Succes, sorg og skandale

I 1840’erne skrev søstrene Charlotte, Emily og Anne Brontë, tre præstedøtre fra Yorkshires vidstrakte hede, om stormende passioner, uregerlig...

I 1840’erne skrev søstrene Charlotte, Emily og Anne Brontë, tre præstedøtre fra Yorkshires vidstrakte hede, om stormende passioner, uregerlig egenrådighed og moralsk tvivlsomme helte. Det victorianske England svarede igen med bestyrtelse – og ivrig interesse. 

Tekst Unn Torell

At tre blide præstedøtre kunne udvikle sig til sådanne litterære vildhjerner skyldtes til dels tolv tinsoldater. Tolv soldater og en eftergivende holdning i hjemmet. I 1826, da Charlotte var ti år gammel og søstrene Emily og Anne nogle år yngre, fik deres bror Branwell tinsoldaterne i gave, og ud fra dem opbyggede de fire søskende deres egne fantasiverdener. Det lille samfund Hawarth, hvor faren Patrick var præst, lå langt ude på landet. Legen blev deres måde at udleve deres eventyrlyst i en ellers ensformig hverdag.

Mistede moren

Til familien Brontë hørte i alt fem søstre og en bror. Året efter at den yngste søster Anne blev født, døde moren Maria af kræft i æggestokkene. Mosteren Elisabeth flyttede ind for at hjælpe til, og hun blev der livet ud.

I efteråret 1823, to år efter morens død, blev alle søstrene undtagen den yngste sendt til Clergy Daughters’ School i nabobyen. Her rådede der streng disciplin, og dagene forløb i en dyster stemning. Da skolen blev ramt af en tuberkuloseepidemi, døde de to ældste søstre, Maria og Elisabeth, 11 og 10 år gamle. De andre to døtre blev hentet hjem, og herefter foregik undervisningen hjemme på præstegården.

En chance for at se verden

Søstrene hjalp til derhjemme, i kirken og de assisterede deres halvblinde far. Da de blev ældre, fulgte også kravet om, at de skulle bidrage til forsørgelsen. Charlotte og Emily tog ansættelse som lærerinder, men trivedes ikke med det. Anne og Charlotte fik plads som guvernanter (privatlærere), men mens Anne fandt sig relativt vel til rette, havde Charlotte det svært ved som en intelligent kvinde at blive behandlet som underordnet tjenestepige.

Emily havde efter sin læreransættelse mistet al lyst til at arbejde for andre, og valgte at blive hjemme og pleje sin gamle far. De vidste alle tre, at de havde lyster, der gik i andre retninger. De drømte om at åbne en skole, ført efter en pædagogik som de troede på.

Charlotte havde mange pennevenner, blandt dem stærke og nytænkende kvinder. En af dem foreslog, at søstrene skulle rejse til et internat i Bruxelles, som hun kendte til. Her kunne de lære fransk og dermed bedre rekruttere elever til deres skole. Charlotte havde held til at overtale mosteren og faren til at bistå med penge til det gode formål, og i februar 1842 begav hun og Emily sig af sted, eskorteret af broren Branwell.

Kærligheden i Bruxelles

Charlotte trivedes i Bruxelles. Her kunne hun udvikle sine skriverier og her mødte hun sin første store kærlighed, om end på afstand, i læreren, monsieur Heger. Emily, som imponerede med sine kundskaber, var ikke tilfreds med stedet. Hun syntes, at skolen kun tilbød en trist form for læring, som slet ikke stimulerede eleverne til selvstændig tænkning.

Da mosteren Elisabeth pludselig døde, måtte begge søstrene rejse hjem, og Emily valgte ikke at returnere, mens Charlotte rejste tilbage straks hun fik muligheden. Hendes forelskelse i monsieur Heger fortsatte også efter at hun omsider flyttede hjem igen. Senere brugte hun ham som forbillede for læreren i sin roman The Professor.

Broren blev alkoholiseret

Broren Branwell havde tidligt udvist talent som kunstner og fik en uddannelse som portrætmaler. Efter forgæves i en periode at have forsøgt at leve af sin kunst, vendte han sig mod mere sikre indkomstkilder. Han blev ansat som privatlærer i den samme familie, hvor søsteren Anne allerede arbejdede. Da et hemmeligt forhold til hustruen i huset blev afsløret, blev han afskediget.

Nedbrudt og desillusioneret sank han dybere ned i alkoholisme, og familien måtte håndtere hans konstante humørsvingninger, truende adfærd og store barregninger.

Søstrene gjorde et forsøg op at åbne deres egen skole, men ingen elever meldte sig til den. I stedet tog nye drømme form. Charlotte fandt, ved et tilfælde, et hæfte med digte som Emily havde skrevet. Hun blev imponeret over hvor velskrevne de var og foreslog, at søstrene skulle udgive en fælles digtsamling.
I februar 1846 indsendte de Poems under pseudonymerne Currer, Ellis og Acton Bell og samlingen blev antaget. Den blev udgivet og solgt i blot to eksemplarer, men et par kritikere roste dem. Det stimulerede søstrenes videre arbejde, med hver deres romanidéer.

Da intet forlag ville udgive dem, bestemte Anne og Emily sig for at udgive bøgerne på delvist egen bekostning. Agnes Grey og Stormfulde højder blev således udgivet. Et forlag takkede nej til Charlottes The Professor, men da hun i stedet sendte dem Jane Eyre, blev den udgivet og fik hurtigt succes. I år 1847 debuterede de alle tre som romanforfattere.

En skandaløs roman

Kritikerne hadede Stormfulde højder. Nogle få anerkendte romanens litterære kvaliteter, men man kunne ikke se gennem fingre med portrættet af den umoralske Heathcliff, det rå sprog og de mange angreb på tidens hykleri.

Der spredte sig et rygte om, at alle tre romaner var skrevet af den samme person, og for at udrede den misforståelse rejste Charlotte og Anne til deres forlæggere og lod sig se som to af de tre søstre. De krævede samtidigt, at de også fortsat skulle skrive under pseudonymer. Da de rejste hjem igen var det med forhåbningen om, endelig at kunne leve af deres skriverier.

Anne nåede at udgive en roman til, Fruen på Wildfell Hall, inden familien blev ramt af sorg på sorg. Først døde Branwell, i september 1848. Emily fik forkølelse til begravelsen og blev aldrig frisk igen. Hun døde af tuberkulose tre måneder senere. Året efter døde også Anne. Charlotte kæmpede imod sorgen ved ihærdigt at fortsætte det arbejde, søstrene havde påbegyndt. Stormfulde højder voksede i berømmelse og anerkendelse, og da den udkom i en anden udgave, skrev Charlotte forordet.

Hun blev efterhånden en kendt forfatterinde, udgav Shirley i 1849 og Villette i 1853, og sås ofte i London i selskab med sin unge forlægger. De lader til at have været tiltrukket af hinanden, og da han senere giftede sig med en anden, anede Charlotte, at han havde bøjet sig for andres krav.

En kortvarig lykke

Ved kirken i Haworth arbejdede den unge præstelærling Arthur Bell Nicholls. Han havde længe været forelsket i Charlotte, han havde friet men fået et klart nej fra hendes far. Til slut gav Patrick Brontë sig, og i maj 1854 giftede Arthur og Charlotte sig. Nogle lykkelige måneder fulgte indtil Charlotte i begyndelsen af 1855 blev gravid. Hun var da 39 år gammel, og hendes graviditetsgener lod til aldrig at gå over.

Selv troede hun, at det var normalt i hendes tilstand, men omgivelserne anede, at hun var alvorligt syg. Den 31. marts, ni måneder efter brylluppet, døde hun. Arthur Bell bad i sin sorg Charlottes veninde, Elizabeth Gaskell om at skrive en biografi om hustruen og året efter blev den udgivet, sammen med Charlottes første, ikke-antagede roman The Professor. Tre år senere blev også hendes ufuldendte roman Emma udgivet.

Arthur blev boende og passede sin svigerfar i dennes sidste leveår. Siden flyttede han tilbage til sin barndoms Irland og levede der frem til sin død i 1906.

Brontë-søstrene er idag højt respekterede, både litterært og folkeligt – også i Danmark.