Da Otto 3. invaderede Rom i 997, lod han byens hersker Crescentius halshugge og lod øjnene stikke ud på paven Johannes 16. 

Otto III – De sidste tiders sidste kejser i Rom

Otto 3. følte sig udvalgt af Gud og ville genoprette Roms fordums pragt. Derfra ville han skabe et ­kristent rige og bekæmpe ondskabens magter nu, hvor der snart var gået 1 000 år efter Kristi fødsel, og mange troede, verdens undergang var nær.

5. november 2017 af Jan Ingar Thorn

År 1000 e.v.t. nærmede sig ubønhørligt – og det samme gjorde verdens undergang og dommedag, hvis man skulle tro Bibelen. Her blev det fortalt, at i de sidste tider 

skulle en ond skikkelse, Antikrist, hærge på jorden. Man mente, man så flere og flere tegn på, at den tid var nær. I Syditalien var den tyskromerske kejser Otto 2.'s tropper blevet knust af en muslimsk hær. I de østlige dele af riget havde hedenske slaviske stammer gjort oprør, og mod nord sejlede vikinger ud for brutalt at plyndre kristne klostre og landsbyer.

Men inden for kirken havde man også en tro på, at en af Gud udvalgt kejser skulle træde frem for at bekæmpe Antikrist og mørkets hærskarer. Da der kun var få år tilbage til det skæbnetunge årstal, følte en ung mand i Tyskland sig udvalgt til opgaven.

Kejser af Guds nåde

Otto 3. blev valgt til kejser i Det Tyskromerske Rige, da han kun var tre år gammel. Hans far, Otto 2., håbede dermed at undgå konflikter om tronfølgen i det imperium, som omfattede størstedelen af vore dages Tyskland og Norditalien. Men kort efter faderens død i år 983 blev den unge kejser ført bort af den magthungrende hertug Henrik af Bayern, som hævdede, at han havde større ret til tronen end sin unge fætter. Senere forsøgte han at fremstille sig selv som Otto 3.'s medregent, men fik ikke tilstrækkelig støtte.

Indtil han blev myndig, blev Otto 3.'s rige styret af hans græske mor Theo-phana. I foråret 996 blev han kronet til kejser i Peterskirken i Rom. Otto var klædt i en kroningskappe i rødt og guld. Stoffet var broderet med skræmmende billeder fra Bibelens for-tællinger om de sidste tider, bl.a. den røde drage og det uhyre, som nævnes i Åbenbaringen, de mørkets magter, som Otto 3. følte sig udvalgt til at bekæmpe. 

I 996 overtog Otto 3. selv magten efter sin mors, Theophanas' formynderregering. 

I Italien mødte Otto 3. den franske præst Gerbert af Aurillac, der senere blev valgt til pave under navnet Sylvester 2. De to blev straks venner og delte visionen om et kristent verdensomspændende rige styret fra Rom. Gerbert blev Ottos personlige læremester og rådgiver.

Greb magten i Rom

Ottos farfar havde indlemmet Rom i Det Tyskromerske Rige. Men byen havde vist sig vanskelig at styre. Den virkelige magt lå på denne tid hos adelsmanden Crescentius. Han afsatte den lovligt valgte pave og erstattede -ham med sin egen yndling, Johannes 16.
I vinteren 997 red Otto 3. til Rom
i spidsen for en hær. Både Crescentius og hans udvalgte pave blev taget til fange. Johannes 16. fik øjnene stukket ud, ørerne skåret af og tungen revet ud. Derpå blev han sat omvendt på et æsel og ført i en spotteparade gennem Roms gader. Crescentius blev halshugget og hængt med fødderne op på bakketoppen Monte Mario.

Gerbert udbrød triumferende: ”Noster, noster est Romanum Imperium!” (Vort, vort er romernes rige!) Men Otto 3. var plaget af voldsom anger. Barfodet og iført en dragt af groft klæde foretog han en 300 km lang pilgrimsvandring til Monte Gargano på Italiens østkyst. Her knælede han i en kirke helliget ærkeenglen Mikael og bad om syndsforladelse.

Colosseum som bolig

Renset for sin synd begyndte Otto nu at skabe et nyt romerrige. Fra sit palads på Palatinen, en af Roms syv høje, kunne kejseren skue ud over ruinerne af det antikke rige og drømme om en lys fremtid. Men i virkeligheden græssede køer og geder på Forum Romanum, og Colosseum var blevet plyndret for al sin marmor. På den forfaldne arena havde mennesker bosat sig, og der hang tøj til tørre på tilskuerpladserne.

Kejseren ønskede ikke at se forfaldet. Sammen med Gerbert planlagde han, hvordan det nye imperium skulle rejse sig fra ruinerne. Et rige uden grænser, hvor kirke og stat levede i harmoni, og Rom var den evige hovedstad.

Karl den Store var forbilledet

Nye ceremonier blev indført, baseret på antikke forbilleder. Ti kejserkroner blev fremstillet til forskellige højtidelige formål. De var pyntet med laurbær, efeu, olivenblade og påfuglefjer og fremstillet af kostbare materialer. En guldkrone bar inskriptionen ”Rom, verdens
overhoved, hersker og styrer alt.”

Kejserens personlige segl havde valg-sproget ”Det genfødte romerrige” og afbildede et oprustet Rom og Ottos forgænger og forbillede, Karl den Store.

I takt med at årtusindskiftet nærmede sig, blev flere og flere begivenheder tolket som varsler om den kommende undergang. Otto følte, at han måtte rejse til Karl den Stores grav i Aachen så hurtigt som muligt. Fra Aachen havde Karl styret et stort frankisk rige i slutningen af 700-tallet. Juledag år 800 blev Karl kronet til romersk kejser af paven. Nu håbede Otto at få nye kræfter i disse svære tider ved et besøg ved den store kristne kejsers grav.

Til Karl den Stores grav

Problemet var, at ingen var helt sikker på, hvor graven lå. Otto fastede
i tre dage og fik derpå en åbenbaring, som førte ham til den rette grav. Grev Otto af Lomello, som var en del af selskabet, påstod bagefter, at Karl den Store, iklædt guldkrone, sad på en stol
i graven, som om han stadig levede. Ifølge hans fortælling tog kejser Otto en tand med fra sin legendariske forgænger, som en hellig relikvie.

For at hente styrke besøgte Otto 3. Karl den Stores grav i Aachen.

Tusindeårsskiftet

I sommeren år 1000 vendte Otto tilbage til Rom. Årtusindskiftet var kommet, uden at verden var gået under. Nu hilste romerne kejseren velkommen med råbene: ”Lad os glædes i Rom. Med kejserens magt renser paven århundredernes synd!”

Men jubelråbene skulle snart forstumme. Da Otto slog et oprør ned i byen Tivoli, blev romerne utilfredse med Ottos uventet milde straf til oprørerne. Tivoli blev betragtet som en rival til Rom, og mange mente, byens indbyggere havde gjort sig fortjent til hårde straffe. Roms beboere greb til våben og belejrede kejserens palads. Ifølge myter greb Otto den hellige lanse med et søm fra Kristi kors og gik ud på Palatinen. Med tårer i øjnene talte han til folket:

”Er I ikke længere mine romere? For jeres skyld har jeg forladt mit hjemland. Min kærlighed til jer har fået mig til at foragte sakserne, germanerne og mit eget blod. Jeg har kæmpet for at udbrede Roms navn til alle verdenshjørner.” Men Otto blev ikke bønhørt. Han måtte forlade Rom og tage tilflugt til den gamle kejserby Ravenna, hvor han søgte til et kloster for at faste, bede og gøre bod. Trods sine unge år var han nu hærget af flere års uafbrudt aktivitet og sin strenge, asketiske livsførelse.

Døde af malaria

I slutningen af år 1001 samlede Otto en ny hær og marcherede mod Rom. Inden afmarchen mødte han, ifølge myten, den hellige Romuald, der pegede på ham og sagde: ”Hvis du marcherer mod Rom, genser du aldrig Ravenna." Romuald fik ret. På vej til Rom blev Otto 3. pludselig syg. Ifølge rygterne havde Crescentius' enke forgiftet ham, men han døde sandsynligvis af malaria. Den 23. januar 1002 døde Otto 3., 21 år gammel. Han blev begravet i Aachen, ved Karl den Stores side. Gravindskriften lød: ”Må verden klage, Rom græde og Kirken sørge.”