Richard Løvehjerte.

© Bridgeman/IBL

Richard Løvehjerte – brutal, berømt og tilhyldet

Allerede som teenager var Richard Løvehjerte berømt over hele Europa som en usædvanligt modig ridder – en mand med en løves hjerte. I år 1189 håbede det kristne Europa, at han ville erobre Jerusalem fra muslimerne. Men det viste sig snart, at han havde adskillige fjender.

17. januar 2018 af Bo Eriksson

I to år havde Akko været belejret af kristne tropper. I havnebyen var der tusindvis af bevæbnede muslimske soldater. Den fastlåste situation var til de belejredes fordel, for den kristne hær var selv blevet omringet af sultan Saladins store hær, der sultede belejrerne ud og foretog sporadiske angreb på de mere og mere udmattede korsriddere.

I månedsvis havde de europæiske krigere ventet på, at Richard Løvehjerte skulle komme med friske mænd og materiel. Englands nykronede konge blev betragtet som de kristnes håb om at generobre Jerusalem fra Saladin og knuse de vantro. Spørgsmålet var bare, hvor længe endnu de kristne tropper ville kunne holde stand mod angrebene og sulten.

Richard 1. til undsætning

Den 8. juni 1191 blev horisonten fyldt med store sejl. Kunne det være sandt? Var det virkelig kong Richards flåde? De, der havde kæfter til det, rejste sig op og jublede. Man gestikulerede til de indsejlende 160 skibe og stak våbnene i luften.

"Kong Richard, kong Richard!" Råbene gav genlyd, mens Akkos muslimske indbyggere samledes på murene, nysgerrige og bekymrede over det, der foregik blandt ”frankerne”.

Den myteomspundne konge havde en hel hær af korsriddere, proviant og udrustning med. Det tog lang tid at sejle ind, og dagen gik. Man strøg sejlene, og tusindvis af årer slog
i vandet, da flåden nærmede sig land. Fra skibene lød trompetsignaler, og på de mange hundredvis af faner, der blafrede i vinden, sås tre leoparder – kong Richards heraldiske våben.

En procession af sårede krigere i laset tøj drog af sted mod havnen og skibene. En gruppe fornemme kvinder sluttede sig til for sammen med hærcheferne og korsridderne at tage imod den storartede hædersgæst. Man tændte fakler og havde dadler og vin med.

I Richards følge under marchen til Jerusalem var der både krigere og en gruppe fornemme kvinder.

© Bridgeman/IBL

En løves hjerte

Det første skib lagde til, og han kom gående – Richard 1., senere kendt som Richard Løvehjerte. Navnet fik han pga. den tapperhed, han udviste i kamp. Rygtet talte sandt: Han var høj, kraftigt bygget og havde et rødgult skæg, der skinnede som guld i skæret fra faklerne. Han blev mødt med lettet jubel og øredøvende hurraråb fra tusindvis af tilskuere.

For første gang i to år kunne soldaterne mærke håbet vende tilbage: De ville være i stand til at besejre "de vantro" og atter vandre i Jerusalems smalle gader. Med den engelske konge som leder for tusindvis af korsriddere skulle fjenden endelig slås ned til sidste mand – Jesus skulle besejre Muhammed. 

Plantagenet-slægten

Hvem var han så, denne konge med en løves hjerte, der var blevet legendarisk i sin egen levetid? Richard blev født den 8. september 1157 og var søn af den engelske kong Henrik 2. og Eleonora af Aquitanien. Faderen var af Plantagenet-slægten med aner tilbage til normannerne og vikingerne.

Richard havde flere hel- og halvsøskende og nære slægtninge på begge sider af Den Engelske Kanal, fordi hans mor først havde været dronning af Frankrig. Den franske konge havde – utilfreds med, at han ikke fik en mandlig tronarving – ladet sig skille fra hende, da hun havde født to døtre.

Eleonora af Aquitanie

Eleonora giftede sig da med Henrik 2. og blev dronning af England. Med sin nye mand fik hun otte børn, men kun fire overlevede småbarnsårene: Henrik den Yngre, Richard, Geoffrey og Johan. Henrik den Yngre var ældst i søskendeflokken og dermed tronfølger. Johan var yngst og havnede i skyggen af sine dominerende brødre.

Richard var på det rene med, at hans ældre bror skulle arve tronen. Det var ikke noget, han tog sig specielt meget af i begyndelsen. Mens Henrik den Yngre blev oplært inden for kedelig administration og statsforvaltning, sadlede Richard sin hest og gjorde ridderne selskab.

Richard Løvehjertes mor Eleonora af Aquitanie. Aquitanie ligger i nutidens sydvestlige Frankrig.

© Bridgeman/IBL

Eleonora gik imod Henrik 2.

Allerede som ung var han tiltrukket af det farlige og eventyrlige ridderliv. Af de våbenbærende riddere lærte han at håndtere både sværd og spyd og ride
i kamp. Han drømte om krig.

Drømmen gik i opfyldelse, men ikke på den måde, han havde håbet på. I 1173 udbrød der krig mellem England og Frankrig. Eleonora stod imidlertid ikke på sin mands side, men stillede sig åbent på den franske kong Ludvig 7.'s side. En mulig årsag til hendes handlemåde var, at Henrik 2. levede åbent sammen med sin elskerinde. Eleonora sørgede for, at sønnerne fulgte hendes eksempel, og trak sig tilbage til Aquitanien. Nu gjorde sønnerne oprør mod faderen. De ville afsætte ham og sætte Henrik den Yngre på den engelske trone. 

Geoffrey angreb Richard

Henrik 2. vandt og fængslede sin hustru for forræderiet, men benådede sønnerne. Richard overtog da styret af Aquitanien, hvor han blev tvunget til at slå flere adelsoprør ned. Han var grusom og hensynsløs, men mange roste ham for at være en rigtig ledere og en førsteklasses kriger. Men selvom Henrik 2. havde benådet sine oprørske sønner, var de ikke blevet forsonet. Richard havde et tæt forhold til sin mor, og brødrene havde uløste indbyrdes uoverensstemmelser om landområder og indflydelse.
I sommeren 1183 udbrød der derfor et nyt oprør: Geoffrey angreb Aquitanien og sin bror Richard.

Igen måtte Henrik 2. rykke ud for at mægle mellem sine sønner. Han forsøgte at få sønnerne til at nedlægge deres våben, men blev selv angrebet af sønnen Henrik den Yngres bueskytter, da han nærmede sig dennes slot i Limoges i det centrale Frankrig. 

Kun Richard og Johan tilbage

Situationen var meget alvorlig, og der var så godt som borgerkrig, da den unge Henrik pludselig blev syg og døde. Året efter døde også Geoffrey. Af de fire sønner var der nu kun to tilbage: Richard og Johan. Efter-som Richard var den ældste, blev han engelsk tronarving.

Den engelske konge Henrik 2. og hans søn Richard Løvehjerte. Mellem dem ses Henrik den yngre, Richards ældste bror.

© SPL/IBL

Nu opstod den næste konflikt, denne gang mellem Richard og Henrik 2. Den begyndte med, at Henrik 2. ville give Aquitanien til sin yngste søn, Johan, og Richard protesterede – selvfølgelig. Aquitanien var hans og havde tilhørt moderen Eleonora. Da så Henrik opsagde sine feudale bånd til den franske kong Filip 2., så Richard sit snit til at bortmanøvrere faderen.

Richard bliver konge

I konflikten mellem den engelske konge, hans far, og den franske monark stillede Richard sig på Filips side. Richard og den unge franske konge var desuden blevet venner, og det kan have været udslagsgivende for hans stillingtagen.
I 1189 udbrød der en ny krig, hvor Henrik 2. faldt. Richard blev nu kong Richard 1. Løvehjerte. En af hans første handlinger var at befri sin mor fra hendes fangenskab. Derefter kunne han krones i Westminster Abbey i London den 3. september 1189.

Forfølgelse af jøder efter kroning

I forbindelse med indsættelsen som regent opstod der en ulykkelig begivenhed, som udløste en blodig voldsspiral. Richard Løvehjerte havde udstedt forbud mod, at jøder måtte være til stede ved selve kroningen. Men nogle prominente jødiske personer ville alligevel give kongen gaver. De blev mødt med hån og foragt. Det påstås, at man rev tøjet af de rige jøder, slog dem og smed dem ud på gaden.

Inde i byen bredte der sig hurtigt et rygte: Kong Richard havde opfordret til mord på jøder. Kong Richards forbud, begivenheden ved kroningen og den påståede mishandling udløste en pogrom mod landets jøder.

Østpå blev en anden krig udkæmpet. Siden 1187 havde Jerusalem tilhørt sultan Saladin. Det betød, at kristenhedens hovedstad og hellige grav – ifølge de kristnes synsvinkel – lå i de vantros hænder. Richard havde allerede ”taget korset”, inden han blev konge, dvs. lovet, at han ville deltage i et korstog for at befri Den Hellige By. 

Richard Løvehjerte under det tredje korstog.

Korstog med Fredrik Barbarossa

Sammen med Frankrigs kong Filip og Tysklands kejser Frederik Barbarossa brugte Richard vinteren 1189 på at samle penge til korstoget. Mens Richard og Filip mødtes i Vézelay i sommeren 1190, drog Frederik Barbarossa ud på sit eget korstog, men døde i en drukne-ulykke på vej til Det Hellige Land.

Richards og Filips hære valgte søvejen. I september ankom deres flåde til Messina på Sicilien, hvor Richards søster Johanna sad fængslet. Hun var enke efter øens tidligere konge, og det lykkedes Richard at få hende løsladt. Efter at korsfarerne havde forladt Sicilien, løb de ind i en storm, der førte størsteparten af flåden til Cypern. Richard lod sine mænd erobre øen og solgte den dernæst til Tempelridderordenen. De solgte Cypern videre til den afsatte konge af Jerusalem, Guy af Lusignan, der ankom til øen i efteråret 1191. 

Til det belejrede Akko

Guy informerede også kong Richard om den elendige situation ved Akko. Richard begyndte omhyggeligt at planlægge landgangen ved den belejrede by. Først sendte han sin hustru, sin søster og andre af hoffets kvinder i forvejen. De ankom en uge tidligere og kunne give de hårdt pressede belejrere håb: Nu var store forstærkninger på vej. Richards mål var at gøre en uforglemmelig entré i Det Hellige Land. Den skulle give de trætte soldater nyt håb og skræmme muslimerne i havnebyen. 

Katapulter og græsk ild

Med sig på skibet havde Richard materiale til at bygge slynger og katapulter. Da alting var parat, og datidens krigsmaskiner stod på deres strategiske pladser, gav han tegn. Tunge sten slog mod mure og tårne, så grus og støv hvirvlede rundt. Mens de civile bragte sig i sikkerhed under de kristnes bombardement, svarede de muslimske soldater igen med græsk ild, en blanding af kemikalier, der blev brugt som et effektivt brandvåben. 

Richard Løvehjerte i kamp under det tredje korstog.

© Bridgeman/IBL

Men korsridderne holdt sig på afstand og ventede tålmodigt på, at stenene fik bugt med forsvarsmurene og krigsmoralen hos de belejrede soldater. Efter at et af tårnene var blevet knust, hejste Akkos øverstbefalende det hvide flag. Det var lykkedes kong Richard at erobre den vigtige havneby, og rygtet om hans bedrift bredte sig rundt i Europa. 

I konflikt med kong Filip

Med tiden opstod der en konflikt mellem Richard og kong Filip. Den handlede om penge og lederskab. Richard havde investeret flere penge i korstogsprojektet og så derfor sig selv som den naturlige leder af korstoget, mens Filip syntes, de skulle deles om æren. Uoverensstemmelsen forvandlede deres tidligere venskab til mistillid. Da Filip under belejringen fik en ukendt sygdom, der gjorde, at han tabte alt håret og neglene, anklagede han Richard for at have forgiftet ham. Syg og træt af sin ungdomsven rejste Filip hjem.

Richard kom også på kant med en anden hærfører: Leopold af Østrig. En af de engelske riddere havde på direkte ordre fra Richard revet et flag ned, som Leopold havde båret ved indtoget i byen og ladet sætte op på bymuren. Østrigeren, der var meget stolt af sin herkomst, kunne ikke tilgive denne krænkelse og rejste straks hjem.

Fred med Saladin

Inden Richard drog sydpå, lod han 2 600 krigsfanger fra Akko henrette for at vise, at han ikke havde i sinde at vise nåde nu, hvor han drog mod Jerusalem. Efter nogle sejre mod Saladins hær lod Richard sine mænd befæste byen Askelon ved kysten. Efter et angreb på en karavane, der førte forstærkninger til den muslimske hær, var Saladin til at forhandle med. 

Richard lod 2 600 fanger henrette ved Akko.

© Lessing/IBL

I september 1192 indgik de to en treårig våbenhvile. Richard fik sine krav igennem om, at kristne pilgrimme og handelsmænd skulle garanteres fri adgang til Jerusalem. Men muslimerne beholdt magten i byen. Med våbenhvilen i ryggen opgav Richard projektet og rejste hjem. Han havde fået rapporter om, at både hans bror Johan og hans tidligere ven Filip truede hans trone i England.

Kidnappet af Leopold

Vejen hjem blev dog længere end planlagt. Først blev han tvunget til Korfu pga. storm. Dernæst rejste han over land nordpå i forklædning for at undgå at blive opdaget af nogen af sine mange fjender.

I den lille by Erdburg lige uden for Wien blev han dog afsløret og taget til fange af sin tidligere våbenbror Leopold, der overgav ham til den tyske kejser Henrik 4. Han på sin side truede med at overlade Richard til den franske kong Filip. Richard indledte forhand-linger med den tyske kejser om løsladelse, men forhandlingerne trak i langdrag.

I juni 1193 fastlagde man de politiske indrømmelser og en løsesum på 150 000 mark. I marts 1194 var løsesummen indsamlet og betalt – Richard Løvehjerte var nu en fri mand. Det første, han gjorde, da han vendte hjem til England, var at forsone sig med sin intrigerende bror Johan og at lade sig krone igen. 

Richard erobrede Normandiet

Nu påbegyndte han arbejdet med at generobre de franske områder, han havde mistet under korstogene, bl.a. Normandiet. I de følgende år vandt Richard flere sejre i Frankrig. Han indgik alliancer imod den franske konge og forstærkede borge i de erobrede områder.

I foråret 1199 ledede Richard en belejring af byen Limoges i Aquitanien, hvor han blev ramt af en pil fra en armbrøst i nakken. Snart gik der betændelse i såret, og Richard Løvehjertes liv stod ikke til at redde. Han døde den 6. april 1199 i sin 77-årige mors arme.