I 1300-tallet voksede et banksystem frem i Italien. 

© Fine Art Images/Heritage/Getty

Pengenes historie – i 8 valutaer

Det siges, at penge får jorden til at dreje rundt, men måden det er sket på, har gennemgået store forandringer gennem historien. I flere tusinde år har de repræsenteret rigdom, uanset om de har bestået af mønter eller cifre på en skærm.

16. januar 2018 af Jens Hofgaard Eikre

Egentlig er penge et ret nyt fænomen i menneskehedens historie. De første dukkede op i forbindelse med landbrugets opståen for 10 000 år siden. Tidligere bestod et menneskets sociale sfære kun af et tocifret antal jægere og samlere, som han kendte og på sin vis var afhængig af. Hvert medlem af gruppen kunne forvente at få, hvad han behøvede, uden behov for et betalingsmiddel. I de landbrugssamfund, som senere dukkede op, kunne nu tusindvis af personer være i kontakt med hinanden, og så var det ikke bare åbenlyst, at en tjeneste blev gengældt. Især ikke hvis det handlede om en byttehandel mellem mennesker fra forskellige kulturer.

Derfor blev der udviklet et system, hvor ressourcer, som begge parter værdsatte, erstattede håndslag og løfter om modtjenester. Dermed var betalingsøkonomien et faktum.

Sølv og guld som betalingsmiddel

Fra begyndelsen bestod sådanne ressourcer oftest af korn eller husdyr, men fra 3000-tallet f.v.t. blev metal-ler vigtige betalingsmidler, især sølv og guld. Begge metaller var sjældne og derfor efter-tragtede. De kunne heller ikke rådne eller forgå, så værdien blev anset for stabil. Desuden var de nemme at tage med på rejse. Disse ædelmetaller blev formet til barrer, stænger eller støv, som kunne vejes op, når man gjorde forretninger.

I Mesopotamien og Egypten brugte man også sølv i forbindelse med beskatning og bødebetaling.

Længe forblev sådanne penge blot en målestok for de fleste, som fortsattte med byttehandel. Da den egyptiske vægter Amunmes købte en okse i 1200-tallet f.v.t. betalte han kun en tiendedel af prisen, som skulle modsvare værdien af 4,55 kilo kopper, i netop metallet kobber. Resten af beløbet blev betalt med bl.a. klæder og olie.

En afbildning af en betaling i antikkens Grækenland omkring 400-tallet f.v.t. samt en tetradrakmer fra 500-tallet f.v.t. i hjørnet.

© Erich Lessing samt Universal History/UIG/Getty

1. De første mønter tages i brug

Valuta: Tetradrakmer. Hvornår: 600-talet f.v.t. Hvor: Lilleasien

Det var i kongedømmet Lydien de første mønter blev præget i slut­ningen af 600-tallet f.v.t. Disse mønter blev lavet af en naturlig legering af guld og sølv, og fra begyndelsen var de ikke tænkt som et betalingsmiddel. Den lille størrelse og det blandede indhold gjorde det svært at fastslå den præcise værdi. Den runde form og den indprægede tekst og symbolerne gjorde dog et sådant indtryk, at mønten slog igennem som penge blot årtier senere.

Det tog tid før idéen passerede over det Ægæiske Hav, og mønten blev et udbredt betalingsmiddel. Indenfor de græske bystater blev mønter fremstillet af sølv, som var deres dyrebareste materiale. Sølv havde været eftertragtet tidligere, men formet som mønter kunne det nu sælges endnu dyrere. Handelsbyer som Athen og Ægina tjente formuer på at sprede sølvmønter til overpriser i handel med bl.a. Syrien og Egypten.

Tetradrakmerne betalte også for de græske bystaters militær og bureaukrati. Denne stærke egen­interesse viste sig også i valget af figurer på mønten. I Athen symboliserede fx gudinden Athena byens magt.

Ordet drakme betyder "håndfuld" og minder os om tiden før penge. 

Kejser Hadrians fredspolitik stimulerede handelen i romerriget. Til venstre ses en aureus.

2. Pax Romana var godt for handelslivet

Valuta: Aureus och dinarer. Hvornår: 117–235 e.v.t. Hvor: Romerriget

Kejser Hadrians udenrigspolitik fokuserede på at bevare freden og imperiets grænser, hvilket var godt for handelen inden for riget. Imperiet var stort set selvforsynende med landbrugsprodukter, så det var især luksusvarer, der blev fragtet over Romerrigets grænser. For germanske slaver, afrikansk elfenben, kinesisk silke og indisk peber fik handelsmænd betaling i aureus, rigets officielle guldmønt. De værdifulde mønter udgjorde toppen af det romerske møntvæsen og havde en 25 gange højere værdi end sølvmønten denarius. Der var godt en mio aurei i cirkula­tion i international handel.

Den romerske fred, Pax Romana, ophørte omkring år 235, da ydre fjender satte grænserne under pres og imperiet blev ramt af borgerkrig. Møntvæsenet kollapsede, men da havde traditionen for mønter allerede spredt sig til store dele af Europa.

Vikinger spreder arabiske mønter i Europa under deres handelsrejser.

© Christian Blache

3. Arabiske mønter spredt af vikingerne

Valuta: Dinarer og dirhamer. Hvornår: 750–1258. Hvor: Arabiska kalifatet

Da det abbasidiske dynasti overtog det arabiske kalifat i år 750, omfattede det Mellemøsten, Nordafrika og det meste af Spa­nien. I dette område levede epokens rigeste mennesker, og de fleste af de luksusvarer, som handelsmænd førte med sig, havnede ved kaliffens hof i Bag­dad, hos en egyptisk guvernør eller i en anden muslimsk herskers palads.

Selvom området blev splittet i de følgende århundreder, forblev den islamiske verden en livlig handelsregion. Egypten var middelhavslandenes bankende hjerte og rigets guldmønt – dinaren – var så accepteret, at kopier blev fremstillet i Barcelona, på Sicilien og i korsfarerstaterne. Slaver, honning og pelse blev ført til Bagdad af vikinger, som havde købt ind på de russiske floder. Sølvmønterne de fik – dirhams – blev spredt så langt som til de britiske øer via vikingernes handelsnetværk. Flere af disse sølvmønter havnede også i Indien og Kina via den handel, som udgik fra den persiske bugt.

Den muslimske verdens stærke position blev hæmmet af korstogene og andre invasioner. Dødsstødet blev tildelt af mongolerne, da de plyndrede Bagdad i år 1258.

Efter den katastrofe blev regionen i en lang periode økonomisk set degraderet til en mellemstation for europæernes handel med Asien, og kristne mønter blev foretrukket i forbindelse med handelsaftaler, selv mellem fx muslimske sultaner.

Zhang Zeduans viser kinesisk handels- og hverdagsliv i 1100-tallet. Til højre ses en kinesisk pengeseddel.

© Zhang Zeduan samt UIG/Getty

4. Kinesiske købmænd først med sedler

Valuta: Kinesiske sedler. Hvornår: 1189–1500-tallet. Hvor: Kina

Mens metaller blev brugt mere og mere som penge i vesten, gik Kina i 1100-tallet over til en ny form for betalingsmiddel – sedler. At betale med værdipapirer var i og for sig ingen ny idé indenfor kinesisk økonomi. Blandt handelsmænd havde det i flere hundrede år været almindeligt at udveksle værdibeviser som modsvarede en bestemt sum. På den måde kunne lokale love omgås, og handelsmændene slap for at slæbe rundt på store mængder af tunge mønter.

Jin-dynastiet, som styrede de nordlige dele af den kinesiske region, udfærdigede i 1189 den første officielle seddelvaluta, som kort efter blev taget i brug i hele Kina. De blev særligt udbredte, da Ming­dynastiet tog over fra 1368.

Papirsedler var en billig måde for en hersker at øge den valutamængde, der var i omløb, hvilket stimulerede handelen. Systemet forudsatte dog, at folk stolede på, at sedlerne havde den værdi, som der var trykt på dem.

Denne tiltro aftog blandt kineserne i 1500-tallet, og sedlerne blev erstattet af mønter. Det tog mere end et århundrede inden tiltroen var genoprettet og sedler igen kunne tages i brug.

Spanierne brugte indianske slaver til at bryde sølv i Potosíminen.

© Interfoto/IBL

5. Sølv fra Bolivia skabte global handel

Valuta: Realer. Hvornår: Fra 1540-tallet. Hvor: Det spanske imperium

I 1540'erne indledtes minedriften i Potosí, som blev verdensberømt som Sølvbjerget. I dets storhedstid hentede spanierne tre femtedele af verdens sølv ud fra disse miner. Af sølvet blev der produceret realer i stor skala. Samtidig sejlede euro­pæiske skibe til nye markeder over hele verden, som blev gjort tilgængelige takket være forbedret teknologi og nye opdagelser.

Denne maritime revolution og den store mængde nyt sølv, der blev sprøjtet ind i handelen, skabte et globalt marked i 1500-tallet. Veludrustede handelsskibe kunne nå alle jordens riger, og sølv blev modtaget som betalingsmiddel overalt. Især spaniere, nederlændere og englændere påtog sig rollen som verdens købmænd i et netværk, hvor verdenshavene ikke længere udgjorde forhindringer, men muligheder. Udviklingen indebar en kraftig tilbagegang for de handelsruter, som gik ad landvejen over fx Centralasien.

Handelens nye epicentrum blev Kina, hvor europæerne ikke havde problemer med at købe varer som silke og porcelæn, så længe de havde sølv at betale med. Det meste af verdens sølv bevægede sig mod Kina, og deres varer bevægede sig i modsat retning.

Den svenske palmstruchern var Europas første pengeseddel. I baggrunden ses slottet Tre kronor fra 1661, samme år som palmstruchern blev udgivet.

© Govert Camphuysen

6. Europas første sedler redede Sverige

Valuta: Palmstrucher. Hvornår: 1661–64. Hvor: Sverige

150 år efter at kineserne havde opgivet deres system med pap­irpenge, dukkede en variant op i Europa. Det var Sverige, der var først ude. Langvarige krige havde anstrengt den svenske økonomi og ført til en akut mangel på mønter i Sverige. Handelen blev hårdt ramt af, at der var for få penge i omløb. De nye papirpenge blev opkaldt efter Johan Palmstruch, direktør for Stockholms Banco.

Hver seddel modsvarede et fast beløb, og det havde en stimulerende effekt på svensk økonomi. Men systemet kollapsede senere, da banken simpelthen trykte for mange sedler, hvorpå deres værdi sank. Der var ikke længere ressourcer til at indløse sedlerne, og i 1664 blev sedlerne forbudt.

Samme scenarie sås også i andre krigsførende lande, hvor papirpenge blev indført som en nødløsning. I Sverige varede det 150 år, inden man fandt en løsning på problemet med sedlens usikre værdi.

Omtrent samtidig cirkulerede en variant i London, hvor guldsmedene udsendte deres egne "running cash notes." Også Bank of England begyndte med større succes og stabilitet at trykke sedler med teksten "payable to bearer" kort efter at de åbnede i 1694.

Herhjemme startede pengesedlernes historie i 1713, da Frederik 4. udstedte de første papirpenge.

Guldstandardsystemet krævede at der blev opbevaret i enorme mængder guld hos nationalbankerne.

© David Levenson/Alamy/IBL

7. Guld garanterede sedlernes værdi

Valuta: Pund. Hvornår: 1816–1914. Hvor: Storbritannien

I begyndelsen af 1800-tallet indførtes et nyt system, der skulle hæmme det spekulative i sedlernes natur. Indenfor bankvæsenet havde man indset risikoen ved at trykke for mange sedler, og regeringerne lod særlige myndigheder holde strengt øje med, om bankerne holdt igen.

En metode til at gøre dette var indførelsen af guldstandarden i 1816. Den britiske regering udfærdigede en lov, der sagde, at et pund sterling var lige så meget værd som 7,3 gram guld. Loven garanterede, at sedlerne kunne veksles til guld, og gjorde briterne meget mere villige til at anvende dem.

Systemet blev kopieret i resten af de vestlige økonomier frem til 1870'erne.
Da alle gik ud fra guld som penge­nes værdi­garanti, blev det let at veksle mellem pund, mark, dollar og andre valutaer. Dermed blev landene omkring Nordatlanten mere og mere som én fælles markedsplads, og handelen blomstrede.

I de følgende årtier blev guldstandardens rækkevidde endnu større, da de vestlige stormagter etablerede kolonier i alle verdensdele, og fx åbnede nye markeder i Afrika og Sydøst­asien.

Guldstandarden var dog ikke problemfri. Det krævede enorme guldreserver at garantere værdien af alle de cirkulerende papirpenge, og i praksis var det kun stormagterne, der havde råd til at samle sig så meget guld sammen.

De enorme omkostninger fra 1. ver­denskrig tvang mange europæiske lande til at sælge ud af deres guldreserver, og efter freden i 1918 havde de ikke råd til at købe dem tilbage. Da så mange økonomier manglede guld, kollapsede systemet med guldstandarden til slut, trods mange forsøg på at forsikre brugerne om dets stabilitet. 

8. En kontantløs fremtid

Valuta: Bitcoin. Hvornår: 2009–. Hvor: Global

Den digitale revolution som verden har oplevet i de sidste 20 år har fået flere og flere til at fravælge kontanter til fordel for plastickort og andre digitale løsninger. I stedet for en tegnebog rækker det nu med et kort og en firecifret kode for at have adgang til alle ens penge.

Indenfor eurozonen, verdens næststørste valutaområde, står 750 mio betalingskort for næsten halvdelen af de 500 mio europæeres transaktioner. Kort bruges syv gange oftere end unionens egne pengesedler.

Også helt digitale valutaer, hvoraf bitcoin er den mest kendte, er begyndt at brede sig. Det første køb for 10 000 bitcoins gjaldt en pizza i Florida i 2010. Seks år senere kunne samme beløb betale for Oslos dyreste pent­houselejlighed.

På trods af at kort- og digi­tale overførsler, fx mobile pay, bliver mere almindelige, er det stadig kontanter, som får de fleste af verdens økonomier til at fungere. Spørgsmålet er hvor længe? Det er ikke usandsynligt, at fremtidens økonomiske system bliver helt digitalt.