Oscar Wilde

Oscar Wilde levede efter sine principper – et dekadent, tabufrit liv. Hele sit liv søgte han rampelyset uden nogensinde at tvivle på sin egen...

31. maj 2016 af Anna Larsdotter

Oscar Wilde levede efter sine principper – et dekadent, tabufrit liv. Hele sit liv søgte han rampelyset uden nogensinde at tvivle på sin egen genialitet.

Tekst: Anna Larsdotter

Ingen forfatter har efterladt sig flere berømte citater end Oscar Wilde. Hans evne til at levere ondskabsfulde, kvikke bemærkninger gjorde ham til en af Storbritanniens største kendisser i slutningen af 1800-tallet. Wildes tro på sig selv og sin egen genialitet var så stor, at den til sidst blev hans fald. Den viktorianske epoke var en farlig tid at leve i for mennesker, som mente, at ”moral” var et ord, som burde smides på lossepladsen.

Oscar Fingal O’Fla­her­tie Wills Wilde blev født den 16. oktober 1854 i Dublin. Hans forældre var øjenlægen William Wilde og digteren og oversætteren Jane Francesca Elgee. Det var moderen, som sammensatte den fantasifulde række navne til sin søn. Oscar skilte sig dog af med dem. Jo mere berømt man er, jo færre navne har man behov for, var hans ræsonnement. Hans mål var kort og godt at blive kendt som ”The Wilde”. Af sin mor lærte han, at man altid kan forskønne virkeligheden. Selv havde hun ændret sit navn fra Frances til Francesca og hævdede, at hendes familie stammede fra Firenze og var i slægt med den italienske digter Dante Alighieri.

Løgnen blev hans livsfilosofi

Den forskønnende løgn skulle blive Wildes livsfilosofi. Han huggede en hæl og klippede en tå på myten om sig selv, som var den en kunstgenstand. I skolen var han kendt for sin opvakte og velformulerede konversation og sin hukommelse. Det siges, at han kunne læse venstre- og højresiden i en bog samtidig.
Han var god til alt, bortset fra idræt, og vandt en guldmedalje i græsk uden at gøre noget særligt for det. Med tiden blev der god brug for den hos Londons pantelånere.
Også hans fysiske fremtræden gjorde indtryk på folk. Oscar Wilde var tæt på 1.90, kraftigt bygget, med langt bølgende hår med midterskilning og en fyllig, sensuel mund. Wilde var en såkaldt dandy – en modeinteresseret mand med en overdreven interessere for sit ydre – tøj var derfor en af hans store interesser. Han holdt altid en skrædder travlt beskæftiget med nye sæt tøj, pelse og knæbukser.

I efteråret 1874 blev han indskrevet på Magdalen College i Oxford efter at have fået et stipendium. Han var 20 år og vids­te, hvad han ville med sit liv. Med ordet i sin magt så han sig selv som usårlig: ”Jeg vil være digter, forfatter, dramatiker. På en eller anden måde har jeg tænkt mig at blive berømt, og hvis jeg ikke kan blive berømt, vil jeg være berygtet.” Man kan sige, at det hele lykkedes for ham.
Oscar Wilde blev ven med litterære personligheder som kunstprofessoren John Ruskin og forfatteren Walter Pater. Sidstnævnte havde i 1873 udgivet en bog, Studies in the History of the Renaissance, som skulle få stor betydning for en hel generation briter med intellektuelle ambitioner. Wilde kaldte bogen for ”skønhedens hellige skrift” og tog helhjertet dens budskab til sig: At livet skal leves i fuld fart, og at kunsten er sig selv nok.

Havde svært ved tilknytning

I løbet af sin Oxfordtid forelskede Oscar Wilde sig i Florence Balcombe, hvis far havde kæmpet i Krimkrigen og opkaldt datteren efter Florence Nightingale, den berømte sygeplejerske. Florence Balcombe giftede sig senere med Wildes gamle skolekammerat Bram Stoker, forfatteren til Dracula.
Wilde sørgede ikke specielt over bruddet. Han havde svært ved rigtigt at knytte sig til andre. Den eneste undtagelse var lord Alfred Douglas, også kaldet ”Bosie”, som skulle blive hans skæbne.
Oscar Wildes navn kom snart på alles læber. En skuespillerinde spurgte: ”Hvad har den unge mand gjort, siden man støder på ham overalt? Jo, han er da veltalende, men hvad har han gjort?” Wilde forstod, at han var nødt til at skabe noget varigt. I 1882 skrev han dramaet Vera, et stykke om en russisk kvinde, som forsøger at myrde en politichef. Derefter kom digtsamlingen Poems. Især teaterstykket fik dårlige anmeldelser.

Skulle »fortolde sit geni»

Bedre gik det dog under en forelæsningsturné i USA, hvortil Oscar Wilde rejste for at gøre reklame for Gilbert & Sullivans operette Patience. Forestillingen, som havde været en stor succes i både London og New York, var til dels en parodi på den æstetiske bevægelse, for hvilken Wilde var frontfigur. Inden turneen havde han ladet sy flere nye sæt tøj, men han havde ikke skrevet en eneste sætning på selve foredraget.
I januar 1882 ankom han til New York, hvor han i tolden affyrede den berømte replik: ”Jeg har intet at fortolde ud over mit geni.”
To år senere giftede Oscar sig med Constance Lloyd, med hvem han fik sønnerne Cyril og Vyvyan. Men selvom Constance var både smuk og belæst og derudover god til at lytte, kunne hun ikke råde bod på sin ægtefælles rastløshed. Oscar Wilde blev draget, af en ukendt kraft, mod det farlige, mod nydelsens yderste forpost. ”Den bedste måde at blive en fristelse kvit på er at falde for den,” sagde han og fulgte sit eget råd til punkt og prikke.
Men med ægteskabet indtraf den mest produktive periode i Oscar Wildes liv. Han skrev skuespillet Salome til den franske stjerneskuespillerinde Sarah Bernhardt, novellen Canterville-spøgelset og den skandaleombruste roman Billedet af Dorian Gray.

Idømt to års fængsel

Samtidig begyndte han at færdes i homoseksuelle kredse, hvor han mødte den unge, men erfarne ”Bosie”. Lord Alfred, tredje søn af den koleriske markis af Queensberry, havde ifølge eget udsagn læst Dorian Gray 14 gange. Han genkendte sig selv i fortællingen om ynglingen, som forelsker sig i sin egen skønhed.
Markisen gjorde sit bedste for at bryde sønnens forbindelse til Wilde. Trusler og chikanerier endte med, at Oscar Wilde i 1885 stævnede Queensberry for æreskrænkelse.
I enhver sammenhæng, hvor ord vejede tungest, mente Wilde, han ville gå af med sejren, men sådan gik det ikke denne gang. Markisen blev frifundet, og i stedet blev Wilde arresteret for ”homoseksuelle aktiviteter”, noget, som var ulovligt. Han blev idømt to års fængsel. Constance og børnene flyttede til udlandet og fik nyt navn.
Oscar Wilde havde aldrig tidligere følt sympati for samfundets underste. Sygdom og lidelser indgik ikke i hans verdensbillede. Nu sad han selv i en celle i grå fangedragt og kasket. Maden bestod af bønner og vælling, og den første tid måtte han hverken læse eller skrive.
Bogen Kvadet om Reading Tugthus vidner om, at Wilde fik et nyt perspektiv på livet i løbet af de to år bag lås og slå.

Efter løsladelsen flyttede han til Paris. Selvom han havde besluttet at lade være, genoptog han kontakten til ”Bosie”. I efteråret 1900 fik Oscar Wilde meningitis og døde kort efter, kun 46 år gammel. Hans begravelse blev betydeligt enklere, end han havde ønsket sig.
Ni år efter hans død blev hans jordiske rester dog flyttet til kendiskirkegården Père-Lachaise i Paris, og Wilde begyndte at blive hyldet som den geniale kulturpersonlighed, han altid havde været.

Læs mere: Syndebukken (1999) af Elias Bredsdorff