Fra venstre ses Wu Zeitan af Kina, Elizabeth 1. af England og Sveriges dronning Kristina.

Kvinderne på tronen

En blødgjorde det engelske brud med romerkirken, en anden påbegyndte inkvisitionen og en tredje abdicerede. Her er syv magtfulde kvinder, som hver især styrede deres eget rige – og alle satte de deres aftryk på historien!

8. juni 2017 af Åke Steinwall

Elizabeth 1. regerede England fra 1558 til sin død i 1603.

1. Elizabeth regerede i 44 gyldne år

Den 15. januar 1559 blev Elisabeth 1. under højtidelige former kronet i katedralen Westminster Abbey i London. Bag festlighederne lurede farerne dog.

England var et land i krise. Elisabeths far, Henrik 8., havde brudt med den katolske kirke og ladet to af sine seks koner henrette. En af dem var Elisabeths mor, Anne Boleyn. Da Elisabeths ældre halvsøster Maria ("Den Blodige") kom til magten, havde hun forsøgt at genindføre katolicismen. Følgen blev en religiøs konflikt, hvor mange protestanter mistede livet.

Maria døde i 1558, og magten gik til Elisabeth. Modsat Maria var hun protestant, men som dronning forsøgte hun at nedtone de religiøse modsætninger. Hendes 44 år lange regeringstid blev tit kaldt "de gyldne år" og ses som en kulturel og politisk blomstringstid i engelsk historie.

Den Spanske Armada

I 1588 blev hendes position truet af Spaniens kong Filip 2., der sendte en kæmpestor flådestyrke ud for at invadere England. Men "den uovervindelige armada" kom ud i en storm, hvorefter det var let for de engelske skibe at slå dem tilbage. Derefter overtog England positionen som den førende stormagt på verdenshavene.

Trods mange frierier fra hjemlige adelsmænd og europæiske kongelige giftede Elisabeth sig aldrig, måske fordi det ville have truet hendes position som regent. Hun blev kendt som "jomfrudronningen" og døde barnløs i 1603. Elisabeths efterfølger blev hendes slægtning Jakob 1., Skotlands konge.

Isabella og Ferdinand tager imod Columbus ved det spanske hof.

© Bridgeman/IBL

2. Isabella forenede Spanien

 Under Isabellas opvækst herskede halvbroderen Henrik over kongedømmet Castilien, som lå midt i vore dages Spanien. Han forsøgte hårdnakket at gifte sin halvsøster bort for at styrke rigets politiske stilling, men Isabella nægtede konsekvent. Til sidst valgte hun selv at gifte sig med Ferdinand, konge af nabolandet Aragonien. Henrik blev rasende og erklærede, at Isabella ikke længere var Castiliens tronfølger, men da han døde i 1474, lykkedes det hende alligevel at gribe magten. Hun regerede derpå til sin død i 1504.

Sammen med sin mand, Ferdinand af Aragonien, skulle Isabella af Castilien indskrive sig i historiebøgerne af to vigtige grunde. For det første erobrede de Spaniens sidste muslimske fæstning, den mauriske fæstning Alhambra i Granada, i 1492. Det betød, at den såkaldte reconquista, den kristne generobring af den iberiske halvø, var tilendebragt. For det andet sponsorerede de samme år Christoffer Columbus’ ekspedition, som førte til opdagelsen af Amerika.

Instituerede den spanske inkvisition

Spanien var stadig ikke et samlet kongedømme, men via deres ægteskab samlede Ferdinand og Isabella de to store kongedømmer Aragonien og Castilien på Den Iberiske Halvøs højslette. Dermed lagde de grunden til det moderne Spanien.

Ferdinand og Isabella tvang landets muslimer og jøder til at konvertere til kristendommen. De, der nægtede, blev tvunget til at flytte. Ferdinand og Isabella indstiftede også den spanske inkvisition for at bekæmpe forskellige former for kætteri. Følgen blev, at kronens magt blev styrket, og de blev kendt som "det katolske kongepar".

Fra sine paladser i Sankt Petersborg styrede Katarina det store Rusland.

3. Katarina udvidede Rusland

I juli 1762 blev Ruslands zar Peter 3. væltet efter kun et halvt år på tronen. Nogle dage senere blev han myrdet, formentlig på ordre fra hans hustru Katarina 2. Hun overtog nu magten og styrede det russiske kejserdømme i over 30 år.

Katarina kom fra en tysk fyrstefamilie og hed fra begyndelsen Sophie Friederike Auguste. Som 15-årig var hun blevet sendt til Sankt Petersborg for at blive viet til sin fætter Peter, der var tronarving. Hun gik over til den ortodokse tro og skiftede navn til Katarina.

Ægteskabet med den alkoholiserede Peter blev alt andet end lykkeligt. Han arvede tronen i januar 1762, men blev altså snart væltet af sin hustru og hendes tilhængere.

Pennevenner med Voltaire

Katarina var meget interesseret i oplysningstidens idéer og brevvekslede bl.a. med den kendte filosof Voltaire. Hun forsøgte at reformere det russiske retsvæsen og uddannelsessystem, men var ikke interesseret i at afskaffe livegenskabet for Ruslands bønder. Katarina giftede sig aldrig igen. Derimod havde hun mange elskere, som fik stor indflydelse på landets politik. Mest kendt blev Grigorij Potemkin, som bl.a. førte flere krige mod Osmannerriget og udvidede de russiske grænser mod syd. 

Kristina blev uddannet til at herske over stormagten Sverige.

© Lessing/IBL

4. Dronning Kristina skiftede side

Krigerkongen Gustav 2. Adolf havde besluttet, at hans eneste barn, datteren Kristina, skulle have samme uddannelse som en mandlig tronfølger. Derfor kom hun til at studere politik, teologi og filosofi, men blev også oplært inden for ridning og jagt. Gustav 2. Adolf faldt i slaget ved Lützen i 1632, da Kristina var seks år. Hun blev nu dronning, men magten gik til en gruppe formyndere under ledelse af rigskansleren Axel Oxenstierna.

I 1644 blev Kristina myndig. Flere lange krige havde tømt den svenske statskasse og skabt stor utilfredshed blandt almindelige mennesker, men Kristina håndterede den svære situation godt. Desuden inviterede hun lærde mænd fra hele Europa til hoffet i Stockholm. Mange fyrster og kongelige kurtiserede hende også i håb om via ægteskab at få kontrol over det voksende svenske stormagtsrige, men Kristina sagde altid nej tak. I stedet valgte hun sin fætter, den tyske greve Karl Gustav, til tronfølger.

Abdicerede og konverterede

Kristina var en af protestantismens mest markante symboler i Nordeuropa, men i 1654 chokerede hun alle ved at abdicere og konvertere til katolicismen. Kristina tog til Rom og blev ved med at støtte kunst og videnskab. Senere forsøgte hun uden held at blive regent i de katolske riger Neapel og Polen. 

Hatshepsut blev tilbedt som en guddom af sine undersåtter.

5. Faraos enke overtog magten

Hatshepsut var datter af den magtfulde farao Thutmosis 1. og gift med sin halvbror, Thutmosis 2.
Da hendes mand døde, overtog Hatshepsut selv magten og lod sig krone til farao. På papiret var hendes stedsøn Thutmosis 3. også regent, men i praksis var det Hatshepsut, der herskede. Stedsønnen blev i stedet landets største general.

Tilbedt som en gud

Hatshepsuts regeringstid blev relativt fredelig, og hun brugte mange kræfter på at opbygge landets handelsveje. Hun sendte bl.a. en stor handelsflåde sydpå gennem Rødehavet til landet Punt, vore dages Somalia. Desuden lod hun opføre flere storslåede bygningsværker som fx templet i Karnak og Der-el-Bahri. Man plejer at betragte Hatshepsut som en af det gamle Egyptens mest succesrige regenter, og hun blev da også tilbedt som en guddom af sine undersåtter. Da Hatshepsut døde, formentlig i år 1468 f.v.t., blev Thutmosis 3. enehersker i Egypten.

Han lod flere af de monumenter ødelægge, som hyldede hans stedmor. Man har spekuleret i, om Thutmosis 3. oven i købet fik hende myrdet, men moderne undersøgelser af Hatshepsuts mumie har vist, at hun led af cancer, hvilket kan have været den reelle dødsårsag.

Wu Zetian kom til hoffet som haremsdame.

6. Konkubine blev Kinas kejserinde

I Kinas lange historie er der flere kvinder, der har haft stor indflydelse på landets politik. Wu Zetian (ca. 625–705 e.v.t.) var dog den eneste af dem, der kom til at sidde på kejsertronen, og som havde samme herskerstilling som landets mandlige monarker.

Hun var kun 13 år, da hun ankom til paladsets harem for at blive konkubine for kejser Taizong. Hun indledte en hemmelig kærlighedsaffære med kejserens søn Gaozong. Da Taizong døde, blev hun sendt til et buddhistisk kloster, men blev senere kaldt tilbage til paladset. Årsagen var et trekantsdrama ved hoffet, hvor en af Gaozongs hustruer følte sig truet af en anden haremskvinde. Wu Zetians opgave blev at aflede kejserens opmærksomhed fra den magtsyge konkubine.

Wu forførte kejseren

Dramaet endte med, at Wu forførte kejseren, og det lykkedes hende at få de andre to kvinder henrettet. I 654 e.v.t. blev hun rigets førstehustru og kejserinde. Derpå styrede Wu Zetian i praksis Kina gennem sin svagelige mand, og det viste sig, at hun havde stort talent for politik. I løbet af hendes år ved magten underlagde Kina sig nabolandet Korea. 

Margrete regerede Norge og Danmark fra 1387 og Sverige fra 1389. I 1397 overlod hun tronen til sin søn, Erik af Pommern, men fortsatte med at lede Kalmarunionen bag kulisserne.

7. Margrete samlede Norden

Søndag den 17. juni 1397 var en meget speciel dag i dronning Margretes liv. Biskopper og stormænd fra Sverige, Danmark og Norge samledes i Kalmar for at krone hendes 15-årige adoptivsøn Erik af Pommern til konge over hele Skandinavien. I praksis var det dog Margrete, der styrede den nye Kalmarunion. Det betød, at hun var Europas mest magtfulde kvinde.

Margrete var den danske Valdemar Atterdags yngste datter. Da hun blev født i 1353, var der ikke meget, som tydede på, at hun en dag ville komme til at herske over hele Skandinavien. Da hun var ti år, blev hun viet til Håkan Magnusson, der var søn af den svensk-norske konge Magnus Eriksson. Syv år senere fødte hun sit eneste barn, Olof. Da Valdemar Atterdag døde, lykkedes det Margrete at få sin mindreårige søn udnævnt til ny konge i Danmark, senere også i Norge. Både hendes mand Håkan og sønnen Olof døde imidlertid i løbet af de kommende år. I 1387 lod Margrete sig i stedet udnævne til regent i de to lande.

Erobrede Sverige

Hendes næste mål var at erobre Sverige. Den svenske konge, Albrekt af Mecklenburg, blev besejret i et slag i 1389, og dermed havde Margrete taget magten i hele Norden. For at styrke sin stilling udnævnte hun sin yngre slægtning Erik af Pommern til ny tronfølger. Han blev kronet til konge i Kalmar i 1397, men Margrete beholdt den egentlige magt helt indtil sin død
i oktober 1412.