Valdemar Atterdag brandskatter Visby i 1361. Maleri fra 1800-tallet.

Liste: Disse slægter styrede Skandinavien

Siden slutningen af vikingetiden har Nordens lande været styret af forskellige kongehuse. Her er den komplette liste over de slægter, der har regeret fra Stockholm, København og Oslo.

29. november 2016 af Tomas Blom
De første nordiske konger, med iøjnefaldende navne som Rolf Krake, Ingjald Illråde, Harald Hildetand og Bröt Anund, nævnes i Snorre Sturlassons og Saxo Grammaticus' skrifter, men vi ved så godt som intet om dem med sikkerhed. 


Derimod ved vi en smule mere om Harald Hårfager, der i 800-tallet blev konge over Norge.

Ifølge Snorre besejrede han talrige "konger," sandsynligvis en slags regionale herskere eller høvdinge. Ifølge én saga gjorde han dette for at ægte den skønne Gyda, som krævede, at han "først måtte under­lægge sig hele Norge og styre det som et frit rige, som kong Erik i Svee­landet (Sverige) eller kong Gorm i Danmark."

Harald lovede dette samtidigt med, at han erklærede, at han ikke ville lade sit hår klippe, før alt dette var klaret.

Havde ingen kontrol

Snorre Sturlasson skrev sine sagaer i 1200-tallet, da selve fænomenet kongeligt styre var veletableret i Norden. 


På Haralds tid havde ingen konge kontrol over "lande" eller "stater" i moderne forstand. Det giver ikke mening at tale om nationalstater. 

Harald Blåtand var søn af Gorm den Gamle og skrev på Jellingestenen, at han "vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.« Det danske kongehus har beva­ret slægtsbåndene til Gorm lige

siden, også selvom man ofte er blevet nødt til at gå langt tilbage i kongerækken for at finde en efterkommer til at blive tronfølger.
Harald Hårfager modtager konge­riget fra sin fars hånd.

Slægtsfejde i Sverige

Sagaerne beretter også om konger i det område, vi i dag betegner som Sverige: Erik Sejrsæl, Oluf Skotkonung, Anund Jakob og flere til. Inge den ældre var konge i Götelandet omkring år 1080 og var den første svenske konge, der havde skriftlig kontakt med paven i Rom.

Efter en langvarig kamp imellem Sverker og Eriks slægter, fik Sverige sin første kronede konge med Erik Knutsson i 1210.

I slutningen af 1300-tallet samlede Margrete 1. Norden i en union, som blev dannet i byen Kalmar, selvom den blev styret fra København. Men selv­om de danske konger officielt regerede Norge og Sverige, var deres indflydelse over rigerne begrænset.

Her præsenterer vi, på skift og i system, de ni kongeslægter, der har regeret Nordens lande de sidste tusinde år. 

1. Gormslægten: Måtte kæmpe for at bevare tronen

Regerede i Danmark ca. 900–1412 (samt Kalmarunionen)
Kendte regenter: Valdemar Atterdag, Margrete 1.

Denne sejlivede kongeslægt kaldes også for Jellingdynastiet.

Gormslægten kom til den danske trone med Gorm den Gamle ca. 900. Da hans sidste mandlige arving døde 1042, overtog den norske kong Magnus tronen. Men Svend Estridsen, dattersøn af Svend Tveskæg, vandt tronen tilbage efter Magnus' død i 1047.

Valdemar Atterdag voksede op i Tyskland efter at hans far Christoffer var blevet fordrevet fra tronen. I 1340 overtog han magten i Danmark. 

I Danmark er han kendt for at have genrejst riget, men i Sverige er han berygtet for erobringen af Gotland og sin hårdhændede behandling af øens indbyggere. Han var far til Margrete, som blev den første regent over den nordiske union, som eksisterede til 1520.

2. Bjälboslægten: Jarlen overlod riget til sine sønner

Regerede Sverige 1248–1364 (samt Norge 1319–80)
Kendte regenter: Birger Jarl, Magnus Ladulås, Magnus Eriksson


Bjälboslægten er opkaldt efter slægtsgodset i det østlige Gotland. Den første fra denne slægt, som greb magten i Sverige, var Birger Magnusson, som udnævntes til jarl af den unge kong Erik, og blev hermed Sveriges egentlige hersker. 

Han grundlagde også Stockholm, og det var under denne jarl, at Finland langsomt kom under svensk styre. To af Birger jarls sønner, Valdemar og Magnus, blev konger. 

I den næste generation udbrød der en bitter magtkamp imellem kong Birger og brødrene Erik og Valdemar. 

Hertug Eriks søn Magnus blev slægtens sidste på tronen. Efter en lang regeringsperiode præget af korstoge og pest, afsattes han i 1364 af landets stormænd, som valgte Albrecht at Mecklenburg som ny konge.

3. Pfalz-Neumarktslægten: Importerede konger styrede unionen

Regerede Kalmarunionen 1396–1448
Kendte regenter: Erik af Pommern, Christoffer af Bayern

Erik af Pommern nedstammede fra en adelig slavisk slægt og hed oprindeligt Bugislav. Erik blev han først døbt som seksårig, da han blev adopteret af sin mormors søster, dronning Margrete, hvis egen søn, Oluf, pludseligt var afgået ved døden. 

Han blev konge af Norge i 1389 og af Danmark og Sverige i 1396, men han måtte vente til adoptivmoderens død, før han kunne rege­re selvstændigt. Eriks primære mål var at styrke den nordiske unions posi­tion overfor det tyske Hanseforbund, der var den dominerende magt i Østersøen.

Det ledte til en lang og udmattende krig, som gjorde ham rasende upopulær først i Sverige, hvor et oprør mod ham blev startet af Engelbrekt Engelbrektsson. 


Utilfredsheden med Erik af Pommerns styre spredte sig herefter til Norge og Danmark, og til sidst blev han afsat og efterfulgt af sin søstersøn Christoffer af Bayern. Han blev den sidste konge i den kortlivede Pfalz-Neumarktslægt.

Erik af Pommern blev adopteret af dronning Margrete som seksårig.

4. Oldenborgerne: Sad på Danmarks trone i over 400 år

Regerede i Danmark 1448–1863 (samt Kalmarunionen til 1523)
Kendte regenter: Christian 2., Christian 4., Frederik 6., Frederik 7.

Oldenborg er navnet på en lille by i det nordvestlige Tyskland. Herfra stammer Oldenborgerne, som havde giftet sig ind i Jellingdynastiet, og har leveret konger til Danmark, Sverige, Norge, Rusland og Grækenland. 

Den første oldenborgske konge af Danmark var Christian 1., der var efterkommer af 1200-talskongen Erik Klipping, og som efter Christoffer af Bayerns død blev valgt som konge af det danske rigsråd.

Han herskede over Kalmarunionen, men forholdet til de svenske undersåtter var ringe, og da kongen øgede skattetrykket, udbrød der oprør. Til sidst blev Christians hær besejret ved Brunkeberg, og det så ud til at unionen stod på afgrundens rand.

Hans barnebarn Christian 2. drog i krig for at stramme grebet om Sverige, hvil­ket lykkedes ham. 


Ved sin kroning i Stockholm i 1520 satte han dog prikken over i’et ved at lokke alle unionsmodstanderne i en fælde, hvorefter de alle blev henrettet ved Det Stockholmske Blodbad.

Det resulterede i et nyt oprør, startet af Gustav Eriksson Vasa, som endte med, at han blev kronet til konge, og dermed blev Sverige løsrevet fra Danmark.

Blandt senere oldenborgske konger kan nævnes Christian 4., der forsøgte at etablere Danmark som en europæisk stormagt, blandt andet ved at trække Danmark ind i Tredive­årskrigen. Krigsindsatsen endte dog i en katastrofe og en økonomisk krise. 


Men han var også en stor bygherre og stod for opførslen af Rosenborg slot, Holmens Kirke og Rundetårn, der stadig pryder København. Under slægtens tid ved magten tabte vi flere krige og store landområder til Sverige. 

I 1665 lykkedes det Frederik 3. at indføre enevældet, som blev udøvet i Danmark helt frem til 1848.

Christian 4. forsøgte at etablere Danmark som en europæisk stormagt.

5. Vasaslægten: Skabte en centraliseret svensk stormagt

Regerede i Sverige 1523–1654
Kendte regenter: Gustav Vasa, Gustav 2. Adolf, Kristina

l Stureslægten havde været en af de drivende kræfter i den svenske modstand mod Kalmarunionen. Da Christian 2. lod Stureslægten og deres tilhængere halshugge, stillede den unge Gustav Eriksson Vasa sig i spidsen for et succesfuldt oprør mod danskerne. 

I 1523 lod han sig vælge til konge, og under Vasas lange regeringstid udviklede Sverige et centraliseret bureaukrati, et effektivt skattevæsen og en protestantisk statsreligion. Så småt blev den stående hær oprettet, som Vasas barnebarn, Gustav 2. Adolf, anvendte, da han begav sig ind i Trediveårskrigen. 

Han blev hyldet som Løven fra Norden af sine protestantiske forbundsfæller, inden han faldt ved Lützen i 1632. Regeringsmagten blev da overtaget af formyndere til kongens seksårige datter Kristina.

Kristina opfostredes som tronfølger og fik, for en kvinde, en høj uddannelse. Men det står klart, at hun stod i en svær situation, eftersom det blev forventet at hun giftede sig og sørgede for slægtens videreførelse. 


Men hun modsatte sig at indgå i et ægteskab og udviklede med tiden en stærk interesse for religion, som hældede mod katolicismen – helt u­tænkeligt i tidens intolerante og strenge lutheranske Sverige. 

Derfor abdicerede hun til fordel for sin fætter, Karl Gustav. Kristina levede resten af sit liv uden for Sverige, særligt i Rom. Ved hendes tronfrasigelse sluttede Vasaslægtens tid.

Kristina

© Prado Museum

6. Huset Pfalz: Krigerkongernes stormagt

Regerede i Sverige 1654–1720
Kendte regenter: Karl 10. Gustav, Karl 12.

Karl 10. Gustav, som efterfulgte sin kusine Kristina som Sveriges regent, havde faktisk vasablod i årene. 

Hans mor, Katarina, var datter af Karl 9. mens faren, Johan Kasimir af Pfalz-Zweibrücken, stammede fra en af Euro­pas ældste fyrstehuse, slægten Wittelsbach, med aner helt tilbage til Karl den Store. Karl 10.s regeringstid var præget af en næsten konstante krigshandlinger mod arve-

fjenderne Polen og Danmark. I 1658 tvang hans march over de frosne bælter Danmark til at afgive Skåne, Halland og Blekinge. Men året efter led han et svidende nederlag ved Københavns volde.

Den bedst kendte af Pfalzslægtens konger var Karl 12., som tilbragte en stor del af sin regeringstid udenlands under utallige krige, der drænede Sve­rige for våbenføre mænd og penge. 

Den sidste pfalziske regent var Ulrika Eleonora, søster til kongen som faldt i 1718. Hun regerede i knap et år før hun overlod kronen til sin mand, Frederik af Hessen, som døde barnløs og gav plads til frisk blod og en ny kongeslægt.

Karl 12.s ligfærd, malet i 1884.

7. Huset Holstein-Gottorp: Russisk kejserinde valgte Sveriges nye kongeslægt

Regerede i Sverige 1743–1818
Kendte regenter: Gustav 3., Gustav 4. Adolf

Valget af en tronfølger efter den barnløse Frederik 1. var ikke udelukkende et svensk anliggende. Den krig mod Rusland, som var brudt ud i 1741, endte dårligt for Sverige. Den russiske kejserinde, Elisabeth, afstod fra at annektere Finland på den betingelse, at en af hendes slægtninge blev valgt til kronprins. 

Han hed Adolf Fredrik og var biskop i Lübeck. Den udvalgte tilhørte slægten Holstein-Gottorp, en gren af slægten Oldenborg, som nu igen kom til den svenske trone efter Frederik 1.s død i 1751. 

Han giftede sig med Lovisa Ulrika, en søster til Preussens kong Frederik den Store, og de fik sønnen Gustav, der blev opfostret som tronfølger.

Gustav 3. overtog tronen i 1771 og viste en stor interesse for kultur i alle afskygninger. Han sympatiserede med mange af oplysningstidens ideer, men dog ikketankerne om et demokratisk styre. 


Gustav 3.s forhold til den svenske adel blev gradvist forværret i løbet af hans styre og nåede et lavpunkt, da han gennemtvang sin Forenings- og Sikkerhedsakt i Rigsdagen i 1789. Den gjorde ham i praksis enevældig.

Gustavs mislykkede krig mod Rusland øgede heller ikke hans popularitet, og i 1792 blev han myrdet af sine modstandere og deres allierede. 


Hans søn fra ægteskabet med den danske prinsesse Sofia Magdalena efterfulgte faren i 1796, da han blev myndig, og regerede under navnet Gustav 4. Adolf. Men også han blev tvunget til at forlade tronen i utide efter endnu en mislykket krig mod Rusland, hvor Sverige definitivt mistede

Finland, efter at de to lande i flere hundreder år havde været uløseligt forbundet. Gustav 4. Adolf blev afsat i 1809 og tilbragte resten af sit liv i eksil. Hans farbror, hertug Karl, blev dernæst udråbt til konge. Men også han var uden barn, og ingen vidste dermed, hvordan tron­følgen skulle sikres. 

8. Huset Bernadotte: Revolutionær general blev konservativ konge

På Sveriges trone siden 1818
Kendte regenter: Karl 14. Johan, Gustav 5

Den nye tronfølger kom fra Frankrig. Navnet var Jean Baptiste Bernadotte. Han kom fra simple kår i Sydfrankrig og var blevet båret af revolutionens vinde til den høje position som marskal i Napoleons hær. 

Nu blev han ganske uventet tilbudt at blive Sveriges nye konge. Karl 13. døde i 1818, og siden da har syv regenter fra Bernadotteslægten siddet på den svenske trone.

Under Bernadotte-æraen har kongemagten undergået store forandringer, fra Karl 14.s selvrådige og konservative styre til nutidens udelukkende symbolske og repræsentative kongemagt.

Den sidste Bernadotte, der for alvor forsøgte at påvirke politik, var Gustav 5., der i en tale i borggården i Stockholm Slot i 1914, med al sin kongelige pondus, krævede flere penge til det svenske forsvar.

Gustav 5. oplæser sin borggårdstale for de fremmødte i 1914. Talen ledte til regeringens afgang.

9. Oldenborg-Sønderborg-Glücksborgske slægt: Sådan fik Norge sit eget konge­hus

På Danmarks trone siden 1863
På Norges trone siden 1905
Kendte regenter: Christian 9., Haakon 7.


Huset Glücksborg er en sidelinje til huset Oldenborg, og opkaldt efter slottet og byen Glücksborg i det nordlige Tyskland. Derfra nedstammer de nuværende danske og norske kongeslægter. 

Sønnen til hertug Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, der på både faderens og moderens side nedstammede fra det danske kongehus, giftede sig i 1842 med en søsterdatter til kong Christian 8. 

Hans søn Vilhelm blev konge af Grækenland og hans to døtre, Dagmar og Alexandra, blev gift med den russiske zar Alexander 3. og Storbritanniens kong Edward 7. 

Dette gav Christian 9. tilnavnet »Europas svigerfar". Men trods de mange giftemål, kunne alle disse alliancer ikke redde Danmark fra preussernes skæbnesvangre angreb i 1864.

Prins Carl, et barnebarn af Christian 9. blev valgt som Norges konge, med navnet Haakon 7., efter opløsningen af unionen med Sverige i 1905. 


Han var bror til kong Christian 10. af Danmark. Haakon 7. kom til at regere længe og blev særligt elsket for sin indsats under 2. verdenskrig. Han blev efterfulgt af sin søn Olav, som døde i 1991, for at blive efterfulgt af sin søn Harald 5.

Samme slægt sidder stadig også på den danske trone i skikkelse af dronning Margrethe 2.