General Arthur Percival føres af en japansk officer til Fordfabrikken, hvor kapitulationen blev underskrevet 15. februar.

© Ullstein/All Over Press

Slaget om Singapore

Ingen troede at en fjendtlig hær kunne trænge igennem den tætte jungle og indtage den britiske koloni Singapore. Men det var netop hvad japanerne gjorde for 75 år siden.

9. februar 2017 af Magnus Västerbro

I 2. verdenskrig påstod man at fæstningen Singapore var umulig at indtage. Men da japanske styrker angreb i februar 1942, varede det mindre end en uge, inden forsvarerne gav op. Beskeden sendte chokbølger gennem det britiske imperium.

Det var den 8. februar 1942. Monsunsæsonens kraftige regnfald var holdt op. Den værste varme og fugt var aftaget en smule. På øen Singapores nordvestlige strand kiggede soldater fra den australske 22. brigade ud over det sund, der skiller Singapore fra Malakkahalvøen. I flere dage var japanske styrker gået i stilling på den anden side af vandet. Briterne havde regnet med at blive angrebet fra den anden side af øen.

Modfaldne soldater

Den australske styrke bestod for størsteparten af modfaldne veteraner og unge rekrutter uden felterfaring. Alt i alt var dette den klart svageste del af de allieredes forsvar af Singapore. Alligevel havde byen ry for at være en uindtagelig fæstning. Den befæstede ø og dens vigtige havn blev kaldt for ”Østens Gibraltar” og var et symbol på det britiske imperiums magt.

Japansk bombeangreb på Singapore i februar 1942.

© Ullstein/All Over Press

Det japanske angreb startede med et intensivt bombardement. I 15 timer regnede artilleriilden ned over de australske stillinger. Da beskydningen var allermest intensiv, talte man til 80 granatnedslag i minuttet. Ingen havde oplevet et så kraftigt angreb før – ikke engang en arret officer, der havde tilbragt fire år i 1. verdenskrigs skyttegrave.

Invaderede Malakkahalvøen

To måneder tidligere havde de japanske styrker påbegyndt invasionen af Malakkahalvøen nord for Singapore. Angrebet startede den 8. december 1941 – samtidig med, at angrebet på den amerikanske flådebase Pearl Harbor fandt sted (men på den anden side af datogrænsen). Siden da var de britiske styrker gang på gang blevet udmanøvreret af deres japanske angribere og presset tilbage gennem junglen. De allierede soldater – mest englændere, australiere og indere – var ganske vist talmæssigt overlegne, men de var ikke så veltrænede, og de var dårligere udrustet og mindre motiveret end japanerne.

I starten af februar havde den britiske øverstkommanderende Arthur Percival besluttet at forlade Malakkahalvøen og samle alle styrker til et koncentreret forsvar af Singapore. Ifølge planen skulle øen kunne holde ud i mindst tre måneder. Det var mere end nok til, at Storbritanniens krigsledelse kunne nå at sende forstærkninger til Sydøstasien. Hvis bare Singapore kunne modstå angrebet, kunne man sætte en stopper for den japanske ekspansion. Derpå skulle de allierede gå til modangreb i Asien.

Men så snart de japanske styrker indledte deres angreb den 8. februar, skulle disse forhåbninger vise sig at være totalt urealistiske. Om aftenen blev de første japanske styrker sendt over sundet i små både og gik i land ved Singapore. De australske soldater ydede ganske vist modstand, men efter kun få timer kunne japanerne udnytte det faktum, at de allieredes frontlinje var alt for lang. De trængte frem mellem forsvarernes stillinger og fik hele fronten til at trække sig tilbage og falde sammen. Allerede næste morgen var store dele af den 22. brigade enten blevet udslettet eller i gang med en hastig tilbagetrækning.

Tvunget til tilbagetrækning

Den japanske fremrykning påvirkede hele den britiske forsvarslinje langs Singapores nordlige kyststrækning. Hvis de ikke forlod deres stillinger, risikerede de nemlig at blive angrebet bagfra. Derfor var de tvunget til at trække sig tilbage – hvilket betød, at japanerne kunne landsætte deres styrker, i princippet uden modstand.

 

 

Den britiske koloni faldt, selv­­-om den blev forsvaret af 80 000 soldater.

© Svante Ström

Der blev kæmpet voldsomt de følgende dage. Forsvarerne blev hele tiden presset tilbage mod byen Singapore. Det blev også tydeligt, at den allierede militærledelse ikke fungerede. Hærcheferne havde svært ved at samarbejde og kunne ikke blive enige om en fælles strategi.

Snart bredte der sig en følelse af håbløshed, og mange soldater deserterede. Bl.a. gik en hel indisk division over til japanerne. Desuden var det britiske flyvevåben blevet udslettet efter kun få dage. Japanerne fik næsten total kontrol over luftrummet. Ikke engang kanonerne i Singapores havn kunne yde ordentlig modstand. De altid frygtede kanoner skulle garantere, at ingen fjender kunne nærme sig byen, men de var næsten udelukkende udrustet med ammunition, som var beregnet til at trænge igennem pansrede skibe. Mod spredte landstyrker var kanonerne på det nærmeste uanvendelige.

Churchill reagerede

Om aftenen den 10. februar reagerede Storbritanniens premierminister Winston Churchill på udviklingen. I et telegram slog han fast, at de allierede styrker uden problemer burde kunne besejre japanerne.

”Det kan i denne situation ikke komme på tale at spare tropperne eller beskytte lokalbefolkningens liv,” skrev Churchill. ”Kampene skal kæmpes til ende, koste hvad det koste må. […] Hærchefer og officerer skal være parat til at dø sammen med deres soldater. Det handler om det britiske imperiums og den britiske hærs ære.”

Kampene fortsatte, men det japanske angreb blev mere og mere intensivt.

Hvad den britiske ledelse ikke vidste, var, at japanernes styrke kun bestod af 30 000 mand, ca. en tredjedel af de allieredes. Desuden var de japanske forsyningslinjer risikabelt lange. De begyndte at mangle såvel mad som ammunition.

Bagefter kaldte den japanske øverstbefalende Tomo-yuki Yamashita sit angreb på Singapore ”et blufnummer – som fungerede”. 

Sejrrige japanske styrker marcherer over Fullerton Square i det centrale
Singapore efter den britiske kapitulation.

© Ullstein/All Over Press

”Jeg vidste, at hvis jeg blev nødt til at kæmpe længe for at erobre Singapore, så var jeg dømt til at tabe. Derfor forsøgte jeg at fremtvinge en kapitulation. Jeg var hele tiden bange for, at briterne skulle opdage, hvor talmæssigt underlegne vi var, og at vi manglede forsyninger, og tvinge mig ind i katastrofale gadekampe.”

Modangreb eller kapitulation

Men der blev ingen kampe inde i byen. Om morgenen den 15. februar samledes de allierede officerer til en sidste rådslagning. Enten skulle de straks gå til modangreb og forsøge at jage japanerne bort – eller overgive sig.

Man blev enige om, at fortsatte kampe ville være meningsløse. Tropperne var dybt demoraliserede, og manglen på ammunition var akut. Samme aften blev det japanske flag hejst over Singapores højeste bygning. Fulgt af japanske soldater vandrede generalløjtnant Percival til Fordfabrikken i byen, hvor et møde med general Yamashita ventede. Percival blev tvunget til at erklære sig formelt besejret.

Symbolsk nederlag

Det britiske imperiums mest ydmygende kapitulation – og et af de værste britiske nederlag nogensinde – var et faktum. Omkring 80 000 soldater blev taget til fange. Mange kom til at tilbringe resten af krigen i lejre under forfærdelige forhold. Over 10 000 af dem døde i fangenskab.

Samtidig fik nederlaget i Singapore også stor symbolsk betydning. Japans hær havde en gang for alle vist, at de gamle kolonimagter rent faktisk kunne besejres i åben kamp. Singapores fald var ikke kun en stor militær sejr for Japan. Det var også et bevis på, at det europæiske verdensherredømme var til ende.