Læs også

Errol Flynn

Humphrey Bogart

Med sine kyniske hårde roller, som under det skrappe ydre besidder en ubøjelig moral, blev han et af filmhistoriens største ikoner. Men vejen til succes...

31. maj 2016 af Sara Griberg

Med sine kyniske hårde roller, som under det skrappe ydre besidder en ubøjelig moral, blev han et af filmhistoriens største ikoner. Men vejen til succes var lang for »Bogie». Og netop, da han havde opnået alt, hvad han kunne ønske sig, lakkede det mod enden.

Tekst: Sara Griberg

Når privatdetektiven Sam Spade fyrer af et af sine sjældne smil af, minder han lidt om et rovdyr, der viser tænder. I flot vinklet filthat og med opsmøget frakkekrave er han lige skrap og skånselsløs over for alle – politifolk, forbrydere og den smukke dame, der har søgt hans hjælp.
Da det viser sig, at kvinden – som Spade har forelsket sig i – er i ledtog med the bad guys, overlader han hende iskoldt til politiet med en kynisk kommentar om, at ”det er synd med sådan en smuk hals”, hvis hun blev hængt.
Humphrey Bogart i rollen som Sam Spade i Ridderfalken (1941) er indbegrebet af den ensomme helt i 1940ernes og 50ernes film noir, der skildrer en mørk, skyggeagtig verden befolket af illusionsløse eksistenser i lovens udkant.

Skuespiller ved et tilfælde

Da Bogart fik sit gennembrud som hårdkogt helt i Drømmefabrikken Hollywood, var han over 40 år og havde allerede medvirket i 30 film. Trods den lange startbane, lader det ikke til at have været et bevidst valg, men mere en tilfældighed, der fik ham til at blive skuespiller.
Humphrey DeForest Bogart blev født i en velhavende familie i New York i 1899. Faderen var kirurg, moderen en succesrig illustrator.
Det var familiens plan, at Humphrey skulle være læge som sin far, men han sprang fra studierne og tog i stedet hyre i flåden i slutningen af 1. verdenskrig. Han deltog aldrig i kamp, men det siges, at det var på den tid, han fik arret på sin overlæbe. Det påstås, at skaden bidrog til hans karakteristiske smil, som kun bestod af et let løft af den stramme overlæbe.

Efter krigen fik Bogart job som kontordreng hos en New York-producer, hvor han med tiden blev tilbudt mindre roller i forskellige Broadwayopsætninger. Den ene opgave førte til den anden, og Bogart blev hængende i skuespilfaget.
Da talefilmen slog igennem, blev der brug for nye filmskuespillere, som havde lært at tale tydeligt på teaterscenerne. I lighed med mange andre søgte Bogart derfor til Hollywood, hvor han fra 1930 medvirkede i en række gangsterfilm og westerns.

Casablanca uden happy end

I 1941 fik Bogart succes både i filmen High Sierra og John Hustons instruktørdebut Ridderfalken. Siden fulgte en række succesrige film, som gjorde ham til et af filmhistoriens store ikoner.
Mest berømt er Casablanca (1942), som er blevet kaldt ”verdens bedste dårlige film”. Historien udspiller sig i 2. verdenskrigs Nordafrika, hvor den kyniske og desillusionerede kroejer Rick (Bogart) genser sin store kærlighed Ilsa (Ingrid Bergman). Siden de sidst sås i Paris, har hun giftet sig med en ungarsk modstandsmand. De to indser – til tonerne af As Time Goes by – at de aldrig er holdt på med at elske hinanden.

I slutscenen, på den tågede flyveplads, vælger de dog at ofre deres personlige lykke for at kæmpe for det, der er vigtigere; at gøre deres pligt og bekæmpe nazismen. Det var usædvanligt at afstå fra en ”happy end” i en Hollywoodfilm, men beslutningen – som blev taget i sidste øjeblik – viste sig at være et lykketræf.
USA var lige gået med i krigen, og ingen anede, hvordan det ville komme til at gå. Biografpublikum kunne identificere sig med filmens kærestepar, som måtte tilsidesætte deres egne drømme og skilles for tappert at gå en usikker fremtid i møde.
I den situation blev Casablanca en kanonsucces og blev belønnet med tre Oscars i kategorierne ”bedste film”, ”bedste instruktør” og ”bedste manus”.

Bogie, som han blev kaldt, havde to store passioner i livet – sejlsport og alkohol. Sønnen Stephen Bogart, der har skrevet en biografi om sin far, kalder ham for en ”funktionel alkoholiker”. Bogart drak helt klart for meget, mere end han havde godt af, i hvert fald, men lod aldrig sit misbrug gå ud over sit arbejde.
Bogart hævdede i en af sine berømte one-liners, at “verden er tre drinks bagud".
Ved tiden for sit gennembrud, i begyndelsen af 1940erne, var Bogart midt i sit tredje ulykkelige ægteskab, med skuespillerinden Mayo Methot. Hun delte sin mands smag for alkohol, og parret var berygtet for deres skænderier og slagsmål. Sladderpressen kaldte dem ”the battling Bogarts”.
Men efter Casablanca, da Humphrey Bogart var blevet en stor stjerne, begyndte lykken også at tilsmile ham i privatlivet. Under indspilningen af At have og ikke have (1944) spillede han over for den 19-årige fotomodel Lauren Bacall, og det slog gnister mellem de to på lærredet og i virkeligheden.
Året efter lod den dengang 45-årige Bogart sig skille fra Mayo Methot og giftede sig straks med Bacall – et ægteskab, der resulterede i to børn.

Fik en Oscar i 1951

I 1951 blev Bogart belønnet med en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin indsats i Afrikas dronning (over for Katharine Hepburn, som blev Oscarnomineret for sin rolle). Her spiller han igen sin stjernerolle: Den hårde hals, som under det skrappe ydre har et hjerte af guld – en forhærdet og desillusioneret mand, som tager sig sammen og viser moralsk styrke og mod, da det virkelig gælder.
Efter at Bogart havde fået sin Oscar, sagde Lauren Bacall: ”Nu har Bogart alt – et lykkeligt ægteskab, en søn og et barn mere på vej, en lystyacht og den ypperste bekræftelse på sin succes.”

Fem år senere blev Humphrey Bogart ramt af strubecancer. Til det sidste nægtede han at se i øjnene, at han var ved at dø. Hen mod slutningen vejede han 35 kilo og måtte bæres ind i sit arbejdsværelse, hvor han med en drink i hånden og en tændt cigaret tog imod besøg af sine nærmeste venner. Alle snakkede løs, som om alt var normalt, og som om Bogie når som helst ville komme på benene igen og begynde at arbejde.
”Far var død mange gange på det hvide lærred,” skriver sønnen Stephen. ”Men han havde en stærk livsvilje i virkeligheden og var slet ikke parat til at dø.”
Den 14. januar 1957 døde Humphrey Bogart, mens han sov, i en alder af blot 57 år. Enken Lauren Bacall laver stadig film, og har bl.a. deltaget i to af Lars von Triers film, Dogville og Manderlay.

Læs mere: Bogart – på sporet af min far af Stephen Bogart (1995)