Kongens fald 2/3

Kongens Fald udkom som tidligere nævnt i tre separate korte bøger. Først efter at trilogien var udgivet, satte Johannes V. Jensen dem sammen til én og...

11. august 2014 af Thomas Oldrup

Kongens Fald udkom som tidligere nævnt i tre separate korte bøger. Først efter at trilogien var udgivet, satte Johannes V. Jensen dem sammen til én og gav det samlede værk Kongens Fald.

Den første foregik 1497-1500 og hed Forårets død. Den kan du læse om her.

Den anden foregår 1520-1523, hed Den store sommer og udkom i november 1900, og det er dén det skal handle om denne gang.

Tyve år er gået nu vi møder Mikkel Thøgersen påny. Forbavsende nok er resultatet af Otte Iversens og Susannas romance, Axel, dog blevet 22 år (men lad nu det ligge.) Axel er rytter og stafet for Christian 2. I april 1520 møder han Thøgersen, da de sammen skal bringe beskeder til Jylland. Thøgersen er netop vendt hjem efter at have været i krig i Sverige.

Det ligefremme, spontane og harmløse livstykke Axel (”efternavn har jeg ikke kendt til”) og den mutte, ensomme Thøgersen bliver kollegaer, da Thøgersen kort efter bliver ansat som rytter og vagt for Christian 2. I sin egenskab af dette er han vidne til indledningen og udførslen af det Stockholmske blodbad 7. november 1520, og ”det mærkede ham for alle hans dage”.

Ligesom blodbadet præger Thøgersen, præger denne her beskrivelse også læseren: ”Der lå mange hoveder nu, de sad på den blodige jord som svømmere, der træder vande. Blodet flød ud over torvet og dannede en figur som et kæmpestort bogstav. Hver gang Axel var henne ved vinduet, havde denne rune skudt nye grene, som skulle den nu tydes på en anden måde. Henrettelserne gik på med stor ensformighed. Den glansløse dag tyknede mere og mere, det tegnede stærkt til regn. Flokken tyndede ud, ligene lå i hobe.”

Johannes V. Jensen tager klart afstand fra begivenhederne, hvor ”Nordens riger sprang i tre som en ildskørnet sten” og tilskriver begivenheden, at ”stor uvilje til lykke kendetegner nordboen”.

Romanen har især interesse for historieelskere på grund af Jensens fremstilling af Christian 2. og det Stockholmske blodbads baggrund, de prominente ofre og især dets konsekvenser, beskrevet så det isner i knoglerne.

Sverige er drattet af Danmarks hænder på grund af Christian 2.s hårdhed, og der er optræk til oprør alle vegne. Blodbadet cementerede modsætningerne mellem Sverige og Danmark.

Kongens vanskeligheder kulminerer 10. februar 1523, under ”tvivlens og fortvivlelsens nat”. Kongen indser at han har ”glemt at regne med småfolks (dvs. danskernes) hævngerrighed, dumhed og uvidenhed, ligesom man sigter over målet af hensyn til pilens neddrift.” Hele denne nat sejler kongen frem og tilbage over Lillebælt i tvivl om han skal bøje sig for kritikken af ham eller stå fast. Som Forfatterleksikonet skriver om den mesterlige scene, hvor vægelsindet tvinger ham i pendulfart fra kyst til kyst mellem Fyn og Jylland: ”Skal kongen redde sit skind eller forsøge at tage kampen op mod den fremmede overmagt? Heller ikke Christian 2. formår at ophæve sin indre splittelse og forene regentens forskellige interesser.” Denne tvivl er, mener Jensen, et dansk træk.

Ironisk nok må Johannes V. Jensen selv have tvivlet på netop denne pointe, for han udelod afsnittet om den danske tvivl i senere udgaver af Kongens Fald.

Den historiske basis for at kongen sejlede frem og tilbage denne nat er der dog ikke megen basis for. Se her.