Magtkampen var hård mellem Danton (til venstre) og Robespierre (til højre) om hvem der skulle stå i spidsen for den franske revolution.

Magtkamp udartede sig til terrorvælde

I foråret 1794 var Paris en forskrækket by. Fem år efter den franske revolutions udbrud styrede Robespierre landet med jernhånd og hans udfordrer Danton blev truet med guillotinen. Magtkampen mellem de to havde stået på i flere år.

27. marts 2017 af Unn Torell

Allerede i efteråret 1792 var leden, mismodet og frygten udbredt i den franske hovedstad. Revolutionen var inde 

i sit fjerde år, og den håbefulde stemning fra juni 1789 føltes langt borte. Angiveri og spontane forhør var hverdagskost, og henrettelserne kørte på samlebånd. Det, der havde set så lovende ud i 1789, var endt i terror, fortsat fattigdom og et nyt, selvfedt regime.

Kløften mellem grupperingerne i Nationalkonventet havde aldrig været dybere. Maximilien de Robespierre stod på jakobinernes side, som fik mere og mere magt. På den anden side stod flere af revolutionens oprindelige forgrundsfigurer fra den såkaldte Cordeliersklub. Deres talsmand var Georges Danton, som på den tid talte for forsoning og ro på hjemmefronten, så man kunne koncentrere alle kræfter om at vinde den igangværende krig mod Østrig.

Fortaler for republikken

I starten af Den Franske Revolution var det den karismatiske og veltalende Danton, advokat og forretningsmand, der fremstod som folkets leder. Han førte en mere radikal politik end Robespierre og var allerede fra start fortaler for en republik i Frankrig, mens Robespierre ikke rigtigt ønskede at gå så vidt.

Den 10. august 1792, da monarkiet endelig blev afskaffet, var det en stor personlig sejr for Danton. Allerede dagen efter blev han valgt til justitsminister, og i september samme år blev han medlem af Nationalkonventet. Det var også ham, der gennemførte oprettelsen af Velfærdskomitéen til spørgsmål, der specifikt handlede om opbygningen af det nye samfundsapparat.

Terror og reformer

Maximilien de Robespierre var et år ældre end Danton og uddannet jurist ved eliteskolen Lycée Louis-le-Grand. Allerede i 1789 gik han med ind i den radikale Jakobinerklub og blev to år senere udnævnt til offentlig anklager i Paris. I 1792 blev han valgt ind i det nyoprettede Nationalkonvent, og i juni 1793 fik han Dantons tidligere post som justitsminister, i praksis ordfører for Nationalkonventet.

Faktisk var Robespierre overbevist demokrat, men han betragtede terror som nødvendigt for, i en overgangsperiode, at sikre revolutionens høje idealer. I starten var både Danton og Robespierre fortalere for en mere forsonlig ånd over for politiske modstandere, men i 1793 blev forskellen på dem mere og mere tydelig.

Dantons ord på vej til guillotinen var: "Jeg tager Robespierre med."


Da avismanden og politikeren Jean-Paul Marat, der under sin tid i Nationalkonventet havde kæmpet hårdt mod de moderate girondinere, blev myrdet i sit badekar af girondineren Charlotte Corday
i juli 1793, udløstes det såkaldte rædselsregime. Robespierre blev da valgt ind i Velfærdskomitéen, der fungerede som Frankrigs regering, hvor han igangsatte en ny bølge af terror og henrettelser. Han og hans tilhængere besluttede bl.a. at gennemtvinge henrettelsen af dronningen, Marie Antoinette. Danton forsøgte at få hende benådet, men måtte se sig besejret med en enkelt stemme.
Efter det forlod han Paris og slog sig ned på sit landsted. Parallelt med massemyrderiet gennemtvang Robespierres administration reformer som obligatorisk og gratis skolegang og forbud mod slaveriet
i kolonierne, og de vedtog deklarationen om menneskerettighederne. Men der blev brugt mindre og mindre tid på arbejdet med de sociale reformer, og henrettelserne af de politiske modstandere blev opprioriteret. Da Danton vendte hjem til Paris i november 1793, blev der
i gennemsnit myrdet 30 personer pr. dag, alene i hovedstaden.

Den sidste kamp

Danton blev modtaget med jubel, som sit lands frelser og befrier. Han fik
atter sin plads i Nationalkonventet, hvor han med stor beslutsomhed modarbejdede Robespierre og dennes tilhængere. ”Hvad er meningen med al denne grusomhed, der vanærer republikken?” spurgte han og blev mødt med stormende bifald fra de tilstedeværende.

Det var en pinlig situation for Robes-pierre, men i stedet for at anholde oprørerne med det samme valgte han at vente og forberede sine anklager omhyggeligt. De skulle i denne sag formuleres på en måde, så folket blev grebet af mistillid til de anklagede.

Hele vinteren stod kampen på mellem de to lejre, og der var ingen tvivl om, at Danton var den, der talte til folkets hjerte. Den 19. marts holdt han en tale, der fik enormt bifald, hvor han anbefalede mildhed og menneskelighed i politikken. 11 dage senere, natten til den 31. marts, lod Robespierre Danton og hans nærmeste tilhængere fængsle og anklagede dem for at være monarkister og revolutionens forrædere.  

Den 28. juli 1794 blev Robes­pierre ført til guillotinen på Place de la Revolution i Paris.

Publikums støtte i retten

Kun de første dage af rettergangen findes dokumenteret. Efter det blev ingen udenforstående lukket ind. Da Danton
i skranken blev bedt om navn og bopæl, brølede han: ”Mit navn! Min bopæl?! Åh, mit navn er Danton, velkendt i revolutionens annaler! Min bopæl vil snart være i det store intet, men jeg skal leve i historiens Panthéon!” Han nægtede at lytte til de korrupte vidner, der skulle tale mod ham, og da han fik forbud mod at forsvare sig selv, svarede han, at han i sandhed havde i sinde at tale ”for sin ære og sit liv”.

Alt, hvad Danton sagde og gjorde, fik stadigvæk stort bifald fra tilhørerne. Robespierre krydrede nu dommen med en anklage om korruption, og ved til sidst at true juryen med repressalier fik han alle de otte fængslede dødsdømt.

På vej til skafottet stod Danton roligt på kærren, mens den kørte gennem gaderne med de dømte. Først da man kørte forbi Robespierres hus, råbte han: ”Du kommer til at følge efter. Jeg tager Robespierre med!” Danton var den sidste, der gik op på skafottet, og inden han lagde hovedet under øksen, skal han have sagt til bødlen: ”Vis folket mit hoved. Det er værd at se på.”

8. juni blev festdag

Da dødsdommene var blevet eksekveret, var der ikke længere nogen oppositionsleder, men Robespierre vidste, at han havde mange fjender. For at minde folket om de høje værdier, som hans regering trods alt arbejdede efter, udnævnte han den 8. juni til festdag for at fejre Det højeste væsen. Men højtiden fik den stik modsatte effekt.
I folkets øjne blev festlighederne i stedet det endegyldige bevis på, at Robespierre havde fået storhedsvanvid.

Godt en måned senere blev han afsat af Nationalkonventet, befriet af sine tilhængere, men ta igen. Med kvæstelser i hovedet blev han da, uden yderligere rettergang, bragt til guillotinen. Sammen med godt 100 af sine egne tilhængere blev han henrettet den 28. juli 1794 på Place de la Revolution.

Robespierres fald betød, at rædselsregimet langsomt blev afviklet, og revolutionen gik ind i en roligere periode.