Ernest Boulton og Frederick Park blev arresteret foran Strand Theatre, anklaget for opfordring til usædelighed ved at vise sig offentligt i dametøj.
© Mary Evans/ibl

The he-she-ladies underholdt og forargede London i 1875

Som Stella og Fanny fik de succes ved det britiske societys fester. At de egentlig hed Ernest og Frederick, gjorde dem bare mere spændende. Men i 1870'ernes victorianske England syntes alle ikke, det var lige underholdende med mænd i dametøj, og da de viste sig i teatret med hver sin mand blev de anholdt.

28. februar 2017 af Jenny Ahonen
De var stadig klædt i dametøj, men efter en hård nat i detentionen var de fint opsatte frisurer noget falmede, og skægstubbe var begyndt at titte frem på kæberne. 


For de nysgerrige tilhørere i retssalen stod det nu klart, at det var sandt, hvad der blev talt om. De to kvinder, som var blevet arresteret aftenen inden, var i virkeligheden mænd.

Allerede som dreng kunne Ernest Boulton godt lide at gå i dametøj. Moren syntes det var skægt, og hun opmuntrede ham til at klæde sig ud og underholde de tjenestefolk, som arbejdede for den velhavende børsmæglerfamilie.


Når han var klædt i kjole, ville Ernest ikke lystre på sit dåbsnavn. I stedet ville han kaldes "Stella".

Og det var under det navn han 20 år senere kom til at turnere sammen med sin kollega, "Fanny."

Lord Arthur Pelham Clinton (1840–70), engelsk politiker, fotograferet sammen med Ernest Boulton (øverst) og Frederick Park (på gulvet).
© Ullstein/ibl

Fik succes i underholdningsbranchen

Ernest mødte Fanny, eller Frederick Park som Fanny egentlig hed, da han som ung man arbejdede i sin farbrors bank. 


Den jævnaldrende Frederick var jurastuderende og arbejdede i et advokatfirma i London. De havde begge lovende karrierer foran sig, da de i stedet valgte at slå ind på en helt ny bane. 

Under navnene Stella og Fanny trådte de to ind i underholdningsbranchen. Og de fik næsten øjeblikkelig succes.

I stramt snørede korsetter og med håret sat op fremførte den teatralske duo deres shows og blev mødt af et begejstret publikum og gode anmeldelser i lokalpressen. Især blev Fanny rost som betagende yndig og som en talentfuld sopran.

Under turnéerne var det ikke usædvanligt, at det unge par blev inviteret med til fester efter deres optræden, og de blev bedt om at dukke op i dametøj. Til herregårdsmiddage lod de sig fotografere i deres kostumer. Billederne blev så populære, at de blev trykt som postkort.

Snart var Stella og Fanny blevet et almin­deligt indslag ved sociale og kulturel­le arrangementer for overklassen, både ude i landsbyerne og inde i London. 


De kjoleklædte mænd dukkede op ved den årlige rokonkurrence mellem Oxford og Cambridge og på ansete teatre som Surrey og Alhambra, men også i det eksklusive shoppinggalleri Burlington Arcade – et sted hvor luksusludere også tilbød deres tjenester. 

Med mascaramalede blikke fik parret tiltrukket sig opmærksomhed fra arkadens velklædte gentlemen. Men også fra politiet. 

Ernest Boulton (kendt som Stella, siddende) og Frederick Park (kendt som Fanny, til højre). Foto fra 1865.

© Ullstein/ibl

Tiderne skiftede

Mens Stellas og Fannys tilstedeværelse blev værdsat hvor de optråd­te, var der efterhånden også en del, der ikke fandt det spor underholdende med mænd i dametøj. 


I London i begyndelsen af 1870’erne var stemningen nervøs. På den anden side af Den Engelske Kanal havde arbej­derne gjort oprør og grundlagt Pariser­kommunen, som i flere måneder styrede den franske hovedstad efter et radikalt, socialistisk program, inden oprøret blev knust af militæret.

I England krævede en voksende republikansk bevægelse, at kongehuset skulle afskaffes, samtidig med at Charles Darwin med sin snak om aber og evolution præsenterede en helt ny opfattelse af mennesket.


Mænd, der klædte sig ud som fruentimmere, blev – ovenpå alt dette – for nogle Londonere et tegn på, at verden var at lave.

Samtidig levede de under victorianismen – som epoken under dronning Victorias regeringstid kaldes. Her ekspanderede det pulserende og moderne storbyliv, og borgerskabet følte et behov for moralsk oprustning.

Sideløbende med seksualforskrækkelsen og det bornerte seksualitetssyn, eksiste­rede der dog også en overvældende nysgerrighed, som også er karakteristisk for perioden, men mindre kendt.

Beskyldt for skammelige livsstil

Da Stella og Fanny ankom til Strand Theatre, om aftenen den 28. april 1870, havde de allerede politiets øjne på sig. 


I teatret havde de en "date"med to kostume­klædte herrer, og de to par slog sig ned i en loge. Mens forestillingen var i gang, tilkaldte detektiven, som havde fulgt efter Stella og Fanny, forstærkning. Efter forestillingen blev begge arresteret, da de begav sig ud i Londonnatten.

Ernest Boulton og Frederick Park blev anklaget for "den afskyelige forbrydelse" buggery, datidens engelske benævnelse for sodomi eller homoseksuelt samleje.


Da de blev stillet for retten dagen efter, var de fortsat klædt i dametøj, hvilket blev beskrevet i detaljer i de aviser, der rapporterede om arrestationen. I medierne blev duoen beskrevet som "the he-she-ladies" og under den langtrukne retsproces var interessen stor.

Ernest og Frederick boede på to forskellige adresser i London, men delte også en lejlighed, hvor de forberedte sig inden deres fælles optrædener.


I denne lejlighed fandt politiet kjoler i dusinvis, ti kapper, samt de mange hatte og andre kvindelige accessories, som i retten blev fremlagt som bevis for de unge mænds "skammelige" livsstil.

Ernest Boulton og Frederick Park iført dametøj på Strand Theatre i London, hvor de blev anholdt.
© Mary Evans/ibl

Mangel på troværdige vidner

At en mand klædte sig ud i dametøj var imidlertid ikke ulovligt – i så fald var det en mindre forseelse. 


Den som klædte sig ud i dametøj i det offentlige rum, kunne maksimalt regne med en vred kommentar fra en politimand eller mindre bøder. For at kunne fælde Boulton og Park for sodomi, var der behov for mindst ét troværdigt vidne, og et sådant kunne anklageren ikke støve op.

På trods af grundige undersøgelser kunne myndighederne heller ikke finde nogen fysiske beviser på, at de tiltalte havde haft analsex, det være sig med hin­anden eller med nogen andre.


Efter at en enig jury havde fundet dem uskyldige, kunne duoen, omtrent et år efter arrestationen, forlade retssalen som frie mænd.

Denne gang i herretøj. Det varede dog ikke længe før Stella og Fanny var tilbage i deres kjoler igen.