Læs også

Grevens Fejde

Grevens Fejde

Borgerkrigen i 1534–36, der blev døbt Grevens Fejde, blev skelsættende for Danmarks udvikling. Det var på en gang en religionskrig, en kamp om...

Borgerkrigen i 1534–36, der blev døbt Grevens Fejde, blev skelsættende for Danmarks udvikling. Det var på en gang en religionskrig, en kamp om kongemagten og et bondeoprør mod adel og herremænd.

Tekst: Tine Toubro

Viborg summede af liv fra morgenstunden den 9. september 1536. Borgere og bønder var stimlet sammen for at få et glimt af Skipper Clement, der skulle henrettes for sine handlinger to år tidligere.

Optrinnet vækkede blandende følelser blandt tilskuerne. Skipper Clement havde været en karismatisk mand, som havde givet bønderne håb om en bedre tilværelse, og ført an i et oprør mod adelen og de katolske bispers magt. Oprøret havde dog ført til en helt anden virkelighed for bønderne.

Kampen var tabt og erstattet af øgede skatter og repressalier fra magthaverne. Livet ville have været nemmere, hvis Skipper Clement aldrig var dukket op.

Nederlaget og to år i fangehullet havde også knækket Clement. Tilskuerne så en nedbrudt mand, der mindede om et vildt dyr. Nogen havde som hån presset en blykrone ned over hovedet på ham for at minde om de ambitioner, der havde ført ham til hans henrettelse. Kronen blev siddende på det afhuggede hoved, mens resten af hans krop blev parteret og lagt på hjul og stejle. De makabre rester af oprøreren blev udstillet forskellige steder i Viborg, til skræk og advarsel.

To samtidige konger

Kimen til borgerkrigen blev lagt langt tidligere. I 1523 blev Christian 2. sendt i eksil af det danske rigsråd, der i stedet kronede farbroderen hertug Frederik af Gottorp, under navnet Frederik 1. Hans regeringstid blev dog urolig. Frederik blev konge på adelens og kirkens nåde, og hans regering var præget af indrømmelser og gaver til støtterne. Til gengæld lagde kongen flere og flere skatter på bondestanden.

Samtidig sad Christian 2. i Nederlandene og arbejdede for at rejse en hær til at indtage Danmark. Det tog 10 år, men i 1531 kunne Christian 2. igen vende sig mod Danmark. Han sejlede til Norges kyster for at begynde generobringen. Det trak dog ud, og de to konger aftalte at mødes i København for at forhandle.

Frederik 1. lovede Christian frit lejde, men havde ingen intentioner om at give indrømmelser til sin besværlige nevø. I stedet brød han sit ord og fik Christian sejlet til Sønderborg Slot, hvor ekskongen blev holdt som fange de næste 17 år. Med sin æreløse handling havde Frederik 1. skaffet sig fred, men det varede kun kort – året efter, i april 1533, døde han selv.

Danmark som republik

Den naturlige arvtager var Frederiks ældste søn, hertug Christian. Han var dog overbevist lutheraner, og rigsrådet, med de katolske bisper i spidsen, nægtede at vælge ham. Ingen andre kandidater var acceptable for rigsrådet, og Danmark forblev derfor reelt uden regent. I over et år fungerede landet som republik. Det gav grobund for, at adelsmændene og bisperne regerede som små konger i deres respektive områder, men også for at almindelige folk kunne udtrykke deres utilfredshed og ønsket om ændringer.

Efter et års stilstand tog begivenhederne fart i foråret 1534. Grev Christoffer af Oldenburg var en fjern slægtning af Christian 2., og han satte ud for at erobre kongemagten i Christian 2.s navn. Christoffers ambitioner var nok rettet mod selv at tage tronen; under alle omstændigheder blev borgerkrigen opkaldt efter ham og ikke efter ekskongen. Skåne og Sjælland var hurtige til at slutte sig til grevens oprør, Fyn fulgte snart efter. Det fik rigsrådet til alligevel at anerkende hertug Christian som landets nye konge, og han blev hyldet som Christian 3. i Sønderjylland.

Skipper Clement i Ålborg

Skipper Clement var en søofficer der havde sejlet til Norge med Christian 2. i 1531. Han sluttede sig til grev Christoffers sag og blev sendt til hjembyen Ålborg for at sprede oprøret til Jylland.

Utilfredsheden havde ulmet hos de jyske bønder, for de tog begejstret imod deres nye leder. Den jyske adel var dog ikke så tilbøjelige til at tilslutte sig oprøret som deres sjællandske standsfæller, og bondehæren drog hærgende og plyndrende gennem det nordlige Jylland. Et stort antal herregårde blev brændt af og ejerne drevet på flugt.

Det er uvist, hvorvidt det var vigtigt for bønderne, hvilken Christian der blev deres nye konge, men de har benyttet sig af anledningen til at gøre regnskabet op med de lokale adelsmænd. I efteråret 1534 var hele Nordjylland og Vestjylland indtil Varde i Skipper Clements og bondehærens hænder.

De jyske adelsmænd fulgte uroligt situationen. Adelsmændene samlede hurtigt en hær på 600 tungt bevæbnede ryttere og red ud for at sætte en stopper for bondeoprøret, før det spredte sig sydpå. Bønderne var talmæssigt overlegne, men de var så dårligt udrustet, at adelshæren ikke betænkte sig et øjeblik, før de angreb den 10 gange så store bondehær. Deres overmod fik fatale følger.

Skipper Clement havde valgt klogt, da han lod sin hær tage opstilling på nogle bakker ved Svenstrup uden for Ålborg. Efterårsregnen havde gjort markerne sumpede, og hestene gled, faldt eller sad fast i mudderet. Riddernes tunge rustninger hæmmede deres bevægelsesfrihed i sølet, og bønderne med deres primitive spyd og køller var pludselig farlige modstandere.

Fanget af bonde

Mange af rigets mægtigste mænd døde på slagmarken, resten blev taget til fange eller flygtede. Bondehærens sejr var total.

Christian 3., der endnu kun var anerkendt som konge i Sønderjylland, sendte sin bedste feltherre og sin barndomsven, Johan Rantzau, mod oprørerne. Rantzaus professionelle tropper indgød stor frygt hos bønderne, der blev drevet foran hæren hele vejen op igennem Jylland. Først da de nåede Skipper Clement i Ålborg, standsede resterne af bondehæren og forsøgte at forskanse sig bag byens dårligt befæstede mure. Deres antal var nu skrumpet til ca. 1 000 mænd.

Rantzau selv var den første til at forcere bymuren, og hans soldater erobrede med lethed byen. Mindst 800 oprørere blev dræbt under kampen, og lige så mange borgere blev nedslagtet under soldaternes plyndring. Skipper Clement undgik at blive dræbt i slaget og slap hårdt såret væk fra Ålborg.

Friheden blev dog kort. Ironisk nok blev han fanget af en bonde, der overgav ham til Johan Rantzau.

Resterne af bondeoprøret blev slået brutalt ned. Selvejende bønder i hele området fik konfiskeret deres ejendom, og alle, der havde opfordret til oprør, blev øjeblikkeligt henrettet. Kun Skipper Clement blev holdt i live – han havde endnu en rolle at spille.

Hele Danmarks konge

Efter at have underlagt sig hele Jylland vendte Johan Rantzau sig mod øst. På Fyn ydede oprørerne hård modstand, men blev brutalt nedslagtet. Da turen kom til Sjælland, havde bønderne og den lokale adel lært lektien. De underkastede sig Christian 3. uden kamp. Kun København holdt stand, og den 24. juli 1535 begyndte Rantzau en belejring af byen, der skulle vare over et år. Hungersnød bredte sig i København, og borgerne sloges indbyrdes om de sparsomme forsyninger.

I august 1536 måtte byen endelig overgive sig. En måned senere blev Skipper Clement ført ud på torvet i Viborg og henrettet som symbol på, at borgerkrigen nu var endegyldigt slut. Christian 3. var hele Danmarks konge.

Mere her: På Guds og Herskabs Nåde af Alex Wittendorff (2003)