Britiske og tyske soldater omgås mellem skytte­gravene under julefreden på vestfronten i 1914.

© Bridgeman/IBL

Julefreden 1914

Da 1. verdenskrig brød ud i sommeren 1914, var soldaterne blevet lovet, at de ville være hjemme igen ”inden løvfald”. Juleaften lå de stadig i skyttegravene, og ingen turde håbe på en nært forestående fred. Så opstod der en besynderlig våbenhvile.

16. december 2017 af Tomas Blom

Juleaften 1914 falder skumringen over soldaterne. Skyttegravene strækker sig mange kilometer hen over Flanderns mudrede marker som to snoede slangekroppe, helt tæt på hinanden.

Mellem de pigtrådskantede grøfter ligger ”Ingenmandsland”, et område med kålmarker, der er blevet flænset op af eksplosioner og oversået med dræbte mænd. Flere uger med konstant regn har gjort tilværelsen sur for både tyskere og englændere, men nu er fugten blevet afløst af en bidende kulde. Frosten dækker landskabet og gør det endelig muligt for soldaterne at komme frem uden at synke i til knæene i det dybe mudder.

Krigen har snart stået på i et halvt år, og håbet om, at soldaterne kan komme hjem, inden bladene falder af træerne, er for længst dødt. Livet i skyttegravene føles allerede for mange, som om det har stået på i en evighed. Det er en både trøstesløs og evig kamp mod fugt, kulde, lus, rotter – og fjender.

Fik julegaver

Stormangreb, granat-ild og snigskytter har været årsag til store tab på begge sider. Alligevel har ingen af siderne erobret eller tabt den mindste meter. Men nu er det i hvert fald snart jul. Soldaterne på begge sider har fået julegaver hjemmefra: tobak, chokolade, varme tæpper. Alle englændere har fået et portræt af kongen og dronningen, og tyskerne kan glæde sig over hver deres tobakspibe fra kejseren.

Efter mørkets frembrud slår de engelske vagtposter alarm. Rækker af lys er blevet tændt langs hele den tyske linje. Så langt øjet rækker, lyser små, flakkende flammer på kanten af skyttegravene. Det varer lidt, inden englænderen forstår, hvad det er – juletræer!

Tyskerne, eller ”Fritzerne” som de bliver kaldt af fjenden, har deres elskede juletræer med i felten. Og så lyder der sang. Op mod den stjerneklare himmel stiger tonerne af den elskede julesalme: ”Stille Nacht, heilige Nacht”, sunget med stor indlevelse af smukke stemmer.

Juletræer og fælles sang skabte en tiltrængt afbrydelse i kampene.

© Hulton Archive/Getty/All over Press

Sangen bliver hilst med jubel og klapsalver fra den britiske side kun få hundrede meter borte. Og briterne – der bliver kaldt ”Tommies” – svarer også med sang, dog nok ikke helt så stemningsfuldt. ”It’s a long way to Tipperary” skråler man ud i nattemørket, og forbløffende mange tyskere stemmer i. Mange af dem har nemlig arbejdet i London som taxachauffører eller tjenere, inden krigen brød ud.

Ingen skud affyret

Morgenen derpå hænger der tynde tågeslør hen over Ingenmandsland. Der hersker en besynderlig, afventende stilhed. Ikke et eneste skud affyres. Pludselig bliver stilheden brudt af en mand, der er kravlet op på kanten af tyskernes skyttegrav, sært nok uden at tage sig af risikoen for at blive ramt af en snigskytte. Et stort skilt bliver stukket op fra skyttegraven bag ham. Der står: ”You no fight, we no fight! Merry Christmas!” Den frygtløse mand vinker mod fjenden og råber: ”God jul, Tommy! Kom på besøg!”

Det varer et lille stykke tid, så stikker et halvt dusin britere hovedet op. Mændene ser sig omkring, de er forberedt på i næste sekund at kaste sig hovedkuls ned igen. Men der sker ikke noget, ingen skud bliver affyret. Nu er flere tyskere klatret op ovre på deres side, og de vinker til velkomst.

Forlod skyttegravene

Englænderne tager mod til sig, forlader skyttegraven og går langsomt ud mod midten af den sønderskudte stribe land, der adskiller dem fra fjenden. Tyskerne kommer dem i møde, ubevæbnede og med udstrakte hænder. På store dele af vestfronten opstår der denne jul 1914 en spontan våbenhvile. Mænd, der døgnet inden har gjort deres bedste for at tage livet af hinanden, mødes ansigt til ansigt. De lærer hinanden at kende, taler sammen, byder hinanden på tobak og drikkevarer, udveklser souvenirs og omgås på helt almindelig vis – midt under krigen.

Filmen En dag uden krig fra 2005 skildrer julefreden under 1. verdenskrig.

© Everett /IBL

Noget af det første, der skete under våbenhvilen, var, at officerer fra begge sider mødtes og blev enige om at begrave de døde. Ligene, som lå spredt ud over Ingenmandsland, blev derpå samlet sammen og sorteret efter nationalitet, og der blev gravet grave. Der fandt også mindst en fælles gudstjeneste sted, hvor ca. 100 englændere og tyskere blev stedt til hvile af en engelsk feltpræst.

Da dette triste arbejde var tilendebragt, benyttede begge sider lejligheden til i fred og ro at arbejde på at gøre de elendige skyttegrave en smule mere beboelige. Våbenhvilen holdt nemlig også hen over Anden Juledag.

Ingenmandsland blev forvandlet til et velbesøgt strøg, men man var stadig en smule på vagt. Der fandt spionage sted. Forklædt som tyske soldater lykkedes det bl.a. en engelsk officer at finde frem til en skjult maskingeværrede.

Men de fleste af mændene brugte tiden på at omgås og lære hinanden at kende. Tilstedeværelsen af mennesker i det ellers ødelagte område mellem skyttegravene skræmte en flok harer op, og det førte til en munter harejagt.

Soldater fra forskellige lande hjalp hinanden med barbering og klipning. En jonglør dukkede pludselig op, og musik fra skotske sækkepiber og tyske mundharmonikaer blandede sig med sang fra englændernes og tyskernes fælles melodiskat – med forskellig tekst.

Soldaterne spillede fodbold

Nogle af de mest sagnomspundne begivenheder under julefreden er de fodboldkampe, der efter sigende blev spillet. Den søn­ders­kudte jord egnede sig ikke ligefrem til organiseret spil, men der er flere beretninger om, at bolde af forskellig art blev fundet frem, og et viltert sparkeri brød ud. Der var måske helt op til et par hundrede mænd fra begge sider, som deltog. Måske blev der også spillet en mere regulær kamp. Ifølge flere kilder sluttede den 3–2 til Tyskland.

En tysk soldat hilser på et par briter. Samtidig avis­illustration.

Hvordan så de forskellige landes krigsledelse på denne underlige udvikling, hvor soldaterne holdt op med at kæmpe? Det ser ud til, at cheferne på flere nivauer valgte at se igennem fingre med det. Formelt var våbenhvilen naturligvis uacceptabel, men praktiske officerer kunne se, at freden var en chance for at forbedre situationen ved at udtørre og reparere befæstningerne.

Forbød omgang

I slutningen af december udfærdigede den tyske overkommando et strengt forbud mod omgang med fjenden, men fra den britiske side kom der ikke nogen tilsvarende ordre. Det lader heller ikke til, at nogen enheder fik disciplinære straffe for det, der var sket, måske fordi så mange af soldaterne deltog.

Langsomt voksede indsigten om, at man nok ville blive tvunget til at gå i krig igen. Men hvordan skulle det gå til? I løbet af nogle korte timer havde Tommy og Fritz haft mulighed for at gennemskue propagandaen, der beskrev fjenden som brutale barbarer. Mange havde forstået, at krigen betød, at det mest var sympatiske mænd med koner og børn derhjemme, som myrdede hinanden i større stil.

Det tog altså sin tid, inden kampene kunne gå i gang igen for alvor. Mange salver gik lige op i luften, og i nogle tilfælde truede befalingsmændene med strenge straffe for at forhindre mytteri. Nogle steder holdt julefreden hen over nytår, ja, hele vejen indtil et stykke ind i januar.

Så blev alt som før. Det hæmningsløse myrderi fortsatte og kom til at fortsætte hen over tre jule mere. Julefreden i 1914 blev en engangsforeteelse, mere og mere utænkelig i takt med, at krigen blev mere barsk og gjorde afstanden mellem ”Fritz” og ”Tommy” mere og mere uoverstigelig.