De mest kendte billeder af Bonnie og Clyde er en serie, som deres egen bande, »The Barrow Gang», tog. 

Røverromancen endte blodigt

I starten af 1930’erne var det unge par Bonnie og Clyde USA’s mest berømte forbrydere. Deres dramatiske kriminelle turné – præget af røverier, drab og ildkampe med politiet – blev fulgt nøje af pressen og gjorde dem til folkehelte.

19. april 2017 af Sara Griberg

Den 23. maj 1934 kom en brun Ford V8 kørende på en vej i delstaten Louisiana. I bilen sad et ungt par. Bonnie på 23 år var klædt i en rød kjole og spiste en sandwich fra en brun papirspose. Hendes kæreste, Clyde på 25 år, havde taget skoene af og kørte i strømpesokker. Pludselig så de en lastbil parkeret i vejkanten. De genkendte bilen, der tilhørte en af deres kumpaners far.

Clyde sænkede farten for at se, om den gamle havde brug for hjælp. I samme nu brød et voldsomt skyderi løs. På få minutter var det overstået og bilen, med motoren kørende endnu, rullede stille ned i grøften. Inden de politifolk, der havde ligget i baghold, havde fået fat i retsmedicinere og bugseret vognen væk, vrimlede det allerede med nysgerrige.

Tog souvenirs fra åstedet

Politiet gjorde et halvhjertet forsøg på at hindre folk i at stjæle souvenirs. Nogle klippede lokker af Bonnies hår eller tøjstumper fra Clydes gennemblødte skjorte, andre forsøgte at brække bakspejle og skærme af den sønderskudte bil. Blandt fattige amerikanere i depressionens USA var forbryderparret Bonnie Parker og Clyde Barrow allerede sagnomspundne legender.

Da de mødtes i Dallas nogle år tidligere, var den 19-årige Bonnie en arbejdsløs servitrice. Trods sin fattige opvækst, havde hun klaret sig godt i skolen. Hun var særlig dygtig til litterære opgaver og til at spille teater.

Bonnies mor har beskrevet sit første møde med datterens kæreste: ”Han stod i køkkenet i et stort forklæde og lavede varm kakao, en drik som han elskede. Jeg så med det samme, at der var noget kørende imellem dem. Det var tydeligt i Bonnies øjne og stemme og den måde, hun rørte ved hans skjorteærme, når hun talte.”

Blev tidligt kriminel

Men den kakaoelskende fyr viste sig at være alt andet end en svigermors drøm. Clyde kom fra en fattig landarbejderfamilie; forældrene var analfabeter og han selv var tidligt sprunget fra skolen og havnet i et kriminelt miljø. Kort efter at have mødt Bonnie blev han sat i fængsel for røveri og biltyveri.

Forholdene i fængslet var forfærdelige, med dårlig hygiejne, konstante overgreb og umenneskeligt slavearbejde. Bonnies breve til Clyde i fængslet er fulde af kærlige ord og håb om en bedre fremtid: ”Jeg vil have, at du er en mand, elskede, ikke en gangster. Jeg ved, at du er god og vil gøre gode ting. Verden uden for fængslet er vidunderlig; vi er unge og burde være lykkelige som andre par.” Men da Clyde blev benådet efter halvanden år, kom han ud af fængslet endnu mere forhærdet end, da han blev sat ind, opfyldt af had mod samfundet og øvrighedspersoner. Han kunne ikke leve et normalt liv og indledte sammen med Bonnie den vilde røverturné, der ikke sluttede før de uheldsvangre majdage i Louisiana.

Some day they’ll go down together,
and they bury them side by side.
To few it’ll be grief, to the law a relief
– but it’s death to Bonnie and Clyde.

Parrets bande gik under navnet ”The Barrow Gang” og bestod, foruden Bonnie og Clyde, af diverse tilfældige forbrydere. For en tid var Clydes bror Buck og hans hustru Blanche med. Røverier imod især butikker og benzintanke blev efterfulgt af en desperat flugt i høj hastighed af et net af småveje.

Fik ingen glæde af udbyttet

Selvom banden fra tid til anden fik fat i store pengesummer, undte de aldrig sig selv at nyde godt af det. Altid på flugt måtte de tage til takke med ydmyge moteller eller slog lejr og sov i bilerne. Hvis nogen, privatperson eller politimand, forsøgte at stoppe dem, blev de skudt ned i koldt blod.

Der forefindes ingen beviser for, at Bonnie nogensinde skød nogen, men Clyde derimod var sandsynligvis skyldig i omkring ti drab. Ofte var det dog noget, der skete i kampens hede i forbindelse med ildkampe eller andre møder med politiet, snarere end overlagt mord.

Barrow-banden var ikke unik. Depressionsårene 1930–35 er gået over i historien som ”Public Enemy”-æraen. Aldrig tidligere var der blevet begået så mange forbrydelser i USA.

Kriminelle organisationer, der havde tjent store penge i forbudstiden, var gået over til bankrøverier og kidnapninger. Byerne var fulde af arbejdsløse, som ikke så nogen anden udvej end at stjæle for at overleve.

Samtidig var politiets organisation forældet. Hver delstat havde sit eget politi, og masseproduktion af biler betød, at forbrydere hurtigt kunne flygte over nærmeste statsgrænse og undslippe.

Parrets bil blev fuldstændigt sønderskudt i politiets baghold den 23. maj 1934. 

Massemedierne behandlede gangsterbanderne som om, de var filmstjerner, og dem, der fik mest opmærksomhed, var Bonnie og Clyde. Aviserne fik bl.a. fat i fotografier, som det unge par havde taget for sjov, men som politiet fandt i et gemmested, de havde måttet forlade i al hast. På billederne poserer de foran flugtbilerne med cigarer og skydevåben som hårdhudede lovløse i bedste westernstil.

Plejede sit imagee

Bonnie og Clyde, der indså at deres historie aldrig ville ende lykkeligt, bidrog selv aktivt til at pleje deres image. Bonnie skrev f.eks. digtet The Story of Bonnie & Clyde, som blev spredt i dagspressen og fik læserne til at græde over det jagede og misforståede kærestepars skæbne. I sidste vers forudser hun deres tragiske endeligt:

”Some day they’ll go down together,

and they bury them side by side.

To few it’ll be grief, to the law relief

– but it’s death to Bonnie and Clyde.”

De fik dog ikke lov til at hvile sammen, men blev begravet på to kirkegårde i Dallas. Bonnies mor skal have afgjort den sag med ordene: ”Clyde havde hende i tre år og se, hvordan det gik.”