Made in China – 7 eksportsucceser fra Riget i Midten

I flere tusinde år var Kina verdens opfinderværksted. I landets klostre blev der trykt bøger længe før europæerne opdagede teknikken, og militæret brugte både kompas og krudtvåben. Her er syv eksportsucceser!

11. maj 2017 af Magnus Västerbro

I starten af 1600-tallet skrev den engelske filosof og videnskabsmand Francis Bacon, at samfundet gennemgik en epokegørende forandring. Årsagen var tre store opfindelser: Krudtet, kompasset og bogtrykkerkunsten.

På Bacons tid var disse tre opdagelser relativt nye i Vesteuropa. Men i Kina – hvor de var opfundet – havde man brugt dem længe. Faktisk var den kinesiske civilisation, med sin mangetusindårige tradition for uddannelse og teknisk kunnen, ophav til så mange teknologiske og kulturelle fremskridt, at listen i princippet kan gøres uendelig. Ud over de fire ”klassiske opfindelser” – papir, krudt, kompasset og bogtrykkerkunsten – kan man nævne trillebøren, smedejernet og tændstikkerne. Omfanget af de fremskridt, der blev gjort i Kina, blev først kendt i den vestlige verden efter 2. verdenskrig, hvor forskeren Joseph Needham gik i gang med at publicere en lang række bøger om Kinas videnskabelige historie. Need-ham har ganske vist fået kritik for at have tilskrevet Kina æren for lidt for mange opdagelser, men faktisk er hans skildring korrekt.

Verdens bedste varer

Længe var Kinas teknologiske forspring gigantisk. I midten af 1700-tallet, mener forskere i dag, var Kina fx stadig verdens økonomiske centrum. Da europæiske købmænd dengang kom til Kina for at handle, gik det snart op for dem, at ingen af de varer, de havde at tilbyde, kunne måle sig med de kinesiske. I stedet måtte de betale en høj pris i sølv og guld.

Så skete der noget. I vest kom den industrielle revolution, mens Kina stagnerede. Hvorfor det gik sådan, har mange forskere forsøgt at svare på.

Tidligere har man ofte hævdet, at det kinesiske skriftsprog var klodset og dermed bremsede den intellektuelle udvikling. I dag er der dog ikke mange, der tror på denne teori. Andre talte om, at den traditionelle kinesiske filosofi var for bagstræberisk og konservativ i sammenligning med de vestlige landes kristne kultur. Den slags forklaringer modsiges af vore dages udvikling.

Mistede økonomisk forspring

I dag mener forskere i stedet, at de økonomiske strukturer i kæmperiget bremsede udviklingen. Især det store udbud af billig arbejdskraft gjorde, at der ikke fandtes det samme behov for at effektivisere økonomien som i Europa.

Men i dag, hvor Kina igen er blevet en økonomisk stormagt, vil landet gerne minde verden om sin stolte historie. λ

Kinesere brugte tidligt raketter med krudt som artillerivåben.

© Ullstein/All over Press

1. Alkymisternes opdagelse blev til nye våben

Der findes flere forskellige beretninger om krudtets oprindelse. Den, der i dag accepteres af mange som sandheden, går på, at det såkaldte sortkrudt blev opdaget af alkymister i Kina i 800-tallet e.v.t. De forsøgte at finde et eliksir for evigt liv, da de opdagede, at man fik et eksplosivt stof ved at blande salpeter, trækul og svovl. Krudtet blev tidligt brugt til underholdning og religiøse ritualer, især som fyrværkeri.

Men man begyndte også snart at bruge stoffet i andre sammenhænge. Frem mod 1200-tallet havde man i Kina udviklet enkle kanoner og en slags gevær af bambusrør. Man havde også konstrueret krudtfyldte bomber, der blev sendt af sted med katapulter, og raketter, som dækkede lange afstande.

At krudt blev brugt i stor skala fremgik især i 1280 evt., hvor et stort krudtdepot i byen Weiyang blev antændt og udløste en enorm eksplosion. Hundredvis af personer blev dræbt, og dele af den ødelagte bygning blev fundet flere kilometer fra stedet.

I forbindelse med mongolernes erobringer i 1200- og 1300-tallet bredte krudtet sig vestpå til Europa. I de senere år har indiske skribenter lanceret teorien om, at krudtet rent faktisk blev opdaget i Indien, længe inden det skete i Kina. Man citerer de antikke hinduistiske tekster, som beskriver forskellige slags ildsprudende våben. Men nogle sikre beviser for disse teorier har man ikke kunnet præsentere.

Ifølge kinesisk historieskrivning var det eunukken Cai Lun, der opfandt papiret i år 105 e.v.t.

2. Eunuk skabte papir af bark og fiskenet

I år 105 e.v.t. præsenterede eunukken Cai Lun med stor nervøsitet sin nye opfindelse for den kinesiske kejser – en helt ny metode til at fremstille papir. Han lagde bark fra morbærtræet i blød blandet med rester af hamp, tøj og fiskenet. Da dette tørrede, blev der skabt et tyndt, smukt og stærkt stykke papir. For sin store indsats blev Cai Lun belønnet med en fin titel og blev nævnt i de kinesiske historiebøger.

Det er muligt, at historien om Cai Lun er overdrevet; arkæologer har nemlig kunnet påvise, at man allerede i 200-tallet f.v.t. brugte papir af rimelig god kvalitet. Det er i hvert fald sikkert, at man i Kina i starten af den vestlige tidsregning brugte papir i stor skala. Papiret blev brugt til at skrive på, men også til indpakning af gaver samt til lommetørklæder og servietter. Omkring år 1000 e.v.t. begyndte man også at trykke pengesedler. Desuden blev materialet brugt ved toiletbesøg. En arabisk rejsende i Kina klagede over kinesernes mangel på renlighed, fordi de ikke vaskede sig med vand efter at have været på toilettet, "men bare aftørrer sig med papir".

Legenden fortæller, at to kinesiske krigsfanger i 700-tallet blev ført til byen Samarkand, og at de der lærte kunsten at fremstille godt papir. Derpå bredte denne viden sig videre mod vest for med tiden at nå Europa. Vores naboland Sverige blev i øvrigt det første land i den vestlige verden, som indførte papirpenge i 1661 – mindst 700 år efter Kina.

Diamantsutraen fra 868 e.v.t. er den ældste bevarede trykte bog.

3. Fremstillede bøger 1 000 år før Gutenberg

I Europa er tyskeren Gutenberg blevet kendt som opfinder af bogtrykkerkunsten. Men den opstod langt tidligere i Kina, og mange mener, at inspirationen herfra kan have nået Gutenberg. Opfindelsen er så gammel, at man ikke kender til nogen enkeltstående ophavsmand. Allerede i 500-tallet e.v.t. blev der trykt store mængder buddhistiske tekster i Kina. I 900-tallet fandtes der et stort og livskraftigt marked for trykte bøger af alle slags, fra religiøse skrifter til tekniske håndbøger. Den ældste bevarede trykte bog er naturligvis kinesisk, Diamantsutraen fra 868 e.v.t. De fleste kinesiske trykkere brugte den såkaldte træblokteknik, hvor man skærer hver enkelt bogside ud i en træplade. En trykplade fremstillet af en træblok kunne kun bruges til at trykke en bestemt bog – alle ændringer krævede, at man skar en helt ny trykside. Dygtige trykkere arbejdede dog så hurtigt, at de kunne konkurrere med mere moderne metoder helt op til 1800-tallet.

I 1700-tallet blev te en vigtig eksportvare i handlen med Europa. Fotografiet herover blev taget i 1880’erne i en tesalon i Hongkong.

© Corbis/Scanpix

4. Buddhistmunke startede eksportsucces

En kinesisk legende fortæller, at kejseren Shen-Nung, der blev betragtet som en gud, omkring år 2700 f.v.t. skal have sat sig ned for at drikke kogt vand. Da faldt nogle blade ned fra et træ og ned i koppen. Væskens farve forandrede sig, og Shen-Nung drak. Han syntes, det smagte godt, og desuden fik det ham til at føle sig som født påny. I hvert fald ved man, at den oprindelige teplante, Camellia sinensis, kan spores til et område, der i dag ligger i det nordlige Burma og de sydlige provinser Yunnan og Sichuan i Kina.

Kinesere har drukket te i flere tusind år, sandsynligvis oprindeligt som medicin. Te fik stor kulturel betydning og blev betragtet som en drik, der gør mennesker rolige, afslappede og kloge. I år 59 f.v.t. skrev kineseren Wang Bao den første kendte bog om te med instruktioner til, hvordan man køber og brygger te af højeste kvalitet.

Teens sejrsgang over hele verden startede i 600-tallet e.v.t., hvor drikken blev ført til Japan af buddhistiske munke. I Europa blev te først introduceret i større skala i 1700-tallet, hvor handlen med Kina kom i gang. Mest populær blev tedrikkeriet i England. Efter en succesrig kampagne fra det Ostindiske kompagnis side forvandlede drikken sig fra i princippet at have været ukendt i slutningen af 1600-tallet, til knap 100 år senere at være De Britiske Øers nye nationaldrik. 

Kompasset blev opfundet under Han-dynastiet.

5. ”Sydpegeren” ledede tropperne i mørke

I slutningen af 1200-tallet begyndte italienske søfarere at bruge en nymodens genstand, som vakte forundring. Kompasset gjorde det fx muligt med større sikkerhed at sejle over Middelhavet, også i vinterhalvåret. I løbet af disse overskyede måneder havde man tidligere været afhængig af smukt vejr for at navigere ved hjælp af solen og stjernerne. En mand ved navn Favio Gioia fra Amalfi blev udpeget som kompassets opfinder. Han skulle have gjort sin epokegørende opfindelse i 1302.

Men kompasset havde været kendt i Kina længe. I 400-tallet f.v.t. beskriver man, hvordan jadesamlere brugte en såkaldt ”sydpeger” for ikke at fare vild. Genstanden bestod af en skeformet ”nål” af magnetit, som blev placeret på en plade af bronze, hvor den frit kunne bevæge sig. Senere blev disse enkle kompasser forbedret. I 700-tallet e.v.t. magnetiserede man jernnåle – ved at gnide dem mod magnetit – og lod dem derpå flyde i vand eller hænge i en silketråd. At kompasser på dette tidspunkt blev brugt flittigt i Kina, bekræftes af en bog i militærstrategi, hvor man råder hærchefer til at flytte sig i mørke og orientere sig netop ved hjælp af en ”sydpeger”.

Det er sandsynligt, at kundskaben om kompasset blev ført fra Kina til Europa via den muslimske verden . Senere blev de europæiske kompasser mere pålidelige end de kinesiske. De bestod af en dåse med en nål koblet til en kompasrose, som inddelte verden i 16 verdenshjørner eller 360 grader. Disse tørkompasser blev en vigtig forudsætni

Allt från enkla skålar till eleganta vaser och skulpturer tillverkades
i kinesiskt porslin.

6. Kinesisk keramik udkonkurrerede glas

Hvornår man i Kina begyndte at fremstille porcelænsting, vides ikke, men man ved, at keramik af den type, vi i dag kalder porcelæn – som indeholder lermineralet kaolin og giver materialet dets specielle tæthed, skønhed og styrke – var fuldt udviklet for 2 000 år siden. Da den arabiske købmand Suleiman i 851 e.v.t. besøgte Tang-dynastiet, blev han forbløffet over materialet: "De har i Kina noget meget fint ler, hvormed de fremstiller vaser så gennemsigtige som glas; vand kan ses gennem dem".

På det tidspunkt var porcelæn det materiale, i hvilket man i Kina med største selvfølgelighed fremstillede alt muligt, fra enkle kopper og skåle til elegante vaser og statuer. Porcelæn udkonkurrerede simpelthen glas, der også var kendt i Kina, men som blev betragtet som kvalitetsmæssigt underlødigt.

Da den vestlige verden fik mere kontakt med Kina fra 1600-tallet og frem, blev alle former for porcelænsgenstande højeste mode. Derfor forsøgte man rundt om i Europa at løse gåden om, hvordan man fremstiller ægte porcelæn.

Først i 1709 lykkedes det to tyskere, Johann Friedrich Böttger og Walther von Tschirnhaus, at afsløre hemmeligheden. 

Et kinesisk silkevæveri afbildet i 1800-tallet.

© Bridgeman/IBL

7. Silkeormen: kostbar hemmelighed 

Silkens oprindelse i Kina stammer helt tilbage fra legendernes tid. En populær historie fortæller, at kejserinden Xi Ling-Shi en dag drak te i sin have. Da faldt en kokon med en silkesommerfuglelarve ned fra et morbærtræ, lige ned i drikken. Da kokonen opløste sig, kunne kejserinden se en tynd, vidunderligt smuk tråd, der kunne strækkes så langt, at den snart strakte sig over hele haven.

Det skal derefter have været Xi Ling-Shi, der udviklede metoderne til at opfostre silkelarver i fangenskab samt teknikker til silkevævning. Denne historie er med største sandsynlighed ikke sand. Derimod ved man, at silkestoffer, lavet af silketråde, tidligt var et statussymbol i det gamle Kina. I en udgravning, der blev foretaget for nogle år siden, fandt man dygtigt vævede og udsøgt dekorerede silkestoffer fra 500-tallet f.v.t. I starten var det kun kejseren og den allerfornemste adel, der havde tilladelse til at bære silke, men med tiden spredte brugen sig til videre kredse.

Silkefremstillingen blev på det nærmeste betragtet som en kinesisk statshemmelighed. Eksport af silkeormens æg medførte dødsstraf. En populær historie fortæller, at to missionærer i Kina i 550’erne e.v.t. skal have brugt en hul vandrestav til at smugle silkeormens æg og frø fra morbærtræet ud af Kina og bragt dem til kejser Justinian 1. i Konstantinopel. Men allerede tidligere var kunsten at fremstille silketråde og væve silkestoffer nået til Korea og Indien.