I 1848 blev slaveriet afskaffet i Frankrigs kolonier.

© Bridgeman/IBL

Kampen mod slaveriet

Opdagelsen af en svært mishandlet mand i London satte gang i en bevægelse, der fik verdensomspændende konsekvenser. Efter en lang kamp fik en gruppe jurister i 1807 slavehandlen forbudt i hele det britiske imperium. Senere forsøgte den britiske flåde at tvinge resten af verden til at følge trop.

8. september 2017 af Dick Harrison

En morgen i 1765 gjorde Granville Sharp, en laverestående tjenestemand i et britisk ministerium, en grufuld opdagelse i Londons fattigkvarterer. Han havde været på besøg hos sin bror William, der var læge.

Uden for dennes klinik opdagede Granville en sort, ung mand, som stod ved døren sammen med andre syge, der havde søgt derhen i håb om gratis behandling. Den unge mand var så ilde tilredt, at Granville trådte et skridt baglæns. Så styrtede han ind til William og sagde, at det var akut.

Da den unge mand var blevet behandlet, måtte han fortælle sin historie.

Han hed Jonathan Strong og var slave, eller rettere, forhenværende slave, eftersom hans ejer havde skilt sig af med ham. Ejeren hed David Lisle og han ejede en plantage på Barbados. Uvist af hvilken grund havde Lisle, der havde taget Jonathan med sig tilbage til England, slået ham halvt fordærvet. Eftersom Jonathan kendte til den godhjertede William Sharps klinik i East End, var han taget derhen.

Opdaget af slaveejeren

Jonathans kvæstelser var så omfattende, at han lå i sengen i over fire måneder. Derefter fik brødrene Sharp ham ansat hos en apoteker. Men to år senere var uheldet ude. Ved et tilfælde så David Lisle den dreng, han troede, han havde mishandlet til døde. Efter alt at dømme var Jonathan Strong igen en arbejdsfør ung mand.

David Lisle havde ikke selv lyst til at sætte Jonathan i arbejde, men han kunne jo altid sælge ham til en anden plantage. Altså opsøgte han James Kerr, der ejede slaver på Jamaica. De aftalte købssummen: Lisle skulle have 30 pund af Kerr, så snart Jonathan befandt sig om bord på et skib mod Vestindien. Lisle hyrede derpå to slavejægere, der overfaldt Jonathan og satte ham i fængsel, mens han ventede på et skib. Den 12. september 1767 modtog Sharp et fortvivlet brev fra Jonathan med en bøn om hjælp.

Slavehandlere splittede tit familier ved at sælge forældre og børn til forskellige ejere.

© Mary Evans/IBL

Beordrede løsladelse

Granville kontaktede straks en dommer, der beordrede ham løsladt. I et par sekunder troede Jonathan Strong, at han virkelig var fri, men så kom kaptajn Laird fra skibet Thames, der skulle sejle ham til Jamaica, og greb fat i Jonathans arm. ”Dette er mr. Kerrs ejendom!” erklærede kaptajnen. Granville Sharp svarede igen med at true kaptajnen med en anklage for uretmæssigt overgreb, hvis ikke han lod Jonathan være. Et par dage senere blev Granville sagsøgt for 200 pund som skadeserstatning af Kerr.

Det var nu, Jona-than Strongs skæbne blev så betydningsfuld, at den gik over i historien. Granville Sharp pløjede sig igennem en masse lovtekster, udtalelser og kendelser. Nat efter nat, alene på sit lille kammer, studerede han de gamle, støvede bøger. Hans undersøgelser bar frugt. Han nåede frem til, at der ikke fandtes noget i engelsk lov, der stadfæstede slaveri som system. Han nedskrev sine iagttagelser og analyser i et manuskript, som han lod kopiere i omkring 20 eksemplarer. De tykke skrifter blev derpå sendt rundt til udvalgte jurister.

James Kerrs advokater rådede ham til at trække stævningen tilbage for at undgå nederlag. Det gjorde han. Granville lod i 1769 udgive et manuskript med titlen En fremstilling af uretfærdighed og den farlige tendens til at acceptere slaveri. Det er et vigtigt dokument
i menneskerettighedernes historie.

For Jonathan Strong endte historien nu alligevel tragisk. Hans helbred var ødelagt, og han døde om morgenen den 17. april 1773, kun 25 år gammel. Men han døde som en fri mand.

En ny folkebevægelse

I løbet af de følgende årtier udviklede Granville Sharps kamp mod ufriheden sig til en af verdens mest betydningsfulde folkebevægelser, abolitionismen. Ordet abolitionisme kommer af det latinske abolere, ”at afskaffe”. I første omgang stræbte abolitionisterne efter at afskaffe slavehandlen, derefter slaveriet.

Mange troede simpelthen, at slaveriet ville uddø af sig selv, hvis ikke der blev tilført nye slaver. I starten blev abolitionisternes vigtigste kampe udkæmpet i retssalen. Den mest navnkundige sag, som Granville Sharp og hans allierede gik ind i, handlede om en mand ved navn James Somerset. Han var blevet fragtet til England som slave, var flygtet fra sin ejer, men indfanget igen den 26. november 1771. Derefter var han blevet placeret på et skib til videretransport til Jamaica. 

To af abolitionisternes ledende fortalere: William Wilberforce (til venstre) og Granville Sharp.

Dømte i Sharps favør

Somersets venner handlede straks. Allerede 28. november gik de til juridisk angreb på skibets kaptajn.

Retsforhandlingerne fik et stort publikum, og kendelsen, der forelå den 22. juni 1772, var en klar sejr for Granville Sharp og James Somerset, der blev fri. Afgørelsen indeholdt bl.a. følgende ord: ”Hvis vi i bedømmelsen af sagen udgår fra naturens principper, kan slaveri aldrig forsvares. […] Ingen herre har nogensinde haft lov til at føre en slave hertil med vold for at sælge ham i udlandet, fordi denne er flygtet fra sin tjeneste, eller af nogen som helst anden årsag.”

Plantageejere og slavehandlere gav dog ikke op så let. Også fremover blev folk på gaderne i i Bristol, Liverpool og London kidnappet for at blive sendt til Vestindien. Men stemningen havde ændret sig. Abolitionisternes sag stod stærkere og stærkere i den offetlige mening.

Forskelligartet flok

Abolitionisterne var en broget flok. Her var dybt troende kvækere og metodister, som mente, at slaveri var i modstrid med kristendommen. Her var sekulariserede tænkere, der gik ud fra idéer om naturens ret og menneskerettigheder. Her var økonomer, der var overbevist om, at slaveri ikke kunne betale sig. Det eneste, de havde tilfælles, var kampen mod slaveriet.

For at skaffe tilhængere rejste aboli-tionisterne rundt i Storbritannien og samlede folkeskarer til forelæsninger. Disse varede i flere timer og indeholdt adskillige indlæg samt livlige spørgerunder. Desuden blev der lagt stor vægt på symboler.

Det mest berømte var en lille medalje fra 1787, som viste en mand på knæ i lænker, med teksten Am I not a Man and a Brother? (Er jeg ikke et menneske og en broder?).

Mord og forsikringssvindel

To år senere, i 1789, begyndte en tegning af et tværsnit af slaveskibet Brookes at brede sig i pamfletter og aviser. Her kunne man se, hvordan 450 slaver var mast sammen på et meget lille område før en atlantoverfart. Et af de mest kendte eksempler på, hvordan kampen mellem abolitionister og slaveritilhængere blev ført, og hvordan de førstnævnte benyttede sig af begivenheder i samtiden, er den tragiske historie om slaveskibet Zong. 

Flere hundrede slaver blev druknet af slaveskibet Zongs besætning.

Sejlede forkert

Under kaptajn Luke Collingwood afsejlede Zong fra Afrikas kyst den 6. september 1781.
I besætningen var der 17 hvide og omkring 470 slaver, der skulle sælges på Jamaica. Den 27. november nærmede Zong sig Jamaicas kyst, men ukendt af hvilken årsag kom skibet på forkert kurs. Det fik katastrofale følger. Over 60 afrikanere og syv hvide døde under overfarten. Mange af de slaver, der stadig var i live, var alvorligt syge.

Den 29. november konstaterede kaptajnen, at hvis de syge slaver døde en naturlig død, ville skibets ejere lide tab, men hvis man i stedet smed slaverne
i havet, selvom de ikke var døde, ville det blive forsikringsfolkene, der bar tabet. Det eneste, man havde brug for, var en god undskyldning, fx vandmangel.

Vidnede mod kaptajnen

Altså besluttede man sig for at fortælle omverdenen, at slaverne havde drukket så meget vand, at besætningen risikerede at dø af tørst, hvis ikke den menneskelige last blev smidt over bord. Da man var færdig med at diskutere, blev slaverne druknet.

Mirakuløst nok lykkedes det en af dem at få fat i et reb og klatre om bord og overleve, mens alle andre døde. Da Collingwood var tilbage i England, krævede Zongs ejere, at de mænd, der havde forsikret skibets last, skulle udbetale slavernes fulde værdi, men styrmanden James Kelsal, der havde modsat sig massemordet, vidnede mod sin kaptajn og erklærede, at der havde været masser af drikkevand om bord, og at Collingwood havde begået forsikringssvindel.

Zong-retssagen fandt sted i London
i marts 1783. Granville Sharp satte himmel og jord i bevægelse, skrev om Zong til alle mulige instanser og startede den 22. marts sin egen retssag mod alle, der havde deltaget i massakren. Det eneste, der skete på kort sigt, var, at forsikringsfolkene og ejerne fortsat skændtes, men på længere sigt gav begivenheden abolitionisterne gode kort på hånden. 

Nyligt frigivne slaver om bord på HMS London i 1880.

© Bridgeman/IBL

Modstanden bredte sig

Historier som den om Zong var i høj grad til abolitionisternes fordel. Hver gang der skete noget i den retning, styrkede det Granville Sharps og andre slaverimodstanderes sag. Den tidlige abolitionisme var hovedsagelig et britisk fænomen, men der fandtes også ligesindede andre steder.
I Frankrig dannedes Société des Amis des Noir, (Selskabet de sortes venner) i 1788.
I New England i USA voksede en abolitionistisk bevægelse frem i årtierne omkring 1800. Men det var i Storbritannien, at bevægelsen fik flest tilhængere og vandt deres første store sejre. Efter årtiers kamp stemte det britiske parlament i 1807 for loven Abolition Act, som forbød slavehandel i Storbritannien.

Årsagerne er omdiskuterede – både troen på, at lønarbejde ville gavne erhvervslivet mere end slaveri og en tiltagende moralsk bevidsthed er blevet foreslået. Under alle omstændigheder blev ethvert "køb, salg, bytte eller overførelse af slaver" forbudt.

Danmark kom først

Storbritannien var dog ikke det første land, der afskaffede slavehandel. Fire år tidligere, i 1803, havde Danmark fået den ære at være den første stat, der gjorde det ulovligt for sine borgere at drive slavehandel.

Dette var en følge af en vedtagelse, der kom i stand i 1792, bl.a. fordi de danske politikere frygtede, at der snart ville komme et britisk forbud. Holland og USA forbød deres respektive landsmænd at handle med slaver i 1814. Abolitionisternes næste mål var så at udrydde al anden slavehandel på verdenshavene. Deres vigtigste magtmiddel var den britiske flåde, der dengang var verdens største. I 1820'erne og 1830'erne blev de britiske orlogsskibe et marimt verdenspoliti, der greb ind med vold over for alle potentielle slavehandlere.

Der eksisterer mange beretninger fra forhenværende slaver om, hvordan briterne gik til angreb, hvordan de bordede slaveskibe, befriede slaver fra deres håndlænker, gav dem tøj og vand at drikke og mad at spise. I alt beslaglagde briterne 1 635 skibe og frigav ca. 160 000 slaver. Mange afrikanere blev sat i land i Freetown, en fristad for frie slaver, som briterne havde anlagt
i Sierra Leone.


Första mötet för World Anti-Slavery Society Convention hölls i London 1840. 

Søslag med slaveskib

Voldsomheder var ikke usædvanlige. I november 1822 kom en britisk officer fra HMS Cyrene op at skændes med kaptajn Baron på det franske slaveskib Caroline. Det endte med, at officeren trak sin pistol og dræbte Baron.

Det britiske udenrigsministerium blev tvunget til at indrømme, at man var gået for vidt – mord var ikke en del af den abolitionistiske agenda – og betale en skadeserstatning på op mod 10 000 franc til Barons enke. Det skete til og med, at der blev udkæmpet veritable søslag mellem briterne og bestykkede franske og spanske slaveskibe ud for Vestafrikas kyst, næsten altid med briterne som sejrherrer.

Slavhandlen fortsatte

Alligevel slap mange slavehandlere godt fra det. Vestafrika eksporterede omkring 3 330 000 slaver i 1800-tallet. Storbritanniens krigsskibe kunne, hvor meget abolitionisterne i London end ønskede det, ikke være overalt. Ergo blev regeringen i London tvunget til at udøve politisk og militært pres på udenlandske regeringer. I 1841 blev der indgået en abolitionistisk alliance mellem Storbritannien, Frankrig, Rusland, Preussen og Østrig,
i hvilken de deltagende nationer forpligtede sig til at gribe ind over for slavehandel overalt i verden.

Samtidig med at den britiske flåde gik til angreb på andre nationers slaveskibe, førte abolitionisterne på hjemmefronten en energisk kamp for at forbyde selve slaveriet. I modsætning til, hvad man havde håbet, havde forbuddet mod slavehandel i 1807 ikke ført til, at ufriheden døde af sig selv i kolonierne.

Forbudt i hele imperiet

Abolitionisterne fik deres sejr, da Storbritanniens parlament stemte for et forbud mod slaveri i hele Det Britiske Imperium med undtagelse af Indien og andre asiatiske besiddelser, i 1833. Loven trådte i kraft året efter.

Den 75-årige abolitionistleder William Wilberforce, der havde viet hele sit politiske liv til at nå dette mål, døde kun få uger, før forslaget gik igennem. Dette blev starten på en lang række internationale sejre, som i de følgende årtier gjorde slaveri ulovligt overalt i den vestlige verden. Da den sidste vestlige bastion faldt – Brasilien, 1888 – bekæmpede de europæiske imperialister og koloniherrer også slaveri over hele jordkloden, hvilket
i og for sig tit blev fulgt af nye former for økonomisk afhængighed.

At forbyde ufriheden var en ting – at afskaffe den i den virkelige verden var straks sværere. Man vurderer, at mellem 12 og 30 mio mennesker i dag lever under en eller anden form for slaveri.