Susan Travers gjorde tjeneste som chauffør i Fremmedlegionen under Ørkenkrigen.

© getty

Susan Travers – Fremmedlegionens eneste kvinde

Britiske Susan Travers blev den første kvinde der blev optaget i Fremmedlegionen under 2. verdenskrig

5. december 2016 af Karen Torp Pedersen

Kun én eneste kvinde har været i den myteomspundne Fremmedlegion. Efter en indsats
som chauffør under kampene i Nordafrika 1941–43, blev Susan Travers optaget i den
franske specialstyrke. I løbet af karrieren blev hun hædret med flere fornemme medaljer.

De tyske Stuka-fly summer som en bisværm i det fjerne. Susan Travers er krøbet ned i en smal skyttegrav i sandet. Hun registrerer, hvordan dødsangsten spreder sig i takt med, at lyden kommer nærmere. I to uger har den tyske øverst-befalende Rommel, kendt som Ørkenræven, rettet angreb efter angreb mod den franske Fremmedlegions lejr Bir Hakeim i det vestlige Libyen. Omkring 3 000 mand og én kvinde er omringet af det tyske Afrikakorps’ tropper.

Flyene kommer i sværme på over hundrede maskiner. De bryder ud én og én og dykker ned mod lejren og kaster bomberne. Eksplosionerne tvinger Susan Travers til at presse sig så langt ned i skyttegraven, som hun kan. Jorden ryster og mennesker og genstande flyver gennem luften, da bomberne rammer. Luften fyldes af det grå libyske sand.

De seneste uger har Travers og hendes kammerater ventet på døden. De kan ikke regne med, at hjælp udefra kan nå frem, inden Rommels styrker har jævnet lejren med jorden. Hvordan er en engelsk overklassekvinde dog havnet her?

Udsvævende liv

Susan Travers voksede op på fine adresser i England og Frankrig. I teenageårene levede hun vildt med dyr champagne, fester og mænd. Hendes forældre forsøgte forgæves at tøjle hende. Som voksen fortsatte hun efter eget udsagn det udsvævende liv og rejste fra det ene luksushotel til det andet og fra en elskers favn til den anden. Årene 1929–39 tilbragte hun mestendels på forskellige slotte, landsteder og elegante hoteller. Hele tiden var det andre, der betalte gildet. Vendepunktet for den knap 30-årige Travers blev 2. verdenskrigs udbrud.

I sommeren 1939 boede hun hos en veninde på slottet Beaudimont i Vestfrankrig. Sorgløse fordrev de tiden med jagt, tennis og overdådige middage. Samtidigt kastede det stadig stærkere Nazityskland skygger over Europa. Om søndagen den 3. september bankede en ven på hendes dør: "Det er begyndt, Susan. Vi er i krig."

Dårlig sygeplejerske

Et par uger senere meldte Travers sig til et tre-ugers sygeplejerskekursus i den franske by Poitiers. Hun forstod hurtigt, at hun ikke havde talent for at pleje patienter. Alligevel gennemførte hun kurset, og den 3. marts 1940 meldte hun sig til et fransk feltsygehus, som skulle sendes af sted for at pleje finske soldater i Vinterkrigen. Men allerede da de mellemlandede i Stockholm, fik de besked om, at Finland havde sluttet fred med Sovjetunionen. Feltsygehuset blev sendt til Nordfinland for at hjælpe til med plejen af sårede finske soldater.

Der fik hun nyheden om, at Tyskland havde indledt en lynkrig på Vestfronten. Hun og hendes kammerater undersøgte muligheden for at vende tilbage til Frankrig for at i stedet at pleje sårede landsmænd ved fronten. Men inden de havde afsluttet opgaven i Finland, indtog Hitlers styrker Paris, så hun blev tvunget til en ny plan. Da beskeden kom om, at general de Gaulle var flygtet til England og begyndt at samle frivillige til en ny fransk hær, rejste hun i stedet dertil.

Nogle måneder senere var hun med på samme skib som de Gaulle, da de 31. august 1940 forlod Liverpool for at føre den nydannede 13. brigade af Fremmedlegionen til den franske koloni Congo i Centralafrika. Susan Travers befandt sig ombord på SS Westerland, som under rejsen blev udsat for flere tyske flyangreb, men hun blev ikke bange; følte sig tværtimod opmuntret af at have noget meningsfuldt at lave.

Fremmedlegionærer rykker frem under kampene ved
Bir Hakeim 1942.

Efter et par uger i Congo sejlede Travers videre med skibet Neuralia, hvor hun for første gang traf den russiske fremmedlegionær, kommandant Dimitrij Amilakvari.

”Hans krystalblå øjne slog gnister, og da de låste sig fast i mine, banede de sig vej videre ind i dybet af min sjæl. Det kunne mærkes, at han var en erfaren forfører,” skrev Travers siden i sin selvbiografi.

Hun lod sig forføre mens rejsen fortsatte forbi Mozambique og ind i Det Indiske Ocean, videre rundt om Afrikas Horn og ind i Rødehavet, hvor de lagde til ved Port Sudan den 14. februar 1941.

Kørte med sårede

Efter et kortere ophold i Sudan og Eritrea, hvor hun arbejdede som chauffør for feltlægerne, blev hun sendt til Libyen, hvor franskmændene kæmpede mod italienske tropper. Under beskydning fra fjendtlige fly kørte Travers sårede fra fronten over åbne sletter, gennem minefelter og trange bjergpas. Mange gange undgik hun kun med nød og næppe at blive skudt, da hun kørte franske militærfolk til fronten.

I maj 1941 indgik Travers med sit køretøj i en bilkonvoj, som kørte tværs over Sinaiørkenen på vej mod en ny front, som var åbnet mellem de Gaulles frie franske styrker og de tropper i Syrien, som tog imod ordrer fra den tyskallierede Vichy-regering i Sydfrankrig. Kampene var hårde, og de frie franske mistede flere tusind mand.

En måned senere fik Travers en ny opgave som chauffør for den franske general Marie-Pierre Koenig. Hun kørte ham til Beirut i Libanon, hvor han skulle deltage i forhandlinger om våbenhvile med Vichy-troppernes ledelse.

Mens forhandlingerne fandt sted, flyttede hun sammen med generalen ind i en lejet villa. Hun var da ikke længere blot Koenigs chauffør, men også hans elskerinde. Relationen måtte holdes hemmelig, eftersom Koenig var gift, og rygter om utroskab ville skade hans stilling indenfor Fremmedlegionen. I flere måneder levede de et dobbeltliv.

Forflyttet til Libyen

I begyndelsen af 1942 fik romancen dog en brat ende, da de begge blev forflyttet til Nordafrika og ørkenkrigen mod Rommels Afrikakorps. I februar ankom de til den franske lejr Bir Hakeim. Nu måtte de opføre sig professionelt, da det ikke lod sig gøre at have et hemmeligt forhold i en militærlejr i ørkenen. 

I de følgende uger deltog Travers i det hårde arbejde med at forberede forsvaret af Bir Hakeim, hvor også Dimitrij Amilakvari befandt sig. Tiden slæbte sig af sted gennem steghede dage og iskolde nætter, mens de ventede på det tyske angreb.

Den 2. juni kom angrebet. Rommel slap en enorm ildkraft løs, med flyangreb og artilleribeskydning forsøgte han at jævne lejren med jorden. Kun sandstorme kunne af og til afbryde bomberegnen. Da forrådet i lejren begyndte at svinde ind, blev ledelsen enige om, at det eneste de kunne gøre, var at forsøge at bryde igennem fjendens linjer.

Flygtede fra lejren

Kort før midnat den 10. juni satte gene-ral Koenig sig på bagsædet i Travers' bil. I ly af mørket forlod alle franskmændene lejren. Pludselig hørte de en kraftig eksplosion. Køretøjet foran dem var kørt på en mine. Lyset og lyden havde også vakt tyskernes opmærksomhed.

Travers kørte videre, men kort efter eksploderede endnu et køretøj foran hende. Fra den brændende bil krøb eneste overlevende – Amilakvari. Han sprang ind ved siden af Travers, og hun kørte videre. Kugler føg om bilen, men de undgik at blive ramt. I flere timer kørte hun i spidsen for de flygtende styrker, forfulgt af tyskere.

Sent næste dag nåede franskmændene frem til målet, den britiske brigades lejr. Af de 3 700 franske soldater, som fandtes i lejren, lykkedes det 2 400 at krydse fjendens linjer. De fleste af dem havde fulgt med i konvojen bag Travers' bil. Da udbruddet blev kendt, blev soldaterne hyldet i de allierede landes aviser og radioprogrammer.

I april 1944 forlod Susan Travers Nordafrika for at deltage i kampen mod Hitler i Europa. Først i Italien og senere i Frankrig. Hun kørte kanoner til frontlinjerne og sårede soldater derfra. Da krigen var slut, var den 35-årige Susan Travers forandret for altid.

”Jeg var en anden kvinde nu end det skræmte pigebarn, som med en drink i hånden på slottet i Poitiers lyttede til krigserklæringen i radio,” skrev hun i sine memoirer.