiner. I det efterfølgende kaos fik yakuzaen en chance for at rejse sig fra asken. Til at begynde med indebar det en kontrol over den blomstrende sortbørshandel. Dertil var landet fyldt med forældreløse børn, hvoraf mange havnede i yakuzaens bordeller.

En anden årsag til yakuzaens genkomst var, at USA’s efterretningstjeneste hurtigt kom til at blive afhængig af hjælp fra det gamle regimes mænd. Da Mao Zedong kom til magten i 1949, var amerikanerne nødt til at forholde sig til et kommunistisk Kina, de vidste ganske lidt om. Derfor måtte amerikanerne rekruttere agenter med en viden om Kina, hvilket japanerne havde. Selv-om de japanske agenter var skyldige i grove krigsforbrydelser under Japans langvarige krigsførelse i Kina, slap de for en fængselsdom hvis de hjalp amerikanerne. En af disse var Yoshio Kodama.

Nøglepersonen Yoshio Kodama 

Kodama havde kontakter indenfor både politiske og kriminelle miljøer. Indenfor politik blev han en slags uofficiel "kongemager,« og i underverdenen forhandlede han våbenhviler og alliancer imellem de største grupperinger indenfor yakuzaen. Han genoprettede også båndet mellem politikere og mafiaens ledere, og sørgede for stabile arbejdsvilkår for bandernes virksomhed.

Yakuzamedlemmar i et badehus i Tokyo, 1946. 

© Horace Bristol/Corbis/IBL

Taoka Kazuo blev den mægtigste

En anden forbryder, der gjorde kometkarriere, var Taoka Kazuo. Han var endt i toppen af hierarkiet i Yamaguchi-gumi inden han blev anholdt for mord i 1937. Efter hans frigivelse blev han i 1946 ny yakuzaleder i Kobe. Der fik han en forrygende start igennem sin "samfundsnyttige« indsats. Omkring 300 sangokujin (fællesbetegnelse for udenlandske minoriteter i Japan) havde besat byens politistation for at protestere mod ringe sociale forhold. Det japanske politi var blevet afvæbnet af besættelsesmagten og var derfor magtesløse. Borgmesteren bad derfor Yamaguchi-gumi om hjælp. Taoka lod sine folk storme stationen og drev demonstranterne bort.

Endnu en gang stod politikere og myndigheder i gæld til mafiaen efter at have bedt om dens hjælp. Episoden styrkede Taokas plads i organisationen, og han beholdt lederpositionen frem til sin død i 1981. Da havde han forvandlet Yamaguchi-gumi til en af Japans største kriminelle organisationer.

Yakuza indtog retsvæsnet

Yakuzaen voksede sig stærkere som en erstatning for det japanske retssystem. I 1949
sattes der et loft for, hvor mange jurister de japanske universiteter måtte uddanne hvert år. Tanken var, at man ved en begrænsning på blot 5 000 nye jurister per år, kunne skabe en bedre sammenhængskraft, eftersom manglen på juridisk assistance ville gøre det sværere for folk at sagsøge hinanden.

Resultatet blev et enormt underskud af advokater. I slutningen af 1990’erne havde Japan blot én advokat for hver 6 000 indbyggere, mens man i fx Tyskland havde mere end otte gange så mange per indbygger.

Desuden får de fleste jurister god løn i Japans store firmaer. Almindelige borgere har derfor utroligt svært ved at skaffe juridisk bistand. Yakuzaen indså, at der her var tale om et lukrativt marked og begyndte at tilbyde "mægling,« hvilket i praksis udviklede sig til slags afpresnings- og beskyttelsesvirksomhed.

I efterkrigstiden kunne gangsterlederne genopbygge deres organisationer og ligefrem etablere kriminelle imperier, hvor indtægterne ikke blot kom fra deres traditionelle aktiviteter, såsom hasardspil, bedrageri, hæleri, prostitution, afpresning og beskyttelse. De kunne også kaste sig over nye lukrative brancher som handel med narkotika, våben, menneskesmugling og organisering af underbetalt arbejdskraft.

Yamaguchi-gumi patruljerer i Tokyo i 2002. Deres tilstedeværelse forhindrer gadekriminalitet.

© Alexandre Sargos/Gamma/IBL

Yakuza stod bag boligboblen

Dertil har den moderne Yakuza engageret sig i flere former for økonomisk kriminalitet ved at overtage lovlige forretninger indefra. Yakuzagrupper kontrollerer i dag byggefirmaer, restauranter, badehuse, transportfirmaer, ejendomme, medie-selskaber og meget andet. Der findes endda sygehuse og skoler, der drives af forbrydersyndikaterne.

Da den japanske økonomi voksede med hastige skridt i 1980’erne, blev finansyakuzaen et begreb. Kriminelle penge hjalp til at blæse boligboblen op og medvirkede til en fordobling af ejendomspriserne i det tætbebyggede Japan. Yakuzan havde særlige "specialister,« der "overtalte« folk til at sælge eller direkte jagede folk væk fra deres boliger. Derefter kunne ejendommene overtages af entreprenører, som også arbejde for yakuzaen.

Disse hændelser har bidraget til at svække Japans økonomi den dag i dag. Mange af lånene på markedet kontrolleres af yakuzaen og er umulige at indfri. En af de få, der forsøgte at ændre dette, var Kazafumi Hatanaka, bestyrelsesformand i Sumitomo Bank. I september 1994 blev Kazafumi skudt i sit hjem.

Anti-yakuzalov i 1992

Gangsterkrigen i 80’erne, og den kriminelle infiltrering af finanssektoren, udløste til sidst en stærk modreaktion. I 1992 fik Japan sin første anti-yakuzalov, og politiet startede en reel indsats imod mafiaens aktiviteter.

Parallelt med dette har offentligheden fået et bedre indblik i mafiaens interne forhold, blandt andet igennem vidnesbyrd fra tidligere medlemmer eller personer, der er vokset op i de kriminelle familier. Især selvbiografien af Shoko Tendo, datter af en gangsterleder, har vakt interesse og bridraget til et mere negativt syn på yakuzaen. Men den største udfordring kommer nu fra Kina. Den økonomiske magtkamp imellem nabolandende har også foregået indenfor den kriminelle sektor, eftersom kinesiske triader (forbrydersyndikater) begynder at få fodfæste på det japanske marked. Samtidig lider yakuzaens ledere af samme problem som resten af Japans elite – alderdom.