Slaget vid Tel-el-Kebir den 13 september 1882.

Briterne forsvarede deres kontrol over Suezkanalen mod en egyptisk oprørshær i slaget ved Tel-el-Kebir den 13. september 1882.

© Bridgeman/IBL

Kapløbet om Afrika

I slutningen af 1800-tallet igangsatte Europas stormagter et kapløb om Afrikas mægtige rigdomme. De afrikanske folk blev hårdt ramt, da deres kontinent blev erobret og plyndret for sine ressourcer.

8. januar 2018 af Anders Hansson

Den 19. september 1898 drog den britiske general Horatio Herbert Kitchener ind i den lille by Fashoda ved Den Hvide Nil i vore dages Sydsudan. Her blev han mødt af en lille fransk ekspedition, der under kaptajn Jean-Baptiste Marchand var rejst de lidt over 3 000 strabadserende km fra Afrikas vestkyst. Da de var fremme, havde Marchand hejst det franske flag, trikoloren. Linen røg ganske vist af, og flaget faldt ned på jorden, men franskmændene var i hvert fald nået frem til Nilens øvre løb.

I sig selv havde Fashoda ingen betydning. Alligevel var mødet mellem Kitchener og Marchand tæt på at føre til krig mellem stormagterne Frankrig og Storbritannien. Kitchener og Marchand holdt dog deres tropper i ro, mens et ophidset diplomatisk spil fandt sted i Europa. Til sidst trak
franskmændene næsen til sig, da de stærkere briter viste, at de ikke havde i sinde at bakke ud.

For at beholde grebet om Egypten var det afgørende at kontrollere den livsvigtige flod Nilen. Eller i hvert fald at sørge for, at ingen andre kom til det. 

Hurtig kolonisering Afrika

Fashoda-episoden blev på flere måder kulminationen på kolonimagternes kapløb om Afrika. Især skulle den franske imperialisme æn dre retning efter denne ydmygende hændelse.

De blev tvunget til at indse, at de ikke ville nå deres mål – atter at opnå indflydelse i Egypten, som de havde kontrolleret i en kort periode i slutningen af 1700-tallet, og at deres drøm om at udvide den franske kontrol over Algeriet og Tunesien, så den gjaldt hele Nordafrika, var død.

Opdelingen og erobringen af Afrika er en af de mest spektakulære hændelser i moderne tid. Inden 1880'erne havde de europæiske lande haft yderst begrænset indflydelse over Afrika og det indre af verdens næststørste kontinent var for dem ukendt område.

Mindre end 30 år senere havde europæiske magter underlagt sig størstedelen af Afrika, med politisk undertrykkelse og økonomisk udbytning til følge.

I år 1900 var største­delen af Afrika under europæisk kontrol.

© svante ström

Trekantshandel med slaver

Helt ukendt for europæerne var Afrika naturligvis ikke. Romere og grækere havde allerede i antikken kontakt med de folk, der levede på den anden side af Middelhavet. Africa var i øvrigt navnet på den romerske provins, der blev grundlagt i Nordafrika efter Karthagos fald i år 146 f.v.t. Fra 1400-tallet blev der grundlagt en række handelsstationer på Afrikas kyst. Kontinentet blev i de kommende århundreder en del af den såkaldte trekanthandel over Atlanten, hvor bl.a. våben, jern og stoffer fra Europa blev udvekslet med slaver på markeder, især på den afrikanske vestkyst.

Slaverne blev ført til Vestindien og det amerikanske fastland, hvor de blev tvunget til at arbejde på plantagerne. Råvarer som sukker, bomuld og tobak blev ført tilbage til Europa til forædling, konsumption og videre eksport. 

Palmeolie og gummi til Europa

Da slaveriet gradvist blev afskaffet og forbudt i Europa og Amerika i løbet af 1800-tallet, opstod der efterspørgsel efter afrikanske produkter. Til de vigtigste hørte palmeolie og palmekerner, som bl.a. blev brugt til sæbe, lys, margarine og smøremiddel.

Senere skulle elfenben og gum--mi blive meget eftertragtede varer. Kolonierne blev på deres side vigtige eksportmarkeder for kolonimagternes industrier. Ved midten af 1800-tallet kontrollerede europæerne stadig kun små områder på kysterne. Franskmændene var fx i det nuværende Senegal, briterne i bl.a. Gambia, Ghana og Nigeria, mens portugiserne havde handelsstationer i det, der nu er Angola og Moçambique. 

Frankrig byggede Suezkanalen

Undtagelserne var Egypten, Algeriet og Sydafrika. Allerede i 1798–99 sendte Napoleon en militærekspedition til Egypten. Franskmændene stod også bag opførelsen af Suezkanalen, der stod færdig i 1869.

Algeriet blev invaderet af Frank-rig allerede i 1830, og mange franskmænd emigrerede til området, der blev betragtet som en del af selve moderlandet.

Henry Morton Stanley begyndte som journalist, men arbejdede senere med at erobre Afrikas største koloni ved Congofloden.

© Ullstein/All over press

Europæer i Sydafrika

Sydafrika var et af få områder med en stor europæisk befolkning i 1800-tallet. Kapstaden blev grundlagt i 1652 som en mellemstation for det hollandske ostindiske kompagnis skibe på vej til og fra Asien. Kapkolonien havde dengang ikke nogen større økonomisk værdi, men dens strategiske betydning var enorm, og i starten af 1800-tallet tog Storbritannien kontrol over Kapstaden. Allerede dengang havde mange emigranter fra Holland, Tyskland og Frankrig imidlertid slået sig ned i området og påbegyndt den udvikling, som skulle føre til vore dages Sydafrika.

Stanley kortlagde Congo

Før 1870'erne havde kun få europæere haft mod til at trænge dybere ind i det afrikanske kontinent. En vigtig årsag hertil var, at det var ekstremt vanskeligt. Den, der forsøgte at sejle op ad de store floder, fx den kæmpestore Congo-flod, blev flere steder forhindret i det af store vandfald. Svært gennemtrængelige regnskove og ugæstfrie ørkener og tropiske sygdomme var andre forhindringer for europæerne.

Dette var dog ikke nogen hindring for en række modige opdagelsesrejsende, af hvilke den skotske missionær David Living-stone nok er den allermest kendte. Henry Morton Stanley, den mand, for hvem det i 1871 lykkedes at finde Livingstone, som var forsvundet i det indre af Afrika, skulle dog komme til at spille en langt større rolle for koloniseringen af Afrika.

Den modige og ofte brutale Stanley blev født i Storbritannien som John Rowlands, men skiftede navn efter at være emigreret til USA. Efter at han på en amerikansk avis' foranledning havde fundet Livingstone, udforskede han i 1874–77 Congo-flodens løb. Nogle år senere skulle han mere eller mindre på egen hånd skabe et kolonirige til den belgiske kong Leopold  2. 

Briterne ville kolonisere Afrika fra Kapstaden til Cairo. Karikatur over Cecil Rhodes, der tog kontrol over store dele af det sydlige Afrika.

© Hulton Archive/Getty

Brazza gik til den i Congo

På den anden side af Congofloden indgik den italiensk-franske officer Savorgnan de Brazza i 1880 en aftale med de lokale høvdinge og annekterede området for Frankrigs regning. Dette gjorde han dog, uden at den franske regering havde givet tilladelse til det. Først et par år senere godkendte Frankrig aftalen. Brazza grundlagde også den by, der stadig bærer hans navn:
Brazzaville, hovedstaden
i Congo.

I starten var det altså eventyrere som Stanley og Brazza, der tog initiativ til koloniseringen af Afrika. 

Cecil Rhodes 

Også foretagsomme forretningsmænd som Cecil Rhodes satte gang i udviklingen. Briten Rhodes emigrerede som ung til Sydafrika og blev en passioneret imperiebygger. Han drømte om et britisk Afrika ”fra Kap til Cairo” og sagde, at hvis han havde kunnet, så ville han have annekteret planeterne. Via sit selskab British South Africa Company skabte han i 1890'erne de kommende kolonier, der fik hans navn: Sydrhodesia og Nordrhodesia, altså vore dages Zimbabwe og Zambia.

Fransk kamp mod Bismarck

Hvad var det da, som for alvor satte gang i kapløbet om Afrika? For at få svar på det, er vi nødt til at se nærmere på situationen i Europa på den tid.

I 1871 blev det tyske kejserrige proklameret. Tyskland var blevet samlet ”med jern og blod” og var nu den mest magtfulde stat på det europæiske fastland. Frankrig var efter den fransk-tyske krig 1870–71 blevet tvunget til at afgive Alsace-Lorraine til Tyskland, hvilket prægede den franske udenrigspolitik i lang tid fremover. For at få franskmændene til at glemme de tabte områder ansporede den tyske ”jernkansler” Otto von Bismarck Frankrig til at vende blikket udad.


Frankrig tog Tunesien

I de kommende årtier skulle Frankrig forsøge at genoprette den nationale stolthed med et voksende afrikansk koloniimperium. Først Tunesien, som hidtil havde været en del af Osmannerriget, et imperium, der længe havde befundet sig i langsomt forfald, og som de europæiske stormagter nu var i gang med at dele mellem sig. Faktisk havde Italien betydeligt stærkere interesser i området. Men Tunesien blev i stedet, ligesom nabolandet Algeriet, en del af det franske nordafrikanske rige. 

Den 13. marts 1884 kæmpede briterne med overlegne våben mod en sudanesisk styrke ledet af den såkaldte "Osman slavedriver".

Briterne overtog Suezkanalen

I 1882 skete der yderligere en for Frankrig vanærende begivenhed. Frankrig havde længe været den dominerende europæiske magt i Egypten. Storbritannien havde været imod bygningen af Suezkanalen, men da briterne i 1870'erne fik mulighed for at blive de største ejere af kanalen, greb de chancen.

I starten af 1880'erne gjorde egyptiske officerer oprør under ledelse af Urabi Pasha, der lancerede slagordet ”Egypten for egypterne”. Storbritannien og Frankrig følte, deres interesser blev truet. Franskmændene tøvede med at gribe til militære midler, men i 1882 besluttede briterne sig for at tage kontrol over landet med vold. Frankrig mistede dermed sin indflydelse
i Egypten.

Det førte til en fransk-britisk rivalisering i Afrika, som kulminerede i Fashoda i 1898 og varede indtil 1904. Dengang accepterede Frankrig til sidst Storbritanniens stilling i Egypten mod, at franskmændene fik frie hænder i Marokko. 

Tyskland gik ind i kolonijagten

Det, der skete i den første halvdel af 1880-tallet var dels, at Afrika blev en brik i det europæiske storpolitiske spil, dels at aktører, der tidligere ikke kunne eller ville anskaffe sig kolonier, nu forsøgte at få en del af den afrikanske kage.

Tyskland var under Bismarcks ledelse længe totalt uinteresseret i kolonier. Men i starten af 1880'erne skiftede den tyske kansler holdning. I grunden mente han stadig, at kolonier mest var til besvær og kunne komme til at koste en masse penge. Men han forstod, at efterverdenen ville dømme ham hårdt, hvis ikke han greb chancen for at skabe et tysk kolonirige, mens han havde den. I 1884–85 erhvervede Tyskland næsten alle sine koloniområder i Afrika.

Leopold 2's private koloni

Den, der ville have den allerstørste bid, var også den, der havde mindst magt bag sit krav. Belgiens kong Leopold 2. havde længe drømt om kolonier. Det lykkedes ham at ansætte Henry Morton Stanley og gav ham til opgave at oprette handelsstationer langs Congofloden. 

Bismarck var vært for Berlin­konferencen, hvor den belgiske kong Leopold 2. fik Congo.

© Mary Evans/IBL

Stanley skulle også indgå en overenskomst med de afrikanske fyrster, der gik ud på, at de afskrev sig deres suverænitet. Dog ikke til den belgiske stat, for Belgiens regering ville ikke være med til noget koloni-eventyr. Overenskomsten blev i stedet indgået med en organisation, som Leopold havde grundlagt.


Berlinkonferencen 1884

Snart opstod spørgsmålet om, hvem der i grunden havde ret til området omkring Congoflodens munding: Frankrig, Leopold eller Portugal, som faktisk havde været i området
i længst tid. For at bremse det koloniale kapløb og undgå fremtidige konflikter indkaldte Bismarck Europas stormagter til en konference i Berlin i 1884.

I modsætning til det, der tit påstås, delte Europas kolonimagter ikke Afrika mellem sig på Berlinkonferencen. Spørgsmålet var end ikke med på dagsordenen. Konferencen skulle derimod fastlægge principper for nye besiddelser på Afrikas kyst, hvilket var ret underligt, eftersom der ikke var meget kyst tilbage at skændes om. Der blev derimod ikke fastlagt principper for, hvordan ind-landet skulle fordeles. I konferencens sideværelse foregik der imidlertid en del diplomatisk købslåen. Via bilaterale aftaler, altså aftaler mellem to parter, lykkedes det Leopold at få sin kontrol over den arealmæssigt enorme Fristat Congo anerkendt.

Kongen, der hidtil havde fremstået som en stor filantrop, udsatte i de kommende år sin private koloni for en ekstremt hensynsløs udbytning, der kostede millioner af mennesker livet. Til sidst blev den belgiske stat i 1908 tvunget til at overtage ansvaret for kolonien, der fremover blev kaldt Belgisk Congo.

De koloniale grænser blev altså ikke forhandlet igennem ved et hesteskoformet konferencebord. I stedet var de resultatet af overenskomster mellem de to lande, hvis interesser kolliderede i et bestemt område. Grænserne skulle ideelt set følge naturlige barrierer som floder og bjerge.

Grænserne draget efter breddegrader

Men, som den britiske premierminister Salisbury konstaterede, vidste man tit meget lidt om, hvor disse lå. Nogle gange eksisterede de ikke engang i virkeligheden.
I nogle tilfælde fulgte grænserne læng-de- og breddegrader, hvilket fik dem til at se ud, som om de var blevet trukket med en lineal. Disse grænser blev altså skabt uden hensyntagen til den afrikanske virkelighed, hvilket har forårsaget problemer helt frem til i dag.

Under begge verdenskrige rekrutteredes afrikanere til kolonimagternes hære. 

© Getty

At kolonimagterne blev enige om, hvor grænserne mellem ”deres” områder gik, betød dog ikke nødvendigvis, at de udøvede effektiv kontrol her. Der kunne gå mange år, før hele området var ”pacificeret”. Det betød tit, at al modstand blev knust med militære midler.

Etiopien forblev selvstændigt

Ud over de allerede nævnte kolonimagter forsøgte endnu et land at blande sig i legen, nemlig Italien. I lighed med Tyskland var Italien blevet samlet for nylig, og den unge stat ønskede at befæste sin stilling med afrikanske besiddelser. Da Frankrig lagde beslag på Tunesien, vendte italienerne i stedet blikket mod Afrikas horn. I 1890 blev kolonien Eritrea etableret ved Rødehavskysten.

Tre år tidligere havde italienerne oprettet et protektorat over dele af vore dages Somalia, mens den del af landet, der ligger ud mod Adenbugten i nord, blev kontrolleret af Storbritannien. Italien gjorde også mislykkede forsøg på at tilrane sig Etiopien med vold. Etiopien forblev dog selvstændigt i hele kolonitiden, selvom landet blev besat af Italien under 2. verdenskrig.
I 1911 invaderede Italien også det, som i dag er Libyen, men det varede helt indtil 1930'erne, før man havde knust modstanden endegyldigt i området.

Verdenskrigen når Afrika

Opdelingen af Afrika var som nævnt dramatisk og fandt sted i løbet af få årtier. Da 1. verdenskrig brød ud, havde europæerne stort set underlagt sig hele kontinentet. Krigens konflikter bredte sig til Afrika, og hårde kampe fandt sted, bl.a. i Tysk Østafrika. Efter krigen måtte Tyskland afgive sine kolonier, især til Frankrig og Storbritannien. I 1930'erne var modstanden mod kolonimagterne ophørt de fleste steder i Afrika.

2. verdenskrig, hvor mange afrikanere kæmpede i kolonimagternes hære, blev på mange måder startskuddet til afrikanske selvstændighedsbestræbelser. Disse blev ledet af den intellektuelle afrikanske elite, der nu var opstået i kolonierne. Det skulle dog vare helt frem til 1960'erne, før selvstændighedsbølgen for alvor rullede hen over Afrika.