Mao Zedong og et af kulturrevolutionens massemøder.

© bridgeman/IBL samt Rue des Archives/IBL

Kinas blodige kulturrevolution

»Det Store Spring Fremad» skulle forvandle Kina til en industristat. I stedet resulterede Mao Zedongs kampagne i massesult. Fiaskoen svækkede hans stilling, men nogle år senere hævnede han sig på sine kritikere ved at udløse Kulturrevolutionen. Radikale unge blev ophidset til at mishandle og tilmed dræbe alle »klassefjender.»

27. januar 2018 af Jojje Olsson

I den gamle handelsstad Wuxuan i det sydlige Kina bliver mere end 70 ”klassefjender” ædt i sommeren 1968. Flere af dem slagtes på en klippeblok, inden deres hjerter tilberedes med lokale krydderier før de festlige banketter, der arrangeres for de lokale ledere. Studenter skærer store kødlunser af deres lærere, som de har dræbt, og koger dem i gryder over åben ild. Scener som disse udspillede sig under Kulturrevolutionen, en af de mest voldsomme og mest omdiskuterede perioder i det moderne Kinas historie.

Hungersnød efter det store spring

Revolutionen var Mao Zedongs svar på den hårde kritik, som han blev mødt af i begyndelsen af 1960'erne, hvor Kina lå i ruiner efter hans mislykkede kampagne ”Det Store Spring Fremad.” Den resulterede i en hungerskatastrofe, der kostede 45 mio mennesker livet. Kinas økonomi kom dog snart på benene igen takket være markedsøkonomiske reformer, søsat af bl.a. Liu Shaoqi og Deng Xiaoping. Men mens genopbygningen stod på, planlagde den tilsidesatte Mao sin politiske hævn.

General Lin Biao var en af de få, som forsvarede Mao efter "Det Store Spring Fremad,” og Mao sikrede ham forsvarsministerposten som tak. De to begyndte snart, med hjælp fra venstreradikale aktører, at udbrede budskabet om, at ”en ny borgerlig elite,” der havde svigtet revolutionens idealer, havde overtaget partiet.

Soldater med Maos Lille Røde 1971.

© Interfoto/IBL

Maos Lille Røde spreder sig

For at styrke Maos stilling i Kina, sørgede Lin Biao for, at kampagneskriftet Den Lille Røde begyndte at cirkulere indenfor militæret i 1964, og Maos hustru, Jiang Qing, lod tekster, der støttede ægtefællens politik, trykke i aviserne.

I propagandaen blev Maos gudeagtige status udnyttet til at ophidse befolk-ningen mod de politikere, der havde kritiseret ham i begyndelsen af 1960'erne. I sommeren 1966 var tiden
inde. I juli tog Mao, ganske som han hav-de gjort før "Det Store Spring Fremad,” en legendarisk svømmetur i floden Yangtze for at demonstrere sin kraft og målrettethed. Derpå vendte han tilbage til Beijing og opfordrede i august til angreb på partiledelsen i artiklen ”Bombardér hovedkvarteret” i Folkets Dagblad.

Rødgardister gik løs på kulturarven

Rødgardisterne udgjorde Maos choktropper. I samme måned var de i millionvis strømmet til Den Himmelske Freds Plads for at høre ham tale. Han gav de fanatiske unge besked på at knuse ”de fire gamle:” Kultur, skikke, sædvaner og traditioner. Resultatet blev en omfangsrig ødelæggelse af ikke bare templer og anden kulturarv, men først og fremmest menneskeliv. Personer mistænkt for på noget tidspunkt at have sat spørgsmålstegn ved Mao, blev mishandlet eller dræbt af rødgardisterne.

Rødgardisterne, der ofte var unge nok til at gå i grundskolen, torterede deres ofre med sakse, stole, bælter og jerngenstande. De kunne bruge flere dage på at slå en lærer ihjel.

Mange gamle templer og uvurderlige kunstskatte blev ødelagt af
rødgardisterne under Kulturrevolutionen. 

© Ullstein/IBL

Jiang Qing ledte kulturrevolutionen

Snart blev landets skoler lukket, og rødgardisterne fik fri rejse samt gratis kost og logi til at sprede budskabet over hele landet. I efteråret 1966 bad lokale myndigheder og partiorganisationer centralregeringen om hjælp mod de skånselsløse unge. Men landet blev nu reelt styret af en særlig Kulturrevolutionsgruppe med Jiang Qing i spidsen.

Gruppen beskyldte de udsatte lokale ledere for illoyalitet og opfordrede i stedet også arbejdere til at strejke eller gøre modstand, hvorved røde oprørsgarder blev dannet på mange arbejdspladser. I januar 1967 blev myndighederne i Shanghai styrtet af en million arbejdere. Mao opmuntrede derpå arbejderne til at gentage succesen andre steder, og militæret fik besked på at ”støtte masserne.”

Rødgardisterne kæmpede indbyrdes

Da oprørerne med Maos velvilje begyndte at plyndre hærens våbendepoter, løb kampagnen fuldstændigt af sporet. Diverse grupper af oprørere og rødgardister begyndte at kæmpe mod hinanden for at vise, hvem der var ”mest loyal” mod Mao. I det ”befriede” Shanghai blev der kæmpet med artilleri; andre steder brugtes kanonbåde og maskingeværer.

Radikale unge holder møde i en af Shanghais forstæder februar 1967.

© Gamma-Keystone/Getty

Mao sagde stop

I sommeren 1967, da Kina reelt befandt sig i en borgerkrig, blev den britiske ambassade i Beijing stukket i brand. Nu sagde Mao pludselig stop. Tidligere var militærchefer, der havde forsøgt at skride ind overfor oprørere og rødgardister, blevet sat i fængsel eller dræbt, men nu blev hæren opfordret til at åbne ild mod grupper, der forsøgte at bevæbne sig eller angreb andre fraktioner.

Mens hæren genoprettede orden, rejste Mao land og rige rundt for at få de kæmpende grupper til at enes. Beijing blev renset for vægaviser og bannere med aggressive slagord. Såkaldte ”revolutionære komitéer,” der blev domineret af hæren og radikale politikere, overtog styret på lokalt niveau.

Hungersnød i kulturrevolutionens fodspor

”Hele Kina er rødt” sagde ministerpræsident Zhou Enlai, da han i september erklærede revolutionen for en succes. Zhou var en af få toppolitikere, som havde klaret sig uskadt igennem Kulturrevolutionen takket være sin ubrydelige loyalitet mod Mao.

Studenter fra byerne blev tvunget til at flytte på landet for at arbejde i særlige jordbrugsprojekter, som var sat i gang under Kulturrevolutionen.

© Sally and Richard Greenhill/Alamy/IBL

Zhous datter var derimod blandt de mere end en million dødsofre som kulturrevolutionen havde afkrævet indtil videre. Mange af dem havde begået selvmord efter at være blevet drevet til vanvid under de endeløse kritikmøder foran tusindevis af tilskuere.

Skolerne og produktionen var fuldstændigt lammet. Hungersnøden stak igen sit grimme ansigt frem i landsbyerne.

Senere samme år blev de første af mere end 15 millioner rødgardister sendt ud til landsbyerne for at ”omskoles”. Mange blev der i årevis, adskilt fra familien og nægtet både uddannelse og karriere. I Maos øjne var disse unge bare nyttige idioter som havde udspillet deres rolle. 

Minoriteter forfølges

Zhous egen datter var dog at finde blandt de godt en million dødsofre, som Kulturrevolutionen havde krævet. Mange af dem havde begået selvmord efter at være blevet drevet til vanvid under endeløse kritikmøder for øjnene at tusinder af tilskuere.

Zhou Enlai spiser med Richard Nixon under præsidentens besøg 1972.

© Pictures from history/Bridgeman/IBL

Også religiøse og etniske minoriteter blev forfulgt. 1968–69 jagtede kinesisk militær sympatisører af et nedlagt politisk parti i Indre Mongoliet. Jagten udartede med tiden i en sådan grad, at Mao personligt greb ind for at standse den. Udrevne tunger, udtrukne tænder og udpressede øjne var blot nogle af de grusomheder, der ramte hundredtusindvis af mongoler i jagten på ”tilståelser.”

Lin Biao: Maos efterfølger

Som tak for sin loyalitet blev Lin Biao udpeget som Maos efterfølger ved 9. partikongres i april 1969. Ved samme lejlighed blev flere militærfolk indsat i partiledelsen i stedet for de civile ledere, som var blevet udrenset. Kort før kongressen var der opstået grænsestridigheder mellem Kina og Sovjetunionen, og det virkede blot som et spørgsmål om tid før en rigtig krig ville bryde ud mellem landene.

Lin udnyttede situationen til at militarisere Kina endnu mere. Enorme ressourcer blev brugt på at uddanne hele landet til en ”folkekrig.” Men militærets øgede magt fik nu Mao til at sætte spørgsmålstegn ved sin forsvarsministers loyalitet. Flere generaler med tætte bånd til Lin blev tvunget til at give selvkritik, hvilket satte Lin under stadig større pres. I september 1971 styrtede hans fly ned i mongolsk luftrum, da han og hans familie angiveligt forsøgte at flygte.

Nixon besøger Kina

Efter Lins død blev der udspredt rygter om, at han havde planlagt et statskup. Kinas kuede befolkning, der hidtil var blevet fodret med, at Lin nærmest var en gud, vidste ikke hvad de skulle tro, men vovede heller ikke at stille spørgsmål. Endnu mere forbløffede blev de, da USA's præsident, Richard Nixon, besøgte Kina i februar 1972. Snart vendte militæret tilbage til sine barakker, og det værste så nu ud til at være ovre.

Jiang Qing kom for retten i 1980, da Deng Xiaoping havde taget magten.

© Sovfoto/UIG/Getty

Men bag lukkede døre tog magtkampen til. Allerede under Nixons besøg var Mao så syg, at han kun mødte den amerikanske præsident én gang. Ingen vidste, hvad der ville ske efter hans død. 

Den venstreradikale Firebande

I 1973 indgik hans hustru, Jiang Qing – en af Kulturrevolutionens drivkræfter – en alliance med tre venstreradikale meningsfæller, der blandt fjender kom til at hedde Firebanden. De ville fortsætte klassekampen frem for reformer.

Også Zhou Enlais helbred skrantede, da Mao ikke havde villet lade ham modtage behandling for sin fremskredne kræft. Ministerpræsidenten blev desuden konstant angrebet af Firebanden.

Deng Xiaoping rehabiliteret

For at skabe balance mellem de to fløje, rehabiliterede Mao i 1974 Deng Xiaoping, der støttede Zhous linje. De fleste andre af Maos kritikere var blevet dræbt under rødgardisternes hærgen, men Deng havde tilbragt størstedelen af Kulturrevolutionen forvist til en traktorfabrik på landet.

På trods af utallige opfordringer fra Jiang Qing, havde Mao aldrig givet ordre til at dræbe Deng. Men nu kritiserede han Firebanden så højlydt, at han blev fjernet fra sine poster igen ved årsskiftet 1974–75.

Kinas ledere ved den døde Mao. Fra venstre står Maos efterfølger, Hua Guofeng, viceformand Je Jianying og Deng Xiaoping

© Keystone/Zuma/IBL

Da Zhou Enlai døde af kræft i foråret 1976, viste hundredtusinder deres sorg offentligt på Den Himmelske Freds Plads. Det blev også en demonstration mod Firebanden. Jiang fik ganske vist Maos tilladelse til at fordrive folkemasserne fra gaderne, men det stod nu klart, at folket var ved at være trætte af partiets endeløse kampagner.

Maos død

Kort før sin død 9. september 1976 havde Mao udpeget den relativt ukendte Hua Guofeng som sin efterfølger. Hua og Deng fik hurtigt udmanøvreret Firebanden, og i de næste par år blev Hua selv udmanøvreret af Deng. Da Deng konsoliderede sin magt i landet, fik Lin Biao, Jiang Qing og hendes "bande" skylden for alt ondt under Kulturrevolutionen. Jiang blev først dødsdømt, så fængslet på livstid til hun hængte sig 1991. Mao blev balsameret og lagt i et mausolæum som en halvgud, endelig hævet over enhver kritik i Kina.