Nordisk duo kæmpede for seksualoplysning

Den danske læge Jonathan Leunbach og den norskfødte journalist Elise Ottesen-Jensen førte i 1930’erne deres egne radikale oplysningskampagner om sex og...

22. februar 2016 af Thomas Oldrup

Den danske læge Jonathan Leunbach og den norskfødte journalist Elise Ottesen-Jensen førte i 1930’erne deres egne radikale oplysningskampagner om sex og prævention. Det gjorde de for at hjælpe fattige kvinder til et bedre liv og sexliv.

Tekst Thomas Oldrup og Åke Steinwall

Aftenen før det tyske rigsdagsvalg i 1933 holder den norske journalist Elise Ottesen-Jensen tale om seksual­oplysning i et proppet Folkets Hus i Hamburg. Tilhørerne er arbejdere og radikale tyskere, som vil vide mere om tabubelagte emner som abort og prævention. Da Ottesen afslutter sin tale og er på vej ned fra talerstolen, standses hun af en embedsmand.

“Fortsæt! Fortsæt! Nazisterne demonstrerer udenfor og vil fremprovokere ballade. Du bliver nødt til at holde publikum i salen, så de ikke går udenfor."

Elise går tilbage til talerstolen og fortsætter, nu om kirkens indstilling til behovet for seksualoplysning. Talen fortsætter indtil embedsmanden kan rapportere, at nazisterne er blevet trætte af at vente, og er draget videre til arbejderkvarteret for at lave ballade der.

Ottesen, og hendes danske ven Jonathan Leunbach, rejser dagen efter til København. På vejen ser de nazister uddele valgpropaganda, og på toget møder de tyskere som allerede er på flugt. Valget bestyrkede Hitlers magtposition, og herefter blev tonen skærpet overfor alle dem, som ikke omfavnede den nazistiske ideologi.

Familietragedie prægede

Elise Ottesen-Jensen var draget ind i seksualoplysningsbevægelsen efter en tragedie i familien. Hun var det næst­yngste af 18 børn i en norsk præste­familie. Da hendes lillesøster Magnhild blev gravid uden at være gift, tvang hendes far, præsten Immanuel Ottesen, sin yngste datter til at flytte til København og føde barnet her i hemmelighed, så familien ikke skulle rammes af den skandale, der knyttede sig til at få et “uægte" barn. Efter fødslen blev barnet bort­adopteret og Magnhild kom sig aldrig over episoden, og til slut begik hun selvmord.

Søsterens tragiske skæbne fik Ottesen til at gøre oprør imod faren og den kirkelige dobbeltmoral, hun var vokset op med. Hun engagerede sig i den norske arbejderbevægelse og begyndte at skrive som journalist. Hun fik en side med kvindestof i den svenske syndikalistiske avis Arbetaren, hvorfra hun propaganderede mod love, der forbød abort og hæmmede udbredelsen af prævention.

Hun vidste, at de store masser af fattige, hårdtarbejdende kvinder næppe ville få et bed­re liv, hvis de ikke selv fik medbestemmelse over, hvor mange børn de skulle have.

Artiklerne blev bragt under signaturen “Ottar." Under det navn blev hun snart berømt i og udenfor Sverige.

Ottesen rejste rundt i Sverige og holdt seksualoplysende foredrag. I hemmelighed uddelte hun også kondomer og satte pessarer op, hvilket var ildeset.

I 1928 var Ottesens aktiviteter blevet så omtalte, at hun var inviteret til et møde i København, hvor en gruppe radikale læger, anført af den tyske sexolog Magnus Hirschfeld, grundlagde verdensligaen for seksualreform. Til mødet kom 70 deltagere fra 11 lande, de fleste læger.

Tilfredsstillende seksualliv

En af dem var danske Jonathan Leunbach, som blev valgt til organisationens generalsekretær og som siden blev en af Ottesens nærmeste venner og allierede.

Hans venner kaldte ham Joyce, men hans fulde navn var Jonathan Høegh von Leunbach. Han var uddannet læge og engagerede sig tidligt i sociale spørgsmål. Allerede i 1924 var han med til at oprette en gratis modtagelse for fattige kvinder i København. Her kunne de få information om at undgå graviditet, og selvom det var ulovligt, udførte han også aborter.

Han holdt også utallige foredrag om seksualoplysning og var en af grundlæggerne af organisationen Sexpol, som kæmpede for et “tilfredsstillende seksual­liv for de brede masser." Han opstillede til folketingsvalgene i 1932 og 1935, dog uden at blive valgt.

Idømt fængselsstraf

Allerede i 1932 blev Leunbach første gang sigtet for ulovlig svangerskabsafbrydelse, skønt det ikke var ualmindeligt at nogle læger foretog abort. Efter halvandet års forundersøgelse frifandt et nævningeting ham. Men
i 1936 blev han atter
tiltalt og idømt tre måneders fængsel samt tab af de borgerlige rettigheder i fem år, herunder retten til at praktisere som læge.

Sagen fik enorm opmærksomhed. Aviserne omtalte ham som “fosterfordriveren."

Kvinder med barnevogne var mødt talstærkt frem for at hylde Leunbach og overdænge ham med blomster, da han blev løsladt fra Vestre Fængsel den 11. april 1937. Venner og klienter havde blandt andet medbragt barnevogne med påskriften “Jeg er et ønskebarn," og der blev afholdt en stor fest for ham.

Men mange andre vendte ham efter dommen ryggen, og der blev malet “jødesvin" og “fosterslagter" på hans
vinduer.

Men han fortsatte sine foredrag og artikler og øvrige aktiviteter. I sommeren 1938 og sommeren 1939 drog Leunbach og Ottesen på en turné, der er blevet kaldt “et af den skandinaviske seksualreformbevægelses mest radikale og konsekvente oplysningsprojekter."

Turné mod nord

De to allierede Ottesen og Leunbach havde selv taget initiativ til rejsen. De kørte i Leunbachs convertible. Bilen omtalte de som “Sexapil," og den var fyldt op med pessarer. De kørte til Lapland, hvor de mødte fattige bondekvinder og
mænd i nordlandets små bygder. Landsbyboerne var blevet kaldt sammen ved hjælp af plakater. Talerne blev holdt i telte eller på engen. Det handlede om at folk selv kunne bestemme, hvor mange børn de ville have.

Ottesen var klædt i en chik sømandsstribet bluse, sort nederdel og hvide flade sko. Leunbach i et slidt, sjusket og alt for stort jakkesæt. Efter foredragene trak de i deres hvide lægekitler og tilbød gratis privatlektioner i, hvordan man opsatte og brugte pessar. Interessen var stor, og de fortsatte ofte til langt ud på natten.

Arbejdet var hårdt og ildelugtende. Mellem hver instruktion kastede Ottesen op i en spand. “Dels af træthed, dels fordi det var tabu at vaske sig dér," som hun senere skrev i et brev.

Overordnet var den revolutionære tanke at oplyse landbobefolkningen om, at det var muligt at adskille sex fra reproduktion ved hjælp af prævention, og dermed gøre dem seksuelt frie.

Leunbach var endnu gift med sin første kone, Mia. I en bog fra 2014 udtaler Leunbachs datter, at Leunbach og Ottesen sandsynligvis ikke blot var allierede, men også havde en affære på de to ture.

Måtte flygte til Sverige

Både Elise Ottesen-Jensen og Joyce Leun­bach var pionerer. Deres arbejde blev vanskeligt, da 2. verdenskrig brød ud, og nazisterne forfulgte radikale læger. Da Danmark blev besat, måtte mange af disse flygte til Sverige, herunder Leun­bach.

Fri abort kom i 1973

Efter krigen blev Elise Ottesen-Jensen en mere og mere eftertragtet autoritet med indflydelse indenlands og udenlands. Hun var med til at grundlægge International Planned Parenthood Federation i 1952. Jonathan Leunbach mødte ikke samme medvind. På sine ældre dage var Leunbach skuffet og desillusioneret. Han følte, at han kun var husket for de famøse retssager, og at de ting, han havde kæmpet for, var mislykkedes. Han begik selvmord ved at drukne sig under en rejse i det norditalienske fiskerleje Camogli.

Efter Leunbachs død er næsten alle de reformer, han kæmpede for, blevet rea­liseret. Elise Ottesen-Jensen kunne være vidne til, at loven om fri abort blev vedtaget i både Sverige og Danmark i 1973.