© Bridgeman/IBL

Hvordan opstod myten om faraos forbandelse?

Mumier der vågner har været inspiration for mange skrækfilm. En ny er på trapperne. Men hvordan opstod myten om faraos forbandelse?

19. februar 2017 af Björn Lundberg

I november 1922 blev Tut­an­kh­amons grav opdaget af den britiske arkæolog Howard Carter. Det var en sensation. Aldrig tidligere havde man fundet en intakt kongegrav fra det gamle Egypten, og fundet blev straks en verdensnyhed.

Da Carters sponsor, adelsmanden lord Carnarvon, nogle måneder senere blev syg og døde på sit hotelværelse i Cairo, tog nyhedsvinklingen en drejning. Nu begyndte i stedet sensationslystne aviser at skrive om en forbandelse, som ramte dem, der havde forstyrret Tutan­kha­mons gravfred. Der blev rapporteret om flere dødsfald i de kommende år, hvor personer, som havde undersøgt graven eller faraoens lig, kort efter døde. Selv Howard Carters kanariefugl mødte en krank skæbne. At grave i det gamle Egypten var forsynet med besværgelser til beskyttelse af den døde er ikke usandt, men mere sjældent end de fleste tror. En sådan inskription blev fx aldrig fundet i Tutankhamons grav.

En nærmere undersøgelse har også vist, at de allerfleste som arbejdede ved udgravningen eller som undersøgte mumien klarede sig udmærket i mange år efter fundet.

Howard Carter døde eksempelvis i 1939, 17 år efter opdagelsen.