Læs også

Konstantinopel

Konstantinopel

Konstantinopel var Det Byzantinske Riges hoved­stad i 1 000 år og forvaltede den kulturelle arv efter Roms imperium. Da de osmanniske tyrkere erobrede...

31. maj 2016 af Magnus Västerbro

Konstantinopel var Det Byzantinske Riges hoved­stad i 1 000 år og forvaltede den kulturelle arv efter Roms imperium. Da de osmanniske tyrkere erobrede byen i 1453, sendte det en chokbølge igennem det kristne Europa.

Tekst: Magnus Västerbro

Om aftenen den 29. maj 1453 blev Konstantinopels mure langt om længe erobret.
Byens indbyggere havde før i historien holdt stand mod lange belejringer, men denne gang var overmagten for stor. De sejrrige osmanniske styrker, der nu strømmede ind, glædede sig til at plyndre den by, de antog rummede store rigdomme.
Men ifølge legenden ændrede deres leder, sultan Mehmed 2., mening, da han trådte ind i den ældgamle metropol. Det smukke Konstantinopel, der i over 1 000 år havde været centrum for et verdensrige, skulle ikke jævnes med jorden. Han satte en stopper for sine soldaters plyndring og hærværk.
Det var med vemod og respekt, at Mehmed 2. beskuede sit bytte. På dette tidspunkt var Konstantinopel ikke meget andet en bleg skygge af fordums storhed.
Byen, der i dag hedder Istanbul, blev grundlagt allerede i 660’erne f.v.t. med det græske navn Byzantion. Takket være dens strategiske position ved Bosporusstrædet mellem Sortehavet og Middelhavet blev byen hurtigt en vigtig handelsplads i græsk historie.

Opkaldte byen efter sig selv

Men alligevel trådte byen først for alvor ind på verdensscenen i 330 e.v.t., hvor den romerske kejser Konstantin den Store indviede den som sit vidtstrakte imperiums nye hovedstad og opkaldte den efter sig selv.
Konstantins by blev centrum for en meget intens byggeindsats. På kun seks år formåede man at gøre en provinsby til en værdig hovedstad for verdens mægtigste rige. Storslåede paladser og akvædukter blev opført.
I al hast blev marmorstatuer, døre og mosaikker fra templer og bygninger rundt omkring i riget samlet sammen og bragt til Konstantinopel.
Kejseren gav generøse tilbud til dem, der ville bygge nyt, og snart voksede en helt ny metropol frem. Her fandtes alt, hvad man kunne forvente af rigets vigtigste by – et stort kejserpalads, et nyt mødested for det romerske senat og en kæmpe hestevæddeløbsarena – hippodromen – med plads til 100 000 tilskuere.

I 300-tallet var Romerrigets storhedstid ved at være forbi. Snart begyndte udefrakommende erobrere at overtage de vestlige dele af riget, der blev til de moderne vesteuropæiske lande som Frankrig, England og Spanien. Men i øst levede riget videre.
Indbyggerne i Konstantinopel og det rige, byen var centrum for, så sig fortsat sig selv som romere. Navnet ”Det Byzantinske Rige” er opfundet af moderne historikere og blev ikke brugt i Konstantinopel.
Men alligevel forandrede tingene sig. De gamle guder blev endegyldigt afskaffet og erstattet med kristendommen. Munke og klostre blev en vigtig del af samfundet. Med tiden blev selv latin erstattet med græsk som det officielle sprog.

I århundreder dominerede Byzans det østlige Middelhav. I 1000-tallet e.v.t. boede der ca. 500 000 personer i Konstantinopel. Men herefter begyndte nedgangen. I 1204 blev byen erobret af korsfarere fra det 4. Korstog som led i en magtkamp, byen aldrig rigtig kom sig over.
Da Mehmed 2. og hans folk trængte ind i byen godt 250 år senere, lignede den mest af alt en samling af landsbyer, der lå skjult bag de vældige mure. Men Konstantinopel havde fortsat stor symbolsk betydning, ikke mindst som en levende forbindelse til antikken. Traditioner og tanker fra det gamle Grækenland og Rom var blevet holdt mere i hævd her end i Vesteuropa.

Samtidig bidrog Konstantinopels fald til det kulturelle opsving, der i renæssancen skete i byer som Firenze og Venedig. Mange intellektuelle flygtede fra den erobrede by og tog deres viden med sig vestpå.

Enden på Romerriget

Den osmanniske erobring var dog den endegyldige afslutning på Romerrigets historie.
Da Mehmed 2.s tropper drog ind i byen, blev de mødt af den sidste romerske kejser – Konstantin 11. Palaiologos. Han var bærer af en titel, der strakte sig helt tilbage til kejser Augustus næsten halvandet årtusinde tidligere.
Den sidste kejser blev set kaste sig ud på gaden med draget sværd i et sidste desperat forsøg på at drive erobrerne tilbage. Hans lig blev efter sigende aldrig fundet.