Premierminister Mossadeq taler til en folkeskare uden for parlamentet i Teheran.

© corbis/all over press

Irans premierminister styrtet af amerikanske agenter

Fjendskabet mellem Iran og USA begyndte allerede i 1953.

16. marts 2017 af Magnus Västerbro

En folkevalgt premierminister bliver afsat i et statskup, orkestreret af en CIA-agent, der var rejst til landet under falsk identitet. Det lyder som plottet i en middelmådig thriller, men var blodig og tragisk virkelighed i Iran i 1953.

Ved at sprede falske rygter formåede CIA at skabe opløb i Teherans gader i august 1953, hvilket bidrog til Mossadeqs fald.

Det kort før midnat den 15. august. Oberst Nematollah Nassiri leder en konvoj af biler gennem Teherans mørke sommernat på vej mod residensen, hvor landets omstridte premierminister, Muhammad Mossadeq bor. Med sig har Nassiri to skrevne befalinger fra landets monark, shah Reza Pahlavi. I den ene beordrer shahen premierministeren til at træde tilbage fra sin post, i den anden slås det fast, at denne skal efterfølges af den royalistiske, højreorienterede officer Fazlollah Zahedi. Men hverken det ene eller det andet dokument er juridisk gyldigt. Den iranske forfatning giver ikke shahen autoritet til at udskifte sin premierminister på må og få, så i realiteten er Nassiri på vej for at gennemføre et militærkup. Kort før midnat når han frem til Mossadeqs residens, men han når kun lige at stige ud af bilen, før bevæbnede mænd træder ud af skyggerne. Kupmagerne er blevet afsløret og arresteres på stedet.

Kupforsøget synes med andre ord at være mislykkedes før det kom i gang. Da det står klart, begynder en febrilsk aktivitet flere steder i landet, idet alle, der har været involveret i planerne, forsøger at finde ud af, hvad de nu skal gøre.

Shahen selv forlader landet med sin hustru og gemmer sig på et luksushotel i Rom.

Nægtede at give op

Samtidig, i et kontor på den amerikanske ambassade, har en CIA-agent ved navn Kermit Roosevelt Jr. (barnebarn til Theodore Roosevelt) hørt nyheden. Han har været aktiv uafbrudt i flere dage og knap nok lukket et øje. Han havde ellers ventet på at fejre sin operations succes. Det er nemlig Kermit Roosevelt, som styrer kuppet ned til mindste detalje.

Iran nationaliserede olieindustrien.Olie var allerede i 1950'erne Irans vigtigste eksportvare.

Da alt nu synes at være tabt, får han besked fra Washington, der opfordrer ham til at forlade landet snarest, før myndighederne indser præcis hvor dybt USA har været indblandet
i kupforsøget.

Men Roosevelt svarer, at han har besluttet sig for at blive i Teheran nogle dage mere. Det er ikke helt forbi endnu, mener han. Måske kan statskuppet endnu lykkes, hvis bare man handler hurtigt og bestemt.

Tidligt demokrati

Disse dramatiske begivenheder var kulminationen på de politiske spændinger, der havde vokset sig stadig stærkere i landet. Allerede i 1907 var Iran blevet forvandlet til et konstitu-tionelt monarki og indført det,
der kaldes Mellemøstens første demokratiske forfatning. Men det politiske klima vedblev med at være stærkt polariseret mellem tilhængere af shahen og dem, der ønskede større indflydelse for det folkevalgte parlament, majlis. I kølvandet på 2. verdenskrig var der også en stærk nationalistisk strøming. Under krigen havde Storbritannien og Sovjetunionen besat Iran for at sikre transportruterne mellem de vestallierede og Sovjetunionen og afsætte den protyske shah, Reza Pahlavi, til fordel for sønnen Muhammad Reza Pahlavi. Briterne ville også sikre deres fortsatte kontrol over landets oliekilder gennem Anglo-Iranian Oil Company, AIOC.

Efter nogle turbulente år blev Muhammad Mossadeq i 1951 valgt til premierminister. Han stammede fra en højt anset familie og var uddannet
i jura i Frankrig og Schweiz. I sit embede viste Mossadeq sig at være en energisk og konfliktvillig politiker, der uden tøven gennemførte en nationalisering af landets oliekilder. På den måde blev han et berømt symbol for den antikolonialistiske bølge, der gik sin sejrsgang over verden i de år – og voldsomt kritiseret i Storbritannien.

Repræsentanter for AIOC trak Mossadeq for den internationale domstol i Haag, hvor Iran dog vandt en sensationel sejr. Domstolen fastslog, at gen-nationaliseringen af oliekilderne havde været fuldt ud lovlig. Så begyndte de britiske efterretningstjenester at planlægge et statskup, hvilket snart fik støtte fra premierminister Winston Churchill. Men briterne måtte konkludere, at en sådan aktion måtte ledes af verdens nye supermagt – USA.

En ›kommunistisk› trussel

I første omgang blev forslaget afvist af den amerikanske præsident, Harry S. Truman, der ikke havde sympati til overs for briternes koloniale interesser.

Men da Truman efterfulgtes af den tidligere general, Dwight D. Eisenhower, prøvede briterne igen. Denne gang blev kuppet præsenteret som et forsøg på at forhindre Iran i at blive en kommunistisk stat allieret med Sovjetunionen. Det var et argument, amerikanerne kunne forstå, ikke mindst brødrene John Foster og Allen Dulles, henholdsvis USAs nye udenrigsminister og CIA-chef. De overtalte hurtigt præsidenten, og snart fik CIA stillet en mio dollars til rådighed, der skulle bruges til at afsætte den demokratisk valgte premierminister i Iran. 

På dette tidspunkt var Mossadeq allerede en presset mand. Han havde igangsat en række sociale reformer, der dog gik trægt, ikke mindst pga. at landets økonomi var hårdt ramt af den boykot, som Storbritannien havde drevet igennem. Samtidig var han også trængt fra andre sider, ikke mindst fra det Moskva-styrede kommunistparti. Endelig havde han mistet det magtfulde religiøse lederskabs støtte.

Måske var det derfor, at Kermit Roosevelt stadig troede på succes oven på fadæsen den 15. august. Han havde brugt sine CIA-penge til at betale alle mulige former for propaganda mod Mossadeq, alt sammen beregnet på at puste til ilden i de eksisterende konflikter. Hans plan var at skabe en stemning af, at landet stod på randen af kaos, og at militærets indgriben mod Mossadeq var den eneste redning.

Bestak oprørsmagere

Den 16. august 1953 begav Roosevelt sig ud i Teherans gader igen, for at sætte nyt skub i sine hyrede håndlangere, hvoraf de fleste ikke havde nogen anelse om, at det var amerikanske penge, der stod bag stort set alt, hvad der foregik i byen i disse dage. Både kommunister, anti-kommunister og de shah-tro demonstranter skulle på gaden igen for at protestere og lave ballade for at destabilisere situationen yderligere.

Samtidig var mange militærfolk begyndt at tilkendegive deres støtte til kupmagerne. Shahens autoritet var stor, og da hans underskrevne ordrer blev kendt, valgte mange at gå over på oprørernes side. Snart blev Mossadeqs residens omringet, og åbne kampe brød ud.

Allerede om eftermiddagen den 16. august stod det klart, at kuppet alligevel ville lykkes.

Roosevelt troppede op i huset, hvor Fazlollah Zahedi ventede; den officer der var udset til at blive ny premier-minister. Zahedi tog glædesstrålende imod CIA-manden, der kunne meddele, at alt nu havde vendt sig til deres fordel.

Men da en jublende menneskemængde også opsøgte Zehedi, forstod Roosevelt at holde sig i baggrunden. Det ville ikke se godt ud med en amerikaner ved den nye leders side.

Muhammad Reza Shah Pahlavi flygtede til Rom men fik snart besked om Mossadeqs fald.

© Federico Patellani/Picture Post/Getty

Shahen vendte tilbage

Allerede samme aften kunne shahen forlade Rom og vende tilbage til Teheran, omtrent samtidig med at Zahedi mødtes med Roosevelt igen for at skåle i champagne. De skålede for landets nye regering, for shahen, for Eisenhower og Churchill og endelig for sig selv. Statskuppet var et faktum.

Muhammad Mossadeq blev sat i husarrest i sin hjemby, hvor han forblev til sin død 14 år senere. Irans shah, Muhammad Reza Pahlavi, beholdt magten i endnu 26 år, under stadig mere diktatoriske former, før en revolution til sidst væltede ham fra tronen og lod ayatollah Khomeini tage magten i landet.