Arcimboldos berømte portræt af Rudolf 2. som ­Vertumnus, årstidernes gud i romersk mytologi, findes idag i Sverige.

© Giuseppe Arcimboldo/Skoklosters slott

Rudolf 2. – kejseren af kuriosa

Den tysk-romerske kejser Rudolf 2. magtede ikke virkelighedens hårde realiteter. Han trak sig tilbage til sit slot i Prag, hvor han opbyggede samtidens største samling af kunst og kuriosa – og skabte et centrum for kultur og videnskab.

3. januar 2018 af Thomas Oldrup

Han har det ikke godt, kejseren. Folk vil have ham til alt muligt; han skal tage stilling i konflikten mellem katolikker og protestanter, og han skal snart få skaffet sig en kejserinde og en arving. Udenfor står der en lang kø af folk, der vil i audiens. 

Følte sig kun tilpas i kunstkammeret

Han vender ryggen til virkeligheden og lader sig opsluge af det velkendte: sin kunst og sine storslåede samlinger. Mens der hamres på døren, kærtegner han de sære skabninger i Kunst- og Under-værkskammeret: Udstoppede fugle fra hele den kendte verden, kostbare sten, djævle indespærret i glas, mumier og meget mere hjembragt af Amerikafarerne, samt over 3 000 malerier. Kun i hans samling har han det godt. Men hans sindssyge tager til dag for dag, snart kan hans omgivelser ikke længere vende det blinde øje til...

Kejser i det tysk-romerske rige

Rudolf 2. af Habsburg, den hellige tysk-romerske kejser, blev født i Wien 1552. Han tilbragte hele sin barndom i Spanien, sammen med en af sine brødre, hvor han voksede op hos sin fætter, Filip 2. af Spanien.

Da han kom tilbage derfra blev han, 20 år gammel, først konge af Ungarn og Kroatien, så af Bøhmen, og da hans far, den populære kejser Maximilian 2., døde i 1576, blev han også kejser. 

Rudolf 2., på et traditionelt portræt 

© Heritage/Getty

Blev Dominus mundi

Han fik titlen: ”Dominus mundi,” dvs. Verdens Herre. I praksis indebar det, at han var formel hersker over en lang række fyrstendømmer i det centrale og østlige Europa.

Det første han gjorde, var at flytte den kejserlige residensstad fra Wien til Prag. Her tilbragte Rudolf, der ikke holdt meget af at rejse og kun gjorde det, når pesten drev ham ud af Prag, resten af sit liv.

Tycho Brahes mæcen

Rudolf var en ustabil, svag og flyvsk monark. Han var katolik, i hvert fald på papiret, men forsøgte hele livet at holde sig forholdsvis uafhængig i tidens voldsomme katolsk-protestantiske skisma, som hans far havde gjort. Den langvarige konflikt havde splittet det tysk-romerske rige siden Martin Luther i 1517 havde offentliggjort sine teser. Rudolf var resultatet af et kærlighedsløst og dynastisk udtænkt ægteskab, hvor hans far havde sympatiseret med protestantismen og moren havde været strengt romersk-katolsk.

Rudolf var en multikulturel og dannet mand. Det siges, at han talte italiensk med sine elskerinder, spansk med sin gud, tysk med sine hofmænd og tjekkisk med sine oprørske bønder.

Var Rudolf svag som monark, så var han stærk som mæcen og samler. Den fornøjede og følsomme sponsor for tidens største kunstnere og videnskabsmænd (fx maleren Guiseppe Arcim-boldo og videnskabsmændene Johannes Kepler og Tycho Brahe) var en mand af en helt anden fast støbning, der ikke var tilfreds med andet end det allerbedste, og som var kompetent og forudseende. Rudolf var en af de mest lærde og kunstelskende fyrster, verden nogensinde har set.

Han havde verdens største datidige samling af kunst og kuriosa. De mennesker, der fik lov til at se den, beskrev den som verdens ottende vidunder. 

Levende leksikon

Han ønskede at skabe sig et slags mini-kosmos, et levende leksikon, hvori han og de kunstnere, han havde knyttet til sig, kunne se livet udspille sig. For tidens maniske samlere var de samlede genstande tit mindre vigtige end selve passionen for det at samle. En tanke var, at hvis man omgav sig med alt, hvad der findes i denne verden, på ét sted, kunne man måske finde nøglen til harmonien i universet.

Han knyttede ikke kunstnerne til sig som fx formelle hofmalere, men som venner og rådgivere, selvom de slet ikke var kompetente til det. Tycho Brahe fx var gnaven over at blive kaldt til Slottet i tide og utide for at konversere og lægge horoskoper for kejseren og dennes kæledyrsløve.

Ærkehertugparret Albrecht 7. og Isabella besøger en samling. Albrecht var en
anden af Rudolfs brødre.

© Walters Art Museum

Troldomskejseren

Tiden i Prag var ikke Tycho Brahes lykkeligste. Men i astronomihistorien blev opholdet betydningsfuldt, fordi Brahe her fik den medarbejder, Johannes Kepler, som skulle blive hans videnskabelige arvtager.

Tycho Brahe var havnet i Prag i sommeren 1599, efter at Christian 4. havde opsagt de fordelagtige forhold han havde arbejdet under, under Christians far.

Brahe fik dog kun få år i Prag. Det var her han døde den 24. oktober 1601, sandsynligvis af en arbejdsskaderelateret forgiftning. Han er begravet i Tejnkirken i Prag, hvor mange danskere hver dag besøger hans berømte grav.

Rudolf var også kendt som det okkultes protektor. Han satte sig selv i spidsen for udforskningen af de hemmelige, sorte videnskaber med en interesse, der nærmede sig vanvid. Han hentede folk som dr John Dee og Edward Kelley, som var alkymister og fidusmagere, til Prag, hvor de arrangerede mystiske møder for "Trolddomskejseren." Han havde op til 50 alkymister tilknyttet sit hof, bl.a. for at skabe kunstigt guld, men også forsøge at finde evighedsmaskinen, de vises sten og det evige liv. 

Rudolf 2. ramt af depresssioner

Kejseren havde et følsomt sind. Han led i lange perioder af sit liv af svær melankoli. Han burede sig mere og mere inde på sit slot med sine malerier, horoskoper, mærkelige maskiner, eksotiske dyr, korrupte embedsmænd og enorme samling. Hans kontakt med omverdenen blev dårligere og dårligere. Hans politiske og religiøse neutralitet var velment, men i en verden, der var præget af krig (bl.a. osmannerne), blev lederen af Europas største rige naturligvis hele tiden afkrævet stillingtagen. Det blev et pres på hans skrøbelige sind.

Desuden blev han også presset til at finde sig en kejserinde og få børn. Der var flere på tapetet. Habsburgernes ægteskabsvalg har altid været præget af strategi mere end kærlighed. Tanken var, at Rudolf skulle giftes med La Infanta i Spanien, hvilket ville sikre en benhård alliance og på lang sigt et rige, der strakte sig over halvdelen af Europa. 

Himmelglobe med ur, fra Rudolfs samling.

© Metropolitan museum

Gift i hemmelighed?

Den gik ikke, da hun blev træt af at vente og i stedet giftede sig med en af hans brødre. Også en af medicierne, Anne af Tyrol, blev han sat i forbindelse med.

Kejseren kunne ikke finde sin rette officielle mage. Men hans rigsantikvars fattige datter blev han angiveligt gift med ved en ceremoni på Slottet, og han fik mellem fem og otte børn med hende. En pige blev født få dage før hans død.

Presset udefra, både politisk og med hensyn til at finde en partner, voksede op gennem 1500-tallet. Ved århundredeskiftet begyndte det hele at smuldre mellem fingrene på Rudolf. Hans særhed blev mere og mere udtalt, magten gled fra ham, og også hans forstand.

Frygtede dommedag ved århundredeskiftet

Til den almindelige uro i befolkningen og helt op i de højeste kredse bidrog forestillingen om, at århundredskiftet ville blive ledsaget af dommedag. Han var sikker på, at han ligesom sin far ville dø, før han var fyldt 50 år, og hans astrologer kunne fortælle, at årsskiftet ville føre alskens uheld med sig.

I år 1600 havde han et voldsomt raserianfald en nat på slottet og afskedigede sine to nærmeste medarbejdere, der ganske vist var bundkorrupte, men også hans flittigste folk og to, der i praksis holdt sammen på slottet og riget. Han burede sig derefter inde med sin kæledyrsløve og sin samling. Folk, der opsøgte ham i audiens, måtte vente i månedsvis. Han var paranoid, og mindst en gang ved man, at han forsøgte selvmord.

Rudolf 2’s kejserkrone. Selvom han blev afsat som konge over Ungarn, Kroatien og Bøhmen, beholdt han kejsertitlen til sin død i 1612.

Broren Matthias tog over

Rudolfs ældste lillebror, som han havde tilbragt sin barndom i Spanien med, hed Ernest. Det var bestemt, at Ernest skulle overtage tronen, hvis Rudolf abdicerede eller
ikke fik nogle børn, før han døde.

Ernest var sympatisk, vellidt og delte mange af Rudolfs interesser. Men da det stod klart, at Rudolf burde abdicere, døde Ernest under mystiske omstændigheder på en rejse i Nederlandene.

Den næste i rækken af Rudolfs brødre var Matthias, en streng men intelligent mand med mange magtfulde bekendte blandt adelen og de katolske præster.

Rudolf 2. fik stuearrest

Matthias mødte op i Prag med en hær og krævede Rudolfs abdikation, først som konge af Ungarn og Kroatien i 1608, siden også som konge af Bøhmen i 1611. Det krævede ikke blodsudgydelse eller overtalelse, andet end en kort, formel modstand. Rudolf var blevet afsat, af sin egen lillebror og havde fået stuearrest på slottet. Den formelle kejsertitel fik han dog lov til at beholde til sin død.

Matthias, der var strengt katolsk, flyttede derefter kongesædet tilbage til Wien og efter-lod Rudolf på sit mystiske, mørke slot hævet over Prag. Her tilbragte han sine sidste år, og han døde i 1612, omgivet af sine malerier og elskede kuriosa. Opskriften på det evige liv fandt han så vidt vides aldrig.