Med hånden på sværdet sværger nordiske frivillige ed til Waffen-SS i 1941. 

© Ullstein/All over Press

Nordiske frivillige i nazisternes elitekorps

Allerede fra begyndelsen var Waffen-SS et ideolo­gisk rekrutteret elitekorps knyttet til det tyske nazist­parti. Men lederen, Heinrich Himmler, havde også en vision om en multi­national folkehær af frivillige germanere, samlet under den nazistiske fane.

22. december 2017 af Christian Aagaard

Den 1. september 1939 brød Hitlers kanoner stilheden på det europæiske kontinent og spyede deres altødelæggende ild ud over Polens intetanende styrker. De tyske troppers fulde potentiale skulle stå deres endelige prøve, og som spydspids valgte man derfor eliteenhederne i Waffen-SS. Inden krigen var ovre, kendte enhver europæer Waffen-SS’s mildest talt blakkede ry. De var kompromisløse på slagmarken, hensynsløse bag fronten og så var 500 000 af dem frivillige fra hele Europa.

Hitlers livvagt var en del af SS

Oprindeligt var SS oprettet som NSDAP’s politiske soldater og vagtkorps under navnet Shutzstaffel der NSDAP. Enheden havde til hovedopgave at være Adolf Hitlers personlige livvagt. Som følge af, at Hitlers nationalsocialister kom til magten i Tyskland, voksede enheden dog eksplosivt. På sit højdepunkt under krigen havde Waffen-SS, den væbnede gren af SS, i omegnen af en million mand under våben og var således en vigtig magtfaktor i Tyskland.

På trods af korpsets størrelse blev soldaterne nøje udvalgt ud fra en lang række kriterier. Heriblandt var rent arisk blod, fysisk perfektion og en uplettet straffe-attest indledningsvis uomgængelige krav. Dette gjorde sig også gældende for de udenlandske frivillige. Eksempelvis blev kun halvdelen af de 12 000 danskere, der søgte om optagelse, godkendt til tjeneste.

Eliteenheden Waffen-SS 

Optagelseskravene ændrede sig dog markant, som krigen skred frem, og tyskerne ikke længere kunne tillade sig at være kræsne.

Waffen-SS var dog som udgangspunkt en eliteenhed, og kun de bedste kunne gøre sig forhåbninger om at blive godkendt til tjeneste deri. Det var en politisk såvel som en militær enhed, og Heinrich Himmlers tropper skulle derfor afspejle det ypperligste den nationalsocialistiske ideologi kunne frembringe.

Heinrich Himmler var chef for SS fra 1929 til 1945.

© Bundesarchiv – 183-R99621

Heinrich Himmlers vision

”Jeg har virkelig til hensigt at hente germansk blod i hele verden, at røve det og stjæle det, hvor jeg kan. Standarten ”Germania” har ikke sit navn for ingenting… Jeg har sat mig som mål, at senest om to år består standarten ”Germania” af ikketyske germanere”.

Ordene er Heinrich Himmlers, er fra november 1938, og omtaler en af de oprindelige afdelinger af SS. Citatet viser meget tydeligt, hvilken vision den øverste chef havde for sin nazistiske eliteenhed. Den skulle være samlingssted for frivillige ikketyskere af germansk afstamning, der ønskede at deltage i kampen for det storgermanske rige.

Regiment Nordland og Westland

Der oprettedes derfor i 1940, i kølvandet på angrebet på Danmark og Norge og den efterfølgende invasion af de vesteuro-pæiske lande, regimenterne Nordland og Westland. Visionen var, at frivillige fra de nyligt besatte områder skulle udgøre rygraden i de nyoprettede enheder. I efteråret 1940 blev regimenterne Nordland, Westland og Germania samlet i hvad der blev kendt som 5. SS-Division Wiking.

Nazisympatisører fra hele Europa søgte til Waffen-SS, hvor ledelsen dog altid var tysk.

© Keystone/Getty

Waffen-SS var nu endegyldigt ikke længere førerens personlige livgarde, men derimod en multinational germansk folkearmé med rekrutteringsgrundlag i de 120 millioner europæere, man fra tysk side anslog var af germansk blod. Eller rettere, det var det, Himmler havde håbet på.

Det gik hurtigt op for den tyske ledelse, at skulle man tiltrække tilstrækkeligt med frivillige fra de besatte områder, måtte der en intensiv og målrettet rekrutteringsindsats til. Man etablerede derfor en central rekrutteringsenhed, med Gottlob Berger i spidsen. Arbejdet dermed blev mange steder udført med assistance fra lokale nationalsocialister, hvis lokalkendskab var essentielt for rekrutteringsindsatsen.

Antikommunisme var et hovedargument

Et fælles rekrutteringstema, der, især efter udbruddet af krigen på Østfronten, gik igen overalt i de besatte områder, var, at den nazistiske kamp ikke var en tysk imperialistisk kamp, men derimod en europæisk kulturkamp imod kommunismen.

SS rekrutterede frivillige ved at spille på kampen mod kommunismen.

Frygten for kommunismen var en følel-se, der herskede bredt i Europa, og som, om end den var lille, var en ideologisk fællesnævner, der kunne udnyttes til at trække frivillige i tysk krigstjeneste. Kampen for opretholdelsen af Euro-pa overfor truslen fra øst blev således et gennemgående rekrutteringstema ind-til krigens sidste dage.

En halv million frivillige i SS

et lykkedes ikke nazisterne at oprette større enheder udelukkende bestående af udenlandske frivillige. Selv regimenterne Nordland og Westland talte på intet tidspunkt mere end 40 pct. ikketyske enheder. Resten udgjordes af tyskere.Det betyder dog langtfra, at den tyske rekrutteringsindsats var fejlslagen. For på trods af, at man ikke opfyldte Himmlers oprindelige vision, så lykkedes det alligevel at trække et anseeligt antal frivillige i kamp for Tyskland. 50 000 hollændere, 40 000 belgiere, 20 000 franskmænd, 6 000 danskere, 6 000 nordmænd, 1 000 finner og ca. 200 svenskere meldte sig under de nazistiske faner til kamp for den storgermanske vision. De frivillige talte da også i sidste ende nok til, at man efter åbningen af Østfronten kunne oprette særlige nationale enheder som Frikorps Danmark og Den Norske Legion. Dertil kom et stort antal østeuropæiske frivillige. Da krigen var omme, var over 500 000 frivillige fra de tyskbesatte eller neutrale områder trukket i tysk uniform og draget i kamp, fortrinsvis krigen mod Sovjetunionen på den brutale og berygtede Østfront.

SS-frivillige ved østfronten

Fra tysk side var man bevidst om, at for at få maksimalt udbytte af de rekrutterede frivillige, skulle de ikke indsættes i kampen mod de vestallierede. Det ville være problematisk at sende de frivillige i krig mod nationer, de havde en kulturel samhørighed med, og som de måske ikke følte, var en umiddelbar trussel for deres respektive hjemlande. Hvad mange af de frivillige dog som sagt kunne blive enige om, var den overhængende trussel fra det kommunistiske Rusland.

Særligt for de finske frivillige gjaldt en hemmelig aftale mellem tyskerne og den finske regering. Finnerne, der havde lidt nederlag til russerne, ville gå ind i krigen på Østfronten og også give tilladelse til frivillige finner i tysk tjeneste. Dog på den betingelse, at de frivillige kun ville blive indsat i kampe på Østfronten og ikke imod de vestallierede. 

SS specialgrupper på ski var aktive langs den finske grænse.

© Bundesarchiv

At de frivillige indgik i Waffen-SS på lige fod med deres tyske kollegaer ses tydeligt i de grufulde frontberetninger, de bragte med sig hjem. Et eksempel derpå er den danske SS-frivillige Georg Rasmussen, der i Kaukasus kæmpede side om side med bl.a. frivillige fra Norge. 

SS-skijäger Kompanie Norge

I den modsatte ende af den gigantiske frontlinje kæmpede højt specialiserede norske styrker fra 1943 en indædt kamp på den finske front. Kampene i det finske vinterlandskab krævede folk med ganske specielle evner. Helt præcist var der brug for erfarne skiløbere til at udføre en række specialopgaver. SS-Skijäger Kompanie Norge blev derfor oprettet som en specialenhed, der havde til opgave, at udføre rekognosceringsopgaver og langtrækkende patruljering for SS-Gebirgsdivision Nord. De udmærkede sig under de hårde kampe helt frem til tilbagetrækningen gennem Finland var fuldført. Derefter blev skijægerne lagt ind under en enhed af det tyske sikkerhedspoliti, hvor de kæmpede resten af krigen.

Krigsforbrydelser på østfronten

At de ikketyske frivillige i Waffen-SS deltog i krigsforbrydelser, eller i det mindste var bevidste derom, er ret sikkert. Som nævnt gjorde de tjeneste på lige fod med deres tyske kollegaer. Det har bl.a. omfattet vagttjeneste i fange- og koncentrationslejre og kontakt med de berygtede tyske indsatsgrupper, der udførte massehenrettelser bag fronten. Bl.a. den infamøse SS-Wachtbataillon Norwegen gjorde sig her bemærket. Den var etableret udelukkende til at levere vagtmandskab til de norske koncentrationslejre med alt hvad der dertil hørte.

SS-tropper pågriber jødiske modstandsfolk ved oprøret i Warszawas ghetto.

© Universal History Archive/Getty

Josef Mengele i SS-division Wiking

Men også ved fronten oplevede de frivillige de omfattende krigsforbrydelser. Fra sin tid kæmpende side om side med de nordiske frivillige beretter Georg Rasmussen fx om henrettelsen af ubevæbnede russiske krigsfanger: ”Jeg kan ikke huske, om det var 35 eller 55. De påstod, at de var blevet væk fra deres egne, men vores løjtnant gav ordre til, at de skulle skydes alle sammen. Der var en nygravet mødding på stedet, som der ikke var fyldt noget i. Der blev de jaget ned og skudt alle sammen”. Hændelsen var langtfra et særsyn på Østfronten.

Mange af de nordiske frivillige stødte også, dog uden at vide det, på en af de mest frygtede krigsforbrydere – Josef Mengele. Den tyske læge, som efter krigen blev dømt in absentia for bl.a. at have gennemført medicinske eksperimenter på koncentrationslejrfanger, gjorde tjeneste som feltlæge i SS-division Wiking i 1942. Efter at han blev såret af et skud, blev Mengele overflyttet til Auschwitz, hvor han senere blev berygtet som Dødsenglen.

Norske Waffen-SS-soldater, der kæmpede på østfronten i Nordlandregementet 1942.

© Keystone/Getty

Nordiske SS-soldater i retten

Til forskel fra Mengele, som efter krigen havde held til at flygte til Sydamerika, blev mange nordiske SS-soldater stillet for retten, da de efter krigen vendte hjem til hjemlandene. Efter det tyske nederlag i maj 1945 stod de frivillige i Waffen-SS tilbage med problematikken omkring, at de nu skulle vende hjem til samfund, der for de flestes vedkommende foragtede dem. De havde kæmpet på den tabene side og tyskerne var der ikke længere til at beskytte dem.

En særlig problematik ramte bl.a. de danske og norske frivillige. De var draget lovligt i kamp på tysk side, med godkendelse fra deres hjemlige regeringer, men stod nu alligevel til at blive straffet derfor. Under retsopgørene efter 2. Verdenskrig blev der i Danmark og Norge vedtaget nye love, der med tilbagevirkende kraft gjorde tysk krigstjeneste ulovligt. Ca. 3 300 danskere og 4 800 nordmænd blev derfor dømt for deres landsforræderiske virke i Waffen-SS. Der var her tale om befriede samfunds systematiske hævn over de frivillige frontkæmpere, der som en del af den tyske krigsmaskine havde knust Europa og forårsaget dødsofre i millionvis.