Upptäcktsresande James Cook misshandlas på Hawaii 1779.

Ophidsede øboere stikker Cook ned og mishandler ham til døde i 1779. Samtidig illustration.

© Heritage/Getty

James Cook – opdagelserne blev hans død

Under dække af at ville måle solsystemets størrelse, begav James Cook sig i 1769 ud for at finde et nyt kontinent. Det blev den første af flere ekspeditioner, der resulterede mange nye opdagelser – men også i hans voldsomme død.

21. oktober 2017 af Björn Lundberg

Om morgenen den 14. februar 1779 blev James Cook vækket af en dyster besked. Hans skib lå for anker ud for Hawaii i Stillehavet, og i løbet af natten var en robåd blevet stjålet af en hawaiiansk tyv.

Da Cooks skib nåede Hawaii for første gang i 1778, havde øboerne været venligtsindede. De betragtede Cook som en reinkarnation af frugtbarhedsguden Lono og behandlede ham med stor respekt. Men da briterne viste deres mere menneskelige sider, ændrede indtrykket sig hurtigt.

Stemningen blev fjendtlig

Præcis hvad der gik galt, vides ikke, men da Cook vendte tilbage til øgruppen for tredje gang på lidt over et år, blev stemningen åbent fjendtlig. Den stjålne robåd blev den gnist, der satte ild til bålet. Sammen med nogle soldater gik Cook i land for at tage gidsler og på den måde kræve båden tilbage. På stranden blev de omringet af en vred folkemængde, og det kom til en kort kamp. Cook blev ramt af et spyd
i ryggen og faldt i det lave vand, hvor han blev mishandlet til døde. James Cooks begivenhedsrige liv havde fået en dramatisk afslutning.

Da han blev født i 1728, som søn af en landarbejder i Yorkshire, var der ikke meget, der tydede på, at James Cook en dag skulle blive verdensberømt. Som 16-årig flyttede han hjemmefra. Efter en kort tid som butiksmedhjælper vandrede han til havnebyen Whitby for at blive sømand på et handelsskib.

Studerede om aftenen

Cook måtte lære det hårde fag, men studerede også matematik, astronomi og navigation om aftenen. Han steg hurtigt i graderne og blev udnævnt til styrmand i 1752. Tre år senere fik han tilbudt at blive skipper med ansvar for sit eget skib. Til manges forundring sagde han nej tak til tilbudet og lod sig i stedet hverve som matros i Royal Navy. Beslutningen betød, at den 26-årige Cook måtte starte helt forfra. 

Porträtt av upptäckaren James Cook.

Den verdensberømte britiske opdagelsesrejsende blev født i Yorkshire i 1728 og var søn af en landarbejder. 

© Thinkstock

Snart blev han dog andenstyrmand og to år senere fik han graden master (styrmand). Med tanke på, at Cook ikke havde noget adeligt navn og indflydelsesrige mæcener, var det en forbløffende bedrift.

Detaljerede søkort

I 1758 blev Cooks skib Pembroke sendt til Canada for at kæmpe mod franskmændene, og han udmærkede sig bl.a. under erobringen af byen Quebec. De efterfølgende år kortlagde han omhyggeligt Newfoundlands kyst. De søkort, han tegnede, var så detaljerede, at man blev ved med at bruge dem i næsten 200 år. Rygtet om hans dygtighed som kartograf og astronom nåede også Londons videnskabsmænd.

Dette var oplysningens tid i Europa. Mennesket og universet skulle udforskes, og de sidste hvide pletter på verdenskortet fjernes. Sammen med den britiske flåde planlagde videnskabsakademiet Royal Society en verdensomsejling. Officielt var målet at sejle til øgruppen Tahiti i Stillehavet for at observere planeten Venus' passage foran solen i juni 1769. Hvis denne passage blev observeret samtidig fra en række forskellige lokaliteter på jordkloden, ville man nemlig kunne beregne afstanden mellem jorden og solen, og på den måde løse gåden om solsystemets størrelse.

Venusundersøgelser på Tahiti

Cook passede tilsyneladende som fod i hose til opgaven. Han var ikke blot en vellidt søkaptajn, men havde også den videnskabelige viden. Venuspassagen var dog ikke det eneste, Cook havde til opgave at studere. I et hemmeligt tillæg blev det bestemt, at Cook efter besøget på Tahiti skulle sejle mod syd for at udforske det myteomspundne kontinent Terra Australis Incognita som formodedes at ligge i det sydlige Stillehav.

Dette var et eventyr, som James Cook længe havde drømt om. Som han selv skrev, ønskede han ikke blot at rejse ”længere, end nogen tidligere har gjort, men så langt, som det er muligt for mennesket at rejse”. 

James Cook observerar Venuspassagen i teleskop på Tahiti 1769.

I juni 1769 befandt James Cook sig på Tahiti. Herfra observerede han, at planeten Venus gik ind foran solen. 

Citrusfrugter mod skørbug

Den 26. august 1768 forlod James Cook England med skibet Endeavour. Et halvt år senere rundede han Kap Horn og fortsatte ud over Stillehavet. Navnet til trods var dette et frygtindgydende hav. På de lange rejser til søs plejede skørbugen at sætte ind. I løbet af nogle uger kunne et skib miste halvdelen af sin besætning.

På den tid vidste man ikke, at den frygtede sygdom skyldtes c-vitaminmangel, men Cook kendte til en undersøgelse, der havde vist, at citrusfrugter tilsyneladende kunne helbrede sygdommen. Cook sørgede for, at Endeavour ved hvert stop fik frisk frugt og grønsager om bord, og de havde også et stort lager af surkål. Desuden krævede han en god hygiejne om bord. Resultatet blev sensationelt: Cook gennemførte tre ekspeditioner til Stillehavet, uden at en eneste mand døde af skørbug.

Udforskede New Zealand

Efter at have observeret Venuspassagen fra en solbeskinnet bakketop på Tahiti satte Cook kurs mod syd. I oktober 1769 genopdagede han New Zealand, som hollænderen Abel Tasman havde besøgt i 1642. Ved at sejle rundt om de to hovedøer kunne han påvise, at landet ikke var en del af noget større kontinent. Endeavour fortsatte mod vest og nåede i april 1770 Australiens østkyst.

Trods Cooks dygtighed som navigatør var ekspeditionen tæt på at ende i en katastrofe, da Endeavour
i juni sad fast på Great Barrier Reef . Men de fik skibet fri og kunne fortsætte via Det Indiske Ocean og Atlanten tilbage til England.

Ekspeditionen udforskede mange øer i Stillehavet. Her bliver Cook vidne til en menneskeofring. Samtidig gravering.

© Thinkstock

Cooks heltestatus blev større

Efter hjemkomsten begyndte Cooks heltestatus at vokse. Man vidste dog stadig ikke, om der eksisterede et ukendt kontinent endnu længere mod syd. Derfor fik han til opgave at lede en ny ekspedition 1772–75. Han krydsede den sydlige polarcirkel og nåede 71° 10’ sydlig bredde – længere sydpå end nogen tidligere havde rejst – inden isbjerge og tåge tvang ham til at vende om.

Selvom Cook aldrig fik Antarktis i sigte, havde han vist, at der umuligt kunne findes noget sydligt kontinent med store rigdomme og fabeldyr. Cook fortsatte over Stillehavet, før han vendte tilbage til England i 1775.

Efter hjemkomsten blev James Cook forfremmet til kommandørkaptajn og drog i 1776 af sted på en tredje stor ekspedition. Denne gang var målet at udforske Nordamerikas vestkyst og en gang for alle finde ud af, om der eksisterede en nordlig søforbindelse mellem Atlanten og Stillehavet.

Offer for kannibaler

Denne del af opgaven mislykkedes, men på rejsen opdagede Cook øgruppen Hawaii, som han gav navnet Sandwich-øerne. Efter at have kortlagt Canadas vestkyst vendte Cook tilbage til Hawaii for at samle kræfter og reparere skibene, men han blev altså dræbt i februar 1779. Øboerne lod kaptajnens lig indgå i en religiøs ceremoni, og hans hjerte blev spist af fire høvdinge. Kranium, hænder og fødder blev senere leveret tilbage til briterne, mens resten af knoglerne blev placeret i helligdomme på øen.

Efter James Cooks død voksede hans berømmelse yderligere. Hans ekspeditioner havde givet verdenskortene skarpere konturer. Cooks videnskabelige interesse og omhyggelige undersøgelser blev også stildannende.

Karta över alla James Cooks expeditioner.

Cook foretog tre lange opdagelsesrejser mellem årene 1768 og 1779.

Fakta: James Cooks oppdagelser 

Det påstås ofte, at James Cook opdagede Australien og New Zealand. Det er forkert. Allerede i 1600-tallet var disse områder blevet udforsket af hollandske søfarere. Cook var imidlertid den første europæer, der gik i land på Australiens østkyst. I april 1770 nåede han Botany Bay ved vore dages Sydney og gav bugten dens navn til ære for ekspeditionens to botanikere: Joseph Banks og den svenske Daniel Solander, elev af Linné.

Cooks omhyggelige kortlægning af New Zealand og Australien banede vejen for den britiske kolonisation af disse lande. Han opdagede bl.a., at New Zealand består af to hovedøer, adskilt af et smalt stræde (Cookstrædet). I Stillehavet opdagede han flere øgrupper såsom Ny Kaledonien og Hawaii. Cookøerne nordøst for New Zealand, som han besøgte i 1773 og 1777, bærer hans navn, selvom de blev set tidligere af spanske skibe.