Læs også

Grevens Fejde

Knud Lavard

Under et familiebesøg i Haraldsted den 7. januar 1131 blev hertugen myrdet. Mordet blev indledningen til en borgerkrig, der først endte i 1157, da sønnen...

Under et familiebesøg i Haraldsted den 7. januar 1131 blev hertugen myrdet. Mordet blev indledningen til en borgerkrig, der først endte i 1157, da sønnen Valdemar blev enekonge.

Tekst: Jon Eilenberg

Sneen lå tyst og kold i Haraldsted Skov på Midtsjælland den 7. januar 1131. Åndedragene stod som tågeskyer fra de to anspændte mænd, som de trådte frem for at omfavne hinanden. Den ene var Knud Lavard, hertug af Slesvig.

Den anden var hans fætter, tronarvingen Magnus den Stærke, som havde taget initiativ til mødet. Magnus’ fader, den gamle kong Niels, blev mere og mere affældig, og et tronskifte var nært forestående. Derfor ville Magnus gerne mødes med Knud for at diskutere, hvordan rigets fremtid kunne sikres.

Idet de to fætre omfavnede hinanden, stivnede Knud, da han mærkede Magnus’ ringbrynje og sværd. Magnus begyndte at bortforklare, men en lyd fra skoven fik Knud til at vende hovedet. I næste nu brød en flok bevæbnede mænd frem. Knud genkendte med det samme sin fætter Henrik Skadelår, sin kusines mand Ubbe Jarl og dennes søn Håkon Skåning. Vantro indså Knud, at han var blevet forrådt af sin egen familie! Han greb febrilsk efter sit sværd, men for sent. I en glidende bevægelse trak Magnus sit sværd og huggede det skråt nedad. Klingen kløvede Knuds hoved, og han faldt til jorden.

Efterfulgt af de andre sammensvorne trådte Henrik Skadelår frem og jog sit spyd i Knuds livløse krop. Lettet trådte Magnus et skridt tilbage og betragtede blodet, der strømmede ud i sneen. Nu var rigets fremtid sandelig sikret.

Svend Estridsens arvinger

Det hele begyndte da Svend Estridsen døde i 1076. I stedet for en legitim arving efterlod han sig et mindre hav af uægte børn. I løbet af de næste 60 år efterfulgte fem af dem hinanden på tronen. To af dem var Erik Ejegod, Knud Lavards fader, og Niels, Magnus den Stærkes fader. Både Knud og Magnus var altså kongesønner, og kunne siges at have krav på faderens trone.

Ud over deres fælles ophav var de to fætre imidlertid vidt forskellige. Mens Knud havde tætte forbindelser til Tyskland, var Magnus’ opmærksomhed mere rettet mod det hjemlige, og i Roskildekrøniken kaldes han for ”Danmarks Blomst”.

I 1103, da Knud var omkring 7 år gammel, døde hans forældre under en pilgrimsfærd. Derfor blev Knud sat at i pleje, først hos Skjalm Hvide på Sjælland og dernæst hos hertug Lothar af Sachsen. Selvom denne opvækst formentlig har været hård, fik den unge Knud lært det politiske håndværk grundigt.

Populær i begge lande

Da Knud var omkring 20 år gammel, udnævte kong Niels af Danmark ham til hertug af Slesvig. Hermed fik Knud sit tilnavn Lavard – en gammel adelstitel, der kan genfindes i den engelske titel lord. De næste 15 år undertvang Knud Lavard med stor succes de oprørske obodriter, et vendisk folk mod syd, der boede i grænselandet mellem Danmark og Tyskland.

Det gjorde ham populær i begge lande, og hans gamle fosterfader Lothar (som i mellemtiden var blevet tysk konge) udnævnte ham i 1129 til knes – hvilket er en vendisk høvdingetitel. Endnu før han fyldte 35, var Knud Lavard altså både succesfuld krigsherre, vendisk knes, dansk hertug og vasal for to forskellige konger. Desuden var han voldsomt populær blandt sønderjyderne. Men ved hoffet i Danmark begyndte rygterne snart at florere.

Bar kongenavn

Knuds Lavards succes og popularitet var genstand for misundelse. Hans fornemme tyske klæder gjorde bestemt ikke tingene bedre, og Knud blev anset for at være noget af en laps. Saxo fortæller, at til Magnus den Stærkes bryllup omkring 1125 fik Henrik Skadelår, Knuds fætter, både fornærmet og truet Knud ved at påpege, at purpurkåber ikke var nogen beskyttelse mod sværd. Knud svarede, at den vel beskyttede lige så godt som Henriks hjemmelavede lammeskindskofte. Dette svar fik måske sat Henrik Skadelår på plads, men det hjalp på ingen måde på de spændinger, der var under opbygning.

Det forhold, at Knud Lavard tjente to herrer, vakte sammen med hans vendiske knes-titel også en del mistto. Knuds svorne fjende, Henrik Skadelår, fik følgeskab af Magnus den Stærke, og sammen begyndte de at bagtale deres fætter ved det danske hof. De spredte rygte om, at Knuds loyalitet var tvivlsom, og at han stræbte efter den danske trone. Hans titel af knes, påstod fætrene, var et forsøg på at tilrane sig magten ved at bære kongenavn.

Rygterne kom den aldrende kong Niels for øre, og han kaldte Knud Lavard til sig for at få en forklaring. Til Magnus’ og Henriks store fortrydelse klarede Knud frisag og kunne trygt vende tilbage til sin sønderjyske magtbase.

Magnus den Stærke og Henrik Skadelår gav imidlertid ikke så let op. I deres øjne var Knud for populær, for tyskvenlig og for magtbegærlig. Og hvis ikke kongen havde tænkt sig at gøre noget, måtte de tage sagen i egen hånd. Knud Lavard skulle skaffes af vejen en gang for alle, så derfor konspirerede man med bl.a. Magnus’ svoger Ubbe Jarl og dennes søn Håkon Skåning.

Jul i Roskilde

Som en del af sammensværgelsen inviterede de Knud Lavard til at fejre jul med dem i Roskilde i december 1130. Knud har formentlig glædet sig over denne venlighed, og sammen med sin højgravide kone Ingeborg rejste han til Roskilde for at genopbygge tilliden i familien. Juledagene forløb fredeligt, og ingen af de sammensvorne lod sig mærke med deres skumle planer. Derfor fattede Knud ikke mistanke, da Magnus bad ham om at mødes i Haraldsted Skov den 7. januar, så de som gode fætre kunne få afklaret magtforholdene. Det møde endte som bekendt fatalt.

Regnskabets time

Men hvis Magnus den Stærke og Henrik Skadelår havde regnet med, at riget var sikret med mordet på Knud Lavard, tog de fejl. Familien delte sig i to, og en blodig borgerkrig begyndte. Knuds halvbroder, Erik, svor at hævne sin broder, og rejste en hær mod Niels og Magnus. Desuden krævede Knuds gamle fosterfader Lothar, der i mellemtiden var blevet tysk-romersk kejser, hævn over sin myrdede vasal.

Borgerkrigen bølgede frem og tilbage, men én for én måtte Knud Lavards mordere lade livet. Ubbe Jarl blev hængt på sit herresæde på Falster, og både Magnus den Stærke og Henrik Skadelår faldt i slaget ved Fodevig. Erik blev langsomt, men sikkert hævnet. Tilbage var kun den gamle kong Niels.

Efter slaget ved Fodevig begav Niels sig i 1134 mod Sønderjylland for at samle styrkerne. Sønderjylland var imidlertid Knud Lavards gamle magtbase, og folket havde ikke glemt deres populære hertug. Om natten den 25. juni brød en flok sønderjyder ind i kongens logi, hvor de dræbte ham. Eriks kunne nu udråbe sig selv som sejrherre og konge, og eftertiden har givet ham tilnavnet Emune. Men freden var brudt, og en lang periode med krig og lovløshed fulgte.

Der skulle en stærk konge til at samle riget, og hvem andre end Knud Lavards søn kunne løfte arven? En uge efter mordet på Knud fødte hans kone en søn, som hun kaldte Valdemar. Valdemar blev fra en tidlig alder rodet ind i stridighederne om magten, men i 1157 blev han enekonge og fik tilnavnet den Store. Således gik Niels’ og Magnus’ linje over i glemslen, mens Knud Lavards efterkommere helt frem til i dag har siddet på kongemagten i Danmark.

Mere her: Kongelige mord af Henning Dehn-Nielsen (2005) ● Knud Lavards Liv og Gærning af Hans Olrik (1888)