Franco og Hitler

Støtten fra Hitler og Mussolini var af afgørende betydning for Francos sejr i Den Spanske Borgerkrig. Alligevel sluttede den spanske ledelse sig aldrig...

Støtten fra Hitler og Mussolini var af afgørende betydning for Francos sejr i Den Spanske Borgerkrig. Alligevel sluttede den spanske ledelse sig aldrig til sine dikta­torkolleger under 2. verdenskrig.

Tekst: Åke Steinwall

Efter borgerkrigens afslutning i foråret 1939 var den spanske økonomi totalt smadret. Den overvundne republikanske side havde brugt landets guldreserve på våben fra Sovjetunionen, og Francos side havde opbygget en stor gæld til Nazityskland. Man begyndte straks at betale af på gælden med eksport af wolfram, et metal, som tyskerne havde brug for i deres våbenindustri.

Mange havde regnet med, at Franco ville slutte op bag Hitler og Mussolini i den storkrig, der så ud til at nærme sig i Europa. Ligesom resten af verden blev den spanske ledelse dog overrasket over Hitlers ikke-angrebspagt med Stalin i sensommeren 1939. Franco betragtede frem for alt Nazityskland som en allieret i kampen mod verdenskommunismen, og nu havde Hitler og Stalin sluttet fred. Angrebet på Spaniens katolske trosfæller i Polen øgede den spanske tvivl angående nazisternes planer.

Lovede at erobre Gibraltar

Tyskernes succesrige blitzkrig i foråret 1940, hvor størstedelen af Vesteuropa kom under Hitlers kontrol, fik dog den spanske sympati til at vokse.

I oktober 1940 mødtes Hitler og Franco i byen Hendaye, tæt på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Hitler forlangte at Spanien i første omgang, med tysk hjælp, skulle erobre den britiske base Gibraltar ved strædet mellem Atlanten og Middelhavet.

Franco lovede, at Spanien ville gå med i krigen på tyskernes side – men på visse betingelser. Dels skulle tyskerne forsyne dem med våben og brændstof, men også med fødevareleverancer, eftersom den livsnødvendige import sandsynligvis ville blive afskåret af den britiske flåde, hvis Spanien åbent sluttede sig til Nazityskland.

Desuden krævede Franco, at Spanien skulle overtage dele af det franske koloniherredømme i Nordafrika som belønning for deres kommende indsats i krigen. Hitler ville ikke afgive den slags løfter, og de to diktatorer rejste skuffede hjem fra mødet.

Kæmpede på østfronten

Det tyske angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 øgede dog atter den spanske entusiasme. Franco så Operation Barbarossa som et korstog mod kommunismen og sendte tusindvis af frivillige spanske soldater til østfronten for at kæmpe for tyskerne.

Diskussionerne om et spansk angreb på Gibraltar fortsatte, men førte aldrig til noget konkret. Dels fordi Franco holdt fast på de spanske krav om massiv militær og økonomisk støtte fra Nazityskland, dels fordi den spanske ledelse var splittet, eftersom briterne bestak såvel regeringsmedlemmer som militære ledere.

Da den tyske krigslykke i 1942–43 vendte i både Stalingrad og Nordafrika, voksede den spanske tvivlrådighed. Franco udskiftede sin svoger på udenrigsministerposten, fascistlederen Serrano Suñer, med Francisco Jordana, der havde mere diplomatisk snilde. Nu begyndte spanierne at følge en mere neutral linje, selvom mange, også Franco, stadig sympatiserede med Hitler.

Jødeforfølgelserne blev kendt

På nogenlunde samme tidspunkt blev rækkevidden af tyskernes jødeforfølgelser kendt, også i Spanien. Det førte dog ikke til nogle større forandringer i den spanske politik. Flygtninge, der ankom via Frankrig, blev sluppet igennem, hvis bare de havde deres papirer i orden og var på vej til et andet land. Først i 1944 tog Spanien imod nogle mindre grupper spansk­talende jøder fra Østeuropa.

Efter de allieredes landgang i Normandiet i juni 1944 kunne også Franco se, at tyskerne ville tabe krigen. Han troede dog, at Tyskland alligevel ville kunne beholde noget af sin stormagtsstatus efter krigen.

Derfor fortsatte den spanske wolfram-eksport helt indtil jernbaneforbindelserne mellem Spanien og Tyskland blev afbrudt i efteråret samme år.

Da de allieredes sejr var en kendsgerning, var der stor bekymring i den spanske regering. Ironisk nok viste det sig dog, at Franco snarere kunne takke Stalin end Hitler for, at hans regime overlevede krigen.

I slutningen af 2. verdenskrig oprettede Stalin kommunistiske lydregimer i Østeuropa. Den nye konflikt – Den Kolde Krig – mindskede vestmagternes interesse i at styrte Franco. Frygten for at Stalin, som havde støttet den republikanske side under borgerkrigen, skulle få indflydelse i Spanien, var for stor. Derfor kunne Franco blive siddende til sin død i 1975.

MERE HER: Franco and Hitler af Stanley G. Payne (2008)