Mosaik som forestiller Slaget på isen i 1242.

Fra det nye nummer: Alexander Nevskij var Ruslands beskytter

Middelalderkongen besejrede fjenderne fra vest og sluttede fred med mongolerne.

15. februar 2017 af Magnus Västerbro

Aleksander Nevskij har længe været Ruslands nationalhelt. Myten omkring ham tog sin
begyndelse ved et slag ved floden Neva – hvorfra han fik sit navn og hvor han besejrede de svenske korsriddere, som forsøgte at erobre landet.

Præcis hvad der egentlig skete den dag – den 15. april 1240 – får vi aldrig at vide. Men ifølge krønikerne, eller måske man skal kalde dem legender, gik det omtrent sådan her for sig:

Den svenske konge Erik Eriksson havde samlet en kæmpehær, bestående af et stort antal riddere, lejesoldater, præster og kirkefolk samt diverse hastigt rekrutterede finner, og givet dem ordre til at drage østpå. Målet var at erobre nyt land, men også at omvende de folk, som levede derude, til hvad man mente, var den sande kristne lære – svenskerne var på korstog og mente, at have Gud på deres side. De sejlede op ad floden Neva og steg i land lige nord for byen Novgorod, som dengang var centrum i det dybt splittede russiske rige.

Her lod kongens repræsentant – adelsmanden Birger Magnusson – meddele, at svenskerne var kommet for at tage over. Han skal til og med have sendt en højtidelig meddelelse til fyrst Aleksander af Novgorod: ”Hvis du tør, så kom her og kæmp mod mig. Se, jeg har taget dit land og tænkt mig at beholde det.”

Angreb gennem mosen

Den svenske hær, veludrustet og bestående af mange mænd, slog lejr på flodens sydlige side. Birger og hans mænd var sikre på, at eventuel modstand ville vise sig at være svag. Fyrst Aleksander handlede hurtigt. Han samlede så mange stridsmænd, han kunne, og skyndte sig mod nord, fast besluttet på at slå, til inden svenskerne for alvor havde haft tid til at etablere sig. Tidligt om morgenen den 15. april begav hans hær sig frem gennem en mose, som forekom uigennemtrængelig, og i ly af en tæt tåge angreb de den svenske lejr.

I sidste øjeblik skal de russiske styrker have fået tegn om Guds nåde – spøgelserne af to russiske fyrster og martyrer, Boris og Gleb, skal have kommet drivende på en båd langs floden, sendt for i ånden at hjælpe ”broder Aleksander.” 

Aleksander Nevskij var født i Perejaslavl nordøst for Moskva, men tog
magten i Novgorod da han var omkring de 20.

© IBL

Så startede kampen. Birger Magnusson og hans riddere skal have ligget halvsovende i deres guldbroderede telte, da russerne stormede frem. Et blodbad fulgte, hvor svenskerne og deres allierede snart blev tvunget på flugt. Ifølge én beretning skal fyrst Aleksander have udfordret Birger til kamp, og ramt ham i ansigtet med sin lanse. Birger skal dog have overlevet og undslap. Tilbage i Sverige kunne han lægge det ydmygende nederlag bag sig og blive landets reelle regent, kendt som Birger jarl.

Mytebyggeri

Gik det virkelig sådan til? Det er tvivlsomt. Ifølge nogle oplysninger var Birger Magnusson slet ikke nået frem, da slaget ved Neva gik i gang. De svenske styrker lader i det hele taget ikke til at have været særligt store, og kampen var blot en af mange mindre træfninger, som blev husket primært fordi, den passede så godt ind i en større beretning – den om den fantastiske fyrst Aleksanders skæbne og eventyr. For det var efter denne sejr ved den tågeindhyllede flod Neva, at Aleksander fik sit tilnavn Nevskij, og den første sten var lagt i det mytebyggeri, som senere skulle gøre ham til hele Ruslands nationalhelt.

Næste sten blev lagt på plads to år senere, den 5. april 1242. Da var der igen korstog fra vest – denne gang var det Den Tyske Ordens tungt udrustede riddere, der kom galoperende. Styrkerne mødtes på den frosne sø Peipus, i hvad der i dag er Estland.

Ifølge beretningerne skal de tyske riddere have galoperet over den frosne sø i håb om at kunne udnytte deres overlegne slagkraft. Men den listige Aleksander skal have manøvreret sin sparsomt bevæbnede skare af fodsoldater sådan, at ridderne godt nok drev modstanderne tilbage foran sig, men uden at tilføje dem nogen større skade. Aleksanders plan var at lade tyskerne trænge så langt frem, at han siden kunne lade resten af tropperne – som han havde holdt skjult – angribe dem fra siderne. Samtidigt skal isen være begyndt at sprække under de tunge riddere til hest.

Slaget på isen, som det siden blev kendt, endte i total triumf for Aleksander Nevskij og hans mænd.

Under 2. verdenskrig blev Aleksander Nevskij anvendt i propagandaen for at forøge russernes kampvilje mod tyskerne.

© Culture Club/Getty

Men også i dette tilfælde er det svært at adskille sandhed fra legende. Vestlige historikere har haft en tendens til at nedtone det hele og beskrive de angribende styrker som ganske ubetydelige. Patriotiske russiske skribenter gør gerne det modsatte og blæser Aleksanders bedrift så meget op, at det tenderer det latterlige.

Klart er det dog, at disse to hændelser blev helt centrale indslag i myten om den store Aleksander. Væsentlige har disse kampe også været på anden vis – de har nemlig tidligt i russisk historieskrivning etableret overbevisningen om, at et angreb fra vest kan finde sted når som helst, hvilket fik yderligere næring i senere tider, hvor først Karl 12., senere Napoleon og til sidst Adolf Hitler sendte deres store hære af sted mod øst.

Flyttede til Novgorod

Hvem var så denne Aleksander Nevskij? De biografiske oplysninger om ham er ret få. Han lader til at være født den 30. maj 1219 i Perejaslavl, en fæstning der tilhørte hans far Jaroslav 2., storfyrste af Kijev og den mægtigste mand i det russiske rige. Som ung flyttede Aleksander med sin far til Novgorod, den by som dominerede handelsforbindelserne med Europa. Samtidigt var det en af de få byer i området, hvor en slags demokratisk forsamling, kaldet vetje, havde stor indflydelse. Det viste sig i, at byens ledere ikke færre end fire gange i løbet af Aleksanders opvækst besluttede sig for at kappe båndene til Jaroslav, som de tidligere havde valgt som regent, blot for siden at kalde ham tilbage, når nye farer truede.

Det er småt med troværdige kilder fra 1200-tallet. Beretningerne om Aleksander taler om en modig, krigerisk og meget gudfrygtig mand – hvilket ikke er så underligt med tanke på, at teksterne frem for alt er skrevet af folk, som ønskede at løfte ham op til et mytisk niveau. Det står klart, at Aleksander var ung, da han tog magten i riget. Da slaget ved Neva fandt sted, var han blot 21 år.

Aleksander Nevskij bøjer sig for den Gyldne Hordes hersker. Nevskijs underkastelse reddede med stor sandsynlighed hans rige fra plyndring og opløsning.

© Heritage/Getty

Truslen fra den Gyldne Horde

De to tidligere nævnte slag – mod henholdsvis svenskerne og tyskerne – har fået fremtrædende roller i beretningen om Aleksander Nevskijs liv, men det er påfaldende hvordan et andet aspekt er tonet ned. For i virkeligheden var det russiske rige, han styrede, langt mere truet østfra end vestfra. Det var nemlig i denne periode, at mongolernes erobrede store dele af Østeuropa.

Mongolernes herredømme i vest, som siden blev til Den Gyldne Horde eller Kiptjakkhanatet, var styret af slægtninge af den brutale erobrer Djengis Khan, som i 1230’erne trængte længere og længere ind i det nordlige Østeuropa. Når mongolerne nåede en by, lod de regelmæssigt dem, som styrede, vælge mellem kapitulation eller krig. Hvis de valgte at overgive sig, blev de behandlet relativt velvilligt, men hvis de foretrak kampen, ventede der dem den totale ødelæggelse. Mongolerne havde nemlig sat det i system ikke at tage fanger. Det førte til, at et stort antal byer gik helt op i røg. Ikke mindst den store by Kijev blev plyndret helt til grunden og blev i årene derefter beskrevet som den by, der var omgivet af lig.

Men Aleksander Nevskij valgte en anden vej. Tidligt lader han til at have indset, at det var nyttesløst at slås mod mongolerne, og han valgte i stedet at samarbejde. Han underkastede sig deres overhøjhed, samtidig med at han bedrev et dygtigt diplomatisk spil for at begrænse de krav, som Horden stillede til hans rige.

Fej eller dygtig regent?

Denne pragmatik overfor mongolerne er ind imellem blevet præsenteret som et bevis på, at Aleksander Nevskij ikke var den tapre kriger, som beretningerne ellers taler om. Samtidigt kan man ligeså vel hævde, at denne taktik tværtimod taler for, at han var en dygtig regent – én som vidste, hvilke kampe der var mulige at vinde, og hvilke der blot ville føre til ens egen undergang.

Uanset hvad, så fortsatte mongolerne længe med at dominere det område, der senere blev til Rusland. Først i 1380 besejrede en russisk styrke, under storfyrst Dimitrij Donskoj, Den Gyldne Horde, så man kan tale om en selvstændig stat. Ifølge legenderne havde Aleksander Nevskij åbenbaret sig for Dimitrij i en vision inden kampen og lovet, at der var en sejr i vente.

Alexander selv døde den 14. november 1263, 42 år gammel.