Mytteriet på Bounty

En morgen i april 1789 gjorde besætningen på Bounty oprør og overtog skibet. Men drømmen om paradisøen endte i en ond og brat død.Tekst: Björn...

31. maj 2016 af Björn Lundberg

En morgen i april 1789 gjorde besætningen på Bounty oprør og overtog skibet. Men drømmen om paradisøen endte i en ond og brat død.

Tekst: Björn Lundberg

Tidligt om morgenen den 28. april 1789 pløjede den britiske fuldrigger HMS Bounty sig gennem det mørke vand ud for øgruppen Tonga i Stillehavet. I sin kahyt sov kaptajn William Bligh trygt. Under dæk ulmede oprøret, men Bligh anede aldrig uråd. Han sov med ulåst kahytsdør, og betragtede sin andenstyrmand, Fletcher Christian, som en ven og loyal kollega. End ikke i sine vildeste drømme kunne han forestille sig, at han skulle blive offer for en sammensværgelse.

Kurs mod Sydhavet

I december 1787 havde Bounty sat kurs fra Storbritannien mod Sydhavet.
Opgaven bestod i at hente de såkaldte brødfrugttræer – en næringsrig plante, som man ville begynde at dyrke i Vestindien for at kunne brødføde plantageslaverne der.

Efter ti måneder til søs nåede Bounty frem til Tahiti i oktober 1788. Besætningen var udmattede og trætte, men nu ventede fem rolige måneder, hvor dagene skulle bruges til at indsamle de eftertragtede brødfrugtplanter.

I løbet af den tid lærte sømændene lokalbefolkningen at kende, især de kvindelige indbyggere. Flere af besætningsmedlemmerne blev forelskede og indledte forhold til øens kvinder. Tahiti var kort sagt et paradis for sømændene, som var vant til et hårdt liv på trange skibe og i lurvede havnekvarterer. Afrejsen fra Tahiti fandt sted i begyndelsen af april. Knap en måned senere havde besætningen fået nok af livet til søs. Tidligt om morgenen den 28. april gjorde Bountys andenstyrmand, Fletcher Christian, mytteri. Han havde 24 besætningsmedlemmer på sin side. Mytteristerne brasede ind til Bligh med våben i hænderne, og tog den døsige kaptajn til fange.

Rejse fuld af strabadser

Bligh og de sømænd, som stadig var loyale over for ham, blev sat ud på havet i en åben båd, mens Christian selv overtog kommandoen over Bounty. Der ventede den afsatte kaptajn Bligh og hans 18 tilhængere en rejse fuld af strabadser. Først den 14. juni – efter 43 dage – nåede de øen Timor. Da havde de sejlet 6000 km på åbent hav i en syv meter lang sejlbåd.

Blighs analyse af årsagerne til mytteriet var enkel: Fletcher Christian og mytteristerne var blevet forført af det søde liv og de smukke kvinder i Sydhavet – en tilværelse uden bekymringer, som de aldrig ville kunne få i England.

Hvad der var årsag til mytteriet, afhænger dog af, hvem man spørger. Mytteristerne så Bligh som en sadistisk tyran, hvis rædselsvælde blev for meget for besætningen – og det er denne version af fortællingen, der har fået fodfæste i bøger og film. Mytteri var relativt almindeligt på den tid, men foregik meget sjældent på denne måde. Almindeligvis fungerede mytterier som en form for strejker, hvor sømændene nægtede at arbejde, til de fik den løn, de var blevet lovet. Når så de fik betalt, gik de som regel tilbage til arbejdet, ofte uden at blive udsat for straf. At et skibs besætning gjorde oprør mod kaptajnen og tog kontrol over det, var yderst usædvanligt.

Mytteristerne på Bounty var klar over, at de havde gjort sig skyldige i en alvorlig forbrydelse. De kunne ikke vente sig anden straf end døden, hvis de blev taget til fange. Derfor sejlede de ud for at finde et skjult fristed, hvor de ville kunne bo uden at blive opdaget.

Først slog de sig ned på øen Tubuai, men efter kampe med lokalbefolkningen blev de tvunget til at vende tilbage til Tahiti. Halvdelen af besætningen besluttede sig for at blive dér på trods af risikoen for opdagelse.

Fletcher Christian og hans nærmeste mænd tog derimod ca. tyve polynesiere med – både mænd og kvinder – og begav sig igen af sted for at lede efter et permanent sted at bo.

Satte ild til Bounty

Endelig nåede de en ubeboet ø, Pitcairn, i det sydlige Stillehav, 2 200 km sydøst for Tahiti. Øen udgjorde et ensomt beliggende og uforstyrret bosted med frugtbar jord og et varmt klima. Besætningen bragte deres ejendele i land, og satte derefter ild til Bounty, da de var bange for at forbipasserende skulle få øje på skibet.

I 1791 sendte den britiske flåde da også et skib ud for at lede efter mytteristerne. Efter flere måneders søgen fandt de til sidst de 14 mænd, der havde gemt sig på Tahiti. Men kolonien på Pitcairn fandt de aldrig. Det skulle vare tyve år, inden nogen udefra fandt dem.

Der ventede de tilfangetagne mytterister forskellige skæbner. Fire druk­nede, da deres skib sank på vej tilbage til England. Fire andre blev sat på fri fod, efter at kaptajn Bligh havde vidnet til deres fordel. Tre blev dømt, men derpå benådet, mens tre blev dømt til hængning.

De mytterister, der levede videre på Pitcairn, kom dog aldrig til at opleve den paradistilværelse, de havde håbet på. Først gjorde de tahitiske mænd, der var taget med til Pitcairn, oprør, fordi de blev behandlet som slaver. Så opstod der konflikter om kvinderne, hvilket førte til flere blodige opgør, hvor samtlige tahitiske mænd og fem mytterister mistede livet, bl.a. Fletcher Christian selv.

Producerede selv alkohol

Der opstod et problem mere, da skotten William McCoy – der havde arbejdet på en spritfabrik – opdagede, at man kunne fremstille alkohol af en lokal plante. Flere begyndte at drikke for meget, og der opstod nye skænderier. McCoy begik senere selvmord, mens en anden af mytteristerne blev slået ihjel i et slagsmål.

Ti år efter ankomsten til Pitcairn var der kun én eneste overlevende tilbage fra Bounty, John Adams. Da et amerikansk skib ”opdagede” Pitcairn i 1808, boede han der alene sammen med ni tahitiske kvinder og 23 børn.

I 1814 ankom to britiske skibe til øen. Nyheden om Bountys skæbne vakte stor opstandelse i Storbritannien. At stille John Adams for retten var ikke længere aktuelt, i stedet så man nu bosættelsen som et springbræt i kampen om herredømmet på Sydhavet. Den britiske flåde begyndte at aflægge regelmæssige besøg på øen og gav indbyggerne mad, tøj og bøger.

I 1829 døde også John Adams. Men på Pitcairn lever mytteristernes efterkommere videre, og ved indsejlingen til øens havn kan man stadig skimte resterne af Bountys vrag nede på havbunden.