Operation i skallen utan bedövning på 1500-talet.

En kranieoperation uden bedøvelse afbildet på et 1500-talsmaleri.

© wellcome

Kirurgi – livsfarligt indgreb uden bedøvelse

Inden narkose og renlighed revolutionerede lægekunsten i 1800-tallet var kirurgi en brutal og blodig affære. Alligevel har læger til alle tider forsøgt at skære i patienternes kroppe – ofte med døden til følge.

14. oktober 2017 af Magnus Västerbro

Til sidst fandtes ingen anden udvej: den velhavende Londoner Samuel Pepys måtte opereres. Blærestenen – en samling krystaller, som var vokset til én stor sten i urinblæren, og forårsagede stor smerte – var nu blevet så alvor-lig, at der intet andet kunne gøres.

Den 26. marts år 1658 var tiden kommet. I sin dagbog beskriver Samuel Pepys, hvordan han forberedte sig på, hvad der skulle ske, på samme måde som hvis han skulle i kamp. Han samlede så mange slægtninge omkring sig som muligt, så de kunne bede for ham. At lade sig operere af en kirurg på denne tid indebar, at udsætte sig selv for direkte livsfare, og var derfor kun noget man gjorde i yderste nødstilfælde.Pepys forberedte sig: Han spiste blødkogt æg, talte med en præst og gik i bad.

Så blev håret omkring hans køn barberet, og Pepys placeret på et bord med en halmsæk under sig, så lægen kunne komme til. Så blev hans arme og ben bundet, og en gruppe mænd stillede sig omkring ham, så de kunne holde ham fast. Operationen måtte gennemføres uden bedøvelse, og der var risiko for, at patienten ville spjætte så meget, at lægen ikke kunne udføre sit arbejde.

I lignende tilfælde berettes om, hvorledes de, som skulle opereres, ikke kunne håndtere frygten.

En kirurg vidner om en patient, som løb og gemte sig på toilettet, da en blæresten, præcis som den hos Pepy, skulle skæres væk. Her måtte døren sparkes ind og den skrigende mand slæbes tilbage til operationsbordet. 

Kirurgs verktygslåda med såg, knivar och andra instrument för amputationer. Från 1700-talet.

Værktøjskasse fra midten af 1700-tallet for kirurger, som udførte amputationer. 

© Science Museum UK/Wellcome

Såret måtte hele af sig selv

Men Samuel Pepys klarede den. Han holdt ud, da en sonde af sølv blev ført op gennem hans penis, så kirurgen kunne lokalisere og fastholde stenen i urinblæren. Han holdt ud, da lægen skar et snit mellem pungen og anus og fandt frem til blærestenen som han derefter klemte ud, og som viste sig at være på størrelse med en tennisbold. Og han holdt ud i ugerne der gik, hvor han lå i sengen med et sår, som skulle hele af sig selv, og som var indbundet med en forbinding gennemvædet af æggeblomme, eddike og duftende olier.

Operationen havde været en succes. Og ikke nok med det. Såret var ikke blevet inficeret, hvilket ellers var normalt og en ikke sjældent årsag til mange dødsfald. Resten af sit liv fejrede Samuel Pepys mindet om dagen hvor han blev opereret – og overlevede.

Trepanering i tusinder af år

Til alle tider har mere eller mindre lærde mænd og kvinder forsøgt at pleje blødende sår og rette brækkede knogler. Ganske længe har man ligeledes udført mere eller mindre avancerede kirurgiske operationer. Særligt trepanering – at bore et hul i kraniet, for at mindske trykket efter et kraniebrud, eller fordi man på den måde mente at kunne undgå sygdom – har mennesker benyttet sig af i mange tusind år. Man har fundet kranier fra forhistorisk tid med sådanne huller i både Europa (også Danmark) og Sydamerika. På nogle af dem kan man se, at de, som blev udsat for indgrebet, overlevede i lang tid. 

Men også andre operationer har rødder langt tilbage. Særligt i Indien fandtes tidligt en udviklet tradition af avanceret kirurgi, som øjenoperationer til at behandle stær. Indiske kirurger udviklede endda en slags plastikkirurgi, først og fremmest for at erstatte bortskårne næser, hvilket var en almindelig straf for forbrydere. En flig af huden i panden blev skåret ud og trukket ned over en slags næseprotese, hvorpå fligen siden voksede sig fast. 

1800-talsmaleri af hvordan en amputation formodes udført i 1600-tallet.

© Wellcome

I Vesteuropa varede det længe, før man forsøgte at udføre så avancerede operationer. I den traditionelle vesterlandske medicin, der med grækerne Hippokrates og Galen som store frontfigurer, domine-rede Europa langt ind i moderne tid, ansås kirurgi ikke for noget, som en rigtig læge skulle beskæftige sig med. De veluddannede læger beskæftigede sig kun med indre medicin, mens kirur-gi ansås som en simpel opgave, som man overlod til andre – først og fremmest feltlæger og barberer. Der var dem som tog hånd om sår, skar bylder op, fjernede åreknuder og udførte stæroperationer. Der var ligeledes dem, som foretog åreladninger og stensnit – sidstnævnte var betegnelsen for den operation, som Samuel Pepys måtte gennemleve.

Hasteamputationer

Det var frem for alt disse grupper som viede sig til den allermest brutale form for kirurgi; den som virkelig fortjente at blive kaldt "slagteriets kunst«, nemlig amputationerne.

At afskære dele af kroppen var længe den eneste løsning ved alvorlige infektioner i arme og ben.Hvad enten det var som følge af skud- eller knivsår, eller på grund af en sygdom som havde ledt til koldbrand. At amputere en patient, når man ikke havde adgang til effektiv smertelindring, var ikke let. Sommetider forsøgte kirurgerne at bedøve patienten med alkohol eller dråber af opium. Men det var usikre metoder, og ofte var patienten ved fuld bevidsthed, når operationen fandt sted.

Amputationerne måtte derfor ske i en fart, både for at lindre smerten, men også for at forhindre at patienten døde af blodtab. Kirurgen måtte med andre ord skære sig gennem hud og kød så hurtigt som muligt, for at komme ind til benet, som i hast skulle saves af, inden han byttede til kniv igen, for at skære det væk, som var tilovers.

Skar ben af på 30 sekunder

En britisk kirurg ved navn Robert Liston tog i 1830’erne dette krav om hastighed til ekstreme niveauer. Han pralede med at kunne save et menneskes ben af på kun 30 sekunder. For at kunne nå det, anvendte han en enorm styrke i begge sine arme, samtidig med, at han placerede den blodige kniv mellem tænderne, alt imens han arbejdede med saven

Teckning av kirurgen Robert Liston i färd med att utföra en amputation. 1830-tal.

Robert Listons hurtighed var legendarisk.

© Wellcome

Listons hastighed var legendarisk, men forårsagede samtidig problemer: det hævdes, at han en gang, i sin hast, kom til at skære en patients testikel af. En anden gang skal han utilsigtet have kappet tre fingre af en assistent.

For eftertiden kan det virke helt ufatteligt, at patienter overhovedet ville udsættes for en amputation under disse vilkår. Uden fungerende bedøvelse, ved at blive holdt nede af flere mænd, alt imens man både så og følte hvorledes der blev savet i ens krop. Var det da ikke bedre at dø, uden at skulle udholde en sådan brutal rædsel?

Visse synes at have tænkt på denne måde og døde hellere end at udsætte sig for kirurgens kniv. Der var dog tilfælde, hvor sygdomstilstanden var så smertefuld, at amputation fremstod som en lindrende udvej.

Kirurgiens status voksede

Det var tilfældet, da svenskeren Anton Rolandsson Martin i februar 1761 skulle amputeres, efter at have fået koldbrand i højre fod. Han beskrev senere hvordan smerten, han følte da han blev syg "var så stærk, som om min fod lå i en brændende ild.« I sammenligning hermed var amputationen "ganske nem.« Han skrev, at det blot fem eller seks gange, mens saven arbejdede, gjorde rigtig ondt. Men han behøvede i hvert fald al-drig at skrige af smerte, forsikrede han.

I Rolandsson Martins tilfælde gik operationen godt. På det tidspunkt var kirurgiens rygte blevet forbedret. Gennem 1600- og 1700-tallet havde bedre kundskaber i anatomi styrket kirur-giens teoretiske grundlag. Samtidig var diverse faglige sammenslutninger blevet dannet i flere lande, hvilket efterhånden forbedrede kirurgernes status.

Langsomt nærmede de to erhverv sig hinanden, de lærde medicinere og de tidligere så berygtede kirurger, eksperterne i "slagteriets kunst.«

I 1785 Det Kongelige Kirurgiske Akademi dannet i Danmark, og i 1841 blev det lagt sammen med den almene læge-uddannelse, hvilket viste, at kirurgien nu var en ægte lægevidenskabelig
disciplin