Zenobia taler til sine soldater under oprøret.

Krigerdronningen udfordrede Rom

I 200-tallet e.v.t. trodsede Zenobia den romerske overmagt ved at udråbe sig selv som dronning af Egypten og skabe sit eget rige i den østlige del af Romerriget. Men dronningens styrker kunne ikke holde stand mod kejser Aurelians legioner.

8. september 2017 af Björn Lundberg

År 274 e.v.t. afholdt kejser Aurelian et triumftog igennem Roms gader for at fejre sin sejr over de fjender, der truede det mægtige imperium udefra og indefra. Man havde fejret lignende triumfer mange gange tidligere i Roms tusindårige historie, men om vi skal tro kilderne, så havde ingen hidtil været så storslået som denne. Først i processionen kom 20 elefanter, 4 tigre og 200 andre eksotiske dyr fra alle hjørner af det vældige rige. De blev fulgt af 1600 gladiatorer og flere vogne med krigsbytte.

Så kom triumftogets højdepunkt, et langt følge af krigsfanger. Her var goter, vandaler, alemanner, gallere, syriere og egyptere. De fleste øjne var dog rettet mod den tilfangetagne dronning fra Palmyra, Zenobia. I kæder af guld var hun tvunget til at gå igennem byens gader. Vægten af kæderne og hendes tunge juveler skal efter sigende næsten have fået hende til at segne.

En vigtig sejr

For Aurelian var sejren over Zenobia værd at fejre. I flere år havde hendes styrker truet romernes kontrol over provinserne i det østlige middelhavsområde, og det havde krævet hårde kampe at knække modstanden.

Ørkenbyen Palmyra – eller Tadmor som den blev kaldt på det lokale aramæiske sprog – er et af antikkens mest sagnomspundne steder. Ifølge legenden blev den grundlagt af den bibelske kong Salomon, og den omtales i over 3 000 år gamle kilder fra Mesopotamien. Men det var først efter den romerske erobring i det første århundrede e.v.t. at Palmyra blev til en multikulturel metropol.

Takket være sin strategiske beliggenhed mellem romernes og persernes riger blev Palmyra et centrum for karavanehandel mellem Romerriget og de asiatiske højkulturer. Hertil kom krydderier, slaver og andre værdifulde varer. Handlen skabte store rigdomme og byens dygtige håndværkere opførte kostbare templer og andre pragtbygninger.

Palmyras ruiner blev plyndret og skadet under den syriske borgerkrig.

© Thinkstock

Viktig forpost i øst

I midten af 200-tallet e.v.t. var Palmyra en af de vigtigste forposter i Romerrigets østlige grænseland. På dette tidspunkt rystedes riget af en række kriser. Fra nord trængte germanske stammer ind over grænsen og i Persien havde det sasanidiske dynasti taget magten, hvilket førte til endeløse grænsekonflikter med romerne.

I 260 e.v.t. kom den virkelige katastrofe. Under et felttog i persien blev den romerske kejser Valerian taget til fange af sasaniderne. En sådan ydmygelse var aldrig før overgået en romersk kejser, og begivenheden sendte chokbølger igennem hele riget.

Mellem to stormagter

En af deltagerne i Valerians mislykkede kampagne var Zenobias ægtemand, den palmyrenske fyrste Septimius Odaenathus. Hidtil havde Palmyra, der var afhængig af handlen mellem Romerriget og Persien, søgt at holde en neutral kurs i konflikterne mellem de to stormagter. Men efter Valerians fangenskab opgav Odaenathus denne linje og valgt aktivt at støtte romerne. På lang sigt skulle det få ulyksagelige konsekvenser, men i begyndelsen var det et rigtigt sats.

Gennem flere sejre over sasaniderne sikrede Odaenathus den romerske østgrænse og fik i praksis overdraget kontrollen med rigets østlige del. Måske drømte han om at sejrene på slagmarken kun-
ne sætte ham på kejsertronen i Rom. Men hans vej mod magtens tinde sluttede brat.

Ægtemanden myrdet

Omkring år 267 e.v.t. blev Odaenathus og hans ældste søn, Hairan, myrdet. Hvis vi skal tro de antikke kilder var det et lejemord på bestilling af hans nevø (eller muligvis fætter) Maeonius. Han skal efterfølgende have udråbt sig selv som ny konge, men det varede ikke længe før han blev henrettet på ordre fra Odaenathus' enke, Zenobia. Palmyra stod således uden en hersker på et kritisk tidspunkt. Odaenathus yngre søn, Vaballatus, var endnu ikke andet end et barn, og rollen som hans formynder blev derfor overtaget af hans mor, Zenobia. Samtidig var Romerriget stadig
i dyb krise. De germanske angreb i nord blev fulgt af kejser Claudius 2.s pludselige død. Desuden var store dele af riget plaget af en koppeepidemi. Zenobia udnyttede situationen og tiltog sig titlen kejserinde (augusta). Palmyra blev dermed i praksis et selvstændigt rige.

Zenobia skuer ud over sin by, Palmyra, en sidste gang, før hun føres bort til fangenskab i Rom.

Dannet dronning

På sit eget sprog, aramæisk, hed hun Bat Zabbai, men hendes romerske navn var Julia Aurelia Zenobia. I de antikke kilder fremstilles hun som en eksotisk og mørklødet skønhed med perlehvide tænder og klare sorte øjne. De eneste samtidige portrætter af Zenobia er hendes kontrafej på nogle mønter, der ikke siger meget om hendes udseende. Derimod ved man, at hun havde fået en ordentlig uddannelse.

Ud over aramæisk beherskede hun latin, græsk og egyptisk. Hun ser ud til at have været interesseret i litteratur og filosofi, og havde den ansete filosof Longinos i sin tjeneste som rådgiver.

Erobrede nye områder

I en tid hvor kvinder normalt var ekskluderet fra politik, blev et af middelhavsområdets vigtigste riger nu pludselig regeret af en kvinde. Men hvis nogle havde regnet med, at Zenobia ville være en forsigtig regent, fik hun hurtigt overbevist dem om at de tog fejl. Hun havde tidligere deltaget i sin mands felttog, og tog nu selv kommandoen. Snart erobrede hendes tropper store dele af vore dages Syrien, Libanon og Jordan. I 269 fortsatte Zenobias hær mod Egypten. Forsvaret af den romerske provins var i forvejen svækket og palmyrenerne mødte derfor ikke stor modstand.

Zenobia iscenesatte sig selv som efter-kommer af Karthagos kvindelige grundlægger, Dido, og Egyptens dronning Kleopatra, sikkert for at legitimere sin magtposition i de erobrede områder. Efterfølgende fortsatte Zenobia nordpå mod vore dages Tyrkiet. På kort tid havde Palmyras krigerdronning vundet kontrol med et vældigt landområde og skabt sit eget imperium i den østlige del af Romerriget.

Kejser Aurelian fremviste Zenobia i sit triumftog gennem Rom.

© AKG/TT

Flygtede efter nederlag

Men Roms nye kejser, Aurelian, kunne i længden ikke se stiltiende til mens Egypten og Syrien gled ud af hans greb. Han havde allerede måttet udkæmpe hårde kampe for at sikre kontrollen med sit rige, da oprør og grænsestridigheder var fulgt på stribe.

Nu var tiden dog inde til at tage sig af Palmyra, og han gik i spidsen for sine legioner mod Syrien. Ved byen Antiochia mødtes de to hære. I kampens hede besejrede Aurelians fodsoldater Zenobias tunge kavaleri, og dronningen var tvunget til at flygte. Hun trak sig tilbage til Palmyra, men eter en kort belejring blev byen erobret af de romerske styrker. Denne gang forsøgte Zenobia at flygte østpå og søge beskyttelse hos sasaniderne. Men inden hun havde krydset floden Eufrat indhentede de romerske tropper hende og tog hende til fange.

Krigsfange i Rom

Zenobia blev sendt til Rom som krigsfange. I hendes fravær gjorde Palmyra igen oprør mod romerne i 273, men opstanden blev slået brutalt ned og byen plyndret. Året efter fremvistes Zenobia så i Aurelians triumftog gennem Rom.

Hvad der skete efterfølgende står ikke klart. Normalt lod romerne besejrede oprørsledere henrette, men ifølge visse romerske kilder gjorde den slagne dronning et så stort indtryk på Aurelian, at hun blev benådet og bosat på en landejendom uden for Rom.

I 1959 blev der indspillet en film med Anita Ekberg i hovedrollen. I populærkulturen var Zenobia et kæmpe hit, særligt i 1800-tallet, hvor Rossini ligefrem skrev en opera om hende.