Gennem hele historien har mennesker forsøgt at reducere vægten. 

Tidens kendte slankekure

Mennesker har altid haft en tendens til at blive overvægtige – og set det som et problem, som skulle løses. Her er ni af de mest kendte og omdiskuterede diæter fra Antikken til vor tid.

20. maj 2017 af Magnus Västerbro

Det er en myte, at mennesker før i tiden, hvor sult var en mere akut fare end risikoen for at spise for meget, skulle have anset fedme som noget attraktivt, noget der gav status, et efterstræbelsesværdigt tegn på velstand. Når man ser nærmere på historien, lader det ikke til at stemme. Eller, i hvert fald, så står det klart, at det ikke er hele sandheden.

For så langt tilbage som vi har nedskrevne kilder, findes der også udsagn om, at fedme er blevet betragtet som et helbredsproblem, og man har forsøgt at hjælpe mennesker, der vejede for meget, med at gå ned i vægt.

Antikkens sundhedsråd

I 300-tallet f.v.t. skrev Hippokrates, ofte kaldet ”lægekunstens fader,” at fedme medførte sygdomme og førte til for tidlig død. I antikken sås fedme også som et tegn på sjælelig svaghed. At være fed var umandigt – og en fed person blev anset for at være dum og svag, eftersom han ikke kunne kontrollere sine passioner og drifter. Sandsynligvis var indstillingen den samme overfor fede kvinder, selvom de skrifter vi har bevaret, stort set kun retter sig mod mænd.

Centralt i den græske lægekunst var på den tid ”diaita,” som kan oversættes omtrent til daglig livsførelse, et ord som har givet ophav til vor tids ”diæt.” For antikkens læger var kosten i det hele taget nært koblet til sundheden, ikke kun når det gjaldt overvægt.

Traditionen med at se fedme som et problem blev videreført af den kristne kirke, hvor overvægt blev forbundet med dødssynden frådseri. Fedme kunne dermed blive vældig negativt ladet, eftersom det var den eneste synd, der kunne "ses" udefra. Siden har der eksisteret en tradition for at se overvægt som et problem, som skal gemmes væk eller løses.

Farligere end pesten

Allerede i 1500-tallet advarede et engelsk parlamentsmedlem mod den ”fedmens farsot,” som fór over hans land. Han hævdede til og med, at fedme i historiens løb havde krævet flere dødsofre end pesten.

Jo nærmere vi kommer til vor egen tid, desto mere akut bliver problemet med at folk spiser for meget – i takt med at stadig flere faktisk får mulighed for at gøre det. Overvægt og fedme er blevet en global epidemi, og en alvorlig trussel mod folkesundheden. De forskellige kure og diæter, der er tilgængelige, lader sjældent til at virke. Studier viser, at majoriteten af dem, som går på kur, får den tabte vægt tilbage igen indenfor to år

Ved at brække sig håbede man både på at mindske vægten og på at få kroppens væsker tilbage i balance.

© Bridgeman/IBL

1. Daglig opkastning var antik hurtigkur

Den græske læge Hippo­krates (ca. 460–370 f.v.t.) beskrev, hvordan han ved flere tilfælde forsøgte at hjælpe patienter til at komme ned i vægt. På længere sigt handlede det om at omlægge livsførslen, skabe en ny diaita­.

Men på kort sigt havde Hippo­krates en fire-ugers­kur som gav hurtige resultater. Den fede patient blev beordret ud på lange gåture hver dag, gerne lige efter maden. Også løb blev anbefalet.

At drikke vand og eddike, massage og bad i lunkent vand hørte også til anbefalingerne – samt daglige opkastninger.

At fremkalde opkastninger var et almindeligt indslag i datidens medicin og blev anset som en måde, hvorpå man genskabte balancen mellem kroppen vædsker.

Når det gjaldt selve diæten, skulle den, som gerne ville tabe vægt, spise ”blød” kost, noget som var let at sluge. Sauce skulle undgås, og grøntsager spises i store mængder.

Hippokrates' anbefalinger levede videre i mange år, princip­perne var gældende helt op i 1700-tallet­.

Luigi Cornaro fik hjælp af en læge.

2. 98 år på 350 gram mad pr. dag

I slutningen af 1500-tallet udkom Discorsi della vita sobria, et værk i fire dele, skrevet nogle årtier tidligere af adelsmanden Luigi Cornaro fra Venedig (1467–1566). Heri beskriver Cornaro, hvad man skal gøre, for at leve et langt og sundt liv, bl.a. ved at følge en streng diæt.

Han havde selv levet et udsvævende liv som ung og var til sidst blevet meget overvægtig. I 40 årsalderen fik han hjælp af en læge til at ændre sin kost. Metoden gik ud på at spise højst 350 gram mad per dag, deriblandt brød, æggehvide, kød og suppe. Dertil måtte man drikke en halv flaske vin. Cornaros bøger blev bestsellere i hele Europa og genoptrykt gang på gang. Han kan med andre ord ses som en forgænger til senere tiders "diæt­guruer," personer som ud fra en personlig beretning om kampen mod fedme viser vejen mod et bedre og mere værdifuldt liv.

Luigi Cornaro blev 98 år gammel, og det fortælles, at han var ualmindelig frisk helt til det sidste.  

Grønt er godt ifølge George Cheyne.

© iStock / Wellcome library, London

3. Kaldtes Dr. Diet efter vegetariske råd

George Cheyne (1671–1743) lancerede i 1720'erne en metode til at gå ned i vægt, som fik megen opmærksomhed. Den gik ud på, at man skulle undgå al slags kød og i stedet spise grønsager og rodfrugter.

Cheyne havde selv spist store mængder kød som ung, og som resultat af dette – mente han selv – var han blevet meget over­vægtig.

Hans vegetariske metode blev berømt, og den gav ham mange følgere. Samtidig var der mange, som blev provokeret af hans råd om at undgå kød, og de gav Cheyne øgenavnet "Dr. Diet".

Opfattelsen af, at vegetarisk kost kan være en hjælp til at reducere vægten, har med andre ord gamle aner.

Også svenskeren Carl von Linné talte senere i 1700-tallet godt om vegetarisk kost for den, som ville leve sundt.

Lord Byron fulgte strenge diæter for at bibeholde sin spæde figur.

© Library of Congress

4. Kendt poet svedte kiloene væk

George Gordon Byron (1788–1824) var ikke kun en kendt poet i sin samtid, men også kendt for sin skønhed. Han sås gerne som sindbilledet på en rigtig digter – lille, bleg og køn. Men i virkeligheden led lord Byron allerede som ung af hvad han selv kaldte "en næsten morbid nægtelse af at blive fed."

Fra tiden som student i Cam­bridge fulgte han en diæt, som senere inspirerede mange andre. I perioder levede han alene af kiks og sodavand, eller kartofler overhældt med eddike. Desuden dæmpede han følelsen af sult ved at ryge enormt mange cigarer.

Byron klædte sig også gerne i tykke lag af uldtøj, i håbet om at kunne svede de overflødige kilo væk. Han fulgte også Hippokrates' antikke råd om at kaste op regelmæssigt.

Anstrengelserne gav også resultater. Som 18-årig vejede Byron 88 kilo, fem år senere havde han tabt 31 af dem. Da han døde, blot 36 år gammel, havde han længe fulgt en diæt, som næsten kun bestod af ris. Ifølge visser forskere bidrog dette til hans alt for tidlige død.

I sin samtid blev lord Byron en inspirationskilde for både mænd og kvinder. Mange unge londonere siges, længe efter hans død, at være besat af at spise så lidt som overhovedet muligt.

"Vor unge damer tilbringer hele deres opvækst halvsultne," skrev en doktor George Beard, "alene for at undgå at vække væmmelse hos lord Byrons lærlinge."

Måltiderne kan blive noget langtrukne, hvis hver mundfuld skal tygges 100 gange.

5. Ihærdigt tyggeri hjalp på appetitten

En af det tidlige 1900-tals mest populære slankekure fremstår i dag som en af de mærkeligste – den såkaldte "fletcherisme," opkaldt efter Horace Fletcher (1849–1914), også kaldet "den store tygger."

Hans metode var enkel – den der ville reducere sin vægt måtte spise præcis hvad han eller hun ville, men hver mundfuld skulle bare tygges nøje: mindst 100 gange for blødere mad, op til 700 gange for grovere kost. Tanken var, at ved at tygge maden rigtig grundigt, ville kun den rette mængde næring optages af kroppen. Desuden blev portionerne automatisk mindre, fordi det tog så lang tid at spise.

Fletchers metode opnåede stor spredning, og blev længe anbefalet af velansete læger i både England og USA. Mange, der prøvede metoden, oplevede at den var tilfredsstillende – man behøvede ikke holde rede på, hvilken mad der var rigtig eller forkert at spise, og man behøvede heller ikke afstå fra søde sager. Forfatteren Henry James hørte til dem, der tidligt hyldede "fletcherismen." James holdt dog op med at bruge metoden efter fem år, da han havde udviklet "en sygelig modvilje" mod al slags mad.

Det siges, at man til og med i England afholdt særlige "tyggefester," hvor man samledes for at spise under kontrollerede former – hver mundfuld måtte først sluges efter fem minutters drøvtygning. Fletcher selv anbefalede sin metode til det britise militær, så de kunne mindske deres madrationer under boerkrigen i Sydafrika. Flere hære afprøvede Fletchers idéer, men de fandt dog, at soldater i tjeneste behøvede flere kalorier end de kunne nå at optage, hvis de tyggede som foreskrevet.

Metoden kom også til Danmark, men fik aldrig det store gennembrud. 

En "Bantingseng" til vægttab, ifølge vittighedstegneren Heath Robinson.

© Bridgeman/IBL

6. Banting imod kulhydrater

I 1863 udkom en bog, som fik succes over store dele af verden – det tynde skrift Letter­ on Corpulence, Addressed to the Public.
I det skriver William Banting (1796–1878), en engelsk bedemand, om hvordan det lykkedes ham at besejre sin overvægt.

I store dele af sit liv havde han været overvægtig, og han oplevede, at mennesker hånede ham for det. Til sidst, da han var så tyk, at han efter eget udsagn ikke kunne snørre sine sko, begyndte han at følge en streng diæt bestående af kød, grønsager, frugt og tør hvidvin. I fokus stod fremfor alt at undgå sukker, stivelse, øl, mælk og smør.

Hans bog blev en succes og ses som en inspirationskilde for mange moderne diæter, ikke mindst den såkaldte LCHF-diæt, som går ud på at spise mindre kulhydrater, men større andel fedt.

I Norden blev Bantings bog så populær, at hans navn på flere sprog blev bøjet til verbet "at bante."

En bøn mod fristelse.

© Interfoto/IBL

7. Bøn mod frådseri

Hvis man ikke selv kan finde styrke til at gå ned i vægt, kan man jo altid bede Gud om hjælp. Den tanke lancerede pastor Charlie­ W. Shedd i 1957 i bogen Pray Your Weight Away. En følger forklarede, at ”vi tyksakker er de eneste mennesker på jorden, som kan veje vor synd.”

Tanken knyttede an til den tidlige forestilling om, at alt verdsligt er syndigt, og at frådseri er en dødsynd.

Allerede kirkefaderen Augustin havde i 300-tallet skrevet om, hvordan driften til at spise for meget var den synd, som var sværest at stå imod, eftersom man ikke kunne afstå fra at spise en gang for alle, men hver eneste dag måtte udsættes for fristelse.

I USA blev der i 60'erne og 70'erne udgivet et antal bøger, som knyttede sig til tanken om, at man behøvede guddommelig hjælp for at gå ned i vægt. Titlerne var bl.a. I Prayed Myself Slim og More of Jesus, Less of Me.

Benjamin Gayelord Hausers­ diætråd indeholdt meget frugt og grønt.

© Keystone-France/Gamma-Rapho/Getty

8. Hjalp Hollywoodstjerner med vægten

Når filmstjernerne i USA i 30'erne havde svært ved at leve op til kravet om at se slanke ud foran kameraet, vendte de sig ofte til den samme mand: Benjamin Gaye­lord Hauser – en ernæringsekspert som havde skrevet flere selvhjælpsbøger.

Hans råd blev uhørt indflydelsesrige, især fordi han kunne fremvise, hvordan han havde hjulpet masser af modeller, designere og skuespillere til at leve et "smukkere" liv. Greta Garbo skal have været en af dem, der slavisk fulgte Hausers råd.

I sin bog Eat and Grow Beautiful, ud­givet i 1939, beskriver han hvordan "smarte og glamourøse kvinder" alle har forstået, at hans råd er de bedste.

Et krav var selvdisciplin. Hauser sagde nej til medicin, der skulle holde appetitten nede, hvilket ellers var populært i Hollywood. I stedet handlede det om at spise regelmæssigt, men meget lidt.

Sukker og hvedemel var forbudt. Til morgenmad anbefalede Hauser frugt eller frugtjuice, til frokost en salat med råkost.

Til aften måtte man spise lidt kød, men aldrig friturestegt, kun grillet, eller fisk.

Motion var også centralt – Hauser kunne især anbefale sine klienter gåture eller dans.

Blandt de mange stjerner, som han rådgav i og omkring Hollywood, kan nævnes Marlene Dietrich, Ingrid Bergman og Grace Kelly.

Stenaldersdiæten er rig på "naturlige" råvarer.

9. Stenalderen er det sidste nye

Flere af de mest populære kostråd i det nye årtusind taler om, at man skal spise hvad der opfattes som "naturlig" kost, sådan som mennesket før landbrugsrevolutionen, og som vi derfor tænkes at skulle være bedst biologisk tilpasset til. En af de mest kendte varianter er den såkaldte palæodiæt, eller stenalderdiæten, som blev udviklet allerede i 1970'erne, men for alvor lanceret med med Loren Cordains bog The Paleo Diet fra 2002.

Målet er en kost som ligner den, som mennesket angiveligt skal have spist, da vi levede som jægere og samlere. I praksis indebærer dette, at man spiser store mængder kød og fisk, samt grønsager, frugt, rodfrugter og nødder. Ofte udelukkes helt mælk, smør og andre mejeriprodukter, samt forarbejdet hvede, havre, rug og ris.

Kritikere har dog indvendt, at der næppe eksisterer én genuin stenalderkost. I stedet har forskellige grupper levet på forskellige typer af kost. Fortalere for sten­alderkosten betoner gerne betydningen af kød og fisk, men studier af nulevende jæger- og samlerfolk viser, at de får hovedparten af deres næring fra frugt, honning og forskellige kulhydratholdige knolde og rødder. Eftersom jagten langt fra altid lykkes, er kød ikke noget, man får hver dag. Visse befolkningsgrupper, såsom inuitterne på Grønland, levede tidligere næsten udelukkende af kød, mens andre har levet af fisk og skaldyr, og andre igen har klaret sig på forskellig slags vegetarisk kost.

Mennesket er en altæder, som kan leve fint på de fleste typer af kost, hvis vi ikke spiser alt for meget af det og får lidt motion oveni.