Timur Lenks styrker gennemførte massehenrettelser for at indgyde deres fjender skræk. Illustration af Sharaf al-Din 1533.

© British Library/Bridgeman/ibl

Timur Lenk ville knuse verden med terror

I 1300-tallet forsøgte Timur Lenk at genrejse det splittede mongolske rige. Men det eneste varige resultat af hans bestræbelser var cementeringen af hans eget ry som en af historiens mest blodtørstige erobrere.

1. februar 2017 af Bo Eriksson
De to hære stod over for hinanden uden for byen Multan i Indien. I den indiske hær var der flere tusind ryttere, fodsoldater og krigs­elefanter. 


Da geledderne af soldater og elefanter satte sig i bevægelse, sendte bueskytterne en tæt pileregn ned over fjendehærens fodsoldater, ryttere og kameler. De indiske elefanter lod sig ikke påvirke af beskydningen. 

Dette var første gang, Timur Lenks hær havde stået over for disse kolossale dyr med de svajende kamptårne på ryggen.

Timur Lenk befalede sine mænd at grave grøfter for at fælde elefanterne. Soldaterne skød også mod dyrernes føre­re, men intet så ud til at standse dem. 


Til sidst gav han befaling til, at man skulle sætte ild til de kasser, der var bundet på ryggen af kamelerne, og så sende dem mod fjenden. Ilden fik de panikslagne elefanter til at vende om og storme deres egne rækker.

Igen stod Timur Lenk som sejrherre på slagmarken. Efter at have hærget og plyndret byen, tog han elefanterne, som sultanen havde efterladt på sin flugt, som krigsbytte og læssede dem med plyndringsgods.
Bronzebuste af Timur Lenk, baseret på en rekonstruktion af hans kranium.
© Bridgeman/ibl

Djengis Khan var forbilledet

Timur Lenk var en frygtet krigsherre, der ville genoprette mongolernes rige og erobre verden som hans forbillede, Djengis Khan, havde gjort godt 100 år tidligere. 


I midten af 1300-tallet var mongolernes rige blevet splittet. Det betød nye muligheder for krigsherrer, der tog kontrol med dele af det vaklende imperiums enorme landområde. 

Timur, som blev den mest berygtede af disse herskere, var søn af en høvding af Barlas, en uzbekisk nomadestamme i riget, der længe og trofast havde tjent Djengis Khan og hans efterfølgere.

Navnet Timur betyder "jern" på persisk, og vidner om hans blodtørstige ry. Den anden del af navnet, Lenk, er derimod europæernes fejlagtige transkribering af det persiske "Timur-i-Leng," der betyder "Timur den Lamme."


En krigsskade havde medført, at han haltede og havde en ubrugelig højre arm. I hvor høj grad det påvirkede hans evne til at ride og kæmpe, ved man ikke.

Tysk illustration fra 1500-tallet viser, hvordan Timur Lenk ydmygede Ankaras sultan (liggende under bordet) og hans familie efter at have erobret byen.

Giftede sig ind i slægten

Allerede som barn viste Timur talent for soldaterlivet. Han var ferm med en bue og dygtig til at kæmpe med sværd, både til fods og fra hesteryg. 


Timur udmærkede sig i militærøvelser, og mange forventede, at han ville blive til noget stort. Hans familie gjorde hvad de kunne for at hjælpe det på vej ved et strategisk ægteskab med enken til en af Djengis Khans slægtninge.

Timurs svoger hed Amir Husayn. Sammen fordrev de en fjendtlig mongolstamme nordpå, men deres samarbejde slog over i stridigheder, da Timur i 1369 udnævnte sig selv til enevældig hersker i det område, som perserne kaldte Mogulistan – mongolernes gamle territorium. Nu skulle mongolernes rige samles igen og rejses til sin gamle magtposition.

Gennemførte massehenrettelser

Timur Lenk var en brutal hersker, der ikke tøvede med at ty til terror som politisk våben. Når han havde erobret og plyndret en by, gennemførte han massehenrettelser. Det var overlagte massakrer med ét eneste formål: At sprede frygt og rædsel blandt fjendens soldater og i civilbefolkningen.

Da Timur i 1402 erobrede Ankara og tog Osmannerrigets sultan til fange, tvang han ham til at se på, mens hans hustru og døtre nøgne måtte servere for Timur ved middagsbordet. 

Ifølge visse kilder blev kvinderne også voldtaget. Timur spændte efter­følgende sultanen for en vogn som eneste trækdyr, og lod ham fremvise for folket i et bur.

Men hans regime bød dog ikke kun på vold og grusomheder. Timur var ansvarlig for, at handelsbyen Samarkand udviklede sig til et lysende kulturcentrum. 


Med hjælp fra persiske arkitekter anlagde han den smukke have Blomsternes Hus. Han gjorde Samarkand til hoved­stad i sit voksende rige. 

I takt med at han gen­oprettede orden i mon­golernes område, tog hand­len mellem Europa og Kina til, og folk strømmede til den nye metro­pol.

Timur vekslede mellem brutale krige og fredfuld rekreation i sin kulturelt og økonomisk blomstrende by. 


Han tilbragte altid vinteren der, indbød til fester, afholdt videnskabelige seminarer og satte gang i nye byggeprojekter. Når foråret kom, drog han afsted med sin hær for at fortsætte sine erobringer.

Krigstogterne var for ham både en måde at samle rigdom og legitimere sig selv som rigets største hersker. 


Timur Lenk tog aldrig navnet Khan, som hans mongolske forgængere havde gjort. Det var en titel knyttet til kongeligt blod, og da Timur ikke kunne hævde at nedstamme fra nogen kongelig gren, valgte han i stedet titlen amir, der betyder hærfører.

Underlagde sig folkeslag på folkeslag

Han var ikke interesseret i opbygningen af en administration i de erobrede områder. Embedsmænd fik lov at styre deres regioner som de ville.

Timur Lenk huskes især for sin evne til at opbygge et nyt rige ved at underlægge sig det ene folkeslag efter det andet. 

Han erobrede Khwarezm i det nuværende Turkmenistan og Khorasan i det nordlige Afghanistan. Mod nord angreb han Kiptjak-khanatet – det store mongolske rige, der kaldes Den Gyldne Horde – som blev forvandlet til en lydstat efter to felttog.

I 1398–99 vendte han opmærksomheden mod Indien, hvor han mødte kraftig modstand. Som hævn for modstanden plyndrede og nedbrændte han Delhi i 1399. 


I 1401 faldt Syrien, og derefter gik han mod Ankara og besejrede osmannerne, hvilket førte til den beskrevne ydmygelse af sultanen.

Timur Lenks hof på en illustration fra 1486.

Druknede enorme områder i blod

Timur Lenks mange, og hurtige, succeser, især mod osmannerne, blev nervøst diskuteret i Europa. Hvor ville han drage hen næste gang?


Stod Europa for tur til at blive erobret, hærget og plyndret? I nogle år blev Timur Lenk regnet for verdens farligste mand. Europæerne kunne dog ånde lettet op, da han i stedet rettede opmærksomheden mod Kina.

Igennem lang tid havde den store østlige civilisation betragtet Timur som en vasal, som man tillod at føre krig og hærge, så længe han ikke blandede sig i kinesiske anliggender. 


Timur fik til sidst nok af at stå i den kinesiske kejsers skygge, og ville vise, hvem der bestemte i Asien. I 1404 marcherede hans hære østpå, men i januar året derpå blev den 69-årige hærfører alvorligt syg af feber, og efter nogle uger var han død.

Hans eftermæle blev ikke nådigt. Historikere og kronikører var enige om, at han havde druknet Mellemøsten og Centralasien i blod med sine konstante krige. For den by, der ikke omgående kapitulerede, ventede et blodbad. Han skal have været begejstret for at stable afhuggede hoveder oven på hinanden i pyramider.

Selv hævdede han, at hans mål var at samle den muslimske verden, og han kaldte sig for "Islams Sværd." 

Men hans blodige håndværk på hans mange felttog, fx da han jævnede Delhi og dens moskéer med jorden, taler deres eget sprog. Født hedning forblev han hedning i mange samtidiges øjne.